I første del af artiklen, analyserede jeg det potentiale, de nye venstreorienterede bevægelser har bygget op om Jean-Luc Mélenchon og France Insoumise (Det ukuelige Frankrig), og jeg gjorde rede for, hvorfor revolutionære skal understøtte bevægelsen. Samtidig fastholdt jeg, selvfølgelig, en uafhængig kritisk stemme. I denne anden del ser jeg på nogle væsentlige divergerende opfattelser, som marxister har til de vigtigste elementer i France Insoumise’ politik. Især det, der vedrører venstrepatriotisme og udenrigspolitik. Endelig ser jeg på grænserne for venstrefløjs-regeringer under kapitalismen.

 

Jean-Luc Mélenchons program arbejder for “borgernes revolution” via stemmeboksen, hvilket vil føre til et hurtigt og afgørende brud med de seneste årtiers politik, hvor rigdommene siver endnu hurtigere opad end før og ender i lommerne på den rigeste ene procent.  France Insoumise vil bruge statsmagten for at bryde med det væsentligste element i den kapitalistiske neoliberalisme.

 

Hvor meget magt har regeringer?

Antikapitalister har al mulig grund til at være forsigtig med sådanne krav. Uanset om det er i England i 1964 eller 1974, i Frankrig eller i Spanien i 1981, eller i Australien i 1972, da har det vist sig, at krav om radikale forandringer via valg, generelt og mildt sagt, ender skuffende. (1). Harold Wilson, Labours premierminister i 60’erne skrev i sine erindringer (2) om, hvor forbløffet han blev, da han måtte erkende, hvor ringe magt han havde, sammenlignet med de kolossale kapitalistiske koncerner, der kunne trække deres investeringer ud af den engelske økonomi. I 1970 viste Den Internationale Valutafond (IMF) Labours premierminister, James Callaghan, hvem der reelt havde magten, da det kom til stykket,.

 

I 1981 blev Socialistpartiets Francois Mitterand valgt til præsident. Hvem er bedre til at vurdere, hvad venstreregeringer kan og ikke kan, end hans kone, Danielle Mitterand, der erindrer, hvordan hun diskuterede regeringsmagt med sin mand.

 

“Jeg plejede at spørge Francois, at nu hvor du har magt, hvorfor gør du ikke det, du lovede. Han svarede, at han ikke havde magt til at sætte sig mod Verdensbanken, mod kapitalismen og mod neoliberalismen. Nok havde han vundet en regering, men magten havde han ikke vundet. Således erfarede jeg, at blot fordi man danner regering og bliver præsident, så er dette ikke til megen nytte i de samfund, der er underkastet kapitalismen, og som domineres af kapitalismen. Alt dette erfarede jeg i de 14 år, hvor Francois var præsident. Og selv når han forsøgte at undgå kapitalismens mest negative sider, da begyndte hans drømme hurtigt at kollapse…”

 

Af nyere dato, er de erfaringer, som yngre venstrefløjs-organisationer, fx græske Syriza og Podemos i Spanien, der begge hurtigt erobrede den politiske scene som følge af kollaps hos de kompromitterede socialdemokratiske partier, og som hurtigt skabte håb og forventninger. Da de så stod overfor den herskende klasses organiserede modstand, og EU’s barske sparepolitik vendt mod Grækenland, da kunne de ikke indfri forventningerne.

 

Revolutionære må analysere de nyeste erfaringer og tålmodigt forklare grænserne for parlamentarisk politik, mens de tager hensyn til, hvad der er det nye i hver enkelt situation. Mélenchons holdning åbner op for vigtige muligheder. Stillet overfor det bekymrende i, at tidlige venstreregeringer opgav arbejdernes interesser, da gør Mélenchon intet for at undgå disse spørgsmål. Tværtimod, så har han for nylig holdt foredrag om, hvad der gik galt i 80’erne, og hvorfor Mitterand skuffede. Ét af disse foredrag blev holdt i maj 2021 på 40-års dagen for Mitterands valgsejr, og havde titlen “1981-: revolutionen aflyst”. Et andet foredrag hed “Status over Mitterands præsidenttid.”

