Foto: © Sébastien Brulez / MOC Bruxelles / CC BY-NC-ND 4.0

 

Om morgenen den 4. juni fandt der en mobilisering sted i et ekstraordinært omfang, der gjorde denne to-deling synlig. Tusinder af mennesker – lærere, forældre, elever, studerende, folk engageret i uddannelsesmæssige og sociale opgaver, samledes i hovedstaden Bruxelles. Deres målsætning var ikke til at misforstå: De ville sætte ord på en total forkastelse af de metoder, som blev taget i brug af en regering, som de opfattede som stadigt mere autoritær, og døv over de krav, der kommer fra dem, som denne politik gik ud over.

 

Det var ikke noget, der kom ud af den blå luft. Det var kulminationen på 18 måneders tiltagende spændinger, mobiliseringer på en lang række skoler og andre uddannelsesinstitutioner, og ophobningen af reformer, der blev opfattet som et systematisk angreb på det offentlige uddannelsessystem.

 

En regering under anklage for udemokratisk adfærd

Siden den kom til magten for halvandet års tid siden, og et halvt år før begivenhederne i juni 2026, har regeringen i føderationen mellem Vallonien og Bruxelles [FWB - det fransktalende samfunds parlament, som blandt andet har ansvar for uddannelse, o.a.] iværksat en lang række reformer med henblik på en gennemgribende omstruktureríng af uddannelsessystemet. I kølvandet på dette blev relationerne til lærerne og deres organisationer meget hurtigt spændt til bristepunktet (se note).

 

Kritikpunkterne pegede alle i den samme retning: Organisationerne blev ikke hørt, beslutningerne blev trukket ned over hovedet på dem uden egentlige forhandlinger, og der blev udvist en åbenlys foragt for de aktører, der kendte til forholdene fra deres hverdag. Organisationerne tog klart afstand fra en top-down logik, hvor deres professionelle ekspertise som lærere blev tilsidesat. De kollektiver, der nu blev dannet, så det som udtryk for, at regeringen ignorerede den modstand, som reformerne mødte ude i samfundet.

 

Spændingerne nåede et klimaks med vedtagelsen af det såkaldte ”dekret-program 2” idet regeringen tyede til usædvanlige forfatningsmæssige procedurer. Ved to lejligheder blev reglerne omgået for at skære debatten ned til et minimum og forhindre oppositionen i at komme til orde.

 

For oppositionspartierne og en stor del af civilsamfundet repræsenterede disse beslutninger et klokkeklart brud med demokratiet. Afstemningen den 4. juni 2026, bliver derfor ikke bare set som et forfatningsmæssigt anliggende, men også en afsløring af et bredere institutionelt skred.

 

’Dekret-program 2’: En systemreform med skæbnesvangre konsekvenser

Det centrale i protesten er selve indholdet af ’dekretprogram 2’. Det bliver lagt frem som en budgetmæssig rationalisering, men det reelle indhold af teksten er, at den introducerer en række dybtgående forandringer af hele uddannelsessystemet.

 

Blandt de mest iøjnefaldende initiativer er en forøgelse af arbejdsbyrden for lærere på de gymnasiale uddannelser, der betyder, at hvor der før var tale om 20 uger, bliver det nu 22 uger, uden at lønnen stiger tilsvarende. For lærerne er denne ændring ikke bare en rent teknisk justering: Den indebærer også en intensivering af arbejdet, uden at de pædagogiske betingelser er blevet forbedret, og skal også ses i sammenhæng med, at arbejdsvilkårene er blevet præget af overbelastning og udbrændthed.

 

Teksten indebærer også en væsentlig indskrænkning af rettighederne til sygeorlov og fravær, hvis der ikke foreligger en lægeattest. Det er også blevet sværere at få fratrædelsesordninger, sådan at de mest erfarne lærere kan gå ned i arbejdstid.

