Hvordan er det gået til, at USA, på så tidligt et tidspunkt af krigen i Ukraine, er blevet så stærkt involveret i den? Og hvorfor har USA, siden invasionen i Afghanistan i 2001, med stor regelmæssighed, på den ene eller anden måde, rodet sig ud i så mange andre krige og konflikter, kloden rundt?

af William Astore

Jeg vil her henvise til den radikale kritiker, Randolph Bournes (1886-1918) essay om “at krige viser en stats sundhedstilstand..” Eller minde om den advarsel, som én af USA’s grundlæggere og den 4. præsident, James Madison (1751-1836) fremkom med: “Demokratiet dør ikke i mørket, men i det grufulde lys fra de mange bomber, der detonerer i alt for lang tid.”

 

I 1985, da jeg gik ind i USA’s luftvåben, ville en konflikt mellem det daværende Sovjet og Ukraine være blevet opfattet som en borgerkrig mellem to sovjetrepublikker. Set i relation til den kolde krig, da ville USA ikke have løbet den risiko at sende våben for milliarder af dollars ’til Ukraine for at svække Sovjet.” Thi det ville dengang have været en krigshandling – rent bortset fra, at Ukraine på det tidspunkt havde atomvåben på sit territorium,

 

Med Sovjets sammenbrud i 1991 ændredes alting. Den sovjetiske interessesfære blev gradvis USA’s og NATO’s interessesfære. Ingen spurgte Rusland og dets ledere, om det var noget, man brød sig om, for landet var jo i frit fald. Snart efter begyndte USA at blande sig i andre tidligere Sovjet-republikker, og sælge våben til dem, uanset russiske advarsler om, at USA derved overskred de røde linjer, især hvis Ukraine blev inviteret ind i NATO. Og det er så dér, vi er i dag. Med en frygtelig krig i Ukraine, og hvor USA sender højteknologiske Javelin- og Stinger-missiler samt artilleri til landet for at fremme en form for en fremtidig, men dyr sejr, for ukrainerne.

 

Dilemmaer for lederen af den frie verden

Det er her, jeg undres: Hvordan er det gået til, at USA – lederen af den frie verden, som det hed under den første kolde krig – også er blevet det førende land, når det gælder om at fremme global krigsførelse? Og hvordan er det gået til, at ikke flere amerikanere ser dette som en modsætning til udsagnet om være “leder af den frie verden Det spørgsmål, er der mindst fem svar på:

 

Først og fremmest, så er krig – om end mange amerikanere normalt ikke opfatter det sådan – enormt profitabelt. Da Sovjet kollapsede, gik det op for USA’s militær-industrielle kompleks, hvilken gigantisk forretningsmulighed, der her opstod. Under den kolde krig var klodens største våbenhandlere USA og Sovjet, og da sidstnævnte forsvandt fra markedet, var der en afgørende rival mindre. Jeg gad godt se den forretningsmand, der ikke ville drage fordel af en sådan situation.

 

Glem alt om den “fredsdividende”, amerikanerne blev lovet, eller at Pentagons budget skulle reduceres på afgørende områder. Nu var det de store våbenfabrikanters tur til at ekspandere på de markeder, Sovjet længe havde siddet på. NATO fulgte trop og udvidede ud over grænserne af det genforenede Tyskland, frem til grænserne til Belarus og Ukraine – til trods for de mundtlige løfter om det modsatte, som var givet til Gorbatjov. USA’s våbenfabrikker forsynede de nye NATO-lande med alle de våben, de kunne købe. I første omgang så det ud til at være en ren win-win-situation for NATO, for USA og for dødens købmænd. Det er imidlertid gået modsat for især Ukraine i takt med, at krigen trækker ud, mens ødelæggelserne af landet bliver værre og værre.

