Der er udskrevet parlamentsvalg i Grækenland til den 4. oktober. Det var ellers planlagt til september 2010, men presset for at fremskynde det er taget til i de seneste måneder.

af Andreas Sartzekis og Tasos Anastasiadis

Valget udskrives på baggrund af en skærpelse af den økonomiske krise, som efter borgerlig logik skulle føre til forstærkede angreb på arbejderklassen, mens samtidig er Kostas Karamanlis’ højreregering blevet svækket af en række nederlag. Det mest synlige var i valget til Europa-Parlamentet i juni (hvor hans parti fik 32,3 procent mod 43 i 2004). Og i det nuværende parlament har det kun et flertal på ét mandat!

Talen i 2004 om det "moderne højre” (Nyt Demokrati, ND), er meget langt væk. Nu fører ND den samme liberale politik som resten af Europa. Konsekvenser: privatisering (flyselskabet Olympiaki, destabilisering af jernbaneselskabet OSE, fyringer (100.000 arbejdspladser anslås at blive nedlagt i 2009). Dertil kommer højrefløjens redskaber til at slå hårdt ned på modstanden: undertrykkelse (efter mordet på den unge Alexis Grigoropoulos i december 2008 har politiet fortsat med at slå ned på og bruge tåregas mod unge og faglige demonstrationer) og racisme (razziaer mod indvandrere er intensiveret i de seneste måneder).

Borgerlig fiasko
Alligevel kan man tale om en tredobbelt fiasko:
1. I forhold til EU’s økonomiske kriterier lå det offentlige underskud over 3 procent, samtidig med at den nuværende afmatning (dårlig turistsæson) gør målet om en vækst på 1,1 procent til grin.

2. Frit spillerum for det det yderste højre til racistisk organisering, med oprettelse at anti-immigrant-komiteer, som under politiets beskyttelse agiterer helt inde i de folkelige kvarterer. Resultat: Det europæiske parti LAOS voksede fra 4,1 til 7,2 procent i EU-valget, og til parlamentsvalget viser meningsmålingerne, at dette racistiske parti vil vokse fra 5 til 7 procent (3,80 i 2007). Den yderste højrefløj har stukket hovedet frem, og det ville være farligt at undervurdere den.

3. Endnu vigtigere er den daglige modstand. Selv om det ikke er på samme niveau som under de unges oprør i december 2008, så omfatter den alle samfundsgrupper (landmænd, havnearbejdere, rengøringsassistenter, tekstilarbejdere…). Seneste udtryk for dette: På trods af sin højreorienterede observans har den nye ledelse af universitetslærernes fagforening (POSDEP) truet regeringen med et varmt efterår, hvis regeringen åbner for private fakulteter. Af frygt for en eksplosion før valget har Karamanlis stoppet godkendelsesprocedurerne.

For mange fyrretræer!
Endelig har de sidste dage af august demonstreret konsekvenserne og det politiske dødvande i regeringens politik: Efter 80 dødsfald efter brandene i sommeren 2007 er et stort område i den nordøstlige del af Athen nedbrændt i denne sommer. Efter afsløringer af svigt i koordinationen mellem skovtjenesten og brandmyndighederne, mangel på investeringer i brandberedskab og en udbredt omgåelse af byggeforbud, forklarede regeringens talsmand, at fejlen var for mange fyrretræer!

På denne baggrund valgte Karamanlis at fremskynde valget. Selv om det vil betyde et rivegilde i hans egne rækker, løber han risikoen for at tabe nu, for at opbygge en ny styrke i rollen som opposition. Hans beregning er, at en hård politik kræver en større sammenhængskraft, med endnu hårdere midler

Socialdemokratiet kan få flertal
Den mest sandsynlige er en sejr for PASOK (det græske socialdemokrati). Efter at have vundet EU-valget (36,6 procent mod 34 i 2004), er den aktuelle udfordring for partiet ikke så meget at gå frem (meningsmålingerne viser mellem 30 og 35 procent), men om partiet får flertal af mandaterne (151) eller ej. Hvis det ikke lykkes, står valget mellem en koalitionsregering, der sandsynligvis ikke er mulig på nuværende tidspunkt, eller nyvalg.

Sikkert er det, at Giorgos Papandreou ikke har til hensigt at tage et opgør med storkapitalen, trods et venstredrejet sprogbrug på det seneste, med "trusler" om yderligere beskatning af bankerne. Spørgsmålet er, om lederne af de faglige landsorganisationer, overvejende pro-PASOK, vil være i stand til at undertrykke de kampe, der helt sikkert vil fortsætte.

Det afhænger selvfølgelig også af venstrefløjen til venstre for PASOK. Og her i starten af september ser det ikke for lovende ud.

Venstrefløjen svækket
Det græske kommunistparti (KKE) er sunket ned i sekterisk selvbekræftelse, trods tilbagegang i EU-valget (8,4 procent, mod 9,5 i 2004 ). Som program roser partiets leder offentligt Stalin.

I Syriza, sammenslutning mellem Synaspismos (venstre-reformister) og grupper på den yderste venstrefløj, har det dårlige resultat i EU-valget fremprovokeret en dyb krise. Syriza forventede 3 parlamentsmedlemmer, men fik kun 1, med 4,7 procent mod 4,2 i 2004 – men 5,2 til Synaspismos i 1999). Hvis Syriza stiller op, bliver det efter studehandler, der har fejet uenighederne ind under gulvtæppet. Resultat: Syriza falder yderligere i meningsmålingerne, og målet er nedjusteret til overhovedet at komme ind i parlamentet (spærregrænsen er 3 procent).

Antikapitalistisk samling
I forhold til mulighederne for at skabe en antikapitalistisk venstrefløj er Antarsya, et samarbejde mellem en række mindre revolutionære grupper, det bedste udgangspunkt. (se artikel)  Den nye gruppering har rødder i de aktuelle kampe og fører en aktiv kampagne, men har ikke på nuværende tidspunkt stor politisk betydning.

En fremgang vil blive lettere, hvis kampagnen udvikler sig på følgende tre områder:

1. Arbejdet med at opbygge en anti-kapitalistisk venstrefløj, som forsøger at forene alle strømninger i Antarsya og de radikale grupper Syriza på trods af forskellige baggrunde.

2. Gå imod enhver ’våbenhvile’ i kampen og fremhæve det faktum, at de sociale kampe er arbejderklassens vigtigste våben (5. september var der i Saloniki tre samtidige demonstrationer for social genopretning, trods splittelsen var det stort).

3. I denne sammenhæng at fremme enhed i alle kampe. Enhedsfronten den eneste måde at kæmpe beslutsomt mod den splittelsesvirus, som desværre har været den dominerende praksis i Grækenland, og som har været til stor tjeneste for borgerskabet.

Athen, 10. september 2009

Andreas Sartzekis og Tasos Anastasiadis er medlemmer af OKDE-Spartakos, græsk sektion af Fjerde Internationale.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com