Demonstration mod regeringens finanslovforslag, Paris 18. september. Foto: John Mullen

Hvorfor trak højrefløjens premierminister Sebastien Lecornu sig, mindre end en dag efter at han havde nomineret sit ministerhold, for så at blive genudnævnt til premierminister tre dage senere?

Siden juli 2024, da Macron tabte parlamentsvalget, har han kørt et antidemokratisk cirkus. I stedet for at udpege en premierminister fra den største gruppe i Nationalforsamlingen – venstrefløjs-alliancen Nouveau Front Populaire, der har 183 ud af 577 pladser – har Macron udpeget en række premierministre fra centrum-højre.

De første to – Michel Barnier og Francois Bayrou – faldt pladask efter et par måneder. De baserede deres magt på, at Le Pens Rassemblement National (RN) med 123 mandater, og det almindeligvis social-liberale Socialistparti med 88 mandater, i ”stabilitetens” navn, ikke ville støtte en mistillidsafstemning mod Macrons regering.

Macrons mindretalsregeringer har næsten ikke fået vedtaget nogen nye love i de sidste 15 måneder. Imidlertid har hans ministre haft masser af magt på hver deres område til at forøge undertrykkelsen mod protesterende og fagforeninger, mod indvandreres rettigheder og kontrol med mediernes dagsorden. Det er derfor, Macron til en vis grad er bange for en venstrefløjsregering med en radikal venstrefløj.

Da Bayrou tabte en tillidsafstemning i september, blev han erstattet af Macrons nære allierede, Lecornu.

Lecournu talte højt om, hvor vigtigt det er at bryde med fortiden, og om behovet for at franskmændene lærer kompromissets kunst. Efter at have brugt tre uger på ikke at udnævne en ny regering indrømmede han, at hans ideer om kompromisser til fordel for venstreorienterede ideer end ikke ville indeholde den mindste beskatning af de rige, eller at han ville trække den forhadte lov, der sidste år hævede pensionsalderen fra 62 til 64 år.

I begyndelsen af oktober udnævnte han så sit ministerhold, der, på nær et par stykker, var de samme, som Bayrou havde valgt, og som måtte gå af den efterfølgende måned.

Men vi havde ikke tid til at protestere. Blot 14 timer efter at Lecornu havde udnævnt sin regering – og var stillet overfor voldsom uenighed i egne rækker – trådte han tilbage.

Efter hidsige diskussioner mellem partilederne gentog Macron sin opfordring til Lecornu om at finde grundlag for et kompromis, så finansloven kunne blive vedtaget inden 31. december.

Som en del af dette foreslog Lecornu, at nogle af de ondartede nedskæringer i de sociale budgetter, som hans forgænger, Bayrou, havde foreslået, ville blive opgivet.

I en klovneagtig manøvre, der forbløffede kommentatorerne, mislykkedes det for Macron, efter to dages forhandlinger, at finde en Plan B. I stedet blev Lecornu genudnævnt til premierminister den 10. oktober.

Er Macronismen under afvikling?

Afgjort. Aurore Bergé, ligestillingsminister og fra Macrons parti Renaissance, erklærede den 8. oktober, ”at det er uden for diskussion, at præsidenten skal træde tilbage.” Det er sjældent noget godt tegn, når præsidenter stilles overfor den slags udtalelser.

En opinionsundersøgelse fra begyndelsen af oktober viste, at blot 14 procent af franskmændene har en positiv opfattelse af Macron.

Situationen ændrer sig fra time til time. At forudsige hvad der vil ske, er risikabelt. Den nye regering vil næppe få lang levetid. 71 parlamentsmedlemmer fra den radikale venstrefløj, La France Insoumise (LFI) har underskrevet en erklæring om at stille Macron for en rigsret på grund af hans foragt for den demokratiske proces. De har fået opbakning fra to dusin parlamentsmedlemmer fra Kommunisterne og De Grønne.

Hvordan har venstrekræfterne reageret?

Stillet over den umiddelbare trussel om en fascistisk regering sidste år indgik hele venstrefløjen en valgalliance, baseret på et godt radikalt program og en fælles kandidat – Lucia Castets – som premier-’minister.

Siden da har alliancen befundet sig i en konstant krise med Socialistpartiet, der vil ud. Partiet tilsluttede sig alliancen, delvis ud fra håbet om at genvinde noget af sin tidligere legitimitet, der kollapsede efter Francois Hollands nedskæringsregering [2012-2017]. Det fik tilslutningen til Socialistpartiet til at falde til 6 procent ved præsidentvalget i 2017

Lederen af Socialistpartiet, Olivier Faure, har i denne uge tigget Macron om at blive udnævnt som premierminister. Herved distancerer han sig fra La France Insoumisé og fra det radikale manifest, han tilsluttede sig for blot 15 måneder siden.