 

For det andet, når det drejer sig om at fremme globale krige, så indgår hensynet til USA’ militære struktur og opgaver: Hvordan kan landet overhovedet vende tilbage til noget, som vi for lang tid siden betegnede som “isolationismen,” når vi har mindst 750 baser strøet ud over hele kloden, bortset fra Antarktis? Hvordan kan det undgå at fremme krige på en eller anden måde, når de utroligt velfinansierede militære missioner defineres som global beskyttelse, der involverer krige og konflikter til lands, til søs, i luften, i rummet og i cyberspace? Hvad forventes det, når USA har et militærbudget, der er lige så stort som de efterfølgende 11 landes? Eller når Pentagon har opdelt verden i amerikanske “kommandodistrikter,” der ledes af 4-stjernede generaler og admiraler, der agerer, som var de romerske konsuler? Hvordan kan man undgå at vide, at Washingtons ledende embedsmænd er af den opfattelse, at USA under sådanne omstændigheder, har en interesse i konflikter overalt? En attitude, der er et indlysende produkt at den militære struktur, og en udtalt fornemmelse af, at USA har en væbnet, global opgave.

 

For det tredje, så tænk på, at magt i disse år er den dominerende fortælling i Washington. Til trods for at USA konstant er på krigsfod, så har amerikanerne generelt adopteret ideen om, at vi er en moralsk overlegen nation, der ønsker fred. Ganske som i tegneserierne, så er vi altid de gode, og fjender som pt. Putins Rusland er enestående ondskabsfulde. De, der efterplaprer denne fortælling, kan være sikre på at få en succesrig karriere, især i de store medier, og når de står foran militæret, da bliver de svage. De, der har rygrad til at udfordre de militære fortællinger, ringeagtes og udstødes, ja i nogle tilfælde smides de i fængsel, sådan som det skete med Chelsea Manning, Julian Assange eller Edward Snowden, der drog i eksil, og mange andre, der har betalt prisen for at turde udfordre krigsberetningerne.

 

For det fjerde, så forener og adskiller krige. De har været med til at forene det amerikanske folk, om end kortvarigt, når befolkningen gentagne gange blev anmodet om at “støtte vore soldater” som “helte” i den store kamp mod den “globale terror.” Samtidig har krige afledt os fra den klassekamp, der foregår her i landet, hvor de fattige og arbejderklassen (og i stigende grad også middelklassen) er dem, der taber mest. Som finansmanden Warren Buffet har sagt det, så “foregår der en klassekamp, og det er min klasse, de rige, der fører krigen, og vi vinder.”

 

For det femte, så tjener krigene – fra Irak og Afghanistan til den endeløse kamp mod terror, samt den nuværende krig i Ukraine – til at bortlede opmærksomheden fra andre realiteter: USA’s forfald, og den endnu større politiske dysfunktionalitet. (Tænk på Trump, der ikke vandt Det Hvide Hus ved et tilfælde, men fordi katastrofale krige beredte vejen for ham.)

 

Amerikanere sidestiller ofte krige med maskulin potens (I George W. Bushs regering blev der, uden ironi, talt om “at tage de store drengebukser på” – underforstået: Vi er klar til at igangsætte globale konflikter.) Nu er vi imidlertid mange, der fornemmer, at vi er vidne til et tilsyneladende uafvendeligt forfald, der manifesterer sig som et stigende antal masseskyderier, massedødsfald som følge af den elendige håndtering af coronaen, massedødsfald på grund af fejlmedicinering og medicinafhængighed, et stigende antal selvmord, også blandt veteraner, og hastigt voksende mentale helbredsproblemer hos de unge.

 

Politisk dysfunktionalitet fødes af og forstærkes af forfaldet, og med Trump, der kommer med sin reaktionære nostalgi om at “gøre USA stort igen” – hvis blot de rette personer placeres de rigtige stedet. Adskillelse og afledninger tjener til at holde så mange af os undertrykte og demobiliserede, desperate efter en leder, der kan inspirere og forene os, selvom det så drejer sig om noget så falsk og hult som som “stop tyveriet”, der kulminerede med optøjerne i Kongressen den 6. januar 2021.

 

Til trods for beviserne for forfald og dysfunktion hele vejen rundt, så er mange amerikanere fortsat stolte af fortællingen om den amerikanske hær som den fineste kampstyrke i historien. En påstand, som alle præsidenter siden George W. Bush har fremsat.

