Palæstinensere har igen fået slået fast, at de er palæstinensere, med ét flag og én kamp. Det er præcis derfor, at palæstinenserne i de kommende uger og måneder ikke bør presses tilbage til paradigmet, der deler dem med snakken om en to-stats løsning.

af Barry Sheppard, San Francisco, USA

Mens våbenhvilen gik ind i sit fjerde døgn, fortsatte Israel sine fremstød mod palæstinensere på Vestbredden og i de besatte områder.

 

Den 21. maj 2021, på våbenhvilens første dag, stormede israelske bosættere, med opbakning fra sikkerhedsstyrker, Al Aqsa Moske området i Jerusalem og angreb palæstinensere der. Tre dage senere angreb bosættere igen Al Aqsa, bakket op af politiet, som brugte bedøvelsesgeværer og gummikugler. Der var massearrestationer.

 

Det var israelske angreb på palæstinensere ved moskeen i april og begyndelsen af maj, som førte til krigen mod Gaza.

 

Meningen med de nye angreb er at afskrække palæstinensere fra at besøge moskeen og er en bevidst Israelsk tilkendegivelse af, at våbenhvilen ikke gælder landets fremstød for etnisk udrensning af palæstinensere i Jerusalem.

 

New York Tines har beskrevet, hvordan den ultra-højreorienterede jødiske gruppe Torah Nucleusi de senere år har organiseret bosættere til at overtage palæstinenseres hjem i “Green Line” Israel, i byer med blandet palæstinensisk-jødisk befolkning.

 

NYT skrev, at “i årtier har Israels nationalistiske hardlinere søgt at ændre demografien på den besatte Vestbred ved at bygge jødiske bosættelser og på den måde undermineret udsigten til en to-stats løsning.

 

Men med meget mindre opmærksomhed og højtråben har Torah Nucleus bevægelsen lanceret en ideologisk mission for at ændre balancen i israelske byer” til fordel for jøder.

 

Siden våbenhvilen i Gaza forsøger Torah Nucleus nu igen at tilbagesende jødiske familier, der flygtede fra disse byer på grund af den palæstinensiske opstand.

 

NYT udelader den kendsgerning, at bosætterbevægelsen på Vestbredden og i “Green Line”-Israel er organiseret bevidst af den israelske regering for at underminere tostatsløsningen, for Israel har aldrig støttet den. Ultrahøjre-grupperinger som Torah Nucleus er Israels stødtropper.

 

Den etniske udrensning i den palæstinensiske bydel Sheik Farrah i Jerusalem var også med til at antænde den seneste krig.

 

Digter og aktivist Mohammed El-Kurd, der bor i Sheik Jarrah, fortalte “Democracy Now”, at Sheik Jarrah er et mikrokosmos af den israelske bosættelseskolonialisme i Palæstina. En israelsk bosætter fra Long Island i New York har besat en del af El-Kurds hus i mere end 10 år. Det er absurd for folk at høre, at det er en bosætter fra Long Island, der er besætter i mit hus… men det sker i hele nabolaget.”

 

El-Kurd fortæller, at bosætterorganisationer organiseret i USA samarbejder med de israelske myndigheder “for at forfalske dokumenter for at smide palæstinensere ud” fra Sheikh Jarrah og andre bydele.

 

“Det sker i Silwan, hvor over 800 palæstinensere er ved at blive gjort hjemløse, det sker i Sydhebron. Det sker i Issawiya, hvor de israelske myndigheder opretter “nationalparker” som skal afgrænse og hindre naturlig vækst i de palæstinensiske lokalsamfund.

 

“Sheik Jarrah har været udsat for en ulovlig blokade i de sidste tre uger. Ingen palæstinensere, ikke engang sundhedspersonale, ikke engang journalister får lov at komme ind i området…

 

De af os, der bor her, bliver stadig chikaneret og forhørt og skubbet rundt… samtidig kan israelske bosættere bare gå ind, som det passer dem. Og de er tit, nærmest altid, bevæbnet med deres rifter og pistoler”.

 

Situationen i Gaza

Den amerikanske præsident Joe Biden forsøger sig nu i rollen som fredsskaber. Sandt nok beordrede han Netanyahu til at acceptere en våbenhvile i den israelske krig imod Gaza og dets folk, men han gjorde det først efter i elleve dage at have støttet dødelig bombardering og spærreild.

 

Det gav Israel tilstrækkelig tid til at ødelægge beboelseskvarterer, dræbe 248 palæstinensere (heraf 66 børn), såre mere end 1700 mennesker, destruere sundhedstilbud, dræbe læger og ødelægge vandforsyning, kloakering, veje med meget mere.

 

Resultatet er en endnu mere desperat situation for palæstinenserne, der er spærret inde i Gaza. De lider allerede under den blokade til lands, til vands og i luften, som Israel har påført dem og som de ægyptiske diktatorer Hosni Mubarak og Abdel Fattah Al-Siri har forstærket ved grænsen til Ægypten.

