Boligejerne forgyldes med penge, de låner af sig selv. Det skaber jobs, omsætning og bidrager yderligere til et ringere globalt miljø. En regering, der tager miljøet alvorligt, ville fx stille krav om, at pengene bindes i tiltag, der forbedrer boligens energiforbrug.

af Arne Lund

180 mia kr.! Så meget har danske boligejere omlagt deres boliglån for i denne sommer. Takket være den lave rente har 3-400.000 boligejere fået en pæn ekstra indtægt – uden at røre en finger. Nogle af boligejerne vil bruge de nye penge til at afdrage på boliggælden, de fleste vil atter skrue op for forbruget.

 

Det gælder fx den pensionerede gartner, Uffe fra Herlev, der til DR den 29. juli fortæller, at han får 800 kr. netto hver måned. Pengene skal bruges til at forkæle børnebørnene, samt til at rejse for.

 

Bankmanden Flemming høster så stor en gevinst, at han kan få et nyt og stort set udgiftsneutralt sommerhus på Sjællands Odde. Så der er glæde blandt boligejerne, for hvem vil ikke gerne have lidt ekstra at muntre sig med.

 

Samme dag som DR bragte nyheden, ramte klodens befolkning den dag i kalenderåret, hvor vi alle har brugt den mængde ressourcer, som kloden kan gendanne på et år, og hvor vi nu kommer i økologisk underskud. Beregningen er lavet af Global Footprint Network. Gennem årene er datoen faldet tidligere og tidligere. I 1987, som var det første måleår, var datoen 19. december. I starten af 00’erne krøb datoen langsomt nedad, men med finanskrisen 2008-2010 skete der for alvor noget. Til trods for en generel global økonomisk afmatning, så faldt datoen fra 26. oktober i 2006 til 21. august i 2010.

 

Der er stor forskel på, hvornår datoen indtræder, landene imellem. I Kirgisistan, Myanmar, Indonesien og Marokko sker det sidst i december. I Albanien – Europas fattigste land – er det den 24. oktober, men herfra går det så stærkt. De velstillede OECD-lande rammer loftet omkring 1. april. I toppen ligger Luxembourg med 16. februar, og de små golfstater i januar. Danmark ligger på en 12. plads. Skal vi fortsat skal holde dampen oppe, så har vi brug for yderligere 4,8 jordkloder. Her hjælper de omlagte boliglån sikkert godt til.

 

Med den hast, hvormed vi spiser af ressourcerne, skulle det være forholdsvis nemt at beregne, hvornår overforbrugsdagen falder den 1. januar. Med det nuværende tempo, vil det antagelig ske efter 2040.

 

Det er ingen nyhed, at det er det alt for store forbrug af alting, der er årsag til misæren – parret med ringe politisk vilje til at tage udfordringerne alvorligt. Nok evner mange kapitalister at tilpasse sig befolkningernes stigende krav om en mere forstandig udvikling, der respekterer naturens tåle-grænser – i takt med at vindmøller, økologi og bæredygtighed har vist sig at være lukrative projekter. Kun få investor tvivler i dag på, at vedvarende energi er mere lønsomt end kul- og kernekraft.

 

Alligevel fortsætter rovdriften på de ressourcer, der enten ikke kan gendannes, og/eller er knappe, og bortset fra enkelte spæde tilløb i den industrialiserede verden, er der ikke megen vilje til at gøre fx landbruget mindre destruktivt.

 

I det globale syd, hvor vilkårene ofte er barske, fældes skove, stubbene brændes af, og så plantes fx palmer for at udvinde palmeolie, eller soja dyrkes til dyrefoder i det globale nord. Efter 10-15 år er jorden udpint, og så skal man fælde endnu mere, sådan som det sker i Indonesien, Filippinerne eller Brasilien. Bedre står det ikke til med rismarkerne, hvorfra der udledes betydelige mængder metangas til atmosfæren.

