Mere end nogensinde er der brug for Greenpeace. På 50 år har organisationen opnået imponerende resultater. Men klodens klima- og miljøtilstand forringes hastigt, så der er fast arbejde for Greenpeace og de andre grønne organisationer i de næste mange årtier.

af Arne Lund

COP-15-mødet i 2009 blev afsluttet med en banket på Christiansborg. Tre aktivister – i gallakjole og mørkt jakkesæt – slap gennem sikkerhedsopbuddet. I festsalen, og for rullende kameraer, foldede de et banner ud med budskabet: “Politicians talk – Leaders ACT”.

 

Aktionen blev set som majestætsfornærmelse, fordi dronningen var indbyder, og som dokumentfalsk, da aktivisterne havde lavet falske nummerplader til de biler, de kørte i, og havde desuden forfalsket adgangsbeviserne. To timer før aktionen havde aktivisterne advaret politiet, der dog ikke tog det alvorligt. Aktivisterne fik 14 dages betinget, hvor anklagemyndigheden havde krævet 60 dage.

 

Aktionen var Greenpeace classic. Civil ulydighed, når den er bedst: Ikke-voldelig, spektakulær, fantasifuld og med et umisforståeligt budskab. Og sådan har de fleste af Greenpeace’ aktioner været, siden det hele begyndte i efteråret 1971.

 

Det begyndte omkring et køkkenbord

Dengang mødtes politiske aktivister, hippier, Vietnam-desertører m.fl. omkring et køkkenbord i Vancouver, og enedes om, at de ville sejle til Alaska. Her havde USA planlagt en række kernevåbensprængninger, og det ville de forhindre.

 

På en chartret fiskekutter og under banneret “Make it a green peace” sejlede 6 mand af sted. Vel fik de ikke stoppet prøvesprængningerne, men de fik skabt så megen debat og modstand, at USA stoppede prøvesprængningerne i Alaska året efter (men fortsatte andetsteds indtil 1996).

 

Besætningens mod gav afsæt til det Greenpeace, der i dag arbejder i 45 lande, og støttes økonomisk og på anden vis af et par millioner aktivister. Fra begyndelsen satte Greenpeace ind mod miljøkriminalitet, samt på at udfordre de økonomiske og politiske interesser, der tolererer og beskytter miljøkriminaliteten.

 

De primære indsatsområder har gennem årene været: Klima og energi – Livet i havet – Farlig kemi – Bæredygtigt landbrug – Urskovene – Atomkraft – Nedrustning af atomvåben.

 

Civil ulydighed, når den er bedst

Greenpeace bruger ikke-voldelige aktioner, som fx at sejle gummibåde tæt på store hvalfangerskibe, klatre op i høje skorstene for at protestere mod kulfyrede kraftværker osv. Dristigt og spektakulært, og som ofte har rejst en debat om aktuelle udfordringer. Andre årelange nålestiks-aktioner har holdt liv i debatten om GMO-produkter som “Frankenfood.”

 

Mange aktioner og kampagner har været succesrige. Fx lykkedes det i 1982 at få den Internationale Hvalfangstkommission til at indføre et stop for kommerciel hvalfangst. I 1993 kom et globalt forbud mod dumpning af radioaktivt affald. I 1997 gik Greenpeace sammen med en tysk køleskabsproducent om at fremstille verdens første køleskab uden brug af det ozonlags-nedbrydende stof, CFC. I dag bruger 80 procent af alle køleskabe greenfreeze-teknologien. Her i landet gav Svend Auken tilsagn om, at Danmark ville udfase CFC-stofferne. Det skete i 2002.

 

I 1995 kom der fokus på dumpning af udtjente boreplatforme i havene (Brent Spar). Greenpeace fik i første omgang den engelske regering presset til at beordre platformene bugseret ind til kysten, hvor materialerne kunne genanvendes, hvilket viste sig at være den økonomisk og miljømæssigt bedste løsning. Tre år senere kom et internationalt forbud mod dumpning af olieinstallationer. I 2010 gjaldt det Nestlés rovdrift på palmeolie i den indonesiske regnskov. En global forbrugerboykot, fik Nestlé til at indstille produktionen.

 

I år fastslog en domstol i Haag, at Shell skal reducere CO2-udledningerne med 45 procent inden 2030. Det er første gang, at grønne organisationer får medhold ved domstolene, om at et olieselskab skal reducere sine udledninger. I Norge tog Greenpeace og andre miljøorganisationer tråden op og sagsøgte staten for at tillade olieboringer i Arktis – og tabte.

