Die Linke har ekskluderet Ramsis Kilani (i forgrunden) Foto: X/ @RamsyKilani

Den 22. november 2025 blev Ramsis Kilanis eksklusion fra Die Linke bekræftet af en parti-”domstol” i Karl Liebknecht Haus. Den følgende weekend nedsatte partiet et nationalt udvalg for Palæstina-solidaritet i samme bygning. Der er ikke mange bedre eksempler på afstanden mellem partiets ledelse og medlemmerne.

Dette er ikke første gang, at The Left Berlin har skrevet om Die Linke og Palæstina. Jeg har skrevet flere artikler om emnet, og vi offentliggjorde en vigtig erklæring fra The Left Berlin i november 2024. For nylig udgav både Nathaniel Flakin og Pepe T. en liste over partiets mange forbrydelser og forræderier i forhold til palæstinensernes grundlæggende rettigheder.

Vis sådan en liste til dem, der nu organiserer sig for Palæstina inden for Die Linke, og de vil være enige. De ved bedre end de fleste, hvordan partiet gang på gang har forrådt palæstinensere. “Det er ikke pointen,” siger de, “Andre har bare fortolket Die Linke. Pointen er at ændre den.” Denne artikel har til formål at se på, hvorfor Die Linke har indtaget de holdninger, de har, og hvor meget forandring, der rent faktisk er mulig.

Forræderiet fortsætter

For at erkende problemets omfang er det værd at se på nogle af de nyere forræderier. Ramsis’ tilfælde var ikke isoleret. Fire dage før hans høring skulle Berlinafdelingen af [det franske parti] Insoumise (BI) have et møde i Karl Liebknecht Haus med medlem af Europa-Parlamentet Emma Fourreau, der havde været på Gaza-flotillen. Bookingen af lokalet blev annulleret af Die Linke blot få timer før arrangementet skulle starte. Aflysningen kom direkte fra Matthias Höhn, tidligere parlamentsmedlem og national partiformand.

Raul Zelik rapporterede om en lignende oplevelse i november. Han ville organisere en præsentation af Donny Gluckstein og Janey Stones bog The Radical Jewish Tradition. Han fik at vide, at lokalet, som delvist ejes af Die Linke, kun ville blive stillet til rådighed, hvis Donny og Janey underskrev en erklæring om, at de ‘ikke sætter spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere eller modsætter sig en tostatsløsning’ – noget de ikke var parate til at gøre. Det er ikke første gang, den tyske venstrefløj nægtede jøder talerum.

Og så er der den eksklusion, som ikke blev til noget. [Medlem af Die Linke] Andreas Büttner støtter tilbagetrækning af midler til UNRWA og skrev, at: ‘Anerkendelsen af ​​en stat ville være det værste skridt, man kunne tage.’ Mens Berlins politi gentagne gange brugte overdreven vold mod pro-palæstinensiske demonstranter, tweetede Büttner: ‘Jeg ville ønske, jeg var politimand @polizeiberlin. Tak til alle kolleger for jeres indsættelse i dag i Berlin og overalt i Tyskland.’

Partiet ignorerede opfordringer fra nogle partimedlemmer til at ekskludere Büttner. Budskabet var klart – aktiv støtte til folkedrab er fuldt ud foreneligt med at være medlem af Die Linke. At forsvare palæstinensernes rettigheder er ikke.

Den gamle gardes sidste åndedrag?

Mange aktivister i Die Linke er forfærdede over Ramsis’ eksklusion. Men, siger de, tingene er ved at ændre sig. Opmuntret af oprørske valgkampagner, som for eksempel den, Ferat Kocak stod for i Neukölln, fordoblede Die Linke sit medlemstal i 2025. Mange af de titusindvis af nye medlemmer er aktive for Palæstina og insisterer på, at deres stemme bliver hørt.

Den 10. maj stemte Die Linkes nationale kongres for et forslag, der afviste den berygtede IHRA-definition af antisemitisme, som fejlagtigt sidestiller kritik af Israel med antisemitisme, og erstattede den med Jerusalem-erklæringen. Den 21. juni, da 30.000 demonstrerede for Gaza i Berlin, var der den største Die Linke-blok, jeg har set, ikke kun ved en Palæstina demonstration, men ved stort set alle demonstrationer i de seneste par år.

I september blev fire parlamentsmedlemmer fra Die Linke smidt ud af Forbundsdagen for at holde et palæstinensisk flag op. Senere samme måned var partiet medorganisator af den største demonstration for Palæstina i tysk historie. Ved denne demonstration sagde partiets medformand, Ines Schwerdtner: “Vi står her for hele partiet, når vi siger: Vi har været tavse for længe. Jeg har været tavs for længe. Det er et folkedrab! Vi skal stoppe leveringen af ​​våben.”

Schwerdtners holdningsændring var et resultat af pres fra nye medlemmer, der mener det alvorligt med at kæmpe for Palæstina. De argumenterer for, at partiets beslutninger i øjeblikket træffes af ældre, mere konservative medlemmer. Dette vil ændre sig efter de næste interne valg. Jeg støtter fuldt ud det nyoprettede Palæstinaudvalg, men her mener jeg, at de er naive. Undskyld, men jeg har hørt det hele før.