 

I det første foredrag fremlagde Mélenchon en historisk analyse af Socialistpartiets sejr i 1981, som resultatet af en politisk proces, hvor hoveddrivkraften var “de ti millioner arbejdere, der strejkede i 1968.” Han understregede, at de reformer, Mitterand gennemførte, var langt mere vidtgående end de i dag anerkendes: Nationaliseringen af dusinvis af banker, energiselskaber og motorveje, for-dobling af kulturministeriets budgetter samt beskatning af de rige. Mélenchon fastholder, at det er ikke rimeligt, at tro at Mitterand og andre ledende venstrepolitikere havde til hensigt at svigte.

 

Mélenchon anklager skiftet til sparepolitikken, blot to år efter Mitterands valgsejr som manglende politisk mod, en manglende strategi for den yderste venstrefløj, og en mangel på mobilisering af masserne. Han bruger til gengæld tid på at argumentere til forsvar for venstrereformismen og dets fremtidsudsigter. Mélenchon fortjener en seriøs, grundig og broderlig reaktion fra revolutionære, men den slags er meget sjældent på den franske venstrefløj [3].

 

Venstrepatriotisme

Bortset fra debatten om mulighederne for en radikal ændring af samfundet via parlamentet, så er der to aspekter ved France Insoumise’ politik, jeg vil analysere, og som ofte har udløst nedladende kommentarer eller fornærmelser fra den yderste venstrefløj, i stedet for overbevisende svar.

 

Det drejer sig om France Insoumise’ venstrepatriotisme, og Frankrigs symboler Trikoloren og Marseillaisen; det kan marxister ikke bruge til noget. Det faldt Mélenchon let, da han under et besøg i Burkina Faso erklærede, “at jeg elsker mit land,” og at han så frem til den dag, hvor Frankrig, efter at have forladt NATO og afvist kolonialistiske holdninger, kunne spille en positiv rolle i internationale relationer. Marxister har derimod altid erklæret, at arbejderklassen ikke har noget fædreland, og i krigstider foretrækker revolutionære, der lever i imperialistiske lande, at deres land taber krigen. Alt dette betyder dog ikke, at vi ikke skal analysere de særlige træk ved den aktuelle franske venstrepatriotisme, og det er bestemt tåbeligt, hvis man forbinder Mélenchons venstrepatriotisme med det, det yderste højre står for.

 

Ledelsen i France Insoumise tillægger ikke nationale symboler og national stolthed en bestemt betydning. For højrefløjen symboliserer flaget og nationalhymnen kolonialismens begejstring og ære. Men, siger Mélenchon, Trikolorens og Marseillaisens revolutionære oprindelse betyder, at de også kan bruges af venstrefløjen. Højrefløjen vil fortælle folket, at Frankrigs sjæl handler om den kristne tradition og om Store Hvide Mænd, mens Mélenchon i stedet insisterer på, at Frankrigs sjæl er barrikaderne i 1789 og 1848, Pariserkommunen fra 1871, de store strejker i 1938 og 1968 eller modstandskampen mod tyskerne. Hans ide om Frankrig er “kreolisering” – blandede kulturer og etniske grupper, de dannes for at blive til noget nyt og vibrerende.

