Læsetid: 2 minutterAppeller om “deeskalering” er meningsløse, ensidige fordømmelser af Hamas’ vold er hykleriske, så længe der ikke tages hånd om den grundlæggende årsag.
Den israelske stat, der styres af forskellige koalitioner, har udviklet en strategi, der gør Gazastriben til et udendørs fængsel og udsætter befolkningen for regelmæssige voldelige offensiver. Hamas’ offensiv har vist, at denne umenneskelige strategi er uholdbar. Men i stedet for at lede efter måder at afslutte volden og lidelserne på, skruer den israelske kolonistat, støttet af regeringer i hele Vesten, blot op for denne strategi og gør dermed mere blodsudgydelse og lidelse uundgåelig.
Vi hører allerede stemmer, der kræver en intensivering af undertrykkelsen af det palæstinensiske folk, med medlemmer af den israelske regering, der anvender folkedrabsretorik om at bekæmpe “umenneskelige dyr” og fuldstændig kyniske opfordringer til palæstinenserne om at forlade Gazastriben, hvis de vil redde sig selv fra israelske operationer. Det betyder en yderligere forværring af en situation, der skaber mange palæstinensiske såvel som israelske civile tab – tab, som vi beklager.
Vi fordømmer hykleriet hos dem, der opfører sig, som om volden kom ud af ingenting og ignorerer 75 års kolonial undertrykkelse af det palæstinensiske folk fra den israelske stats side. Intet kan retfærdiggøre angreb rettet mod civile, og denne standard bør opretholdes universelt i fordømmelsen af alle sådanne krigsforbrydelser. Vi nægter at tilslutte os koret af dem, der fordømmer vold, når den begås af palæstinensere, men ignorerer eller, som vestlige regeringer, aktivt støtter den i form af de fortsatte krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som begås af den israelske stat. Det såkaldte internationale samfund er dybt medskyldigt i at gøre volden uundgåelig og tilbyder ingen løsninger på dens årsag: den fortsatte besættelse af det palæstinensiske folk. Denne undertrykkelse, som udføres af en stat, der er militært langt overlegen, og som støttes af de mest magtfulde lande i verden, vil gøre fremtidige voldelige eksplosioner uundgåelige. Alle dem, der i årtier har støttet denne besættelse, er ansvarlige.
Vi deler ikke Hamas’ strategi og taktik, fordi denne vej ikke kan sætte en stopper for besættelsen, hvilket er den eneste måde at stoppe volden på. Ophævelsen af besættelsen er kun mulig gennem de palæstinensiske massers kollektive modstand, sammen med antikrigsaktivisterne i den israelske stat, og støttet af deres internationale allierede. Som Fjerde Internationale er vi stolte af at være blandt disse allierede.
Vi er med det palæstinensiske folk i deres fortsatte modstand mod israelsk kolonialisme og deres kamp for selvbestemmelse. Derfor opfordrer vi til en intensivering af støtten til BDS-kampagnen [Boycott, Divestment and Sanctions], til erklæringer og demonstrationer af solidaritet med det palæstinensiske folk.
Vores mål er en afslutning på den israelske kolonialisme og en stat med lige rettigheder for alle dens folk. På det umiddelbare plan kræver vi, at den israelske stats handlinger mod den palæstinensiske befolkning i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem ophører, og at enhver form for relation til det koloniale israelske apartheid-regime ophører.
Fjerde Internationales Forretningsudvalg, den 10. oktober 2023
Ovenstående udtalelse blev udsendt i uge 41 i stedet for den sædvanlige ugekommentar fra Socialistisk arbejderpolitik (SAP)
Forbered udskrift
International Viewpoint – Fjerde Internationales webmagasin
Stå sammen mod hetzen!
Macron blæser på valgresultatet. Modstanden vokser
Et mørkt øjeblik i nutidig tysk historie
Finanslov uden ambitioner for velfærd og lighed
Hvor går grænserne for etnisk udrensning på Vestbredden?
Situationen i Gaza og de drab Hamas udførte på israelere, gør det relevant, at rejse en diskussion om hvem der er civil, og hvem der er en del af militæret. For i Israel er der mange gråzoner.
Medierne fokuserede de første dage på Hamas’ angreb på festivalen Supernova – “en rejse om enhed og kærlighed”, hvor ca. 260 blev dræbt, mens flere hundrede blev såret. Hertil kommer de langt flere for hvem skyderierne må have været yderst traumatiserende.
Her kan det imidlertid være nyttigt, at vende forløbet på hovedet. Hvis det nu var en palæstinensisk festival eller et bryllup, der var blevet angrebet af israelske soldater eller bosættere – hvilket faktisk hænder – ville begivenheden så få den samme mediedækning og og opmærksomhed? Nej vel.
Det er forfærdeligt med de mange dræbte, men der er ikke nogen døde, der er mere værd end andre døde, og israelske døde rangerer ikke højere end palæstinensiske døde.
Naturligvis skal man ikke skyde på ubevæbnede civile (eller på nogen overhovedet) – og dette er ikke en formildende omstændighed, der frikender Hamas for drabene – men i Israel er grænserne mellem hvem der er civil og hvem der er militærperson flydende.