 

Israel og Ægypten iværksatte blokaden, efter at Hamas afsatte den palæstinensiske autoritet i Gaza i 2007. Det var for at straffe palæstinenserne i Gaza for at støtte Hamas, at Israel indledte den knusende krig i 2008. Biden har også fremsat den ide, at USA kunne skaffe midler til hjælp med genopbygningen af Gaza. Hans eneste betingelse er, at Hamas’ modstandsbevægelse skal afvæbnes – og det kommer ikke til at ske.

 

Hvad fik Biden til at beordre Netanyahu til at indgå våbenhvilen? En medvirkende årsag var den internationale fordømmelse af Israels krig, som blev udtrykt gennem store demonstrationer hele verden over. Selv USA’s allierede i FN’s Sikkerhedsråd talte for en våbenhvile, hvilket efterlod USA isoleret.

 

Også i USA var der store demonstrationer, og betydelig opposition internt hos Demokraterne. Venstrefløjsdemokrater som Rashida Tlaib og Alexandria Ocasio-Cortez undsagde åbent Israel som en ‘apartheid-stat’.

 

Senator Bernie Sanders, der ellers tidligere har været Israel-støtte, opfordrede USA til at trække sin finansielle støtte til den højreorienterede Netanyahu regering. Visse demokrater af ‘establishment’-typen udtrykte også bekymring.

 

En ny virkelighed for Israel

De store demonstrationer i mange lande blev ansporet af en ny forståelse af Israel som en undertrykkelses- og apartheidstat og af dets brutalitet i Gaza, men også af en ny respons fra palæstinenserne.

 

Denne gang rejste palæstinenserne sig fra alle områder af Israel, fra Gaza til Vestbredden og “Green Line” Israel. Der var massemobiliseringer alle vegne mod krigen, i solidaritet med Gaza, og imod den israelske undertrykkelse. Dette var militante aktioner, imod volden fra bosættere og andre ultrahøjre-kræfter og imod hærens forsøg på med vold at standse opstanden.

 

Disse aktioner blev ledet af en ny generation, som handlede i forening. Denne enhed kom til udtryk gennem en-dags strejken den 18. maj 2021 blandt palæstinensere både i Gaza, på Vestbredden og i Israel. Der blev også sat fart i den palæstinensiske diaspora.

 

Det nye stadie i palæstinensisk modstand tog Israel på sengen. Og det chokerede USA.

 

Denne nye kraft må Israel og USA tage alvorligt. Israel forsøger at fortsætte business as usual, men vil blive mødt med ny modstand. USA’s ubetingede støtte til Israel som sin vigtigste base i Mellemøsten vil blive udfordret, også i USA.

 

Yusef Munayyer, forfatter og forsker ved Arab Center i Washington,DC, skrev i en klumme i NYT, at “med denne bevægelse har palæstinenserne vist Israel, at de ikke kan ignoreres.

 

Israel har i årevis haft den faste overbevisning, at de – hvor brutalt de end gør det – kan styre deres forhold med palæstinenserne frem for at løse det.

 

Det er blevet hjulpet godt af at sætte mure op om denne styrings modbydelighed: Gaza, indespærret og belejret, kunne lige så godt ligge på en anden planet; israelere kunne køre gennem Vestbredden praktisk taget uden at få syn på en palæstinenser; palæstinensiske indbyggere i Jerusalem i i stor grad blevet forvist til forsømte og tætbebyggede områder.

 

Men som palæstinenserne bemægtigede sig gaderne, i trods rejste deres nationale flag, råbte slagord imod undertvingelse, vågnede israelerne op og måtte erkende, at for palæstinenserne eksisterer der slet ikke en opdeling af beboere i Gaza, beboere på Vestbredden og palæstinensiske borgere i Israel.

 

Palæstina er ikke ‘derovre’, men hele vejen rundt om dem.

 

[Palæstinensere] har igen fået slået fast, at de er palæstinensere, med ét flag og én kamp. Det er præcis derfor, at palæstinenserne i de kommende uger og måneder ikke bør presses tilbage til paradigmet, der deler dem gennem at tale for en to-stats løsning.”

 

I lederen i NYT den 21. maj 2021 hed det: “Mange unge palæstinensere fortæller, at deres forældres drøm om en uafhængig stat har forvandlet sig til en kamp for borgerrettigheder indenfor de landegrænser, som Israel har kontrollere5 siden 1967.”

 

NYT håber, at dette vil få den israelske regering til at tumle lidt med, hvad en en-stats realitet reelt vil betyde, hvilket kunne motivere dem til at komme tilbage til forhandlingsbordet for at etablere en palæstinensisk stat.” Men det er et forgæves håb om på en eller anden måde at holde USA’s brohoved i Mellemøsten i live.

 

Det, man må håbe på, at borgerrettighedskampen fører til, er en enkelt demokratisk og verdslig stat med lige rettigheder for alle.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com