 

Samtidig er sociale tiltag blevet afskaffet. Det gælder især de budgetter, der var bestemt for gratis måltider i institutioner, så der kunne tages hensyn til elever og studerende med svære livsvilkår. Denne beslutning er især oprørende, da den vedrører de mest de mest sårbare skoleelever og studerende.

 

Inden for de højere uddannelser er der indført en forhøjelse af studieafgifterne (fra 835 euro til 1.194 euro pr. år på universiteterne - en stigning på mere end 40 procent; og op til fem gange så meget på nogle institutioner). Dette tiltag bliver kombineret med, at de studerende arbejde flere timer uden for studietiden, og en sænkning af alderen for adgang til at arbejde (fra 16 til 15 år). De studerende kommer på den måde i en paradoksal situation, idet de skal arbejde mere for at finansiere deres studier, der er blevet dyrere på grund af højere studieafgifter, og svækker på den måde muligheden for en akademisk succes.

 

Andre tiltag fuldender dette billede: afskaffelsen af gratis musik- og billedkunstskoler for børn under 12 år, som sætter spørgsmålstegn ved de tidligere reformer, der tilsigtede en styrkelse af lighed i systemet, samt den manglende anerkendelse af lønanciennitet for udvidelsen af studietiden (fra 3 til 4 år) for fremtidige lærere.

 

Hver for sig kunne hver enkelt af disse punkter være genstand for en debat i sig selv. Set i sammenhæng tegner de billedet af en strukturel transformation: en skole, der er sværere at blive optaget i, mere ulige, og med større vægt på individuelle ressourcer end på kollektiv solidaritet.

 

Nedskæringspolitik i en bredere ramme

Reformer inden for undervisningsområdet finder ikke sted i et tomrum. De er del af en bredere vifte af landsdækkende tiltag. Blandt dem er suspendering af den automatiske lønregulering, der indebærer, at de ansattes købekraft forringes, fordi indeksreguleringen, der tager højde for inflationen, afskaffes. Svækkelsen af adgang til sygelov og fratrædelsesgodtgørelse fuldender billedet af forringelser for de ansatte.

 

Indførelsen af pensionsmekanismer med ’negativ bonus’, der rammer de deltidsansattes ret til fratrædelsesgodtgørelse, forstærker også deres følelse af usikkerhed på arbejdsmarkedet, og marginalisering i samfundet i det hele taget. For lærere kommer disse tiltag oven i de øvrige reformer, og skaber en fornemmelse af, at alt, hvad der kan tænkes på af forringelser, i særlig grad rammer dem.

 

Set i den sammenhæng voksede protesterne hurtigt ud over det, der havde med undervisningsområdet at gøre. Det er i tråd med en bekymring for, om offentlige ydelser kan bevares fremover, forringelsen af arbejdsbetingelserne og væksten i ulighed.

 

Fødslen af en hidtil uset social bevægelse

Det var ikke den 4. juni 2026, at bevægelsen blev født. Dens rødder går tilbage til 2024, da de første nedskæringstiltag ramte det offentlige skolevæsen. Fra oktober 2024 tog de lokale mobiliseringer til. De var i første omgang ret begrænsede, men dannede grundlag for en dynamik, der lidt efter lidt kom op i fart. Lærere gav dengang udtryk for bekymring over de forringede arbejdsbetingelser, og de spørgsmål, som man måtte sætte ved de fremskridt, der tidligere var opnået.

 

Der indtraf et vendepunkt efter påskeferien i 2026. Den 12. maj var der en stor demonstration imod den føderale regering - der tit blev omtalt som ’Arizona-regeringen’ [pga. partifarverne i regeringspartierne, som er de samme som i den amerikanske delstat Arizonas flag: gul, rød, blå og orange, o.a.]. Det var en demonstration, der bidrog til at forene den vrede, der tidligere var kommet mere spredt til udtryk. Ved denne lejlighed blev det på de mange møder på skoler, især i Líége, besluttet at sætte nye strejker i værk. I Bruxelles organiserede skolerne sig med stærkere koordinering og planlægning af aktioner.