Hvad er pointen med Die Linke?

Meget af Die Linkes fejhed er blevet tilskrevet dets rolle som et reformistisk parti – dets raison d’être – er at jagte stemmer. I stedet for at forsøge at overbevise folk gennem principielle argumenter, siger partiet, hvad det tror, ​​folk vil høre. Der er noget om det, men alene jagt efter stemmer kan ikke forklare eksklusionen af Ramsis. Når et klart flertal af tyskerne er imod at sende våben til Israel, kan eksklusionen af en kendt palæstinensisk aktivist let koste partiet både stemmer og aktivister.

Men Die Linke jagter ikke bare stemmer. De jagter også respektabilitet. Med mindre valgresultaterne ændrer sig meget, vil Die Linke kun komme i regering som juniorpartner i en regering ledet af SPD eller De Grønne. Og begge disse neoliberale krigspartier stiller klare betingelser for, hvem de anser for at være en ‘acceptabel’ koalitionspartner.

Den største hindring var tidligere NATO. Programmatisk har Die Linke altid været imod NATO, men når valget nærmer sig, tager pragmatismen over. Jeg husker et møde kort før valget til Forbundsdagen i 2021, hvor partileder Janine Wissler – en tidligere revolutionær socialist – insisterede på, at NATO ikke ville være nogen hindring for, at partiet kunne tilslutte sig en koalition. Det var bare endnu et princip, der kunne droppes for den rigtige pris.

Den tyske Staatsräson [Tysklands ubetingede støtte til Israels sikkerhed] er det seneste princip, som partiledelsen er parat til at kaste over bord. I de sidste 3 ½ år har et flertal af Die Linkes ledelse været på partiets venstrefløj. De fleste af disse ledere har været ret gode på Palæstina-spørgsmålet, men næsten enstemmige i deres tavshed, når partiet har støttet pro-israelske demonstrationer og ekskluderet medlemmer som Ramsis.

Enhed for enhver pris?

De nye oprørere adskiller sig tydeligvis fra den gamle ledelse, der loyalt støtter Israel. Nu taler partiets venstrefløj nemlig om en dobbeltstrategi: at kombinere valg og sociale bevægelser. Alligevel er den altid endt med at tolerere højreorienterede angreb mod partiets enhed. Gode aktivister, der støtter palæstinensiske rettigheder, ender med at dække over dem, der ikke gør.

Omkring tidspunktet for Ramsis’ eksklusion interviewede jeg Kostis fra Die Linke Berlins arbejdsgruppe for palæstinensisk solidaritet. Gruppen havde henvendt sig til Die Linkes afdeling i Berlin og bedt om en forklaring på, at de trak to forslag til parikongresse. Det ene forslag kaldte det, der skete i Gaza, et folkedrab, og det andet støttede Boykot-, Afviklings-, Sanktions- (BDS)-bevægelsen. Kostis forklarede, at det at trække forslagene i partienhedens navn var ‘et strategisk kompromis … hvis vi ikke havde deltaget i disse forhandlinger, ville diskussionen have været mellem ledelsen og partiets højrefløjsfraktioner, hvilket betyder, at dokumentet ville have været endnu værre.’ Med andre ord, ved at undgå en vanskelig diskussion, sikrede venstreorienterede aktivister partiets enhed.

Jeg talte for nylig med Martha Kleedörfer, formand for Die Linke Berlin-Mitte og en gammel ven. Jeg ved, at Martha mener det alvorligt med at støtte palæstinensere. Hun forsvarede også at trække forslagene for at nå ud til folk, der endnu ikke er overbeviste. Det er mig uklart, hvordan man kan overbevise nogen ved at undgå en debat.

Hvordan ændrer ideer sig?

Vi øjner en strategi her, som andetsteds er blevet beskrevet som den løsningsorienterede vej til socialisme. Den ser politisk argumentation som en gradvis kamp. Først vinder man de mennesker, der står en nærmest, uden at sige noget, der kan skræmme nogen. Denne strategi ser også den primære plads til sådanne diskussioner i respektable politiske organisationer som Die Linke.

Men det, der kan ændre Die Linkes ledelse, er ikke argumenter, det er pres nedefra. I et interview, der skulle have skabt opmærksomhed om demonstrationen den 27. september, forklarede Die Linkes partisekretær, Janis Ehling, hvorfor partiet endelig havde meldt ud om støtte for palæstinensiske rettigheder: “Det, der har ændret sig, er stemningen i samfundet. Den offentlige mening om denne krig har ændret sig massivt.” Med andre ord ser Die Linke deres opgave – ikke som at skabe den offentlige mening – men at følge den.

Dette forklarer Ines Schwerdtners mea culpa [undskyldning]. [Hun er en af partiets to forpersoner og medlem af Fobunddagen]. Hun genkendte en voksende bevægelse, som hun ikke kunne kontrollere, og forsøgte derfor at få den bragt ombord. Under pres fra partiaktivister for at levere noget producerede hun dog det mindst mulige.