 

Udfordringerne er store, og selv om de ofte kan synes uløselige, så er det vigtigt at holde fast i, at de ikke kun kan og skal løses med ny teknologi. Teknologien er naturligvis essentiel, men den er der i mange tilfælde, og behøver ikke først at blive opfundet. Vigtigst er den politiske vilje til at bruge de redskaber, der allerede findes.

 

Global Footprint Network har set på, hvad der kan gøres for at rykke overforbrugsdatoen tilbage mod  31. december. Angiveligt – hævdes det – uden tab af produktivitet og komfort, hvilket næppe er realistisk. Vi, i det globale nord, er kommet så højt op i forbrug og i overflødig og/eller uhensigtsmæssig produktion, at reduktioner vil kunne mærkes, uanset hvad.

 

Presset er stigende for at reducere den samlede miljøbelastning, og jo længere vi venter, desto mere kostbart bliver det, og desto dybere vil det være nødvendigt at beskære forbruget og livsstilen. Og selvom vi her i det globale nord skal skære 10 eller 20 procent (hvis vi da kan nøjes med det?), så vil vi stadig være langt foran de fleste af klodens beboere.

 

De rigeste 10 procent – som lever i det globale nord – er ansvarlige for halvdelen af drivhusgas-udledningerne, mens de fattigste 50 procent – der hovedsageligt er bosat i det globale syd – blot tegner sig for 10 procent af udledningerne. Nok er befolkningstilvæksten i det globale syd markant større end i nord – i nogle lande endda så stor, at den opspiser enhver forøgelse af fx fødevareproduktionen.  Men – til trods for en hastigt voksende middelklasse i det globale syd, der søger at efterligne forbrugsmønstret i det globale nord – så er det det globale nord, der er hovedproblemet.

 

Når det rige nord taler om befolkningskontrol i det globale syd, da er det et forførende røgslør, der skal dække over ens eget overforbrug.

 

Global Footprint Network har regnet på forslag, der vil lette presset markant:

 

Bedre isolering af bygninger, brug af tidssvarende teknologier indenfor industri og håndværk vil kunne flytte datoen tre uger tilbage mod nytår.

 

Nye skove plantes på et globalt areal, der svarer til Tysklands (ca. 350.000 km2) – det giver en uges tid – og opsuger tillige store mængder CO2.

Dyrkning af afgrøder inde i skove, under de eksisterende træer (skovlandbrug), eller “uberørt” natur i bræmmer rundt om markerne beskytter mod vejrliget og forøger udbyttet. Også en uges tid.

 

En reduktion af kødforbruget med 50 procent, samt omstilling til en kost, der enten er vegetarisk eller ligner Middelhavslandenes (grønt, frugt, korn, olivenolie, begrænset indtag af fisk, ost, yoghurt mv.) vil flytte datoen to uger tilbage.

 

Årligt kasseres 10 procent af den samlede fødevareproduktion, svarende til 1,3 mia. ton, ifølge FN’s fødevareorganisation, FAO. Halveres mængden af madspild, vindes en uges tid.

 

Tekstilproduktion tegner sig for 5-8 procent at de globale udledninger. Især bruges der store mængder vand og pesticider ved bomuldsdyrkning. Genanvendelsen af brugt tøj er ringe, det meste ender på forbrændingen. Bedre og mere holdbart tøj, og en mindre garderobe vil rykke datoen tilbage med en uges tid.

 

Det er med tøj som med biler, og en stor del af vores forbrug: Det bruges kun ganske lidt i deres samlede levetid. Størstedelen af tiden hænger tøjet på bøjle, mens bilen er parkeret ca. 95 procent af dens levetid, og plæneklipperen bruges kun hver anden uge. Hvilket leder hen til det sidste råd i denne omgang: Del, det du har med andre – vær flere om tingene. “Mit” eksisterer ikke mere – nu hedder det “vores.”

 

Tog Mette Frederiksens regering den klimatiske udfordring alvorligt, da ville den stille krav om, at de midler, der frigives ved omlægningen af lånene, blev bundet til yderligere at energirenovere og isolere boligerne, nedsætte forbruget af vand, affald mv.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com