 

Kollektivernes fremkomst

Et af de mest iøjnefaldende træk ved denne mobilisering var fremkomsten af autonome kollektiver. Ved siden af de traditionelle organisationer kom en ny generation af aktører på banen. Blandt de mest synlige af dem var École en lutte (Skole i kamp), og ’Université en colère’ (Det vrede universitet), der bragte folkeskole- og gymnasielærere sammen, plus repræsentanter fra universiteterne. Disse kollektiver forsøger at genoplive en social bevægelse, der bliver set som lidt for institutionaliseret og afkoblet fra virkeligheden på græsrodsniveau.

 

Den koordinering, der her var tale om, spiller en særligt afgørende rolle. Den organiserer forsamlinger på tværs af skolerne, koordinerer aktioner, og bidrager til alternativ information som modtræk mod, hvad aktivisterne opfatter som misvisende information fra regeringens side.

 

Der dukkede hurtigt andre initiativer op: ’Forældre til angreb’ og ’Elever til angreb’. De udvidede mobiliseringen til det samlede uddannelsesmæssige fællesskab, og omformede bevægelser fra forskellige segmenter til en bevægelse med et bredt samfundsmæssigt sigte.

 

Selvorganisering og græsrodsdemokrati

Fra maj 2026 gik bevægelsen ind i en intensiveret fase. Forsamlinger på tværs af skolerne har organiseret sig i en lang række større byer. Det er blevet i disse fælles forsamlinger, at kollektive overvejelser finder sted, og der, hvor kollektive beslutninger bliver truffet. De drøfter, hvordan strejkerne kan blive fornyet, organiseringen af strejkevagter, de måder, der kan evalueres på, og forskellige kommunikationsstrategier.

 

Dynamikken i selvorganiseringen er et af de mest innovative træk ved bevægelsen. Den afspejler en mistillid til de traditionelle strukturer, men også et ønske om at genvinde kontrol over de beslutninger, der skal tages. For mange deltagere giver denne erfaring politisk mening til undervisernes rolle og til den kollektive forpligtelse.

 

En anspændt kæmpedemonstration

Tirsdag den 4. juni 2026, nåede mobiliseringen sit højdepunkt. Om morgenen samledes optog fra hele landet sig i parlamentsområdet. Der var ca. 5.000 lærere, elever, studerende og folk fra de store fagforbund, der stod over for en usædvanlig stor politistyrke. Blokader af veje, indsatsstyrker, massiv tilstedeværelse af politi - alting pegede i retning af et højt konfliktniveau.

 

Situationen blev meget hurtigt ekstremt spændt. Vidner rapporterede især om voldelige indgreb fra politiets side. Lærere forsøgte at beskytte deres elever, hvoraf mange var mindreårige. 14-15-årige, for hvem det sikkert var deres første demonstration, var i centrum for den brutale politiundertrykkelse. Den velkendte teknik med at omringe demonstranterne for enten at arrestere dem eller tæve dem, blev taget i anvendelse. Den blev af mange organisationer fordømt som problematisk, eller direkte ulovlig.

 

De unge og de farvede var de vigtigste mål

Spændingerne ophørte ikke den 4. juni. I de følgende dage, 5.-6. juni, mangedobledes de ’præventive’ kontrolforanstaltninger og fængslingerne, især omkring transitområder, som for eksempel hovedbanegården. Der var mange vidneudsagn, der pegede i retning af, at det var teenagere, især sorte og fra Nordafrika, som politiets brutalitet gik ud over.

 

Den slags var brænde på bålet for følelsen af uretfærdighed, og forstærkede den politiske dimension ved bevægelsen. Politivold og institutionel diskrimination er det, der nu er fokus for mobiliseringen.

