Den seneste fremgang og fald - og fremgang igen - for Irlands Grønne Parti, viser faren ved en indstilling til politik, der siger ”hverken venstre eller højre”, i forhold til både socialisters og miljøaktivisters kampe, der nødvendigvis er forbundne.

af Joseph Healy

Tilbage I 2009 skrev jeg en artikel om Irlands Grønne Parti og dets rolle i koalitions-regeringen, der blev ledet af Fianna Fail, fra 2007 til 2011, hvor jeg forudsagde De Grønnes nært forestående fald som den pris, de ville komme til at betale for at sælge både deres medlemmer og vælgere. Det kom til at ske et år senere, da de tabte alle deres TD’ere [MF’ere, o.a.] i The Dail [det irske parlament, o.a.] og blev reduceret til det rene ingenting på den irske, politiske scene.

 

De havde været så uheldige, at de var ved magten, da den økonomiske krise ramte Irland i 2008 og førte til et omfattende økonomisk sammenbrud og masseudvandring. Imidlertid havde de skrevet under på hele nedskærings-programmet, der blev gennemført af koalitions-regeringen, hvor de havde syv ministre, men de havde også solgt mange af deres støtter på miljøspørgsmål. Der var en udpræget følelse af vrede og desillusionering over partiet efter valget i 2011, og det forblev marginalt i mange år.

 

Partiet tog dog aldrig rigtigt sit nederlag I 2011 til sig, og Eamon Ryan, som havde været en af ministrene i koalitionsregeringen – og en af arkitekterne bag dets koalitionspolitik – blev partiets leder.

 

Her er der nogle paralleller til Liberal-Demokraterne [i Storbritannien, o.a.], som heller aldrig har draget læren af deres koalitions-erfaringer fra 2010 til 2015.

 

Ryan dyrkede sin egen jord efter 2011, da han koncentrerede sig om partiets forbindelser til mere succesrige grønne partier på det europæiske kontinent og blev hyldet af dele af de irske medier, især det irske Times. Ryan og hans meget reducerede Grønne Parti fortsatte med at argumentere indædt for, at klimakrisen betød, at de Grønne måtte have en stemme i The Dail, og at han var parat til at træde ind i regering med enhver, som tilbød dem magt, fordi det var et kapløb med tiden om at redde planeten, så ideologi var ikke vigtigt. Dette var i sin kerne en gentagelse af de Grønnes mantra: ”hverken venstre eller højre”.

 

Fine Gael dannede regering fra 2011 og fortsatte en højreorienteret nedskæringspolitik, som førte til et massivt omfang af hjemløshed, især i Dublin – og en fortsat orientering mod at basere Irlands økonomiske politik på meget lave selskabsskatter og med Irland som et europæisk bagland for amerikanske selskaber, især it-selskaber som Google og Facebook.

 

Selv om dette holdt beskæftigelsen oppe – Irland oplevede ikke den samme arbejdsløshed blandt unge som Sydeuropa – så førte det til en økonomi med lave lønninger, der i stort omfang var afhængig af turisme og serviceområdet, og en kraftig stigning i boligudgifterne – især i Dublin, hvor en tredjedel af republikkens befolkning bor.

 

Der var store sociale bevægelser, der kæmpede mod denne udvikling – især kampagnen mod vandafgifter – men generelt forblev den irske venstrefløj svag og delt. Det er interessant, at de Grønne støttede vandafgifterne med begrundelse i miljøet, men ignorerede den økonomiske belastning på de fattigste dele af det irske samfund, hvor hovedparten af modstanden kom fra.

 

 

Efterhånden som klimakrisen blev mere åbenbar og fik større dækning i både irske og britiske medier (som mange i Irland følger), begyndte støtten til de Grønne at vokse. Der var også en ny bølge af yngre og mere radikale medlemmer, herunder mange fra Extinction Rebellion-bevægelsen, som havde tilsluttet sig partiet, og mange af dem ville have de Grønne til at bevæge sig til venstre og støtte en mere radikal økonomisk og social dagsorden.

 

De ældre medlemmer opfattede dog stadig sig selv som udelukkende miljø-aktivister og modsatte sig denne bølge af radikalisme.

 

Dette førte til spænding i partiet, da det medlem af de Grønnes ledelse, der udtrykte sig mest uforbeholdent – Saoirse McHugh, som kommer fra det vestlige Irland – i stigende omfang appellerede til, at de nye medlemmer skulle trække partiet i en anden retning.

 

Venstrefløjen i Irland har traditionelt været svag og delt. Som regel har den samlede støtte til venstrefløjspartierne været omkring 30 procent, hvorimod 70 procent har valgt de traditionelle højrefløjs-partier Fianna Fail og Fine Gael.

 

Sinn Fein er gradvis blevet stærkere i republikken, især blandt yngre vælgere, særligt efter historien om partiets deltagelse i kampen i Nordirland er blevet svækket i vælgernes erindring. Valgene til EU-parlamentet i 2019 kom dog som et chok for venstrefløjen, da De Grønne vandt 2 pladser, og Sinn Fein tabte 2 af sine 3.

 

De Grønne havde henvist til deres forbindelser til de europæiske Grønne, som af mange blev opfattet som en voksende styrke i EU og som de største støtter i kampen mod klimaforandringer og for bæredygtige økonomier. Dette kom som en stor overraskelse for Sinn Fein.

 

Det irske Labour-parti var gået i koalition med Fine Gael og blev opfattet som repræsentant for nedskærings-politikken, så det var blevet reduceret markant i de tidligere nationale valg, og det bliver nu i vidt omfang ikke opfattet som en del af den irske venstrefløj.

