ETUC argumenter (note 1)
· 22 ud af EU’s 27 medlemslande har ikke kollektive overenskomster. Hver 10. arbejdstager i Europa er i risiko for at leve i fattigdom, og tallet er steget med 8,1 % det sidste 10 år. Uden en EU-mindsteløn vil problemet med ”working poor” vokse i hele Europa.
· Indtil 2008 halede lønningerne i Østeuropa ind på resten af EU. Siden er det gået den modsatte vej. Der er brug for en veluddannet arbejdsstyrke i alle lande. EU-mindstelønnen skal sikre, at løngabet mellem Øst- og Vesteuropa ikke vokser yderligere, så man kan bekæmpe problemet med, at den unge, veluddannede arbejdskraft rejser væk.
· 24 millioner mennesker vil få forbedret deres løn som følge af direktivet. Mindstelønnen skal udgøre 60 % af medianen og 50 % af gennemsnitslønnen. Hvert medlemsland bliver forpligtet til at sikre, at man kan leve for mindstelønnen.
· EU-mindstelønnen vil især hjælpe kvinder og folk på kanten af arbejdsmarkedet.
· Direktivet skal omfatte alle arbejdere uden undtagelse – også søfolk.
· Direktivet skal forhindre, at landene laver særregler med lavere satser til unge arbejdstagere.
· Ingen lande skal kunne undslå sig, hvis de ikke har mindst 70 % overenskomstdækning.
Danske argumenter imod
· EU-kommissionen blander sig i landenes arbejdsmarkedsforhold i strid med artikel 153 i traktaten. Her står der, at EU kan supplere medlemslandenes indsats for bl.a. bedre arbejdsvilkår, men at man ikke har kompetence til at vedtage regler om bl.a. løn. (2) Tidligere har EU forsøgt at blande sig i strejke/lockout regler, og der er grund til at frygte en ”glidebane”, hvis man åbner op for forslaget om EU-mindsteløn. Det vil ødelægge den danske model.
· Erfaringer med lovbestemt mindsteløn er ikke til arbejdernes fordel. Regeringer bruger den som et redskab til at styre økonomien. Et skrækeksempel er f.eks. Holland. (3) Her fastsættes mindstelønnen helt uden at inddrage hverken fagbevægelse eller arbejdsgiverorganisationer, og da lønnen samtidig er kædet sammen med sociale ydelser, bliver den direkte brugt til politisk at regulere økonomien i samfundet. I perioder med høj arbejdsløshed har man direkte sænket minimumssatserne ”for at skaffe flere i arbejde.”
· En EU-mindsteløn fratager fagbevægelsen kompetence og kan dermed føre til færre medlemmer.
· Fagbevægelsen mener, at en fast mindstelønssats har det med at blive til ”den normale løn” og bremse lønforhandling/lønudvikling på den enkelte arbejdsplads.
Hvorfor ændrede de mening i Tyskland?
Nøglen til at forstå uenighederne finder vi måske ved at se på, hvad der er sket i Tyskland. (4) Hvis vi går tilbage til starten af 90’erne var det tyske og det danske arbejdsmarkeds nogenlunde på lige fod hvad angår overenskomstdækning. Tyskland lå samlet set på 76 %, mens Danmark lå på 77 % på det private arbejdsmarked og helt op på 85 %, når vi regnede det offentlige med.
Organisationsprocenten i Danmark var i 1991 75 %, men kun 36 % i Tyskland.
I Tyskland ryger du (i modsætning til i Danmark) automatisk ud af din fagforening, når du bliver arbejdsløs. Og hvis du efter en periode på lav understøttelse bliver tvunget ud i et eller andet lavtlønnet servicejob, er det sjældent, du vælger fagforeningen til igen. Og det var netop, hvad der skete. Regeringerne førte en liberalistisk økonomisk politik med bl.a. en regel om, at arbejdsløse ikke kunne nægte at påtage sig et arbejde med den begrundelse, at overenskomster og regler ikke blev overholdt. Især i det tidligere DDR var lønningerne lave.