 

Et hurtigt svar: Appellen fra 8. juni

Ansigt til ansigt med disse begivenheder, kom reaktionen prompte. Mandag den 8. juni kom der en fælles opfordring fra skole- og universitetskollektiver, lærernes organisationer og foreninger for unge, der gik ud på at iværksætte en bred og fredelig demonstration imod vold mod unge. Den markerede et sammenfald mellem de forskellige dele af bevægelsen og understreger dens evne til hurtigt at reorganisere sig selv.

 

En bevægelse, der griber om sig

Ud over de enkeltstående demonstrationer, så har bevægelsen også et længerevarende sigte. De forskellige forsamlinger bliver ved med at mødes. Man organiserer begivenheder efter samme model i forskellige byer. Der er sat en ny deadline: 16. juni skal der være en meget stor demonstration af forskellige grupperinger af lærere i Namur, hovedstaden i den vallonske region. Det er en begivenhed, der markerer den mulige udvidelse af bevægelsen til andre sektorer.

 

Krav, der er ved at blive udformet

Hvis der først bliver bygget en bevægelse op om forkastelsen af reformerne, kan den gradvist udvikle sig henimod formuleringen af positive krav. Den kan handle om mindre klassestørrelser, flere pædagogiske ressourcer, anerkendelse af læreres frihed til at undervise på den måde, der passer den enkelte bedst, samt tilpasning af lønskalaerne. Det kan sammenfattes til, at bevægelsen vil forsvare en opfattelse af skole som et rum for lighed, frigørelse og imod diskrimination.

 

Internationalt udsyn

’Kridtrevolutionen’, som bevægelsen er blevet kaldt, er ikke et isoleret tilfælde. Det indgår i en international dynamik, hvor mange lande oplever tilsvarende mobiliseringer. I dem alle gælder, at lærere, studerende og forældre mobiliserer imod tiltag, der skal fremme kommercialiseringen af uddannelserne.

 

Opgaverne er også de samme alle steder: adgang til uddannelse, gode arbejdsbetingelser, finansiering af offentlige tjenesteydelser. Den bevægelse, der fremstod i i juni 2026, kan på den måde opfattes som et advarselssignal, og også som et laboratorium for nye former for mobilisering.

 

En kamp, der først lige er begyndt

På trods af vedtagelsen af ’dekretprogram 2’ den 5. juni har bevægelsen ikke vist nogen tegn på at være ved at miste pusten. Tværtimod, den ser ud til at være på vej ind i en ny fase. Mobiliseringen har allerede ført noget nyttigt med sig: Den har rettet fokus mod emner, der tit har virket usynlige, og den har gjort det muligt at indgå alliancer, som ingen tidligere havde tænkt på.

 

Det står tilbage at se, om denne dynamik er i stand til at påvirke de politiske beslutninger. Én ting er sikkert: Spørgsmålet om offentlig uddannelse bliver nu stillet der, hvor det hører hjemme.

 

Og i lang afstand fra Belgiens grænser er det en udfordring til alle de samfund, der er konfronteret med det samme grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan vi forsvare (og udvide) retten til uddannelse og offentlig og demokratisk skolegang?

 

12. juni 2026

 

Note:

Føderationen Vallonien-Bruxelles (FWB) regeres af to partier: Les Engagés, som har sine rødder i den kristendemokratiske tradition. Den har for nylig ændret navn og politisk orientering og bevæger sig i stigende grad mod højre; og MR – Reform-Bevægelsen, et fransktalende neoliberalt parti, der bliver mere og mere radikalt under indflydelse af formanden George-Louis Bouchez, en beundrer af Trump og hans metoder. Koalitionen dannet af disse to partier i FWB kaldes Azur.

 

Aphrodite Mara er lærer, tillidsrepræsentant og aktivist i Gauche Anticapitaliste, den belgiske sektion af Fjerde Internationale.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen