content-picture.php

I midten af april modtog mine naboers naboer en høring fra kommunen. Denne høring handlede om, at ejeren af et hus i starten min gade ville rive det ned og bygge ungdomsboliger. Her er mine tanker om kampen og de politiske grunde til, at jeg har valgt at engagere mig i modstanden.

af Ole Koed

Bygningen er 120 år gammel, så på nogle punkter har den nok brug for en kærlig hånd. Flere områder i Danmark råber også på unge tilflyttere. På trods af det, så er jeg og store dele af mine naboer blevet mobiliseret i kampen mod dette byggeprojekt.

 

Hvad kæmpes der om?
I modsætning til kampen mod bebyggelsen af Amager Fælled, så handler denne kamp ikke om større tanker om naturen.  Denne kamp handler om noget andet, som dog stadig er værd at bevare. For mig handler det om at beskytte sammenhængskræften i lokalsamfundet og at beskytte et stykke kultur. Kampen står om noget så simpelt som et værtshus i en lille 3-etagers bygning i København Nordvest. Værtshuset hedder Café Fuglereden. Det er både min arbejdsplads, mit mødested og et stykke lokalhistorie. Selvom jeg kun har boet i Nordvest i 6 år, så har Fuglereden været et centralt sted i min ugentlige rytme i en håndfuld år. Jeg er ikke den eneste, for hvem Fuglereden er værd at kæmpe for. Værtshuset er blevet symbolet på hele bygningen, symbolet på vores modstand mod byggeriet.

 

Det centrale argument for os er, hvor skal vi ellers mødes? I lokalområdet bor der mange folk på et meget lille areal. Befolkningstætheden er måske lavere i Nordvest sammenlignet med andre kvarterer, men tætheden er meget skævt fordelt i Nordvest, omkring Fuglereden er tætheden i top. Mange lejligheder er fyldt helt op, hvor der minimum bor én person per værelse i lejligheder. Derfor mangler folk en dagligstue; et sted indendørs, hvor man kan socialisere, uden det er i ens soveværelse. I denne funktion binder Fuglereden lokalsamfundet sammen. Der bygges bro på tværs af vennegrupper og aldersgrupper, men også mellem københavnere og tilflyttere.

 

Dette er nok også et meget ungdommeligt syn på, hvilken rolle Fuglereden har. Det er nok meget unge mennesker og vores aftengæster, der samles i selskaber om bordene for at få en øl eller cola, måske endda en cigaret. For daggæsterne har Fuglereden en lignende, men også anderledes rolle. Denne gruppe har jeg været meget nervøs for her under corona-lockdown. Her udgør Fuglereden også et selvstændigt socialt fælleskab, for nogle endda deres primære sociale fællesskab. Dette er midlertidigt fjernet under corona og er nu skubbet ud i parker, hvor de sidder og drikker en øl eller to, mens de vender verdenssituationen. De pæne københavnere vil nok ikke være glade for, at de blev skubbet permanent ud i parker. Det er dog min mindste bekymring, om det er æstetisk for bybilledet. Problemet er, at de skubbes ud i kulden, både bogstaveligt og i overført betydning. Mange af dem er født og opvokset i Nordvest, de hører til i Nordvest, de skal ikke skubbes ud af Nordvest.

 

Der er mange grunde til, hvorfor værtshuset bør bevares. Det udfylder en konkret rolle for mange, som måske kunne erstattes af flere sociale rum. Der er dog også mange, hvor Fuglereden er dét sociale rum. For begge grupper er kampen vigtig, men for nogle er den vigtigere end andre.

 

Hvad siger kampen om byen?
Kampen har indtil videre været en succes, når det kommer til eksponering. Vores lille værtshus i Nordvest har både været i lokalbladet, men har også ramt landsdækkende aviser som Politiken og BT. Dette er kommet lidt bag på mig, at landsdækkende nyhedsmedier har syntes, vi var interessante. Selvom det ikke er hjerteblod for mange, måske er der endda en sundhedsfreak eller to, der klapper i hænderne over lukningen af et værtshus, så siger kampen noget om vores by og vores samfund.