 

Hjemlige aktioner

I 2014 kom turen til Lego, der havde sagt ja, til at Shell kunne sætte sit logo på Legos racerbiler, som bilisterne kunne få på tankstationer i 28 lande. I Legoland byggede aktivister af Legoklodser en simuleret oliekatastrofe – samtidig med udgivelsen af ”Ikke flere legeaftaler med Shell”.

 

Videoen af Lego-figurer, der druknede i Shells olie, gik verden rundt, og blev set af over 8 millioner. Brandingeksperter advarede LEGO: Sagen kunne true dets image og den globale forretning. Det hjalp, og LEGO afbrød samarbejdet med Shell, der året efter opgav at bore efter olie i Arktis. Desværre var der andre selskaber, der fortsatte, og det er gådefuldt, hvorfor det ikke var olie-boringerne i Arktis, der var det egentlige mål, men “kun” børnenes legetøj.

 

Greenpeace opsatte GPS-sendere på Gilleleje-kuttere, der var mistænkt for ulovligt fiskeri i de zoner i Kattegat, hvor fiskene er beskyttet. 10 kutter-ejere fik bøder, men Greenpeace blev også dømt for ulovlig indtrængen. Skyd budbringeren!

 

Overbevisende dokumentation

Til grund for aktionerne ligger et solidt dokumentationsarbejde, fx om A-kraft og vedvarende energi. Der er ingen tvivl om, at Greenpeace og andre miljøbevægelser har påvirke dele af befolkningen samt nogle beslutningstagerne, især i de år, hvor Svend Auken var miljøminister.

 

De grønne organisationer stod bag et borgerforslag om en bindende klimalov, som 68.000 skrev under på. Da ngo’ernes beregninger blev offentliggjort, bakkede kun Alternativet op. Senere kom også andre partier med.

 

På Greenpeaces hjemmeside findes rapporter om mangfoldige emner. For eksempel:

– en podcast – fra nej til atomkraft og kulkraftværker til klimaloven.

– et notat, som viser, at vi har opbrugt vores CO2-kvote i 2036.

– 2020-analysen ”Sådan indfries 70 procent målet”, der suppleret med nye tal viser, at landbrugets reduktioner sker ved at halvere antallet af køer og svin inden 2030.

 

1980’erne var miljøbevægelsernes storhedstid. Da stod over en femtedel af danskerne i de grønne kartoteker, og den største interesseorganisation, Danmarks Naturfredsningsforening, havde 270.000 medlemmer – flere end partierne tilsammen. Siden er det gået tilbage – i takt med stigende fokus på individualisme, identitet, indvandring og betændt nationalisme.

 

“Miljøbekymringen faldt i 1990’erne og 00’erne, bl.a. fordi vi ikke havde spektakulære episoder som fx Tjernobyl og iltsvindet med de døde hummere i Kattegat,” fortæller Greenpeace.

 

Grønvaskning

Greenpeace er ikke blot en græsrodsbevægelse, men er i dag et verdensomspændende foretagende. Det giver nye muligheder, fx for at opbygge et globalt netværk af undersøgende journalister til at forbedre dokumentation og kommunikation. Levere et fagligt funderet modspil til virksomheders og regeringers omfattende grønvaskning.

 

To danske forsøg på grønvaskning er dels den “klimaaftale,” som den største CO2-udleder, Aalborg Portland, har indgået med regeringen. Her skal der kun reduceres med 30 procent, mens resten af samfundet skal skære med 70 procent

 

Også Danish Crown er inde på det samme, når forbrugerne fuppes med svinekød mærket med “25 procent lavere klimabelastning” – samtidig med, at firmaet indgår i det landbrugsindustrielle netværk, der både understøtter afbrænding af regnskov i Brasilien, og import af 1,7 mio tons soja (se video).

 

Greenpeace-aktivister satte klistermærker – “Advarsel: Greenwashing” og “Ukontrolleret Klimasvineri” – på svinekødet i butikkerne. Og der var god grund til at foretage en symbolsk afbrænding af træer foran Axelborg, og medbringe bannere: “Danish Crown slagter Sydamerikas skove” og “Foder til svin sætter skove i brand.”

 

Kun COOP’s butikker har afvist Danish Crowns mærkat, da der ikke er dokumentation for deres udsagn om lavere klimabelastning. De grønne organisationer trækker nu Danish Crown i retten for vildledning af forbrugerne, og vil have sandheden frem om klimaskadelige fødevarer.

