På søndag stemmer Frankrig i anden runde af præsidentvalget, hvor valget står mellem den siddende præsident Macron, som fik 27,85 procent af de afgivne stemmer i første runde, og Marine Le Pen fra den yderste højrefløj, som fik 23,15. Hvad betyder det for venstrefløjen og deres spidskandidat Jean-Luc Mélenchon, som kom ind på en tredjeplads med 21,95 procent?

af Léon Crémieux

Det nye i første runde var den næsten totale udslettelse det socialdemokratiske Parti Socialiste (PS) og den tilsvarende parlamentariske konsolidering af Jean-Luc Mélenchon.

 

Også her ramte argumentet om stemmespild de andre kandidater på venstrefløjen og kom Mélenchon til gode  som den tredje ”nyttige stemme” med en chance for at gå videre til anden runde. Det gik ikke kun ud over Anne Hidalgo, PS’s kandidat, som blev reduceret til 1,75 procent, men også kandidaterne fra EELV (De Grønne), Kommunistpartiet (PCF), Nouveau Parti Anticapitaliste (NPA) og Lutte Ouvrière (LO).

 

I byerne, arbejderkvartererne og på Antillerne har mange stemt på Mélenchon for at blokere den yderste højrefløj allerede i første runde og dermed undgå at skulle stemme på Macron i anden runde for at eliminere truslen fra Le Pen. Men tilslutningen til Mélenchon var også en stemme fra de unge i kvartererne, der er blevet konfronteret med racisme, diskrimination og politivold. I Paris-regionen indtog han således førstepladsen i det tidligere “røde bælte”, som PCF har mistet siden 00’erne. I Montreuil, La Courneuve, Aubervilliers fik han over 50 procent og i det folkelige departement Seine Saint-Denis tæt på 50.

 

Tilsvarende betød hans holdning til atomkraft og kampen for klimaet, at en stemme på Mélenchon fremstod som en stemme for handling mod klimaforandringerne, og at han blev topscorer blandt unge i alderen 18 til 35.

 

Alt dette dominerede og udviskede for mange hans sympati for Putin, især under massakrerne i Syrien, og hans tvetydige holdning til den russiske aggression i Ukraine. I ugerne op til valget fandt der således en stigende polarisering sted på venstrefløjen for at give sin stemme til Mélenchon og gøre det muligt for ham at nå anden valgrunde.

 

Personificeret valg

Men Mélenchon gjorde det også til et personligt valg på en grov made – en personalisering, der svarer til den “luftige” karakter af hans bevægelse, La France Insoumise, et netværk for aktiviteter uden nogen demokratisk struktur. Mélenchon opbyggede til valgkampagne en ambivalent sameksistens mellem denne personalisering og en bred samling omkring ham under navnet “Folkeforsamlingens Parlament” (Union Populaire), som havde til formål at danne bro mellem kandidaten og de sociale bevægelser. Heri gentog han PCF’s rolle, da de i slutningen af ​​1990’erne søgte at fremstå som talerør i institutionerne for de sociale bevægelser ved at integrere repræsentanter for fagforeningerne og bevægelsen for global retfærdighed på deres lister.

 

Tilsvarende forsøgte La France Insoumise fra begyndelsen af kampagnen at gennemtvinge en stemme for Mélenchon som den eneste brugbare stemme på venstrefløjen, eksplicit vendt mod de andre venstrefløjskandidater, ligesom han selv annoncerede sit kandidatur i november 2020 uden nogensinde at forsøge en diskussion med andre på venstrefløjen eller den yderste venstrefløj. At projektet ikke lykkedes, og at Mélenchon kun kom et stenkast fra anden runde, var derfor også en fiasko for en hegemonisk politik, og ansvaret ligger ikke primært hos de andre venstrebevægelser, der opstillede kandidater.

 

Genopbygning af den sociale og politiske venstrefløj

Venstrefløjen fik trods alt et samlet stemmetal, der kan sammenlignes med den yderste højrefløj (31,94 mod 32,28 procent). Men splittelsen og fiaskoen i første runde udgør nu et politisk problem. Sociale kræfter og aktivistiske bevægelser søger at overvinde det svigt og det forræderi, den socialdemokratiske venstrefløj har begået for at underkaste sig den kapitalistiske neoliberalisme. Der har ikke været den nødvendige debat om denne fiasko og om hovedpunkterne i en nødvendig politisk og social mobilisering i lyset af kapitalismens hærgen. At overvinde denne situation var et af de væsentlige budskaber i kampagnen fra NPA, (Nyt Antikapitalistisk Parti) og Philippe Poutou, som var opstillet af NPA [Poutou fik 0,76 procent af stemmerne i første runde].

