Olivier Besancenot er en af de bedst kendte politikere fra Nouveau Parti Anticapitaliste (NPA). Foto: NPA

Raul Zelik: Du var den mest kendte venstrefløjspolitiker tilbage i 2000’erne, men vendte tilbage til jobbet som postbud. Er det ikke ret usædvanligt?

Olivier Besancenot: Jeg stoppede aldrig med at arbejde som postbud. Under valgkampe kunne jeg holde to måneder fri, men ellers beholdt jeg mit job. I vores organisation er der ingen post som generalsekretær, kasserer eller andet.

Zelik: Marine Le Pen fra Rassemblement National (National Samling) fører jævnligt i meningsmålingerne i Frankrig. Tilhører hun den samme liberale økonomiske linje som Trump, Meloni og Milei, eller er der forskelle?

Besancenot: Marine Le Pen tilhører utvivlsomt denne autoritære neo-fascistiske bevægelse. Ganske vist præsenterer hun sig selv på en lidt mere social måde end AfD i Tyskland, men det er af taktiske årsager. Da befolkningen kæmpede imod at hæve pensionsalderen, blev Le Pen lidt mindre økonomisk liberal. Men hun ændrede hurtigt mening. Jeg vil sige, at hun tilpasser sig den offentlige mening.

Zelik: Neoliberal økonomisk politik, racistisk politivold, nykolonialisme i Afrika og Oceanien – alt dette sker allerede i dag under præsident Macron. Hvad ville blive endnu værre under Le Pen?

Besancenot: Først og fremmest ville undertrykkelsen i fattige kvarterer stige yderligere. Racisme og islamofobi er roden til det yderste højre – noget der er tæt forbundet med Frankrigs kolonihistorie. Og denne udvikling hænger naturligvis ikke kun sammen med valgresultater. Det er en proces, som vi har observeret i mange år, og som Macrons politik i høj grad har bidraget til.

Zelik: Med oprettelsen af den Nye Folkefront sidste år har en modbevægelse mod højrefløjen omsider set dagens lys. Hvad adskiller Folkefronten (NFP) fra tidligere venstrefløjsalliancer, som din organisation ikke var involveret i?

Besancenot: Der er to forskelle: For det første så alle sidste år behovet for at blokere den ekstreme højrefløj. For det andet var NFP mere end en valgsammenslutning mellem partierne. Selvfølgelig var aftalerne mellem partiledelserne betingelsen for dets eksistens, men Folkefronten blev også støttet af sociale bevægelser og fagforeninger. For eksempel den feministiske organisation Le planning familial, den jødiske antikoloniale platform Tsedek!, ATTAC og lokale fagforeningskomiteer. Det var som en social smeltedigel. Ingen venstrefløjsvalgforbund i de seneste årtier kunne måle sig med dette projekt.

Zelik: Efter at flertallet af socialdemokratiske parlamentsmedlemmer stemte på den konservative premierminister Francois Bayrou i december, er alliancen allerede gået i stykker. Hvad betyder det for den antifascistiske modstand?

Besancenot: Nogle steder er der stadig lokale NFP-grupper, men ja: overordnet set er alliancen brudt sammen. Ansvaret for dette ligger hos venstrefløjspartiernes ledelser – socialister, kommunister, økologer og til dels også Mélanchons La France Insoumise. De havde brug for Folkefronten for at vinde valgkredse ved parlamentsvalget. Men de var tydeligvis ikke så interesserede i social mobilisering.

Zelik: Hvad ligger der bag Parti Socialistes beslutning om at trække sig fra alliancen? Var det det klassiske ’socialdemokratiske forræderi’ – eller et mere komplekst spørgsmål?

Besancenot: Det var helt tydeligt mere komplekst. Socialdemokratiet gjorde, hvad det altid gør: det indgik en alliance med et systembevarende parti i statsapparatet for ikke at slippe for at gennemføre reformer. Altså at udfordre ‘markedsøkonomien’ på sociale og grønne områder. På den anden side er opløsningen af den Nye Folkefront forbundet med det franske præsidentsystem. Selvom venstrefløjen vandt valget, var præsident Macron i stand til at udpege en mand fra højrefløjen til at lede regeringen. Og nu er alle – inklusive venstrefløjen – under illusionen af, at en sejr ved præsidentvalget ville løse de store problemer. Derfor gør La France Insoumise og Parti Socialiste alt, hvad de kan, for at køre deres kandidater, Jean-Luc Mélenchon og François Hollande, i stilling. Fordelen i Frankrig er dog, at der er en levende udenomsparlamentarisk bevægelse, som Gilets Jaunes-protesterne [de gule veste, o.a.] eller kampen mod pensionsreformen har vist.

Zelik: Set udefra har La France Insoumise udviklet sig. Det er lykkedes Mélenchons parti at gøre migrant- og antiracistiske holdninger meget mere synlige end tidligere.

Besancenot: Ja, jeg vil sige, at partiet har vist, at det har solid opbakning. De store mediegrupper, såsom milliardæren Vincent Bollorés nyhedskanal CNews, vækker had til arabere og venstrefløjen. Det er på denne fløj, at højrefløjsbevægelsen i Frankrig nu opererer. Og La France Insoumise har ikke givet efter for denne fundamentale bevægelse, men er blevet mere radikal på visse emner – Palæstina og islamofobi for eksempel. Anderledes var det for nogle år siden, da La France Insoumise forsvarede debatter, der var lige så fokuserede på centralisering af statsmagten som venstrefløjen i Tyskland. Jeg ser dog et problem i, at også her er alt fokuseret på et tidligt præsidentvalg. Det er indlysende, at krisen er alt for dyb og højrefløjen alt for stærk til, at nyvalg kan bane vejen for en løsning.

Zelik: Hvad kunne strategien for at standse højrefløjens sejrsmarch være?

Besancenot: Frem for alt må vi ikke fortvivle. Det lyder måske dumt, men det er vigtigt. I juni sidste år så vi i Frankrig, at skuden kunne vende. En uge før anden runde var en sejr til den Nye Folkefront stadig totalt utænkelig. Men det lykkedes – for der var et politisk program, der bestemt ikke var revolutionært, men som indeholdt konkrete sociale forbedringer. For mig viser det, at vi aktivt skal kombinere sammenhold og radikalisme. Det er svært, men der er intet alternativ. En opmuntrende udvikling i Frankrig er de taktiske og strategiske debatter, der finder sted overalt – i lokale bydele, i fagforeninger og i internationalistiske, feministiske og LGBT+-bevægelser. Mange af disse forhold var utænkelige indtil for nylig. Vi er nødt til at forstå, at dette er et åbent historisk øjeblik.

2. februar 2025