Det burde i særlig grad være tilfældet, når:

 

1. Det handler om et nyt eksempel på, at ”den danske model” på det offentlige område betyder, at regeringen først beslutter rammerne, der dikterer aftalerne, og dernæst benytter lovgivningsmagten, når nogen skal trynes… En behandling, det er umuligt at hamle op med, hvis man ikke får massiv støtte! Og:

 

2. Det handler om et af de traditionelle kvindefag, der allerede i tjenestemandsreformen fra 1969 blev dømt skammeligt underbetalte, som nu går i spidsen for at gøre op med denne kønsbetingede ulighed.

 

Fra passivitet til knive i ryggen

Så meget mere rystende er de reaktioner, der har været rundt omkring i toppen af den øvrige fagbevægelse, især på det offentlige område.

 

I første omgang en rungende tavshed med hensyn til bare verbal støtte – og selvfølgelig så også total mangel på konkret solidaritet - til sygeplejerskernes fuldstændig ”lovlige” strejke. Over ”gulvniveau” var der kun få undtagelser (f.eks. en række 3F-brancheklubber).

 

Snart efter blev den manglende solidaritet fulgt op af slet skjult kritik, der talte åbent imod at indfri de strejkende sygeplejerskers lønkrav. Noget, der naturligvis fungerede som knive i ryggen på de strejkende.

 

Begrundelsen var angiveligt, at sygeplejerskerne ikke skulle gå enegang, fordi andre grupper (SOSU’er, jordemødre m.fl.) havde de samme eller endnu større problemer med lønefterslæb og personalemangel. Derfor skulle problemerne løses samlet og på en solidarisk måde grupperne imellem.

 

Regulerings-sabotage

Fagtoppen havde dels det traditionelle argument, at der jo ikke var flere penge at komme efter, hverken hos regioner eller kommuner, hvis det ikke skulle gå ud over andre grupper. Et  ”del-og-hersk”-argument, der helt ignorerer den socialdemokratiske regerings mulighed for at fylde nogle flere penge i kasserne!

 

Dertil også det, lidt mere forståelige, argument, at den OK-aftalte ”reguleringsordning” mellem det offentlige og det private arbejdsmarked, umiddelbart ville betyde, at en lønstigning for sygeplejerskerne ville indebære en mindre regulering for andre offentligt ansatte. Som FOA-forkvinden beskrev det: ”at fx social- og sundhedshjælperen siger ja til at betale af sin løn, for at sygeplejersken kan blive hævet.”

 

Man må jo indrømme, at den slags ”reguleringsordning” synes designet til at sabotere muligheden for, at nogen offentligt ansatte nogensinde kan få opbakning til at strejke sig til højere løn… (– Og dermed er en af de mange dele af aftalesystemet, der er skruet sammen af fagforeningsbureaukrater og arbejdsgivere og skal ændres fundamentalt!)

 

Men igen skal man huske, at det er regeringen og statskassen, der står på den anden side af barrikaden. Derfor er det oplagte modkrav fra FOA, BUPL m.fl. selvfølgelig, at regeringen skal finde midler til at kompensere, så sygeplejerskernes lønstigninger ikke påvirker de øvrige gruppers lønregulering. At pengene til at rette op på løn-diskriminationen for sygeplejerskerne selvfølgelig ikke skal øge løn-diskriminationen af andre grupper. Ikke et krav, der er svært at forklare og forsvare politisk, hvor det skal vedtages, så hvor svært kan det være?

 

Vanvid og splittelse

Åbenbart meget svært, når man er fagforeningstop. Meget sværere end at falde de strejkende sygeplejersker i ryggen, åbenbart. For helt galt gik det, da Enhedslisten og SF krævede løntillæg til sygeplejerskerne (og andre) ind i finansloven: ”Det er rigtig problematisk, hvad flere partier på Christiansborg har gang i – også partier, som kalder sig lønmodtagerpartier. Det vil være enormt kortsigtet og populistisk og kun føre til en voldsom splittelse blandt lønmodtagerne, hvis man tilgodeser én gruppe. Det er fuldstændigt vanvid”, udtalte Lizette Risgaard, forkvinde for hele FH, til Jyllands-Posten.