 

Hele verden er en scene

Konservative – men ikke kun dem – ser USA som en godgørende faktor på verdensscenen. Mere tænksomme amerikanere ser landet som overordnet ambitiøst, ikke nødvendigvis ondskabsfuldt, men ofte forkert rådgivet og vejledt, og afvisende, når det kommer til egne fejl. De konservative ser verden som en scene, der vil blive usikker, hvis USA forlader den. Hvem kommer i stedet? Måske vil langt farligere aktører tage vores plads, og det vil vi alle lide under. Hertil svarer de progressive, at vi bør prøve på at forlade den, på en eller anden måde, og så se, hvad der sker. Se om der er nogen, der vil savne os. Skulle det ske, da kan vi altid vende tilbage, måske endda triumferende.

 

Naturligvis ser embedsværket i Washington USA som den ledende “uundværlige nation,” og de er generelt uvillige til at afprøve, om der er andre muligheder. Alt, hvad de ønsker i al evighed, er at dominere enhver scene, de kan få øje på.

 

USA behøver bestemt ikke at involvere sig i enhver krig, kloden rundt. Ville utvivlsomt heller ikke gøre det, hvis ikke det var, fordi visse dele af samfundet (selskaber som enkeltpersoner) anså det for at være så profitabelt. Blev mine fem svar ovenfor taget alvorligt, da ville der være en klogere og mere fredelig vej fremad for USA. Det kan dog ikke ske, hvis de magter, der profiterer af status quo – og hvor krig ikke er noget fortidigt, men noget løbende – forbliver så magtfulde. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan man fjerner profitten fra enhver form for krig, og radikalt nedskalerer vores militær (især det oversøiske fodaftryk), så militæret reelt bliver en styrke, der varetager den nationale sikkerhed, og ikke den nationale usikkerhed.

 

De fleste amerikanere har brug for at kunne modstå krigens forførelse, fordi endeløse krige og forberedelser til mere af det samme, er og har været en stærkt medvirkende årsag til det nationale forfald. At vifte med det blå-gule-flag i solidaritet med Ukraine og støtte “vore tropper” kan føles rart, men det gør os intet godt. Det vil kun bidrage til endnu mere forfærdelige versioner af krige.

 

På den rigtige side af historien?

Et slående træk ved den russiske invasion af Ukraine er, at efter at USA har ført talrige, tvetydige krige i Irak, Afghanistan, Libyen, Somalia og andre steder, så har USA nu mulighed for at posere som “den gode fyr.” Nu befinder amerikanerne sig på samme side som “underhunden” Ukraine, i kamp mod folkemorderen og krigsforbryderen Putin. En sådan tolkning af situationen er ukritisk og ensidig og må ikke stå uimodsagt. Den er forførende, fordi tolkningen nærer såvel amerikansk nationalisme og narcissisme og fremmer en mytologisering af opsparet og tilbagevendende vold.

 

Det er på tide at opfordre Pentagon til at stoppe sin endeløse, kluntede udgave af at være leder for den frie verden. Det må være på tide at turde drømme anderledes om en mere fredelig verden, måske en drøm om at være den “første blandt ligemænd.” I dagens USA er selv at bede om dét for meget. En tidligere officerskollega sagde engang, at “varer en krig for længe, så er krigen forkert.” Når landets ledere vælger den mørke vej til global dominans, så vælger de også den vej, der hedder konstant krigsførelse, og de skaber vanskelige tider for samfundet i en sådan grad, at der opstår en brutal risiko for voldelige tilbageslag – et fænomen, som historikere advarede imod i årene forud for den 11. september.

 

Washington er fast overbevist om, at være på den rigtige side af historien i Ukraine. Vedvarende krigsførelse må imidlertid aldrig forveksles med styrke og bestemt heller ikke med retfærdighed, især ikke på en planet, der kan stå overfor en kommende dommedag.

 

11. maj 2022

 

William Astore er historieprofessor ved Pennsylvania College of Technology, og pensioneret oberstløjtnant fra flyvevåbnet.

 

Oversat fra Counterpunch af Arne Lund

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com