SUF deltager igen i år i International Socialistisk Ungdomslejr. Lejren afholdes i Frankrig i år, og alle under 30 kan deltage.

af Socialistisk Ungdomsfront (SUF)

Foto fra tidligere lejr i Italien

 

ISUL er en lejr for unge socialister. Lejren har i over 30 år været afholdt af Fjerde Internationale (FI), men ca. halvdelen af lejrens deltagere er ikke tilknyttet FI. Siden 2017 er det Socialistisk Ungdomsfront (SUF), der har sendt en dansk delegation afsted til lejren, hvilket også er tilfældet i år.

 

Lejren har til formål at samle unge socialister fra hele verden, så vi kan lære af hinandens erfaringer, kampe, drømme, udfordringer og håb for fremtiden. Det er en uge, hvor international socialisme bliver en praktisk, konkret levet virkelighed.

 

Lejren samler omkring 150 kammerater- primært fra Europa, men tidligere har unge socialister fra Brasilien, Filippinerne og Argentina også deltaget. Vi kommer til at diskutere, til vores hjerner er møre, danse til vi segner, og råbe kampråb til vi bliver hæse. Men ikke mindst kommer vi til at have lange samtaler om alt fra nedskæringer på uddannelser, til hvordan man får glimmer ud af sit hår efter den LGBTQIA-fest, der altid er en del af lejrens program.

 

Hvor og hvornår
Selve lejren foregår fra den 20. til den 26. juli i Frankrig og afholdes i bedste festivalstil på en mark. Årets lejr er et par timers kørsel fra Lyon. Den præcise adresse får man, når man tilmelder sig. Vi kører i bus derned og tager afsted den 19. juli om aftenen fra København med opsamling i Vejle. Vi tager hjem fra lejren om aftenen den 26. juli og er i Danmark igen den 27. juli.

 

Delegationsmøde 25. maj i Odense
For at forberede og fordele vores workshops, lære mere om lejren og ikke mindst lære hinanden at kende, så afholder vi vores 2. delegationsmøde den 24.-26. maj i SUF Odenses lokaler på Absalonsgade 26. Mødet et obligatorisk at deltage i, hvis man deltager på ISUL. Begivenheden for andet delegationsmøde finder du her: https://www.facebook.com/events/2409889702529211

 

Tilmelding sker via hjemmesiden i samme formular som til selve lejren, som du finder herunder.

 

Tilmelding
Du kan se deltagerpriserne og tilmelde dig på SUFs hjemmeside: https://ungdomsfront.dk/isul-24

 

Deltagersatserne dækker transporten derned samt mad på lejren. Satserne er lidt højere for os i Det Globale Nord, så kammerater fra det Globale Syd samt Sydeuropa har mulighed for at deltage på lejren.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com