 

En sikkert velkommen opbakning til de socialdemokratiske ”venner” i regeringen, der – som det eneste ægte arbejderparti, åbenbart - stålsat havde afvist at imødekomme sygeplejerskernes krav. En opbakning, der formentlig var medvirkende til det beskedne resultat af forhandlingerne: den slunkne og diffuse milliard til regionerne. (– Som dog alligevel fik fastslået, at man sagtens kan kanalisere penge uden om reguleringsordningen, hvis man vil!)

 

Men det er ikke sygeplejerskerne – eller Enhedslisten – der splitter. Det er Lizette Risgaard, der forsøger at så splittelse – på et helt igennem forkert grundlag. Fordi sagen er jo den, at sygeplejerskernes stædige kamp, før og efter regeringsindgrebet, er af afgørende betydning for, at ikke bare de selv, men også alle de andre diskriminerede grupper nogensinde vil opnå resultater. Og sagen er den, at det er helt afgørende positivt for styrkeforholdet i kampen for ligeløn, at der også tydeligt og lige nu kommer noget ud af at kæmpe.

 

Fagtoppens motiver

Nu skal man jo altid være forsigtig med at gætte på motiver. Men det er en erkendt sandhed, at fagtoppen – også sygeplejerskernes egen fagtop(!) – sammen aftalte at opgive kampen for ligeløn ved OK21 og henlægge dette til en senere overenskomst. Man prøvede derfor at presse et ynkeligt resultat ned i halsen på medlemmerne.

 

Dét lykkedes så ikke (trods gentagne forsøg) med sygeplejerskerne. De havde en (rigtig) forståelse af, at der var stor sympati i befolkningen og en så åbenlyst uholdbar personalesituation på hospitalerne, at de insisterede på at kæmpe for deres sag – for ligeløn her og nu.

 

Vrede medlemmer, der afviser ledelsens slappe kompromisser og vil føre klassekamp – det er ikke populært i en fagtop, der hellere vil lave klassesamarbejde i ro og fred. Hvis sygeplejerskerne demonstrerer, at man faktisk kan få noget ud af en klassekamp-linje, så kunne medlemmer af de øvrige forbund måske finde på at gøre sig overvejelser: Hvorfor aftalte alle fagforeningslederne at gå sammen om at opgive, i stedet for at gå sammen om at kæmpe - med sygeplejerskerne spidsen – for ligeløn her og nu?

 

Og måske kunne medlemmerne så finde på at skifte disse ledere ud? Måske med nogen, der vil gøre fagforeningerne til kamporganisationer, som kan sætte hårdt mod hårdt? Måske endda også demokratisere, så medlemmerne fik mere indflydelse – og så det ikke ville tage medlemmerne en lang årrække at fyre Lizette Risgaard, selv hvis et stort flertal af medlemmerne ønskede det? Og måske afbureaukratisere fagbevægelsen, så lederne bl.a. fik løn på niveau med medlemmerne…?

 

Nej, det er vel egentlig ikke så underligt, at fagtoppen valgte at falde sygeplejerskerne i ryggen. De forsvarer bare løn- og arbejdsforholdene for dem, der står dem nærmest. De kæmper skam - for sig selv.

 

Fortsat pres

Så hvad kan man lære af sygeplejerskernes ligelønskamp indtil nu?

 

For det første – jf. ovenstående: At der er brug for en intern kamp i fagbevægelsen for at gøre op med en top, der spænder ben for at føre kampen. Og en kamp mod spændetrøjerne i det fagretslige system – samt tåbelige formuleringer i reguleringsaftaler.

 

For det andet: At selv om både fagtoppen, det arbejdsretlige system, tåbeligt udformede aftaler og en alt andet end rød regering lægger sig i vejen – kan det godt lade sig gøre at kæmpe videre. Det er bemærkelsesværdigt, at sygeplejerskerne lykkedes bedre med at opbygge solidaritet fra andre grupper og støtte i offentligheden efter at regeringsindgrebet havde ”ulovliggjort” konflikten og aktivisterne selv stod i spidsen!

 

Og for det tredje: At det også betaler sig at kæmpe videre. Godt nok er resultatet i finansloven kun lige nok til at hæve sig over honningkage-niveauet. Men man skal være blind for ikke at se, at udsigterne til reelle forbedringer af sygeplejerskernes løn- og arbejdsforhold nu er blevet voldsomt meget bedre. Med et fortsat pres, naturligvis!

 

 SAPs Forretningsudvalg, den 8. december 2021