content-picture.php

"En ny regering skal føre en bæredygtig politik, hvor Danmark igen tager lederskab for den grønne omstilling, hæver ambitionerne for klima, miljø og natur markant, og som sikrer, at Danmark lever op til Paris-aftalen."

af SAPs Forretningsudvalg

Forståelsespapiret fra den 25. juni 2019 indeholder betydelige indrømmelser i forhold til hidtidig socialdemokratisk politik. Det skal ses på baggrund af det seneste års klimademonstrationer, underskriftsindsamlingen for en stærk klimalov og i det hele taget presset fra flere og flere klimabevidste mennesker.

 

Forståelsespapiret lægger blandt andet op til:En klimalov med bindende delmål og bindende langsigtede mål, herunder reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70 procent i forhold til niveauet i 1990, og årlig opfølgning.

 

En klimahandlingsplan med tiltag over for transport, landbrug, energieffektivitet, byggeri, forskning, havvind, skovrejsning og klimatilpasning.

 

En indsats i EU for at hæve klimamålene og øge fokus på klima i EU’s budget.
Det er foreløbig indrømmelser på papiret, men papiret kan bruges som løftestang. Nu er kampen i gang for at bestemme, hvordan hensigtserklæringerne skal forstås og udmøntes.

 

Målet om en 70 procents reduktion er langt mere ambitiøst end tidligere regeringers, men langt fra for højt sat. Udledningerne har nemlig fået lov til at fortsætte så længe, at Danmarks budget for yderligere udledninger allerede er tæt på nul, hvis vi skal yde vores rimelige bidrag til at begrænse den globale udledning til 1,5 grader over førindustrielt niveau, dvs. målsætningen i Paris-aftalen.

 

Hidtil har ingen regering villet forholde sig til de enorme mængder drivhusgasser, som forårsages af Danmarks forbrug af soja fra Sydamerika, industrivarer fra Asien og andre importvarer.
Selv en 70 procents reduktion af de rent indenlandske udledninger i 2030 vil kræve, at man lægger kursen radikalt om fra parolen om “grøn vækst”. Men allerede i de første uger med S-regeringen kunne man få anelser om, at den er tilbøjelig til at fortsætte i den vante gænge, f.eks. når det gælder energi, landbrug og transport.

 

Biomasse
De seneste regeringer har satset voldsomt på afbrænding af træ og regnet den som klimaneutral i strid med al fornuft. Hvis vi skal undgå farlige vippepunkter i den globale opvarmning, skal drivhusgasudledningerne reduceres kraftigt på kort sigt. Men det eneste sikre med afbrænding af træ er CO 2-udledning her og nu – det er ikke sikkert, at der plantes nye træer, og det tager årtier, før de i givet fald har optaget en tilsvarende mængde CO 2 fra atmosfæren.

 

Da en rapport fra FN’s klimapanel for nylig advarede om farerne ved satsning på biomasse, ønskede den nye klimaminister, Dan Jørgensen, ikke at kommentere problematikken, men henviste til fødevareministeren, som imidlertid heller ikke anså det for at være hans ressortområde.

 

Transport
CO 2-udledningerne fra transportsektoren falder ikke, og vejtransporten udvides med stadig flere benzin- og dieselbiler. Socialdemokratiet havde så sent som i januar planer om lang række motorvejsprojekter. Den nye transportminister, Benny Engelbrecht, har meldt ud, at det gælder om at indgå et bredt forlig om transportsektoren, sikkert også for ikke at støde visse S-borgmestre, som har set sig lune på motorvejsplanerne. Det giver højrefløjen mulighed for at spænde ben for indfrielse af klimamålet.

 

Flytrafikken og dens udledninger eksploderer, lufthavnene udvides, og hidtil har selv beskedne flyafgifter været dømt ude på forhånd her i landet. Helt frem til valget afviste Socialdemokratiet flyafgifter, men S-regeringen har åbnet op for at diskutere emnet.

 

Landbrug
Det haster med at omlægge landbrugsarealer og omstille til langt mindre husdyrproduktion. Verdens skove fældes for at give plads til at dyrke foder til bl.a. den danske svineindustri, så både klimaet og den biologiske mangfoldighed ødelægges. Men den nye fødevareminister, Mogens Jensen, lagde ud med at afvise, at dansk landbrug skal producere færre køer og grise for at bidrage til den regeringens klimamål.

 

Magt og modmagt
Vi er oppe mod magtfulde økonomiske interesser og veletablerede privilegier, når klimaloven skal udarbejdes, og når den skal udmøntes i en handlingsplan. Vi står over for konflikter om, hvad der skal have forrang: Klimagas-afvikling eller krav om vækst målt i BNP Klimaretfærdighed eller ulighed? Demokrati eller pengemagt?

 

Hvis Mette Frederiksens regering ligesom tidligere S-regeringer holder sig pænt inden for kapitalismens rammer, vil den begrænse sig til teknologiske og markedsbaserede metoder og stile efter størst mulig økonomisk vækst, sådan som Dansk Industri beder dem om. Det betyder for lidt omstilling for sent.

 

Hvis de flotte ord om klimaet derimod skal få forrang, skal regeringen udsættes for maksimalt pres gennem mobilisering og organisering nedefra.

 

Næste chance for at mobilisere for en stærk klimalov og en hurtig reduktion af udledningerne på alle områder er den 20. september 2019 og de efterfølgende dage, hvor der internationalt er kaldt til aktionsdag og klimastrejker. Se https://klimastrejke.org/.

 

Den anledning må gribes af både uddannelsessøgendes organisationer, fagforeninger, miljøorganisationer og andre bevægelser.

 

Hvem skal betale?

Afgørende for dybden af den folkelige opbakning bliver spørgsmålet: Hvem skal betale?
De Radikale foreslog under valgkampen at afskaffe den grønne check. Ethvert skridt i den retning vil være gift for den grønne omstilling. Der er tværtimod brug for at sikre social retfærdighed og omfordeling.

 

For det første kan den brede befolkning kun overbevises om at give afkald på klimabelastende forbrugsvaner, hvis det er en fælles indsats, hvor de velbjærgede bidrager mest. For det andet betyder mindre økonomisk vækst, at der bliver mere brug for social omfordeling. “Klimakampen er også en klassekamp,” som dagbladet Information pointerede den 1. maj.

 

Hvem skal bestemme?

Et andet afgørende spørgsmål er: Hvem skal bestemme, hvad det begrænsede økologiske råderum skal bruges til?

 

Vi kan få grønne og fremtidssikrede job i stedet for de klimabelastende. Vi kan få øget livskvalitet uden at ødelægge naturgrundlaget. Men det kræver, at vi demokratiserer økonomien, sådan at retningen og prioriteringerne bestemmes af befolkningen i stedet for af pengemagten og markedskræfternes tilfældige spil.

 

Det er diskussioner, som der lægges op til i det grønne program, som Enhedslisten vedtog på sit årsmøde i 2018 ( https://enhedslisten.dk/programmer/delprogram-det-groenne-program). De diskussioner må Enhedslisten rejse i efterårets klimakamp.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 26. august 2019

single.php