content-picture.php

Som mange gange i historien udløste stigende brødpriser i Sudan et folkeligt oprør, en begyndende revolution. Så voldsomt et oprør, at det fældede et 30 årigt diktatur - ledet af Omar al-Bashir, der nu sidder fængslet.

af Svend Vestergaard Jensen

Et socialt oprør, der satte kunstnere – og skabte nye kunstnere – i gang på gader, på pladser og stræder. Murene foran det militære hovedkvarter i hovedstaden, Khartoum, blev et offentligt galleri.

 

Hurtigt blev den 22-årige ingeniørstuderende og protestsanger, Alaa Salah, et ikon for revolutionen. Hun blev symbolet på, hvad der også blev et populært protestslogan: “Damer, stå fast. Dette er en kvinderevolution”.

 

Fra den 18. december sidste år og til april i år, hvor diktaturet faldt, blev protesterne primært til sit-in-aktioner. Alt sprang ud – ikke blot fordi det blev forår. Alt det, som havde været undertrykt gennem årtier med al-Bashir-diktaturet, kom på dagsordenen: Fagforeningerne, ytringsfrihed, lokalkomiteer, kunsten og så videre.

 

Den 3. juni foregik der en voldsom massakre med hundreder af døde, sårede, voldtagne og forsvundne mennesker. Den blev udført af en del af militæret, Rapid Support Forces. Oprøret fortsatte og fortsætter. Men dette kontrarevolutionære indgreb satte sig i folk, i aktivisterne. De gav ikke op. Som en af kunstneraktivisterne, Khalid Albaih, sagde på et solidaritetsmøde i København den 26. juni – organiseret af herboende sudanesere – fortalte via skype, at kunsten efter denne massakre også har fået ekstra dimension, en yderligere rolle og funktion.

 

Kunstens rolle

Khalid Albaih sagde, at efter 3. juni-massakren kan kunsten – også i masseomfang – bruges som heling. Kunst kan være med til at helbrede traumer. Og det er al slags kunst, og folk risikerer deres liv gennem disse kreative aktiviteter

 

På solidaritetsmøde med over 100 deltagere var der en udstilling med sudanesisk kunst. Eksilkunstneren Khalid Albaih fra Sudan udstillede denne sommer i Nørrebrohallen i København sammen med 11 unge fra Rådmandsgades Skole og deres billedkunstlærer. Her har de unge ladet sig inspirere af Khalid Albaihs tegninger og omsatte deres egne refleksioner på papir om aktuelle debatter herhjemme sammen med ham.

 

Kunsteren Khalid Albaih har levet det meste af sit liv i eksil, hvor han tager sit udblik på især den arabiske verden, mens han betragter Vestens reaktioner. Han afklæder magtbegær, korruption og undertrykkelse, ligesom han tegner betydningen af at insistere på håbet og skabe forandring. Han tegner i et skarpskårent enkelt sprog og gerne i sort/hvidt, der bruger de billedelementer, der er kendte og viser, at de konstant kan forbindes til at skabe ny forståelse.

 

Ude og hjemme

I Sudan er kunstaktiviteterne ikke bare den enkelte kunstner, der folder sig ud. Mange inddrages og hjælper til. Nye kunstneraktivister udvikler sig, børn folder sig ud i gaderne med den kunst – form og indhold – de udvikler i samværet, i nuet som eksempelvis figurer på asfalten, der udtrykker forandringen – i det mindste håbet om forandring.

 

Et af vægmalerierne giver en påmindelse om at holde fast på kravene om frihed, fred og retfærdighed, fordi andre demonstranter har ofret deres liv for sagen, i kampen. Som Khalid Albaih sagde på solidaritetsmødet i København, er det, der foregår i hele regionen, det samme, og demokrati må tænkes meget bredere.

 

I solidaritetsaktionerne hænger diasporaen – sudanesiske befolkningsgrupper, der lever uden for hjemlandet – sammen med folk for neden i det sudanesiske samfund – også hvad angår kunst og kultur.

 

Form og indhold

Hvad er det så for en kunst, der udfolder sig i Sudan? En særlig retning, en ny ’isme inden for kunstens verden? Vel det hele og ikke mindst afrikansk. Eksempelvis omtalte Alaa Salah klædt som en nubisk dronning. Kunstarterne synes at have meget med i aktiviteterne. Graffiti spiller selvklart en rolle på gader og stræder. Men retninger udvikler sig hele tiden.

 

Motiverne er genkendelige, men præget af stilarter fra – ja, primært Afrika, men også andre steder, andre kunstretninger. De er figurative – ikke non-figurative, trods det, at sidstnævnte gjorde meget ved det førstnævnte. Der er – som mange andre steder – en flydende overgang og i konstant bevægelse.

