I et årti udnyttede voldelige, græske nazister i Gyldent Daggry finanskrisen til at trænge ind i landets politiske liv, men efter mordet på den antifascistiske rapsanger Pavlos Fyssas i 2013 er det måske slut.

af Arne Lund

Foto: Demonstration i Athen, september 2013 i anledning af mordet på Pavlos Fysas CC. Creative Commons

 

Partiledelsen er anklaget for meddelagtighed i mordet, og partiet taber terræn. Dets succes er imidlertid en advarsel om, at fascismen lurer overalt, og at Corona-krisen kan giver den græske fascisme fornyet medvind.

 

Efter at have dolket Pavlos Fyssas ventede drabsmanden, Giorgios Roupakias, på politiet. “Jeg er en af jeres,”  sagde han. “Arbejder du i politiet?” spurgte betjenten. “Nej, jeg er med i Gyldent Daggry,” svarede morderen, en arbejdsløs chauffør. Han påstod, det var selvforsvar, men vidner fortalte, at det var overlagt mord. Teledata fra Roupakias’ mobil viste, at partiledelsen forinden havde godkendt overfaldet

 

Roupakias var en nøglefigur i partiets Piræus-afdeling. Han mente, at når Gyldent Daggry sad i parlamentet, så blev voldelig adfærd også tolereret af staten. Heri tog han fejl, og mordet på Fyssas har ændret alt for Gyldent Daggry.

 

Kort forinden blev en pakistansk flygtning myrdet af to Gyldent Daggry-medllemmer. Et mord kun få aviser skrev om. Sådan gik det ikke med mordet på Fyssas, der chokerede landet.

 

Efterforskningen kom snart til at handle om selve partiet, og endte med, at partiledelsen samt alle parlamentsmedlemmer – 68 i alt – blev sigtet for at tilhøre en kriminel organisation. Anklagerne lød på afpresning, bandevold, mordforsøg på kommunistiske fagforeningsfolk og egyptiske fiskere, mord, våbenbesiddelse mv.

 

Lederen af det pakistanske samfund i Athen har indsamlet ca. 900 episoder, hvor indvandrere er blevet overfaldet af Gyldent Daggry. Efter arrestationerne i 2013 faldt antallet brat. Som hævn for drabet på Fyssas, blev to medlemmer af Gyldent Daggry skudt i 2013.

 

Vælgerne straffede Gyldent Daggry ved valget i 2019, hvor partiet gik fra 7 procent af stemmerne til 2,9 og røg dermed ud af parlamentet. Valgets sejrherre, centrum-højrepartiet Nyt Demokrati erklærede, at “grækerne nu har vendt ryggen til populisterne i Syriza og Gyldent Daggry …der udbredte myter om årsagerne til den økonomiske krise og mulige løsninger deraf, og som nu er afsløret som vrangforestillinger…”

 

Lukkede celler

Under retssagen mod Fyssas’ mordere fortalte tidligere partimedlemmer om partiets dobbelte struktur. Nye medlemmer blev rekrutteret bredt, og de mest loyale blev udvalgt til at indgå i lukkede celler og sendt i lejre for at lære kampsport, våbenbrug og disciplin. “I et parti med en så stram militærlignende struktur, da sker der intet, der ikke er godkendt ovenfra,” fortalte et vidne.

 

De fleste anklagede nægtede at udtale sig, andre benægtede at de var medlemmer. Her ligner Gyldent Daggry mafiøse organisationer hvor “ometa’en” – tavshedens lov – gælder. Afgør retten, at partiet er en kriminel organisation, da er det i sig selv ulovligt, at være medlem.

 

Besættelse og borgerkrig

Gyldent Daggry er barn af den fascisme, der har præget græsk politik en del af det 20. århundrede Det begyndte med det Mussolini-inspirerede Metaxa-diktatur i 1936, der i 1941 blev “afløst” af den tyske besættelse. Besættelsestidens hungersnød, massakrer, og konflikten mellem de kommunistisk ledede partisaner og de højreorienterede monarkister, der samarbejdede med tyskerne, kostede ca. 200.000 grækere livet.

 

Partisanerne, der under krigen havde opnået betydelig styrke og popularitet, blev først støttet af den engelske hær, men hen mod krigens slutning skiftede englænderne side. Churchill frygtede nemlig, at Grækenland efter krigen ville blive en kommunistisk republik, loyal overfor Sovjet. Englænderne bevæbnede derfor den højrefløj, der havde været tyskernes allierede, genindsatte den græske konge og knyttede landet til de vestallierede.

