William Jefferies analyserer i dette interview imperialismen i dag og forklarer, hvorfor perioden med globalisering er nået til en afslutning.

af William Jefferies, Federico Fuentes

3.
september
2025
Forbered udskrift | Email Send via email |
Læsetid: 8 minutter

 

Giver det stadig mening at bruge begrebet imperialisme?

 

Imperialisme er bestemt stadig et levende begreb. I 1916 definerede Vladimir Lenin imperialisme som sammensmeltningen af ​​bank- og industrikapital til finanskapital, og det er i bund og grund korrekt. Lenin skrev også, at stormagter søger at opdele verden i deres egne indflydelsessfærer, og det definerer også klart den nuværende periode.

 

Hundrede år senere har tingene udviklet sig, men på nogle måder alligevel ikke. For mig er definitionen af ​​imperialisme som monopolkapitalisme stadig korrekt, så længe man ser konkret på situationen i dag.

 

Er der noget særligt, der har ændret sig, for at man kan forstå ​​imperialismen i dag?

 

Et særligt interessant aktuelt træk er omfanget af afindustrialisering i USA og Storbritannien. I dag er der kun omkring 7 procent af arbejdsstyrken i Storbritannien, som er beskæftiget i industrien, heraf mange i fødevareproduktion. Situationen i USA er ikke så ekstrem, men der er stadig et brat fald i industriproduktionen.

 

Så i hvilken grad kan man stadig tale om finanskapital i USA eller Storbritannien som en fusion af bank- og industrikapital? I stedet er det bankvirksomhed, som dominerer – i form af enorme finansielle organisationer, der udviklede sig efter finanskrisen i 2008  – som for eksempel Blackstone,

 

De dominerer tydeligvis den amerikanske økonomi og fungerer i bund og grund ved at tjene på renter snarere end profitraten. Dette er vigtigt, fordi rentefortjenesten ikke opnås ved at købe eller producere varer, men er afhængig af finansielle bevægelser (selvom den understøttes af køb og produktion af varer).

 

Hvis imperialisme er en fusion af finans- og industrikapital, så hælder den i USA og Storbritannien i dag tydeligt mod bank- og finanssektoren og væk fra industrikapitalen.

 

I Kina er det derimod omvendt. Kina har finanskapital i form af enorme statsejede banker, men landet har også industrikapital i form af enorme industrikonglomerater. I Kina ser vi, at industriproduktionen har forrang over bank- og finanssektoren.

 

Det har stor betydning, for i sidste ende er det dem, som producerer ​​varer, der har mest magt. De kan producere, hvad alle har brug for, og har et direkte middel til at udvinde merværdi (i modsætning til de finansielle institutioners renteindtægter, som er et indirekte middel).

 

I de næste 5-10 år vil Kina forsøge at hævde industriproduktionens forrang. Kina ønsker at tage en del af den rente tilbage, der i øjeblikket strømmer til banker i Vesten. Det vil skabe en iboende modsætning mellem Kina og USA (og Vesten mere generelt).

 

I din bog omtaler du perioden efter afslutningen af ​​den kolde krig som den “lange bølge af globalisering”. Kan du skitsere, hvordan dynamikken i den globale imperialisme er under globaliseringen?

 

Folk stiller fejlagtigt globalisering op mod imperialisme, men globalisering afskaffede ikke imperialismen. Globalisering var med til at skjule imperialismens grådige natur i en periode, hvor amerikansk hegemoni blev så dominerende på grund af dynamikken i dens økonomi.

 

Men globaliseringen er ved at være slut, og nye modsætninger begynder at udfolde sig. Det er også derfor, at USA genopdager behovet for at være mere grådig.

 

Jeg ser den lange bølge af globalisering i sammenhæng med teorien om de lange bølger, som stammer fra Alexander Parvus, selvom den traditionelt tilskrives Nikolaj Kondratiev og Leo Trotskij.

 

Parvus sagde, at der ville være lange perioder med Sturm und Drang (storm og pres) i verdensøkonomien. Han sagde, at ændringer som udvidelse eller åbning af nye markeder, fremkomsten af ​​nye sektorer for kapitalakkumulation, kortere tid for omsætning og nye teknologiske fremskridt ville definere en hel periode i verdensøkonomien.

 

Dette ville ikke afslutte de sædvanlige konjunkturcyklusser, men disse cyklusser ville udvikle sig inden for denne længere bølge – cyklus, periode, eller hvad man nu vil kalde det, med skærpede kriser og kortere varighed. Han forudså, at dette ville fortsætte, indtil kræfterne bag udviklingen voksede til deres fulde potentiale, kun for at blive efterfulgt af en skarp økonomisk krise og derefter en økonomisk depression.

 

Min bog ser på den lange globaliseringsbølge, der startede i 1989-91 med Sovjetunionens sammenbrud og dets overgang til markedsøkonomi, sammen med Kinas knusning af demokratibevægelsen og landets overgang til markedet.