 

Selv Karl Marx skrev noget om dette, selvom han levede, lang tid før “verden gik af lave” med de to verdenskrige i det 20. århundrede. Før, under og efter Første Verdenskrig skabtes kunstretninger, der netop var dybt præget af denne galskab og meget andet. Også menneskenes tekniske fremskridt – og revolutioner. Marx skrev: “Form og indhold er en dialektisk enhed og derfor uadskillelige. Formen organiserer indholdets struktur. Når indhold udvikler sig, sprænges formen. Det gamle indhold søger nye former for at overleve. Formen skal fremme indholdets udvikling. Selvom formen bestemmes af indholdet, er formen ikke passiv, den indvirker aktivt på indholdet”.

 

Ikke blot dekoration

Før, under og efter den russiske revolution ændredes meget – også i kunsten, der spillede sammen med de øvrige strømninger på tværs af grænserne. Verdenskrigen satte helt nye tendenser for kunst og kultur og skabte helt nye former med det indhold, en verdenskrig satte i gang af vanvid – som eksempelvis dadaismen. Form og indhold blev revolutioneret som genspejling af – ja, vanviddet, massevold, grusomheder og meningsløshed. Det påvirkede kunstretninger fremover. Som Pablo Picasso sagde på et tidspunkt: “Kunst er ikke til for at dekorere”. Kunst skulle være et kampvåben. Hans berømte maleri fra 1937, Guernica, er et glimrende udtryk herfor.

 

Kunst indeholder, som det ses i Sudan og eksilmiljøerne, kimen til revolution, fordi den repræsenterer en utilfredshed med det, der er. Modsætninger udtrykt i kunst og kultur kan disse ikke løse, fordi det er modsætningerne i samfundet, som kun genspejles i kunst. De løses kun i samfundet gennem klassekampene. Derfor må jagten på frihed, sandhed og håb i kunsten føre frem mod en social revolution. Kunst, der her samspiller med bevægelserne for forandring, er en revolutionerende kunst – kort sagt revolutionær kunst.

 

Håb og forandring

Kunsten i det sudanesiske oprør genspejler dette og får mange udtryksformer. Ønsket og håbet om forandring. Som den østrigske kunstkritiker, Ernst Fischer, skrev for en del år siden i hans klassiker, “Kunstens nødvendighed”, hvor han skrev om kunsten gennem historien: “Kunsten er nødvendig for at menneskene skal evne at erkende og forandre verden. Men kunsten er nødvendig også i kraft af den magi som bor i den”.

 

Længere fremme i bogen: “I et samfund i nedgang må kunsten, dersom den skal være sandfærdig, også skildre opløsningen. Og om den ikke ønsker at bryde troskaben mod sin samfundsfunktion, må den fremstille verden som forandring. Og hjælpe til med at forandre den”. Og Ernst Fischer skrev også for at betone, at kunst ikke er entydig, “Kulturrevolutionen er ikke blot tilfreds med “agitprop” (agitationspropaganda), men den udvider til alle sider den æstetiske nydelses områder”. “Kunsten skal ingenting, den har lov til alt”.

 

Brød og poesi

Som Lev Trotskij – en af de centrale ledere af den russiske revolution – skrev nogle år efter dette: “Kunstens form er til en vis og meget høj grad uafhængig, men kunstneren som skaber denne form, og tilskueren, iagttageren, som nyder den, er ikke tomme maskiner. Den ene til at skabe den, og den anden til at værdsætte den. Der er levende mennesker med en udkrystalliseret psykologi, der repræsenterer en vis enhed, selv om den ikke er fuldstændig harmonisk. Den psykologi er et resultat af sociale vilkår. Skabelsen og oplevelsen af kunstformer er en af denne psykologis funktioner”.

 

Trotskij fortsætter fra den russiske revolution: “Alle mennesker kæmper ikke kun for brød. Det gør de også for poesi!”

 

Tingenes tilstand bølger frem og tilbage i det sudanesiske oprør og revolution. Denne sommer blev Sudans midlertidige militærstyre og oppositionen og protestgrupper enige om i en overgangsperiode at dele magten frem til et valg. For at få et valg til en grundlovgivende forsamling må oprøret fortsætte. Militæret og de tidligere herskende lag giver næppe magten fra sig umiddelbart. De jævnlige voldsomme overgreb og massakrer på aktivister vidner om dette. En mobiliseret befolkning er forudsætning for håb og forandring. Og kunstaktiviteterne fortsætter ufortrødent.

single.php