I 1999 begyndte man i hotel- og restaurationsbranchen at agitere for, at man skulle hente hjælp ad politisk vej for at sikre en minimumsløn, som folk i fuldtidsjob rent faktisk kunne leve af. På DGB (tysk LO) kongres i 2006 blev strategien vedtaget af et flertal, og man igangsatte en kampagne for kravet om en lovbestemt mindsteløn. Men de store fagforbund IG Metal, mine- og kemisk industri m.fl. var modstandere af den nye strategi, som de mente ville undergrave systemet med kollektive overenskomster, og stridighederne var bitre.
Organisationsprocenten i Tyskland var i 2013 faldet til 17,7 %! Nu begyndte også de før så stærke forbund at ændre mening. I 2015 var overenskomstdækningen faldet til 58%. Og i de sektorer, som har særlig lav løn, som f.eks. butik, hotel og restauration, var den helt nede på 31%. En svækket fagbevægelse kan måske opnå en overenskomst, men stadig på ringe løn- og arbejdsvilkår. I alle europæiske lande findes der desuden en såkaldt alternativ økonomi, hvor der ikke betales skat, og hvor arbejderne måske er illegale indvandrere. Efterhånden bakkede alle op omkring kampagnen for en lovfæstet mindsteløn i Tyskland.
Succesen der endte galt
Ifølge Thorsten Schulten (4) var kampagnen en succes. Både fordi den skabte aktivitet, fik støtte hos flertallet af befolkningen og fordi den rent faktisk bar frugt så langt, at man den 1. januar 2015 fik en mindsteløn på 8,5 euro. Satsen skulle justeres hvert andet år af en kommission med repræsentanter fra parterne. Et sted mellem 4 og 5 millioner mennesker fik et lønløft, og kampagnen fik en positiv effekt på de kollektive forhandlinger. I Danmark var bl.a. NNF glade for, at der endelig blev gjort noget ved den grove underbetaling af østeuropæiske slagteriarbejdere med timebetaling helt ned til 5 kr. (5).
Men så begyndte det at gå galt. I dag er mindstelønnen i Tyskland 9,1 euro, og det er alt for lavt. Folk kan ikke leve en anstændig tilværelse for den løn. Problemet er netop den måde, man i Tyskland har besluttet at fastsætte lønstigninger på. Hvis parterne ikke kan blive enige, har fagbevægelsen ingen pressionsmidler, men må bede om hjælp fra den enhver tid siddende regering. Er regeringen borgerlig/liberalistisk, er der ingen støtte, og så har fagbevægelsen brug for en instans højere oppe, der kan sikre ”retfærdighed”.
Netop Tyskland er et af de lande, hvor mindstelønnen vil få et ordentligt løft som følge af EU-direktivet.
Solidaritet med Østeuropa?
I Danmark ville direktivet betyde en mindsteløn på 125 kr. i timen, hvilket ret nøjagtigt svarer til mindstelønnen for ufaglærte i butiksfag, servicefag, hotel og restauration pr. 1/3 2022.
3F har lavet beregninger, der viser, at forslaget i virkeligheden ikke vil betyde større stigninger i lønnen for rumænere og bulgarer, der tjener henholdsvis 20 og 13 kr. i timen (6). Fordi lønniveauet generelt er ufattelig lavt. Løn er heller ikke bare løn, men skal ses i sammenhæng med skat og sociale ydelser. I lande, hvor arbejderne står svagt, viser statistikken, at lovfæstede mindstelønninger ender med at blive den normale løn. I Rumænien sænkede man f.eks. alle lønninger under finanskrisen i 2008. Problemet er fraværet af fagforeninger og overenskomster, der kan forbedre arbejdsforholdene og hæve lønnen op over mindstelønnen. I 2011 indførte man lov nr. 62 (10/5) om ”social dialog” på foranledning af EU og IMF. Det medførte store protester, fra fagbevægelsen, som mener, at loven i virkeligheden handler om at begrænse fagforeningernes indflydelse. Den gør det bl.a. svært at opnå kollektiv forhandlingsret ud over den enkelte virksomhed, og fagforeninger må ikke lave ”politiske aktiviteter.”