 

Seks uger efter tyskernes kapitulation dræbte engelske soldater, græsk politi og højremilitser 28 og sårede flere hundrede fredelige demonstranter i Athen. Det blev optakten til den borgerkrig, der varede fra 1946-49, og som endte med monarkisternes sejr. Under borgerkrigen blev ca. 150.000 grækere dræbt. Op gennem 50’erne blev venstreorienterede sendt til fængselsøer i det Ægæiske Hav, mens andre blev nægtet ansættelse i det offentlige.

 

Ved at styrke højrefløjen fik englænderne et solidt greb om Grækenland. De bevæbnede højre-militser forblev intakte efter borgerkrigen og indgik siden i NATO’s Stay Behind-netværk, der skulle gå i aktion i tilfælde af et sovjetisk angreb på et NATO-land. Militserne og USA, der i 50’erne havde afløst England, deltog i oberstkuppet i april 1967.

 

Gyldent Daggry ser sig som arvtagere efter oberstjuntaen, og lederen, Michaloliakos, har fra sin tidlige ungdom været knyttet til de pensionerede oberster.

 

Tyskernes havde et græsk Hipokorps – Sikkerhedsbataljonerne, hvis børn var blandt de officerer, der i 1967 kuppede sig til magten, og hvis børnebørn i dag er med i Gyldent Daggry.

 

Finanskrisen

Efter juntaens fald i 1974 gennemgik landet en forsoningsproces, og fik en liberal-demokratisk forfatning efter vesteuropæisk forbillede. Samt en tro på, at fascismen nu var fortid. Finanskrisen i 2008 satte imidlertid en stopper for disse forhåbninger, for den viste, at fascismen hele tiden havde luret lige under overfladen og blot ventede på en anledning til atter komme frem.

 

En ung aktivist, Marina, fortalte til den britiske avis The Guardian i 2014, at “den bitre krig mellem venstre og højre skyldes det, der skete i 1944 og efter krigen. I de lande, der havde været besat af tyskerne, blev modstandsbevægelsen hyldet. Her i Grækenland blev de tortureret og myrdet af landets regering. Min morfar blev tortureret af tyskerne, min far af juntaen – og nu kan det blive mig, hvad dag det skal være. Vi er børnebørn af partisanerne, og vore fjender er Churchills græske børnebørn.”

 

Selv om Gyldent Daggry af og til lod, som om de var respektable politikere, så skjulte de heller ikke, at drivkraften var racisme, antisemitisme og hengivenhed for Hitler. Med vanlig sans for det spektakulære kombinerede partiet vold med fakkeltog, vajende faner og ekstrem retorik – samt suppe-køkkener til de fattigste grækere.

 

Et parlamentsmedlem erklærede “borgerkrig”, mens en anden lovede. at han nok “skulle tænde ovnene, og lave lampeskærme af asylansøgernes hud.” Partileder Michaloliakos erklærede på en pressekonference i 2012, at “nationernes Europa er tilbage, og Grækenland er blot begyndelsen.”

 

Græsk økonomi boomede i starten af 00’erne, og beskæftigelsen var én af de højeste i eurozonen. Kun turismen – 20 pct. af BNP – bidrog til nationalbudgettet, resten var stort set lånte penge. Da finanskrisen kom i 2008, blev Grækenland blev derfor særlig hårdt ramt. Skiftende regeringer og store dele af befolkningen havde levet over evne og undladt at betale skat. Korruption, skatteflugt og nepotisme var udbredt, og udlandsgælden var tårnhøj.

 

Når regeringerne ville låne for at klare krisen, samt afdrage på gælden, blev man mødt med hårde – tysk inspirerede – krav fra Trojkaen dvs. EU, den Internationale Valutafond, og den Europæiske Centralbank: Nedskæringer i statsbudgettet, forringelser af lønninger, pensioner og velfærdsydelser samt skattestigninger. Resultat: Udbredt fattigdom og arbejdsløshed, folk blev sat på gaden, håbløshed og vrede overalt. Ydmygelsen blev total, da EU-Kommissionen indsatte en teknokratregering uden vælgermæssigt mandat. Det samme skete i Italien, og gav yderligere opbakning til populisterne i Lega og 5-Stjernebevægelsen.

 

Eliten og ”de fremmede” fik skylden

Gyldent Daggry var hurtig til at opsamle “folkets” vrede mod “eliten” og “de fremmede.” Det begyndte med et løfte om at rydde op i nabolaget, siden i landet. “Grækenland for grækerne”, og “de fremmede er skyld i det hele.” Siden opererede tæskehold åbenlyst, uden at politiet greb ind. De, der satte sig op mod bøllerne, fik de at vide, at “nu tager vi de fremmede, så kommer turen til dig, jøderne og kommunisterne.”