 

Mélenchons succes beviser også, at disse sociale kræfters realitet og handlekraft, men også deres grænser, hvilket skyldes manglen på vilje til enhed og fælles handlinger. Desværre er det for øjeblikket, efter anden runde af præsidentvalget, åbenlyst for La France Insoumise, at den eneste politiske fremtid på venstrefløjen skal være under Union Populaires fane. De har allerede udpeget de fleste af deres kandidater til parlamentsvalget i juni for at fastholde og styrke deres parlamentariske gruppe i Nationalforsamlingen.

 

Under alle omstændigheder er næste skridt anden runde af præsidentvalget. Selvom de indledende meningsmålinger indikerer en sejr til Macron, er forskellen meget mindre end i 2017. I det folkelige stemmesegment vil nogle undlade at stemme, men mange vil stemme Macron for at blokere Le Pen, som det var tilfældet i 2017. Dette valg vil blive truffet modvilligt, selv om Macron efter fem år med voldsomme angreb på den arbejdende befolkning og trofast forsvar af kapitalistiske interesser søger at smykke sig med et socialt sprog og en antifascistisk facade for at vinde stemmer på venstrefløjen, endda delvist at ændre sit projekt om nye angreb på pensionerne.

 

Dette bidrag af stemmer fra venstrefløjen er, sammen med sofavælgerne i første runde, hans eneste reserve for at kunne vinde anden valgrunde, da han allerede har taget de fleste af stemmerne fra den traditionelle højrefløj. Men mange almindelige vælgere vil ikke kunne glemme de orkestrerede angreb mod de gule veste, mod de unge i forstæderne, den ustraffede politivold, reformen af ​​arbejdsløshedsforsikringen og løftet om nye angreb på pensionerne, de uophørlige gaver til kapitalistiske grupper, den koloniale foragt for befolkningerne på Antillerne, Ny Kaledonien og Korsika.

 

Men en mulig sejr for Marine Le Pen vil ikke være en ligegyldig ting, på trods af den respektable facade, som hun har taget til sig i de seneste uger, selv ved at bruge Zemmour som bevis på hendes mådehold. Hun er arving til og inkarnerer alle de mest reaktionære strømninger i den franske yderste højrefløj og inkluderer i sine rækker ideologer og forsvarere af racistiske, fremmedfjendske teser, arving også til de strømninger, der er mest fjendtlige over for arbejderbevægelsen og kampene for national befrielse af undertrykte folkeslag. Hun repræsenterer en støtte til de store franske arbejdsgivere, når de folkelige klasser rejser sig og går på gaden for at forsvare deres rettigheder, og når den offentlige orden er truet. Hun stiller sig på ordensmagtens side mod demonstranter, som hun gjorde under de gule vestes demonstrationer i november 2019.

 

Ikke én stemme til Le Pen!

Så under ingen omstændigheder vil en stemme på Le Pen kunne være et forsvar mod Macrons nuværende eller fremtidige angreb. Tværtimod ville valget af hende være synonymt med en kvalitativ forværring af arbejderklassens situation og en skærpet splittelse i de udbyttede og undertryktes lejr med en kraftigere diskrimination og angreb på indvandrere. Hun vil også stå for nye angreb på ansattes og deres organisationers kollektive rettigheder og undertrykke demokratiske frihedsrettigheder. På samme måde ville et godt valg til Le Pen på ingen måde straffe Macrons reaktionære politik, men derimod være en yderligere opmuntring for ham i hans ultra-neoliberale og undertrykkende politik.

 

Selvom der har været bemærkelsesværdig social kamplyst i de senere år, også i de oversøiske departementer og territorier og på arbejdspladserne, er den politiske konstruktion i vores kamp for et frigørelsesprojekt bygget på ruinerne af Socialdemokratiet. Mélenchons valgsucces kan være et støttepunkt, hvis det ikke er synonymt med arrogance og hegemonisk vilje og mangel på debat. Under alle omstændigheder viser den yderste højrefløjs selvhævdende styrke og meddelelserne om nye angreb fra Macron mod pensionerne og det offentlige sundhedssystem, regeringens passivitet over for klimakrisen og den galopperende forringelse af købekraften, at det her og nu er nødvendigt at opbygge en fælles politisk handlingsfront omkring tidens presserende spørgsmål og kampen mod kapitalismen.

 

Dette spørgsmål vil komme på dagsordenen i de kommende uger uanset udfaldet af anden runde.

 

13. april 2021

 

Léon Crémieux er medlem af ledelsen i NPA.

 

Oversat og forkortet fra International Viewpoint af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com