 

Forud for det irske valg I februar i år blev De Grønne anset for at være en af de mulige største vindere. De ville tydeligt nok ikke passere stemmetallet for de to største partier, men kunne blive kongemagere for enhver mulig koalitionsregering. Der var et klart krav om forandring ved dette valg, og De Grønne præsenterede sig selv som en del af den dagsorden. De to traditionelle partier, Fine Gael og Fianna Gael, som har regeret den irske stat siden dens grundlæggelse, blev set som problemet, og partierne på venstrefløjen opfordrede til en fælles anstrengelse for at fjerne dem.

 

Det irske valgsystem er en form for proportional repræsentation, der bygger på, at vælgeren kan bestemme, at den afgivne stemme kan overføres til et andet parti, hvis den er i ”overskud” for det parti, der er vælgerens førstevalg (Single Transferrable Vote (STV)). Venstrefløjspartierne opfordrede alle, der stemte for forandring, til at ”overføre til venstre”. Mange vælgere opfattede, at dette også omfattede de Grønne, især yngre vælgere. Sinn Fein, som ikke regnede med at klare sig godt i valget, stillede ikke op i alle kredse og havde færre kandidater end sædvanligt. De Grønne drog fordel af de stemmer, der blev ”overført til venstre”.

 

Efter valget i februar fulgte måneder med politisk købslåen. Højrefløjens partier gjorde det klart, at deres røde linje var, at de ikke ville indgå i nogen koalition, der omfattede Sinn Fein. På den anden side gik Sinn Fein ind for en venstre-koalition af mindre partier og muligvis De Grønne. Dette gjorde De Grønne til kongemagerne i enhver mulig koalition. Medierne spekulerede over, at med så mange nye medlemmer – mange med forbindelse til XR (Extinction Rebellion) og andre bevægelser – ville medlemmerne ikke stemme for at indgå i en koalition med højrefløjens partier. Hvad de undervurderede var ledelsens og deres medie-allieredes tørst efter magt.

 

Regeringsprogrammet, som blev forhandlet mellem Fianna Fail, Fine Gael og De Grønne, var i det væsentlige en ”business as usual”-kapitalistisk aftale med miljø-pynt. De Grønne blev tilbudt adskillige ministerier og et løfte om en reduktion af CO2-udslip med 7 procent ud over en lukning af systemet med at holde flygtninge i lukkede centre, for at appellere til partiets venstreorienterede basis. Saoirse McHugh og adskillige fremstående venstre-grønne opfordrede til at afvise regeringsprogrammet og sagde, at ”det havde fået grønne fingeraftryk, men at det er grønne fingeraftryk på et meget blåt lærred”. Programmet skulle støttes af to tredjedele af partiets medlemmer for at blive godkendt.

 

Partiets magtsultne ledelse organiserede, på opfordring af Ryan, et webinar med Mark Ruffalo – Hollywoood-skuespilleren, som er kendt i USA for at være imod boring efter skifergas (fracking) – hvor han opfordrede medlemmerne til at støtte aftalen, som et ekko af Ryans synspunkt om, at der ikke var tid til tilbageholdenhed og ideologisk renhed, når planeten skulle reddes. Store dele af de irske medier spekulerede over, at partiets medlemmer måske ikke ville støtte aftalen, og at et flertal på to tredjedele ville være svært at opnå. De samme medier, herunder den velkendte journalist Fintan O’Toole, opfordrede De Grønne til at acceptere aftalen som det eneste håb for, at Irland kunne få en stabil og progressiv regering.

 

Det endte med, at en større del af De Grønne stemte for regeringsprogrammet (76 procent), end medlemmerne af de to højrefløjs-partier gjorde. Dette var et stort slag mod håbene hos mange unge irske vælgere, og venstrefløjen anklagede De Grønne for forræderi og for at have misbrugt de stemmer, partiet havde fået overført ved valget, som de havde nydt fordel af med ”overførsel for forandring-politikken”.

 

Det er ganske vist sandt, at De Grønnes medlemmer kom under pres for at stemme for at indgå i regeringen, men det har igen vist, at grønne partier altid vil indgå i højrefløjs-koalitioner, når magten lokker. Det viser også, at selv såkaldt progressive bevægelser som XR, som mange af de Grønnes vælgere også støtter, vakler, når de stilles overfor valget mellem miljø-kapitalisme og socialisme som middel til at redde planeten.

 

Resultatet af regeringsprogrammet (som nu vil gælde i fem år, hvor lederne af Fianna Fail og Fine Gael på skift vil lede regeringen) vil blive, som McHugh og hendes allierede modstandere i det Grønne Parti har advaret: ”nedskæringer for at undgå årlige underskud og opnå balancerede budgetter i en tid med stor usikkerhed, hvor bevillinger med underskud kan blive nødvendige, og nedskæringer næsten med sikkerhed vil ramme de mest sårbare hårdest”.

 

Efter at være blevet bestukket med noget miljøpynt vil De Grønne endnu engang, ligesom i koalitionen fra 2007 til 2011, dække over en regering, der vil skabe mere elendighed for de fattigste og mest sårbare i det irske samfund i en tid, hvor massearbejdsløshed og økonomisk sammenbrud venter.

 

Som Rosa Luxembourg advarede på randen af en anden global krise: ”Valget står mellem socialisme eller barbari”. Den irske erfaring viser igen, at grønne partier i Europa altid vil være imod socialisme og altid vil optræde som mijøværn for kapitalisme.

 

12. juli 2020

 

Joseph Healy er irsk statsborger og tidligere international koordinator for det Grønne Parti i England & Wales, nuværende international sekretær for Left Unity og med til at grundlægge Green Left.

 

 

Oversat fra timetomutiny.org af John Jessen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com