Studenterbanner ved demonstrationen 28.februar. Foto: Nikos Likomitros, Wikimedia

En omfattende strejke lukkede ned for transport, mange offentlige bygninger, skoler og private arbejdspladser. Det gav mindelser om ​​de store opstande for 15 år siden mod offentlige nedskæringer og faldet i levestandard under den store depression. Disse militante bevægelser knækkede ryggen på det gamle politiske system. Mens Syriza-regeringen, der blev båret ind til magten i januar 2015, endte med at kapitulere til EU og de græske kapitalister og slog ind på et nedskæringsprogram, var der for en periode en stor bølge af håb dengang for ti år siden, både i bunden af ​​det græske samfund og på tværs af den internationale venstrefløj.

I bevægelserne og på sociale medier hører man nu ofte spørgsmålet: ’Tør vi tro på, at håbet vender tilbage?’ En grund til det er, at strejkerne og demonstrationerne er meget politiserede – måske endda mere end for to år siden i umiddelbar forlængelse af tragedien, da regeringen var smart med at annoncere en tre-dages periode med national sorg og at udsætte det forestående parlamentsvalg.

Regeringen var i stand til at vinde valget med chokerende høje 41 procent af stemmerne. Det var en indikation af sammenbruddet i troen på det centrale parti på venstrefløjen, Syriza, efter dets forræderi og også på en stor forsigtighed med ikke at risikere endnu en mislykket konfrontation med magthaverne. Det konservative Nyt Demokrati under Kyriacos Mitsotakis manøvrerede dygtigt på det. Han sagde, at det beskedne økonomiske opsving ikke skulle bringes i fare, og at hvis han fik yderligere fire år, ville han sørge for, at det sivede ned til lønningerne og til at genoprette sundhedsvæsenet. Men den overraskende store sejr markerede ikke et skift i arbejderbefolkningens opbakning til den neoliberale fornyer Mitsotakis. Den forblev uændret i et valg, hvor valgdeltagelsen var faldende.

Den store manifestation i gaderne i dag er et tydeligt bevis for dette.

Det store flertal betragter årtier med nedskæringer og privatiseringer, såvel som den ene korrupte og inkompetente regering efter den anden, som ansvarlige for katastrofen. Sådan var det for to år siden, sådan er det også i dag, men det er også smeltet sammen med en meget reel vrede over, hvordan regeringen forsøger at dække over Tempe-forbrydelsen og tilsvine familierne i centrum af kampagnen.

Så der var en national stemning for det, som den sydafrikanske befrielsesbevægelse plejede at kalde “stay away” – det er ikke kun en formel strejke, men også at små butikker og endda supermarkeder lukker frivilligt. Et gennemgående træk er en følelse af, at borgerne tager affære.

Beviserne begraves

Det skyldes, at der er dukket mere og mere op om, hvordan regeringen, som sagde, at de intet vidste om de store farer ved jernbanesystemet på det tidspunkt, allerede bogstaveligt talt begravede beviserne. Ministrene beordrede, at området omkring kollisionen – et gerningssted – skulle ryddes i løbet af de første tre dage, og dermed mistede man afgørende beviser.

De arbejdede for at gøre en stationsleder til syndebuk og erklærede, at det var en ‘menneskelig fejl’, før nogen efterforskning blev udført. Det begrænsede og forsinkede derefter undersøgelsen og forhindrede den i at være uafhængig. Mere af dette er kommet frem, siden en næsten identisk kollision fandt sted for fem måneder siden, hvor to tog var 30 sekunder fra frontalkollision. Alle på nær nogle få strækninger af netværket mangler automatiske signaler og sikkerhedsteknologi.

Derefter forsøgte regeringen at frikende deres forgængere, der var ansvarlige for privatisering og nedslidning af infrastruktur. Efter omhyggeligt at have forsøgt at ignorere de familier, der kæmpede mest for retfærdighed for deres afdøde, begyndte den ene bølleagtige minister fra Nyt Demokrati efter den anden at tilsvine og fornærme, i kvindefjendske toner, den bedst kendte af dem, Maria Karystianou.

Hun er dukket op som en figur, der kan sammenlignes med Magda Fyssa, en anden efterladt mor i kampen mod fascisme og racisme og mod autoritarisme, efter nazister fra Gyldent Daggry myrdede hendes søn Pavlos i september 2013.

Karystianou og familierne omkring hende har inspireret den sociale bevægelse, vi så på gaden i dag, og organiserede en stor koncert i Athen for et par måneder siden og derefter nationale kampagner i optakten til denne uges mindehøjtidelighed.

Politisering

Alt dette samt regeringens kyniske bestræbelser på at splitte familierne og tegne et billede af de mest engagerede som uforsonlige og irrationelle har skabt en intens politiseringsproces. Så nu siger 81 procent af befolkningen, at de ikke har tillid til regeringen, og 67 procent stoler ikke på, at retsvæsenet efterforsker dets medvirken til det cover up, som nu er ved at blive optrevlet.

Det taler til en generel følelse af, at man ikke her og nu behøver at have en alternativ regering klar, for at kunne gå imod og vinde over den nuværende og knække dens politiske rygrad.