Norske erfaringer
Norge havde i 2005 det største antal udstationerede arbejdere fra andre EU-lande. (4) Man fik derfor indført en almengørelse af overenskomsterne først i olie- og byggebranchen. I første omgang for at sikre en minimumsløn. Man forsøgte også på arbejdstid og skifteholdstillæg, men der kunne man ikke blive enige med arbejdsgiverne. I overenskomsterne er arbejdstiden 37 timer, i de almengjorte aftaler er den 40 timer. Selvom en almengørelse af overenskomsterne umiddelbart vil betyde en forbedring af vilkårene for f.eks. stuepiger på et hotel, så skal der stadig være nogen til at håndhæve loven. Et kuet personale uden fagforening kan man stadig snyde. Når den norske fagbevægelse har haft gavn af ordningen med almengørelse, er det først og fremmest, fordi det er blevet tilladt at anvende blokade/boykot-våbnet imod virksomheder, der ikke overholder reglerne. Det har givet aktivitet i fagforeningerne og forbedret styrkeforholdet.
Ok-dækningen falder også i Danmark
Jens Pors, der i 1990’erne var formand for HK Privat, udtalte i 2000, at man burde arbejde henimod EU-overenskomster i forhold til multinationale firmaer … og at EU havde gjort mere for ligestilling og ligeløn, end den danske model havde skaffet hans medlemmer.
Han sagde: ”Der bliver talt meget om den danske model, og ikke mindst LO står for at bevare den. Spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt og muligt i et globaliseret marked og med et EU, hvor grænserne falder.” (7)
Hvorfor undsagde han den danske model? Måske fordi han var formand for et område, der manglede styrke til at overenskomstdække de nye store virksomheder som f.eks. callcentre og IT-firmaer. Og heller ikke evnede at organisere de mennesker, som arbejdede der.
De nyeste forskning fra FAOS vurderer, at ca. 500.000 danskere arbejder uden overenskomst (8), og tallet er sandsynligvis større. Det er tydeligt, at f.eks. udenlandske kæder og firmaer åbenlyst forsøger at knibe sig uden om det danske system eller direkte modarbejder at skulle tegne overenskomst.
Hvis fagbevægelsen mister sin styrke, er den nødt til at ty til hjælp fra lovgivning. Det er det, som er sket i Tyskland. Det kan også ske for os.
EU-direktivet siger, at man ikke vil ”blande sig i den danske model”, så længe overenskomstdækningen er mindst 70%. Det ligger desværre ikke så langt ud i fremtiden at komme under, hvis ikke vi får vendt udviklingen.
Der findes ingen genveje. Organisering, organisering og en gang til organisering. Fordi det er forudsætning for kollektiv overenskomstdækning. Den danske model er ikke bare værd at forsvare. Det er en afgørende kamp. Men vi forsvarer den ikke ved at glorificere den med tom retorik og manglende internationalt udsyn. Lav løn og dårlige arbejdsforhold i EU smitter også af på vores overenskomster i en nedadgående spiral.
Spørgsmålet er, om Claus Jensen fra Metal farer i flint over EU-mindsteløn af omsorg for de lavtlønnede og dem uden overenskomst, eller for apparatets eksistensberettigelse?
Fagbevægelsen skal turde tage kampene og holde op med at tro på, at man kan vinde dem uden medlemmernes aktivitet på arbejdspladsen, f.eks. i form af faglige klubber. Fagbevægelsen må også indse, at vi er nødt til at sætte kontingentet kraftigt ned for lavtlønnede.