 

Overalt i Europa blussede vreden op pga. finanskrisen. Kun i Grækenland udartede det sig til også at handle om statens legitimitet. Grækerne er ikke positivt indstillet overfor politikerne uanset parti. Staten og politikerne anses for at være korrupte, og er kun ude på at gavne deres vælgere.

 

Store demonstrationer samlede arbejdere, funktionærer og småhandlende. Svaret var politivold og tåregas. Også her spillede Gyldent Daggry dobbelt. Gik på den ene side mod sparekravene, men støttede også politiet mod demonstranterne – fungerede endda som politiets bagtrop. Partiet opbyggede velorganiserede afdelinger i arbejderkvartererne, men ellers var det mest på landet, det havde sine støtter, bl.a. ved grænsen til Makedonien, hvor nationalismen var og er benhård.

 

Skuffelsen over Syriza

Syriza, der vandt valget i 2015, skuffede. Løfterne om at stå fast overfor Trojkaen, smuldrede. Partiet evnede ej heller at skabe bedre forhold i de mange flygtningelejre. Langsomt endte Syriza som et halvblegt socialdemokrati. Selvom valget i 2019 gav partiet 31 procent af stemmerne, så var det ikke nok til at bevare regeringsmagten. I stedet tog Nea Demokrati over, bl.a. takket være Gyldent Daggrys vælgere, der var frastødt af såvel partiets vold og racisme, som retssagen mod partiets ledelse, hvor der endnu ikke er blevet afsagt en dom.

 

En del af Gyldent Daggrys stemmer gik til det nye stærkt højrenationalistiske parti, Elliniki Lisi (Græsk Løsning), der fik ti mandater.

 

Gyldent Daggry er det seneste – dog næppe det sidste – eksempel på et nazistisk parti, der er blevet valgt til et europæisk parlament. Det må også noteres, at EU, der i sin tid blev grundlagt på “aldrig mere”, har et medansvar for, at Gyldent Daggry fik så megen medvind.

 

Krisernes tid er ikke forbi. Aktuelt hjemsøges vi af Coronaen. Indtil nu er Grækenland sluppet relativt nemt om ved coronaen. Risikoen består i, at svigtende turistindtægter kan udvikle sig til et alvorligt problem, og så står fascisterne atter klar til at pege på syndebukke.

 

“Giften er der stadig, som syge celler i samfundslegemet. Vi befriede Grækenland, men kollabora-tørerne vandt krigen, takket være englænderne,” siger Manilos Glezos, veteran fra besættelses-tiden, og i dag medlem af EU-Parlamentet for Syriza.

 

Racismen i statsapparatet

Rosa Luxemburg Stiftung udgav i 2014 rapporten “Mapping Ultra-rigth Extremism, Xenophobia and Racism within the Greek State Apparatus.”  Her beskrives, hvordan stærke nationalistiske kræfter har infiltreret embedsværket, og at det ikke begrænser sig til isolerede hændelser, eller til få personer. Der er tale om en systematisk og dybtgående infiltration, en stat i staten, der påvirker beslutninger indenfor især domstole, politi, militær og kirken.

 

Domstole er generelt konservative. I Grækenland er det særlig slemt, fordi der her er tale om en dommerstand, der rekrutteres fra overklassen og fra miljøer med forbindelser til oberstjuntaen.

 

Naturligvis må dommere, som alle andre, privat mene hvad de vil. Det er dog påfaldende så ofte, der dømmes til fordel for nationalistiske og/eller religiøse holdninger. Nogle eksempler.

 

Børn af indvandrerforældre, der er født I Grækenland, har ret til at blive statsborgere, men det afviser domstolene.

 

Racistiske eller nazistiske synspunkter beskyttes af domstolene, thi det falder ind under ytrings-friheden. Er man derimod blasfemisk, så falder hammeren. Nazister er derfor omhyggelige med ikke at vise ringeagt for kirken og religionen. Et medlem af Gyldent Daggry blev frikendt for at have sat ild på en cafe, der var ejet af en camerouaner, men blev dømt for blasfemi.

 

Under retssagen mod Fyssas’ mordere ønskede rigsadvokaten, at partiledelsen skulle frikendes for medansvar; det var noget menige medlemmer havde gjort på egen hånd.

 

En advokat, der fører sagen for ofrene for Gyldent Daggrys vold, fortæller, at sagerne aldrig ville være kommet for retten, hvis ikke det havde været for de talrige antifascistiske demonstrationer landet over, der dels lagde pres på myndighederne og politikerne, og dels tilbageerobrede de lokaliteter, hvor Gyldent Daggry stod stærkt.