Maria Karystianou sagde til demonstranterne i dag:

»De påståede uskyldige er bange for at miste deres politiske immunitet, som de desperat og fejt har klynget sig til.

»De påståede uskyldige er bange for at møde op foran deres naturlige dommere, som alle vi græske borgere skal gøre for en jury.

»De påståede uskyldige omgår hemmeligt og fordækt grundlovens paragraffer, der sikrer lighed for alle.

»De påståede uskyldige holder tvangsmæssigt fast i deres holdninger og nægter ethvert ansvar uden at kunne argumentere for det.

»De fremstiller sig selv som uskyldsrene. Skam jer!

“Ud over det umoralske er det også ufatteligt dumt for nogen at være så ond, så nederdrægtig og tro, at de kan undervurdere intelligensen hos alle os borgere…”

Disse udsagn vil være farlige for alle regeringer.

Kort efter hendes tale udbrød tumult, da ukendte sortklædte skikkelser starter voldsomme optøjer i den gigantiske forsamling i Athen uden for parlamentet. Sociale medier er blevet oversvømmet med optagelser og stillbilleder af politienheder skulder ved skulder med mænd, der senere fremstår som tilsyneladende rasende demonstranter med smag for umotiveret vold. I betragtning af mistilliden til regeringen og bredden af ​​engagementet i aktionerne i dag i et land på kun ti millioner, er det sandsynligt, at mange flere end normalt vil genkende taktikken fra politiagenter, provokatører og en upopulær højrefløjsregering, der forsøger at delegitimere protesterne.

Efter at folk blev presset væk uden for parlamentet, vendte mange roligt tilbage. Politiet måtte trække sig tilbage.

Ingen nedtrapning

Det er svært at sige, hvad der sker efter fredagens inspirerende mobiliseringer. Det er en lang weekend med mandag som helligdag. Tempe-familierne viser ingen tegn på at nedtrappe og gennemfører en militant og kreativ kampagne. Strejkerne udtrykte også arbejderklassens og folkelige krav med en generel følelse af utilfredshed med regeringen. Der har været vigtige kampe på det seneste, blandt andet af bygningsarbejdere i sidste måned om sikkerhed og en national aftale.

Det er på ingen måde at skælde ud på nogen på venstrefløjen, som i alle sine aspekter er en del af denne kamp og agitation. Men vi skal bringe os selv til at forstå denne begivenhed, og hvordan spontane kampe kan udvikle sig og udvikler sig, hvilket skaber nye politiske aktører, som vi er nødt til at skabe respektfulde relationer til i en ånd af åbenhed og fælles kamp. Og tør jeg sige noget ydmyghed.

Den udbredte stemning over Tempe smeltede sammen med strejkevåbenet i dag, drevet af flere og flere beviser på en kriminel regering, hvis skyld også inkluderer katastrofen med forliset i Pylos, der dræbte over 600 flygtninge. Mange mennesker trækker tråde mellem de to begivenheder.

Venstrefløjen, i formel, organiseret forstand, har stort set været helt rundt på gulvet efter det konservative Nyt Demokratis overbevisende sejr for to år siden. Der har været et oprigtigt ønske om at samle sig, efter at forskellige valgbestræbelser mislykkedes, et bagtæppe af folkelig utilfredshed og nogle kampe, men intet der virkelig fik et gennembrud.

Der er ingen automatik, men begivenhederne i fredags har vist, at muligheden herfor eksisterer. Det er betydningen af mobiliseringerne i Grækenland – og erfaringen er ikke begrænset til dette. Folk er parate til at handle, når de synes, det er det værd, og når de kan se, hvordan det kan være medvirkende til at ændre ting i deres liv. Hvis venstrefløjen ikke løfter opgaven er det ikke arbejderklassens eller almindelige folks skyld.

En stridbar efterladt mor og andre borgere har spillet en central rolle i at få millioner af arbejdende mennesker til at agere i Grækenland. Det er millioner, når man dertil lægger de utallige solidaritetshandlinger sammen med butiksejere og endda supermarkedsafdelinger, der lukker i en sorgperiode omkring middagstid.

Kan de forskellige dele af den yderste venstrefløj finde sammen for at understøtte den proces, at lære af den og give gode politiske svar, som denne bevægelse har brug for, når den møder en hensynsløs regering, hvis sociale grundlag er ved at blive mindre? Og ud af det at tilbyde et politisk alternativ. Det er et spørgsmål, der stilles i hele Europa lige nu.

Kevin Ovenden er en progressiv journalist, der har fulgt politik og sociale bevægelser i 25 år. Han er ledende aktivist i solidaritet med den palæstinensiske kamp, ​stod i spidsen for fem vellykkede hjælpekonvojer for at bryde belejringen af ​​Gaza og var ombord på Mavi Marmara hjælpeskibet, da israelske kommandosoldater gik om bord på det og dræbte 10 mennesker i maj 2010. Han er forfatter til Syriza: Inside the Labyrinth.

Oversat fra Counterfire af Rasmus Keis Neerbek