 

De to sider i kampen er på den ene side ejeren af bygning, på den anden side står de lokale, gæsterne og værtshusejeren. Bygningens ejer har en juridisk rettighed til bygningen og mener, at alle vi andre må føje os for denne rettighed. Han har været ude og udtale: ”Jeg har et ansvar over for min investering, men også over for mit samfund. Jeg skal ikke ligge naboerne til last, men jeg har også retten til at gøre noget godt for mig selv.”

 

Dette indkapsler meget godt den ideologi, der ligger bag vores samfund i dag. Vi skal tjene penge på vores forskellige ejendomsrettigheder, men man må ikke skade andres ejendomsret med ens egen. Man kan mene, at det er mig, der læser for meget i, hvad bygningens ejer siger. Men hvorfor bør hans anvendelse af ejendomsretten begrænses, så naboerne ikke lægges til last? Fordi naboen eller naboens udlejer har en anden ejendomsret, som skal respekteres. Her er byens fælles rum ikke eksisterende.

 

Byens fælles rum begrænser sig ikke til værthuset, byens fælles rum er for os også gaden, områdets arkitektoniske udtryk og kvarterets historie. Alle disse hensyn skal bøje sig for hans ejendomsret. Kvarteret kan rende og hoppe, så længe han ikke gør skade på andres ejendom. Den ideologi hersker overalt i vores samfund, den er en kamæleon, der påtager de farver, der driver den frem. Den kan fremtræde som både fremskridtet, hensyn til økonomien og det fælles bedre. Sjældent stopper vi op og ser på, hvad vi mister og hvad vi får. Hvad gavner dette fremskridt, udover ejerens pengepung?

 

Hvad siger ejeren?
Ejeren af bygningen gør det klart, at han jo ikke Blackstone. Her må det forstås, at han er en bygningsejer, der gør noget godt. Ikke ligesom Blackstone, der blot er en igle på vores samfund. Han vil udvikle og tjene penge, Blackstone tjener jo bare penge. Ejeren af bygningen vil bygge 40 ungdomsboliger, det er vel godt for samfundet og Nordvest. Hvis vi kigger på de erfaringer fra lokalsamfundet, så skal vi blot 100 meter ned ad gaden for at finde et lignende byggeri.

 

For 5 år siden måtte lokalsamfundet overgive en park til ”Provstehuset”, et byggeri på de samme principper. Mange små, moderne lejligheder, der er stemplet som ungdomsboliger. 30 kvadratmeter for meget mere end en studerendes månedlige SU. Hvis det endelig er studerende, der bor der, så har det været kærestepar, der har haft det som meget midlertidig bolig. Hvis det havde været det blødende samfundshjerte, der gav anledning til de nye boliger, så havde de nok ligget i et andet prisleje. Nu kender vi ikke prislejet, som ejeren af bygningen vil lægge, men hans blik for egne interesser og forpligtigelsesfølelsen overfor sin investering peger på, at han er klar til at presse citronen, hvis ikke hele vejen, så hvert fald et godt stykke.

Men hvorfor overhovedet ungdomsboliger så? Kort sagt er svaret, at det er den byggeform, der giver maksimal leje pr. kvadratmeter og større chance for kommunale dispensationer fra krav om p-pladser. Men når det først er bygget, er boligerne i realiteten åbne for alle aldersgrupper (også dem med bil), og dermed bliver problemet med parkeringstrængsel sendt fra bygherre til resten af lokalsamfundet. Når ejeren af bygningen siger, at han ikke er Blackstone, så har han jo ret. Han er sin helt egen selvstændige boligspekulant, for hvem lokalsamfundet ikke har nogen værdi. Hvis lokalsamfundet havde værdi, så havde han jo lyttet.