 

Venstrepatriotismens slagord “Frihed, lighed og broderskab” lyder, indlysende nok, mindre vanvittigt end det engelske “Gud og min ret.” France Insoumise er ikke de eneste, der bruger nationale symboler. Det gør De gule Veste også hyppigt, når de demonstrerer. Det skyldes ikke indflydelse fra det yderste højre (der trak sig allerede i starten) [4]. Når Vestene demonstrerer, sker det, at de både synger Marseillaisen, afbrudt af “Ud med Macron” og andre sange [5) som fx

 

“Her kommer vi, her kommer vi

Skønt Macon ikke kan li’ det, så er vi her

For arbejdernes ære er at bygge en bedre verden

Skønt Macon ikke kan li’ det, så er vi her”

 

Er Mélenchons venstrepatriotisme struktureret og progressiv i sine intentioner, så bliver den alligevel ikke mere rigtig af den grund. Det er et problem, at venstrepatriotismen forudsætter en identifikation med ens lands interesser. At støtte fodboldlandsholdet eller deltagerne i de Olympiske Lege er det mindste af det. Vi antages, at vi er glade, når Frankrig vinder markedsandele indenfor flyproduktion, og at vi bliver kede af det, hvis ikke den Covid-vaccine, der fremstilles i Frankrig, vinder, og vi bekymres, hvis Kina får “for megen” indflydelse i det fransktalende Afrika. Vi antages, at vi bliver forfærdet ved udsigten til, at oversøiske dele af den franske republik, fx Martinique eller Guadeloupe, arbejder for selvstændighed. Selvom France Insoumise’ program foreslår udtræden af NATO og opbygning af nye relationer til det fransktalende Afrika, så vil en fortsat identifikation med nationalstaten, højest sandsynligt, være i konflikt med identifikationen med den internationale arbejderklasse.

 

Et andet alvorligt tilbageslag er, hvis patriotiske symboler bruges til at opbygge en venstrepolitisk styrke, for disse symboler har ikke samme betydning for alle. Hvilken betydning har fx det franske flag for dem, der kommer fra de tidligere franske kolonier, eller fra de afrikanske lande, der i dag mishandles af den franske imperialisme? At mobilisere de mange i den franske arbejderklasse, der er af nordafrikansk afstamning, vil næppe kunne gøres ved at bruge patriotiske symboler. Hvis venstrepatriotismen taler til folk, da er den fyldt med politiske farer.

 

Nogle på venstrefløjen har nedgjort Mélenchon, anklaget ham for at fjerne sig fra symboler som fx det røde flag og hammer og segl. Det er en misforståelse for, hvilken betydning disse symboler har i Frankrig – det land, der for 50 år siden havde Europas stærkeste kommunistparti. I betragtning af stalinismens forbrydelser og kommunistpartiets alliance med Socialistpartiets stramme finans-politik, alt imens man vifter med stadig flere røde flag, da er det ikke overraskende, at de fleste arbejderes afviser disse symboler.

 

Spørgsmålet om, hvilke symboler der kan bruges, har af og til ført til absurde situationer. Ved afslutningen af France Insoumises sommerlejr i 2018, blev det foreslået at synge Marseillaisen. De fleste af partiets parlamentsmedlemmer stod på scenen og førte an i sangen. Ingen tænkte på at synge Internationalen. Så snart Marseillaisen var sunget færdig, og mens parlamentsmedlemmerne klappede, istemte flere tilhørere i salen Internationalen. Efter tyve lange sekunders tøven, faldt parlamentets medlemmer ind i sangen. Vel er dette kun en anekdote, dog ikke uden betydning. De fleste tilstedeværende var glade for at synge begge hymner, og, som jeg ser det, viser det, at der er tale om et miljø, hvor seriøs debat er mulig, og hvor marxister har meget at sige.

 

Udenrigspolitik

Patriotisme er, indlysende nok, forbundet med udenrigspolitik. Frankrig er en vigtig imperialistisk stat, der fx lige har afviklet sine operationer i Mali (en dundrende fiasko), hvilket fik højrefløjen til at bekymre sig om Frankrigs faldende indflydelse i Afrika. I et tv-interview blev Mélenchon angrebet, da han udtalte, at “Mali tilhører landets befolkning,” og blev han præsident, da ville han, hvis Malis regering ikke ønsker franske soldater i landet, trække dem hjem. Tv-journalisterne forstod ikke hans ide om, at Frankrig ikke har en gudsgiven ret til at sende soldater til et hvilket som helst land, og uden at spørge.

