Lørdag den 10. august blev LeFT (Leave Fight Transform) - en kampagne for et venstreorienteret Brexit (’Lexit’) - startet op af tilhængere i dagbladet Morning Star. LeFT siger i sin stiftelseserklæring, at en udtræden af EU vil betyde, at Storbritannien bryder med Fort Europas strukturelle racisme.

af Sabrina Huck

I deres indlæg i Labour List gav kampagnen sin støtte til ’et brud med ’de fire friheder’’.

 

De, der har fulgt Brexit-diskussionerne på venstrefløjen, vil være bekendte med det argument, at EU-princippet om fri bevægelighed favoriserer hvide europæiske immigranter, mens indvandringen fra det globale Syd til kontinentet bliver begrænset af immigrationskontrollen. Middelhavet er blevet en dødbringende, voldshærget grænse, fordi flygtninge, der krydser havet, er overladt til druknedøden, og de europæiske magter kæmper indædt om, hvis ansvar det er at tage imod dem, som det lykkes at nå frem til vores kyster.

 

Det er sandt, når vi siger, at den europæiske immigrationskontrol holder urokkeligt fast ved racisme og klassehad, der forhindrer mennesker i at bevæge sig frit – det er sandt, både hvad angår EU’s generelle migrationsstrategi, og den politik, der bliver ført af de enkelte nationalstaters regeringer. Hvis UK [Storbritannien og Nordirland, o.a.] beslutter sig for at forlade EU og indstiller enhver deltagelse i den fælles beslutningsproces med de andre regeringer om beskyttelsen af EU’s ydre grænser, så kan venstreorienterede i Storbritannien sove trygt, fordi de ved, at deres land ikke er direkte involveret, mens Fort Europa fortsætter ad samme spor. Det vil selvfølgelig ikke have nogen som helst praktisk betydning for flygtninge og migranter.

 

At afskaffe Fort Europa er sikkert et af de mest komplekse og ambitiøse projekter for venstrefløjen, som man kan forestille sig. Det kan kun lykkes, hvis det gribes an på et flerdimensionelt niveau: at mobilisere bevægelser i de europæiske civilsamfund, at forandre de politiske indfaldsvinkler på nationalstatsniveau, samt lægge pres på de europæiske institutioner.

 

Antallet af tvangsfordrevne udgjorde 65,6 millioner i 2016, set i forhold til 33,9 millioner i 1997 ifølge UNHC (FN’s flygtningehøjkommissariat). Man kan ikke unddrage sig, at de nøgne tal peger på intet mindre end en altomfattende revurdering af, om den nuværende verdensorden kan sikre retfærdighed og lighed. Det kan kun ske gennem en radikal omstrukturering  af det globale handelssystem, fordi det er kapitalismen, der har skabt de sociale, miljømæssige og økonomiske forudsætninger for udbytningen af arbejderklassen og udplyndringen af ressourcer i det globale Syd til fordel for det globale Nord. Det er tit hovedårsagen til flygtningestrømme og migration. Britiske socialister, der har et seriøst forhold til internationalisme, kan ikke længere undslå sig for en åben og fordomsfri drøftelse af, hvordan kapitalens magt udøves via nationalstaten, migrationskontrollen og eksistensen af grænser på globalt plan.

 

Den asylpolitik, der med mindre nationale forskelle bliver ført i hele EU, viser – i forbindelse med samspillet mellem voldelig konflikt, kapitalisme og klimaforandringer – at EU-systemet er totalt uanvendeligt, hvis målet er at sikre retfærdighed og lighed. Når politikere taler om asylansøgere, så forbinder de i almindelighed ’flygtninge’ med mennesker, der flygter fra krigszoner. Men krig og voldelige konflikter er kun nogle af drivkræfterne bag migration. De økonomiske udbytningsforhold, der er skabt af den globale kapitalisme, og yderligere tilspidset af klimaforandringerne, har givet næring til ’flygtningekrisen’.

 

Mennesker, der er tvunget til at forlade deres hjem på grund af disse økonomiske forhold, bliver tit betegnet som ’økonomiske migranter’ – og politikere lægger ikke skjul på deres faste overbevisning om, at dem, der kommer hertil for at få bedre jobs og levevilkår, ikke skal have samme ret til asyl som dem, der flygter fra krig og forfølgelse. Det er f.eks. derfor, at regeringen er så lang i spyttet, når det drejer sig om flygtninges ret til arbejde: De ønsker ikke at lempe adgangen til beskæftigelse og dermed skabe en pull-effekt i forhold til økonomiske migranter.