 

Tidligere EU-miljøkommissær Connie Hedegaard siger til Ritzau 15. september, “at Greenpeace har en god balance mellem aktivisme og parlamentarisme. I de senere år er Greenpeace mere og dygtigere gået efter dialog med magten.” Hun har været i hyppig kontakt med Greenpeace, som hun har stor respekt for i forhandlingslokalet, men hun har det svært med de aktivistiske sider. “Deres rolle er at skubbe fem eller ti procent mere end andre, og det har de gjort godt.”

 

Naturligvis begår en så aktiv organisation som Greenpeace fejl. Enten fordi det går for hurtigt, andre gange skyldes det tankeløshed, eller “ideologisk stivnakkethed.” Her er et par af de dummeste kiksere:

 

I 1980’erne kom Greenpeace på tværs af grønlænderne på grund af kampagnen mod drab af babysæler i Canada. Kampagnen skelnede ikke mellem canadiske og grønlandske sælfangster – som til forskel fra den canadiske var bæredygtig. Kampagnen ramte grønlandske fangere på deres levebrød, da sælskind blev gjort sværere at sælge.

 

Forud for FN-topmødet i Peru i 2014 opsatte Greenpeace-aktivister et banner: “Time for change” i oldtidsmindet Nazca, der står på Unescos verdensarvsliste. Spektakulært javist, men også krænkende for landets inkaer.

 

Og så har der været rod i regnskaberne, de ansatte klager over arbejdsforhold og lønninger, og en leder blev taget i hyppigt at flyve mellem bopælen i Luxembourg og jobbet i Amsterdam

 

Der er kritikere, der angriber Greenpeace for at være topstyret eller for at sprede misinformation.. Ofte er det en kritik, der er forklædt som faglig kritik, men hvor der kan være en anden dagsorden..

 

Når magthaverne går til modangreb

Et er kritik fra de virksomheder, organisationer og regeringer, som Greenpeace udfordrer, det har man generelt klaret fint. Værre er det, når det kommer til angreb fra dødspatruljer (Indonesien, Latinamerika).

 

Eller da franske agenter i 1985 bombesprængte Rainbow Warrior i Auckland, New Zealand. Ombord var fotografen Fernando Pereira, der blev dræbt ved eksplosionen. Skibets mission var at stoppe de franske atomprøvesprængninger i det sydlige Stillehav. Aktionen var godkendt af præsident Mitterrand, der senere dekorerede en af agenterne.

 

I stigende grad mødes Greenpeace af retssager, fx for at have besat boreplatforme, ulovlig indtrængen eller forstyrrelse af ro og orden. Ofte smides aktivisterne i fængsel, eller mødes af horrible anklager fra samfundenes side.

 

I 2005 hængte Greenpeace et banner op på landbrugets hovedkontor, Axelborg: “Nej til GMO-svin.” Anklagemyndigheden rejste tiltale efter terrorparagraffen med krav om fængsling. Det blev til en bøde på 30.000 kr.

 

Mere voldsomt var det i 2001, da aktivister i gummibåde forhindrede et skib med 20.000 tons soja i at lægge til i Århus. Daværende justitsminister Frank Jensen godkendte indsættelsen af politiets anti-terrorkorps og hærens frømandskorps for at bringe blokaden til ophør. Aktivisterne blev sigtet for husfredskrænkelse og idømt bøder.

 

“Selvom Greenpeace har opnået bemærkelsesværdige resultater, så må det ikke forties, at situationen på mange måder i dag er værre end i 1971,” siger Greenpeace’ internationale direktør, Jennifer Morgan, til AFP. “Når der ikke er så meget at fejre, er det fordi kloden stadig står overfor enorme udfordringer, som kan synes uoverkommelige, fordi viljen til at gribe ind ofte mangler… Tror nogen for alvor, at COP-26 mødet i Glasgow i november ændrer noget.”

 

Så sandt, som det er sagt. Her til lands er de største udfordringer det animalske landbrug, vej- og flytrafikken, politikernes frygt for vælgerne samt ringe forståelse for, hvordan det ulmer hos mange – især unge/yngre – der skal leve med forsømmelserne og den stigende sociale og miljømæssige ulighed. De tænder bl.a. på Greenpeaces offensive og spektakulære engagement.

 

Vigtigt er det, at Greenpeace og aktivisterne ikke glemmer Gandhis ord: “Først så ignorerer de dig, så griner de ad dig. Dernæst bekæmper de dig – og til sidst vinder du.”

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com