 

Mélenchons udenrigspolitik er afgjort et velkomment slag i ansigtet på dem, der forsvarer imperialismen. Alligevel så planlægger han ikke at bruge statsmagten på en anderledes og mere radikal måde. Her er hans erklæring om international magt og alliancer:

 

“Naturligvis vil vi forlade NATO […] Først og fremmest vil jeg renovere vores militære suverænitet. Frankrig med dets nukleare afskrækkelsesstyrke må forblive uafhængig, og vi må selv fremstille vore egne våben, uden at være afhængig af amerikansk import. Hvorfor skal vi påtage os de skænderier, som letterne eller esterne har haft med Rusland i over tusind år? Hvorfor skal vi garantere Ukraines fysiske grænser? Jeg ønsker et neutralt, globaliseret Frankrig [6].”

 

Vi kan således se, at ønsket om at beholde Frankrigs kernevåben er en vægtstang for at opnå international magt, men at magten skal bruges anderledes. Holdningen er, på mange måder, en lokal forlængelse af venstrepatriotismen. Og selv om neutralitet er at foretrække frem for begejstret støtte til krig, så er vi stadig langt fra at kunne besejre imperialismen, og meget langt fra at kunne påminde arbejderklassen om, at deres loyalitet til deres klasse internationalt er betydeligt større i deres egeninteresse, end loyaliteten til deres land. Mélenchon erklærede for nylig. “at hvis jeg skal lede dette land, så skal enhver, der skubber rundt med os, tage sig i agt.”

 

Konklusion

Disse tre eksempler (grænserne for en venstreregerings magt, brugen af venstrepatriotismen og holdningen til fransk udenrigspolitik), tjener alle til at understrege, hvor vigtigt det er for franske marxister at have en uafhængig stemme. Men en sådan er kun nyttig, hvis den høres af de store grupper politiske aktivister, der ønsker forandringer – og som i dagens Frankrig er massivt til stede i og omkring France Insoumise.

 

Da der ikke er noget, der forhindrer revolutionære/tendenser i at være aktive i France Insoumise, er det min opfattelse, at det er det bedste sted at være. I en tid hvor de fleste arbejdere ikke er bevidste om forskellen mellem en social revolution og en “borgerrevolution via stemmeboksen,” da er det især vigtigt, at revolutionære deltager i kammeratlige debatter i et miljø, hvor mange tusinde aktivister er tilstede. I France Insoumise findes der (mindst) tre mindre revolutionære grupper: To med ca. hundrede medlemmer hver (Gauche revolutionnaire og Revolution), og en større tendens (Ensemble Insoumis). Alle havde en bod på sommerlejren i august 2021, og to af dem har fremlagt uafhængige revolutionære skrifter.

 

Siden Mélenchon forlod Socialistpartiet for at stifter Parti de Gauche i 2008, har han skrevet 7-8 bøger om politisk strategi, og om hvordan neoliberalismen kan overvidnes. Der er en udtalt mangel på marxister, der tager deltager i debatten om den nye venstrereformisme.

 

John Mullen er en antikapitalistisk aktivist, der bor i Paris-regionen. Hans politiske webside er her.

 

6. april 2022

Oversat fra The Left Berlin af Arne Lund

 

Noter

1. Ian Birchalls klassiske og meget læseværdige bog, Bailing out the system, om den reformistiske socialisme er stadig én af de bedste redegørelser

2 Harold Wilson: The Labour Government 1964-70, Penguin, 1974

3 Et grundlæggende revolutionært svar fra 1997 findes på fransk.

4. Se min artikel her

5. Denne samt andre af De gule vestes sange kan høres på denne video

6 Le Monde, 18. januar 2022