 

Som boligspekulant er det ikke lokalsamfundet, som skal forsvares, men derimod investeringen. Når det er investeringen, der skal forsvares, så er det for lokalsamfundet ligegyldigt, om de hedder Blackstone eller noget andet. En boligspekulant er en boligspekulant. En kamp om byen må starte med, at boligspekulanterne sættes på porten. Dette kan være svært at gøre, når de har den hellige ejendomsret. Derfor er den folkelige mobilisering essentiel for at stoppe spekulanternes hærgen gennem byen.

 

Hvem kæmper?
Vi forsøger nu at stoppe boligspekulantens hærgen i vores lokalsamfund omkring Provstevej i Nordvest. Det er et kvarter, hvor det først i de seneste 15 år har givet økonomisk mening for spekulanterne at rive ned for at bygge nyt. Heldigvis er det område, jeg bor i, også præget af stærke mennesker med et stort engagement i lokalsamfundet. Provstevej er blevet mobiliseret i kampen for at bevare Fuglereden. Dette er dog ikke en grå-masse af Provstevej. Hvis man kigger på dem, der er gået forrest i kampen, så er der én ting, der lader til at gå igen: Vi bor i andelsbolig.

 

Andelsboligen er blevet et spekulationsobjekt, siden Fogh ”liberaliserede” andelsmarkedet. Spekulationen i denne boligform er dog anderledes end i ejerboligen, selvom den er mulig. Andelsboligformen er dog også bygget op om ideen om et fællesskab. Man har ikke bare hver sin lejlighed, vi driver bygningen i fællesskab. Denne fællesskabsfølelse, virker det til, strækker sig længere end bare ens egen andelsforening. Hos os strækker den sig ud i lokalsamfundet. I dette lokalsamfund har folk fundet sammen på tværs og dyrker fællesskabet. Dette fællesskab er nu et af de fælleskaber, som ejeren af bygningen står overfor. De folk, der bor i de nye ungdomsboliger i ”Provstehuset”, har vi ikke set i kampen, men det er også meget naturligt, hvis de på kort sigt vil videre. Så er der jo ingen grund til at forsvare en gade, hverken socialt eller arkitektonisk.

 

Fremtiden?
Kampen er gået overraskende godt, lokalsamfundet har lidt nederlag i en række andre kampe omkring nedrivning af gamle bygninger og opførelsen af nærmest ubetalelige ungdomsboliger. Det virker, som om kampen om Fuglereden ikke falder ud til boligspekulanternes fordel. Det virker, som om Teknik- og Miljøudvalget lytter til de lokale stemmer, hvilket kommer som et chok for mange. Det er dog ikke sikkert, at det er det sidste punktum i kampen. Der kan komme flere ansøgninger fra ejeren af bygningen, men denne succesoplevelse kan danne grobund og give gejst i lokalsamfundet. Gennem den lokale organisering ser det ud til, at vi måske får en sejr.

 

Vi må håbe, at denne gejst kan spredes ud, så den næste boligspekulant også mærker, at lokalsamfundet kræver indflydelse på vores bys udvikling. Kernen i udviklingen af lokalsamfundene skal hverken være kommunalpolitikerne eller boligspekulanter. Kernen skal være de lokale, dem der mærker konsekvenserne af den førte politik. Selvfølgelig skal byen også udvikles som en helhed, men de lokales stemmer må og skal være kernen. Denne plads får man ikke givet, den må man kræve, den kræver vi på Provstevej.

 

Efter 2 måneders corona-nedlukning, så åbner Fuglereden nu op under kontrollerede forhold. Fuglereden har været lukket under hele kampen. I går havde jeg første vagt på Fuglereden og fik bekræftet, at kampen er større end blot os, der bor på vejen. Det var en fornøjelse at se, hvor politiserende kampen har været, selvom gæsterne i høj grad har stået på et sidespor. Det har gjort, hvad de kunne: skiftet profilbilleder, sendt høringssvar og samlet underskrifter ind. Mandag den 18. maj var første gang, vi mødtes som fællesskab. Der blev det bekræftet, at kampen heller ikke fra gæsternes side stopper her. Den vil blive taget hele vejen, de er klar til at slås for deres andet hjem.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com