Foto: Nooshi Dadgostar
Den 31. oktober 2020 blev Jonas Sjöstedt afløst som partiformand af Nooshi Dadgostar. Under ledelse af Nooshi har partiet opnået en række væsentlige parlamentariske succeser: Markedsbaserede huslejer i nybyggede lejligheder blev ikke gennemført, de dårligst stillede pensionister får et markant løft her til august, og siden årsskiftet er sygeerstatningen (der tidligere blev kaldt førtidspension) også blevet overbevisende hævet.
Vänsterpartiet har behændigt udnyttet den ”besværlige” parlamentariske situation. Sandsynligvis bliver denne situation ikke grundlæggende ændret efter valget her i efteråret. Dette vil give gode muligheder for Vänsterpartiet til at gøre sig gældende i Rigsdagens intrigante forhandlingsspil. På denne baggrund er det overraskende, at partiet nu kræver at få plads i en eventuel regeringskoalition anført af Socialdemokratiet, og hvori det nyliberale Centerparti også indgår.
Drømmen om regeringstaburetter er sandsynligvis en medvirkende årsag til at Vänsterpartiets ledelse nedtoner kritikken af den svenske ansøgning om medlemskab af NATO og aftalen med Tyrkiet.
Ganske vist har Dadgostar kritiseret aftalen med Erdoğan og krævet, at statsminister Magdalena Andersson indkalder til samtaler mellem partiformændene for at præcisere indholdet i samme aftale. Men hvorfor stiller V ikke et mistillidsvotum til udenrigsminister Ann Linde for at tage kampen op mod selve privilegiet om at formulere dagsordenen?
Og hvorfor fortsætter V ikke med at kræve en folkeafstemning om svensk medlemskab af NATO? Regeringen havde ønsket at få dette spørgsmål ”på plads” inden valgkampen, men i dag er dette næppe en mulighed. Hvad aftalen med Tyrkiet i realiteten kommer til at indebære, hænger fortsat som en mørk sky over det svenske samfund. Dertil kommer, at det nu er det op til parlamenterne i alle NATOs 30 medlemslande at ratificere Sveriges ansøgning om medlemskab. Og det tyrkiske parlament – det springende punkt i denne sammenhæng – samles tidligst 1. oktober [det samme gælder jo i øvrigt også det danske folketing, o.a.].
En andet tydelig kendsgerning er, hvordan Dadgostar lægger vægt på at tage afstand fra de programmatiske holdninger i V, der orienterer sig mod mere systemoverskridende og socialistiske visioner. Som det sås i sammenhæng med V´s kongres tidligere i år hvor hun – i et interview med TV4 – ikke ville stille sig bag formuleringer i partiprogrammet om, at NATO burde ”opløses”, men argumenterede med, at programmet er ”gammelt” og ”ikke gældende”.
Ligeledes blev hun i et Eko-interview i forbindelse med sin tale i Almedalen den 4 juli af reporteren spurgt om, hvorvidt bankerne burde nationaliseres, hvilket hun afviste. Derefter blev hun spurgt, hvorfor V som et socialistisk parti ikke var for dette, men gav efter meget frem og tilbage blot det lakoniske svar, at ”vi lever i en blandingsøkonomi”.
Og på det overordnede spørgsmål, om hun er socialist, tøvede Dadgostar noget, før hun formulerede: ”Åh, men det skulle jeg kunne sige, at det selvfølgelig afhænger af, hvordan man definerer begrebet”, hvorefter ræsonnementet videre blev udviklet med tale om den socialdemokratiske velfærdsstat og samarbejdet mellem staten og erhvervslivet som positive aspekter.
I Dadgostads aftapning bør vi måske omdøbe Vänsterpartiet til ”de nye socialdemokrater”?
Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen af Peter Kragelund