De fleste festivaldeltagere var unge og yngre. En hel del af dem var soldater, der var på orlov i anledning af Jom Kippur. Dagen efter ville de pågældende atter trække i uniform, og nedskyde de palæstinensere de får ordre til. Dagligt dræbes tre palæstinensere. I gennemsnit.
Festivalen blev afholdt få km fra grænsen til Gaza, hvor beboerne/de indespærrede kunne høre hvordan besættelsesmagten morede sig. Endnu en måde at ydmyge palæstinenserne på.
Der er andre måder hvorpå gennemmilitariseringen manifesterer sig, fx viser det sig i de industrielle investeringer, hvor ca. 50 pct. sker i våbenindustrien – her ejer staten tre af de største våbenfabrikker.
Et andet sted hvor militariseringen også slår igennem er i det politiske liv. 14 ud af 21 generalstabs chefer har siddet i Knesset siden 1960. Flere har været militærministre mens både Yizak Rabin og Ehud Bbarak har været premierministre. Andre søger efter pensioneringen ind i institutioner, universiteter og lign., hvor de får fremtrædende lederposter. Eller hvad med familiefaren, der er øjenkirurg på et alm. hospital om formiddagen, men om eftermiddag er helikopterpilot, der flyver raids på Vestbredden. Hvor skal han placeres. Alt dette er naturligvis med til at præge samfundet.
Vil læseren have syn for hvor slemt det står til, så se filmen Innocence, der skildrer hvordan indoktrineringen begynder allerede i børnehaven, hvor unger lærer at elske hæren, og se soldater som helte, som nogen, der er værd at efterligne. Filmen skildrer også hvordan et stigende antal unge ikke magter at skulle være soldat, og begå de uhyrlige ting, de beordres til, og som i stigende grad begår selvmord. Filmen er ikke for sarte sjæle, men ses – det skal den.
Dette er blot nogle få nedslag i hvor slemt det står til hos én af vores tætteste allierede, som både Biden og Mette Frederiksen mener, ”vi” deler værdier med.
Enig i at det var et utilgiveligt overgreb mod palæstinenserne i området, da FN, USA og England efter 2. verdenskrig oprettede en jødisk stat i området uden at tage rimeligt hensyn til de allerede dér boende.
Jødernes gennem årene tiltagende overgreb og den nu yderst kritiske situation især for palæstinenserne i Gaza mener jeg ikke, at FN kan ignorere.
Det er hjerteskærende 🙁
FN er nok tillige den eneste mulighed for at finde en vej til et liv i gensidig balance og harmoni i området.
Og hvis det ikke lykkes for FN, får vi i den vestlige verden endu en en tilføjelse til vores i forvejen lange synderegister – helt tilbage til koloni-tiden og fremover.
Kunne Kina mon hjælpe diplomatisk?
Det der sker i Gaza lige nu, minder meget om, hvad der skete i ghettoen i Warszawa. Det er etnisk udryddelse.
Det er vigtig at påtale at ideen om en ét-statsløsning og demontering af Israel som stat aldrig kommer på tale. Det er utænkeligt at Palæstinas befolkning samt Israels befolkning, kan leve i harmoni.
Den primære årsag er grundlæggende attituder omkring den vestlige frihed i Israel, som flertallet i Palæstina afviser. Herunder lgbt rettigheder, religionsfrihed mm. Enhver Israelere (inklusivt den 1/5 der er arabiske-israelere), støtter langt overvejende de frihedsideologier som man finder i vesten.
Jeg er med på at Israel skal trække sine grænser eller som minimum ophæve land til fordel for at Palsætinenserne også kan være i området, men at hele området ikke må være delt i forskellige stater er problematisk, da det betyder at Palæstinenserne næppe vil acceptere Israelernes vestlige tankegang til frihed og menneskerettigheder. Derudover er der massiv sikkerhedsproblemer og en generel opfattelse i Hamas og Gaza, om at alle Israelere er kolonister og immigranter, til trods for at de arabiske borgere i Palæstina mellem 1920 og 1940, selv er immigranter fra Jordan, Lebanon, og Egypten. Hele halvdelen af den arabiske befolkning i 1940 var immigranter, ligeså vel som at den jødiske var. Forskellen er bare at majoriteten af Israelske jøder blev smidt ud af mange arabiske lande og derved ikke har andre steder at befinde sig.
Personligt føler jeg især med de kristne palæstinensere som er fanget imellem islamisk ekstremisme og Israels modstand. Jeg ville ønske at alle kunne leve under samme tag, men realiteten er nok at byer som Tel Aviv og andre jødiske områder ikke bør være allemands eje, da ekstremistiske islamister ikke skal sætte dagordeneen for hvordan at jøder skal leve deres liv. Det samme mener jeg om kristne arabere i Haifa der også har ret på visse selvbestemmelse.
Det er usympatisk ikke at mene at Israel som det mindste kan eksistere med grænser der dækker Tel Aviv og andre byer der historisk har været jødiske eller aldrig været arabiske.