 

Med Sovjetunionens sammenbrud og Kinas overgang til markedet skete der i bund og grund en fordobling af antallet af arbejdere på verdensplan, der kunne udnyttes af kapitalen.

 

Husk, at Kinas markedsgørelse af statsejede virksomheder i midten og slutningen af 19​​90’erne indebar fyringer af ​​omkring 70 millioner arbejdere. For at sætte det i perspektiv er den samlede arbejdsstyrke i Storbritannien i dag omkring 35 millioner.

 

Der var også enorme mængder produktionsmidler, som der ikke blev betalt for, men blot stjålet af kapitalen: Vi taler ikke om ubetydelige ting, men om byer som Warszawa, Prag osv.

 

Dertil kom sammenbruddet af nationale befrielseskampe, som i mange tilfælde afhang af Sovjetunionen: Sydafrika, Palæstina, Irland, alle disse kampe blev til en vis grad løst i 90’erne.

 

Og man havde arbejderklassens nederlag, eksemplificeret ved nederlag som den britiske minearbejderstrejke, og mere bredt nederlaget for ideen om socialisme, som er blevet identificeret med Sovjetunionen.

 

Alt dette omdannede fundamentalt verdensøkonomien og begyndte en ny lang periode.

 

Det skabte også forudsætningerne for hyperglobalisering – som Den Internationale Valutafond kalder det – som skete fra omkring 2001 til finanskrisen i 2008. Dette var en fase med meget stærk vækst. Fra 2008 og fremefter havde man stadig en stabil vækst og høje profitter, men ikke som vi så under hyperglobaliseringen.

 

Hvis vi spoler frem til i dag, begynder den lange bølge af globalisering at nærme sig sin afslutning. Man skal være forsigtig med at være for kategorisk, mens sådanne ændringer stadig finder sted, men der synes at være et skift i retning af af-globalisering.

 

Folk benægter dette, men prøv at se: Vi har sanktioner, opdelingen af ​​verden i blokke, krige osv. En god måde at tænke over det er denne: Hvis globaliseringen ikke går fremad, så går den tilbage. Verden blev mere globaliseret, nu bliver den mindre.

 

I din bog siger du, at med globaliseringens afslutning går vi ind i en ny kriseperiode, men du skelner mellem kapitalismens krise og en krise for kapitalismen. Hvad mener du?

 

I den kommende periode vil krige blive mere ukontrollable og ondskabsfulde. Se på Gaza: De massakrerer mennesker hver dag, og de foregiver ikke engang længere at bombe et hospital “ved et uheld”.

 

Modsætningen mellem Kina og USA vil også blive dybere. USA vil bruge sine enorme ikke-økonomiske værktøjer – til at forsvare sin magt. Man kan ikke længere kan bruge traditionelle økonomiske værktøjer, da landet har mistet sin industrielle basis.

 

Vi vil også se inflation, hvilket i virkeligheden betyder et angreb på folks levestandard.

 

Man skal være forsigtig med at være definitiv med den slags ting; det er meget fristende at falde i ønskeopfyldelse. Men jeg tror, ​​at disse ting vil udfolde sig. Det vil genskabe de objektive betingelser for klassekonflikt – og dermed også de subjektive betingelser.

 

Igen skal man være forsigtig med at være for skematisk, men jeg tror, ​​at der vil ske en genskabelse af betingelserne for klassekamp i den næste periode. Vi kan allerede se en vis forandring.

 

Vi har måske ikke en social krise, men der er en murrende utilfredshed: Folk er trætte af det, de ser ingen fremtid. Dette er vigtigt, men det har endnu ikke udtrykt sig som en social konflikt.

 

Derfor skelner jeg mellem kapitalismens krise og en krise for kapitalismen.

 

Kriser for kapitalismen truer ikke kapitalismen. For eksempel har vi haft regelmæssige finansielle kriser, især finanskrisen i 2008, men systemet har klaret sig. Disse kriser truede ikke systemets eksistens som helhed og blev løst i det mindste i det omfang, det var nødvendigt for at sikre en fortsat reproduktion.

 

Den eneste virkelige krise for kapitalismen er en kapitalismekrise – det vil sige en social udfordring, der er i stand til at afskaffe den kapitalistiske orden. Den eksisterer ikke endnu.

 

Men med afslutningen af ​​den lange globaliseringsbølge ser vi adskillige kriser for kapitalismen åbne sig: handels- og militærkrige, klimaforandringer, migration, miljøforringelse. Og efterhånden som de genskaber betingelserne for social konflikt, vil vi måske se, at disse forvandles til en kapitalismekrise.

 

Sikkert er det i hvert fald, at disse kriser vil give muligheder for socialister.

 

William Jefferies underviser på SOAS University of London og har for nylig udgivet bogen War and the World Economy: Trade, Tech and Military Conflicts in a De-globalising World.

 

Oversat fra Green Left af Åge Skovrind

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com