De tiltag, som skal skabe det nødvendige styrkeforhold i fagbevægelsen, kommer ikke af sig selv. Det er alle socialisters opgave at gå helhjertet ind i den kamp.
Kildehenvisninger:
*1 ETUC: Debunking the myths on the Directive on Adequate minimum wages in the EU/2021
*2 ”Metal åbner for folkeafstemning om EU” Jyllands-Posten 16/11 2021
*3: FAOS 088 Mindsteløn i Europa Lovregulering og almengyldige overenskomster – hvorfor og hvad er erfaringerne? Bjørn Hansen, Søren Kaj Andersen oktober 2007
*4: Den danske model set udefra. Trine Pernille Larsen &Anna Ilsøe (red.) (engelsk) Jurist- og økonomforbundet 2016. Kapitel 3: Thorsten Schulten, forsker på WSI (institut for økonomi- og socialforskning) under Hans-Böcklerstiftungen, som er økonomisk finansieret af DGB (Tysk FH)
*5: Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast til NNFs blad november 2013
*6: 3F Fagbladet 14/12 2019
*7: Jens Pors til HK-jubilæumsbogen ”Fra flipproletar til lønarbejder” fra maj 2000.
*8: FAOS 184 Lønmodtageres faglige organisering 2000-2018 Jens Arnholtz og Steen E. Navrbjerg februar 2021
Forbered udskrift
International Viewpoint – Fjerde Internationales webmagasin
Mød strejkende fra England og Frankrig
Vi siger: Krig mod krigen!
Omfordeling kræver kamp!
Tag med på påskeseminar!
For ukrainernes ret til at bestemme over deres fremtid! Fuld tilbagetrækning af alle russiske tropper! Stop krigen!
Man sidder med en fornemmelse af, at lige meget, hvilken vej det går( fælles ok system a la det danske eller lovbestemt mindsteløn), så går det den forkerte vej set ud fra den menige arbejders vinkel.
Opgiver man en fælles ok, opgiver man ikke bare en bestemt lønsats/ niveau, men siger også farvel til selve ideen om en velfærdsstat, som fagbevægelsen har del i. Den lovbestemte mindsteløn kan være til fordel for lande uden fælles ok, men være i de mere velstillede landes disfavør. Det er sjældent en god ide at lade regeringer bestemme, hvad der er en “ rimelig løn”, da man så kan skrue op og ned for lønnen efter behag.
I et sådant system vil fagbevægelsen være kørt ud på et sidespor. Erfaringerne fra lande med uorganiserede eller svage fagforeninger ( eller som f.eks. som i Frankrig mange forskellige fagforeninger), er ikke gode – heller ikke fra et arb giver synspunkt . Forpligtelsen til at sikre ro på en markedet i en ok – periode, eksisterer ikke og muligheden for vilde strejker er nærliggende – det er set flere gange og medfører produktivitetstab.
Som skribenten skriver, så er der kun en vej: organisering organisering organisering. At sænke kontingentsatserne for at facilitere lavtlønnedes tilslutning er også et godt forslag, da netop de grupper ofte har en svag tilknytning til fagbevægelsen.
Som jeg har set forslaget præsenteret i pressen, vil det kun berøre lande med manglende fælles ok og ikke lande med fælles ok, men jeg kan have misforstået det. Ret mig, hvis jeg tager fejl.
Hvis udviklingen går mod en øget europæisk integration og arbejdsgivere der opererer på tværs af grænserne , så er det vel oplagt at også den anden side af bordet, begynder at organisere sig som fagbevægelse på tværs af grænserne. Det behøver ikke ske fra den ene dag til den anden, men kan ske gradvist. På den måde vil man også kunne hindre at der spekuleres i at lave social dumping, da man hurtigt vil kunne hive den fælles ok op af lommen og sige stop! Men men det er naturligvis foreløbig fremtidsmusik.