 

Infiltration i politiet

Politiet er der, hvor det yderste højre har haft størst held med at infiltrere. En opinionsundersøgelse fra 2012 viste, at halvdelen af Athens urobetjente stemte på Gyldent Daggry. Femten aktivister, der demonstrerede foran Gyldent Daggrys partikontor, blev tortureret af politiet, der brændte dem med  cigaretter, og truede med at give deres navne til Gyldent Daggry. En lydfil afslørede, at en betjent havde fortalt Gyldent Daggry om en kommende venstrefløjsdemonstration. Gravergruppen “Rets-medicinsk Arkitektur” har offentliggjort videoklip og lydfiler fra politiets radioer den nat, hvor Fyssas blev myrdet. Optagelserne viser, at politiet var i området da drabet fandt sted.

 

Siden 1974 har militæret holdt sig fra politik, og erklærer sig loyale overfor forfatningen. Militæret rummer dog fortsat personel med højrenationalistiske eller fascistiske holdninger. Kommer de til udtryk, så bagatelliseres de eller tysses ned. Mange officerer ser sig som nationens frelser, der skal redde landet fra Tyrkiet, eller fra indre fjender: “de fremmede”, socialisterne eller de gudløse.

 

Den konservative kirke

Siden den russiske revolution har den græsk-ortodokse kirke været modstander af socialismen og har stået sammen med højrefløjen, når det gjaldt om at bekæmpe fremskridtet. Kirken kobler den ortodokse tro sammen den græskhed, der er båret af en historisk, kulturel og biologisk kontinuitet, hvilket bekommer de “gudsvelsignede” diktatorer godt. Oberstjuntaen tildelte kirken privilegier, fx løn på lige fod med statens tjenestemænd. Obersterne hjalp kirkens magtelite med at slå ned på de røde præster, der hjalp de fattige, og skjulte politisk forfulgte.

 

Kirken forsonede sig ikke med de nye tider i 1974, men fortsatte den hadefulde tale. Da politikerne i 2012 drøftede muligheden for at dæmme op for præsternes hadefulde retorik, fik biskopperne taletid i de private tv-stationer til at fortælle, at “ingen kan dæmme op for Guds tale”:

 

Fordrivelse af fascisterne

Retssagen mod Fyssas’ mordere har givet stemme til frygten – og håb til dem, der sætter sig op mod fascismen. En ældre mand fortalte, at når Gyldent Daggry marcherede, da mindede det ham om den tyske besættelse. En aktivist var blevet tævet af Gyldent Daggry, men det afskrækkede ham ikke, “fordi det var hans pligt overfor dem, der døde i krematorierne og dem, der var sendt i eksil.”

 

På Kreta dannede lærerne en anti-fascistisk liga for at bekæmpe Gyldent Daggrys påvirkning af rådvilde unge. Lærerne tog til de byer, hvor partiet var aktivt, talte med folk om, hvad Gyldent Daggry stod for, og om at Kreta var ét af de steder, hvor de tyske nazister opførte sig mest brutalt.

 

Der blev lavet undervisningsmateriale, bl.a. om de politiske ideologier. Der blev arrangeret en anti-fascistisk festival, der fejrede “de fremmedes” kulturer og traditioner, og hvor flygtninge fortalte, hvorfor de var kommet til Grækenland. Festivalen er nu en årlig begivenhed. Alt dette for at vise Gyldent Daggry, at der ikke var plads til dem på Kreta. Lærerne vandt. For at Gyldent Daggry ikke skulle være i tvivl om, hvad meningen var, så smadrede aktivister partikontoret i Heraklion.

 

Måske en mulighed for danske skolelærere, næste gang Rasmus Paludan drager på turne?

 

Da Guardians journalist besøgte Athen i 2019, tog han til det sted, hvor Fyssas var blevet dræbt. Gaden var opkaldt efter ham, og en mindeplade sat op på gerningsstedet. I Agios Pantaleimon-kvarteret, hvor Gyldent Daggry havde slået rod et årti tidligere, var hverdagslivet vendt tilbage og lignede et hvilket som helst nabolag i en europæisk storby. Her blandede græske, mellemøstlige og asiatiske beboere sig, sad på cafeerne, tjekkede mobilen og nød eftermiddagssolen.

 

Er Gyldent Daggry så fortid? Desværre nej. I denne vinter har partiet haft held til at hidse øboerne på Lesbos op mod regeringens planer om at anlægge aflastningslejre til den overfyldte Moria-lejr. Anført af Gyldent Daggry gik folk med køller og jernstænger til angreb på flygtningene, på Læger Uden Grænser, politiet og bygningsarbejdere. Gummibåde blev beskudt og punkteret.

 

Hvad Corona-krisen og de økonomiske følger deraf kan give de græske fascister af medvind, står hen i det uvisse. Der er dog ingen tvivl om, at græske fascister vil gøre alt for at udnytte mulighederne.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com