 

I stedet ønsker de så, at de, der kommer hertil for at arbejde, bidrager med noget, der er værdifuldt for den britiske økonomi, som f.eks. at være i stand til at investere, eller har særlige kompetencer med henblik på områder, hvor der mangler højt specialiseret arbejdskraft. Sådan noge som visumregler for ’de bedste og de klogeste’ arbejdere er langt fra tilstrækkeligt til at etablere en sikker rute for dem, der rammes særlig hårdt af uoprettelige klimaforandrenger i de kommende årtier. Åbne grænser – retten til at bevæge sig frit, uden restriktioner af visum- eller uddanelsesforhold – er den eneste realistiske løsning med hensyn til at etablere sikre måder at migrere på.

 

Nogle af de mest fremtrædende tilhængere inden for Labour af at forlade EU er modstandere af åbne grænser og forbinder fri bevægelighed og immigration med udbytning af arbejderne og løntrykkeri. Det bliver vanskeligt for enhver Lexit-bevægelse, der går ind for en mere liberal immigrationspraksis at åbne op for ’klimaflygtninge’ og forkaste den migrantfjendtlige arbejderfortælling, som den selv har bidraget til.

 

Så længe nationalstatens interesser vejer tungere end ønsket om at formulere et fælles politisk svar, baseret på solidaritet, så vil Fort Europa være urokkelig. Selv om der er nogen Lexit-tilhængere, der påstår det modsatte, så bliver politiske beslutninger vedrørende migration ikke truffet i et tomrum, løsrevet fra demokratisk valgte repræsentanter for de enkelte nationalstaters interesser.

 

Fejlslagne forsøg på at reformere Dublin-aftalen har vist, hvordan nationale regeringer har været i stand til at komme igennem med stadig mere restriktive former for grænsekontrol, frem for en fordeling af flygtninge inden for EU. Selv hvis EU ophørte med at eksistere, ville de europæiske nationalstater, der er fjendtlige over for flygtninge, eller i hvert fald uvillige til at tage imod dem, stadigvæk holde deres grænser lukket, både langs Middelhavet og på fastlandet. Flygtninge vil blive sendt frem og tilbage mellem forskellige nationalstater, der hver især er fjernt fra at opfatte sig som ansvarlige for noget.

 

Selv om de politiske reaktioner tit har været nedslående, så giver bevægelser i civilsamfundet et glimt af håb. De frivillige redningsaktioner på havet viser, at modstanderne af Fort Europa er klar til at gå i direkte aktion på trods af trusler om retsforfølgelse. I Tyskland har ’Seebrücke’-bevægelsen organiseret demonstrationer med tusindvis af deltagere imod Fort Europa  og kriminaliseringen af redningsaktionerne, og for sikre migrationsruter for flygtninge. Sideløbende med det er der byråd og kommunalbestyrelser, der har fremsat forslag om at blive en ’sikker havn’ for dem, der er blevet reddet på havet, samt vedtaget, at deltage aktivt i kampagnen til støtte for frivillige redningsaktioner.

 

Vores fokus bør være etablere forbindelser til disse sociale bevægelser, så betingelserne for at skabe bred solidaritet i civilsamfundet kan styrkes, samt arbejde sammen med de europæiske vensrefløjspartier i kampen mod Fort Europa på EU-niveau og støtte vores kammerater i kampe mod migrantfjendtlige højrefløjspartier i deres egne lande.

 

Der skal nok være nogen, der kalder det her for utopisme. Men da vi lige nu er konfronteret med politisk splittelse, så kan der være andre, der griber mulighederne for forandring, hvis det ikke lykkes for venstrefløjen at gøre det. Men frem for at holde sig for os selv og søge løsninger bare for vores egen nation, så har der aldrig været noget mere afgørende tidspunkt for britiske socialister til at engagere sig i og sætte sig høje mål på den europæiske venstrefløjs vegne end nu.

 

22. september. Oversat fra Labour List af Niels Overgaard Hansen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com