Vi så dette en måned efter hendes tale, da partiets ungdomsafdeling vedtog en resolution med titlen “Aldrig mere tie om et folkedrab”, som angreb “den koloniale og racistiske karakter af det israelske statsprojekt”. Schwerdtner og medleder Jan van Aken udsendte deres egen erklæring, hvori de sagde, at “et ensidigt perspektiv på Israel og Palæstina bringer ikke noget godt for nogen i regionen”, og: “I partiledelsen er der en meget bred enighed om, at indholdet af den vedtagne resolution ikke er foreneligt med Die Linkes holdninger.” De eneste erfaringer, de havde gjort om Palæstina, var alene opportunistiske.

I september 2026 skal der være valg i Berlin. Die Linke har en seriøs chance for at sikre sig Berlins borgmesterpost. Ikke nok med det, for første gang nogensinde kommer kandidaten, Elif Eralp, fra venstrefløjen i partiet. Som alle fornuftige mennesker håber jeg, at Elif får succes. Men hendes kampagne vil blive ledsaget af en massiv nedkæmpelse af at tale om Palæstina af hensyn til “partiets enhed”.

Et internationalt fænomen

Den tyske herskende klasse har investeret penge, våben og sit omdømme i ukritisk støtte til Israel. At bryde med dette kræver, at man udfordrer denne konsensus, ikke at tilpasse sig den. Og alligevel har den nyere historie vist en international venstrefløj, der er mere egnet til at forsøge at lave en aftale med kapitalismen.

Efter krisen i 2008 vandt venstrefløjen kortvarigt flere sejre, som blev efterfulgt af ‘nødvendige kompromiser’. I 2015 vandt det venstreorienterede SYRIZA det græske valg på baggrund af en massebevægelse. SYRIZA-lederen Alexis Tsipras ignorerede denne bevægelse og gennemførte spareprogrammet fra Den Europæiske Centralbank. Mere radikale SYRIZA-medlemmer, som Stathis Kouvelakis, foreslog en strategi om at ‘gribe magten ved valg, men kombinere dette med sociale mobiliseringer’, men efter valget var disse mobiliseringer begrænsede.

Et par år senere opstod Podemos med udgangspunkt iden radikale 15M-bevægelse i Spanien og lovede en ny type politik. Da 15M mistede indflydelse, hentede Podemos to socialdemokrater ind for at udarbejde et økonomisk program baseret på ‘kortsigtede pragmatiske forslag’. I 2016 kunne partileder Pablo Iglesias sige: ‘tingene ændres inde fra i institutionerne … Den idioti, som vi plejede at sige, da vi var på den yderste venstrefløj, at tingene ændres på gaden og ikke i institutionerne, er en løgn.’

Og så er der den nylige sejr for Zohran Mamdanis kampagne for at blive borgmester i New York – en sejr, der var lige så imponerende som SYRIZA og Podemos’, ikke mindst fordi Mamdani har holdt fast i linjen i forhold til Palæstina. Og alligevel har Mamdani, ligesom Tsipras og Iglesias før ham, set behovet for at gå på kompromis – og udnævnt Jessica Tisch, som Wall Street Journal beskriver som en ‘politichef for lov og orden’. Det er sandt, at Tisch nu skal rapportere til viceborgmesteren snarere end borgmesteren, men Mamdani var slet ikke forpligtet til at beholde hende.

Stillet over for ægte progressive partibaserede bevægelser kan den radikale venstrefløj begå to fejl. Den første fejl ville være at lade som om, at disse bevægelser er irrelevante. Det er afgørende vigtigt, at medlemmer af Die Linke endelig mobiliserer for Palæstina og holder deres ledere ansvarlige. Jeg vil opfordre alle partimedlemmer til at engagere sig i det nye Palæstinaudvalg.

Men den anden fejl ville være at forvente, at der kommer en kamp fra organisationer, der er institutionelt engagerede i den tyske Staatsräson. Jeg er enig med mine kammerater i Die Linke i, at vi skal organisere os for at skabe forandring, men i modsætning til dem mener jeg, at enhver fundamental ændring i deres parti først kræver en forandring i det tyske samfund, og at denne forandring vil komme udefra.

Det er fantastisk, at Die Linke var med til organisere demonstrationen den 27. september, men det var et resultat af pres nedefra. Efterhånden som valget i Berlin nærmer sig, vil partilederne uundgåeligt afvise modstanden mod folkedrab som en luksus og en distraktion. Sammen med kammerater både i og uden for Die Linke ser jeg frem til at kæmpe for at sikre, at vi aldrig holder op med at tale om Palæstina.

6. januar 2026

Phil Butland er socialist fra Bradford i Englnad, men er bosat i Berlin og aktiv på webmagasinet The Left Berlin. og i organisationen Sozialismus von Unten (SvU).

Oversat fra The Left Berlin af Anne Haarløv