Han håber at få nogle indrømmelser fra Macron. Der går rygter om, at angrebet på pensionsalderen vil blive annulleret, selvom højrefløjens ledere insisterer på, at dette vil være uacceptabelt..

La France Insoumisé er den beslutsomme opposition mod Macron, og har ført kampagner uafbrudt om Palæstina. (Fire medlemmer fra LFI er lige blevet løsladt fra et israelsk fængsel, fordi de deltog i sejladsen med Gaza-flotillen.)

De Grønne og Kommunisterne har mere konsistent modsat sig regeringen end Socialistpartiet, der har brugt enhver lejlighed til at beskylde France Insoumisé for ”ekstremisme” eller ”uansvarlighed”, og har opbygget alliancer, der udelukker La France Insoumisé. End ikke nu opfordrer de Macron til at træde tilbage.

Hvordan forsøger Macrons tilhængere at fremstille situationen?

Selvom om balancen mellem fløjene forpligter tv og radio til regelmæssigt at udsende lange interviews med lederne fra De Grønne, La France Insoumisé og Kommunisterne, så bruger medierne endeløs energi på at skabe forvirring og fremme reaktionære fortællinger.

I denne måned har de således hævdet, at Frankrig er på kanten af fallit, at situationen er så graverende, at det kun vil være sund fornuft at forene venstre og højre bag Macron, og glemme ideerne om at forsvare de offentlige velfærdsbudgetter og pensionerne.

På samme tid er der en løbende smædekampagne mod [leder af LFI] Jean Luc Melenchon og La France Insoumisé; en kampagne som den bløde venstrefløj bidrager til. Det socialistiske parlamentsmedlem, Jérôme Guedj, har på en partikonference kaldt Melenchon for ”et antisemitisk svin”, uden at partiledelsen protesterede.

Hundredtusinder mobiliserede landet over 10. og 18. september og 2. oktober mod spare-budgettet. Hvilke sociale kræfter deltager i aktionerne, og hvilke udfordringer står bevægelsen overfor, herunder også fagforeningerne?

Når de politiske institutioner er lammet, da er strejker og gademobiliseringen endnu vigtigere end ellers. I de seneste uger har vi set massestrejker, der ledes af fagforeningerne, samt græsrods-aktioner der ”blokerer alt”.

Mobiliseringerne bruger taktikker såsom besættelser og blokader, der minder om det, De Gule Veste iværksatte fra 2018-2020. Der er imidlertid betydelige forskelle. De er i mindre grad knyttet til landområderne, end De Gule Veste var. De har endnu ikke opnået den samme udbredelse, og det yderste højre har endnu ikke forsøgt at infiltrere, sådan som de gjorde med De Gule Veste – i begyndelsen med nogen succes

Fagforeningernes aktioner den 18. september og den 2. oktober var store – med strejker og demonstrationer i over 200 byer. Ikke desto mindre, så krymper bevægelserne på grund af fagforeningernes professionelle forhandlere og deres forfærdelige forhandlingstaktik.

For det første var der ingen national opfordring fra fagforeningerne om at koordinere komiteerne (intersyndicale) den 10. september. Fagforeningslederne blev mødt med mistillid, fordi de afviste ”bloker alt”-initiativet og den dynamik, der lå heri. I stedet erklærede de faglige ledere, at de ville give regeringen fem dage til at svare, inden de opfordrede til yderlige aktioner. Men aktionsdage i et par uger havde en tendens til udvande kamplysten. Dem har der været 14 af i 2023, i den enorme og i sidste ende resultatløse bevægelse, der skulle forsvare pensionerne.

Dertil kommer, at det nuværende opgør med regeringen var varslet flere måneder før, men ingen forberedelser blev gjort til seriøse strejkeaktioner. En generalstrejke kunne have været opbygget – niveauet af vrede et tilstrækkeligt – men det skete ikke.

Nogle fagforeninger fx CGT (General Confederation de Travail), og Solidaires er mere kampivrige end for eksempel CFDT (Confédération Française Démocratique du Travail). Men bag lukkede døre indgås der kompromisser, som betyder, at hele strejkebevægelsen i praksis afgøres af det tempo, den mindst kampivrige organisation bestemmer.

Hvad med Le Pens Rassemblement National? Prøver de på at skabe deres egen plads i denne krise?

Ja, det gør de. Partiets kandidat til det kommende præsidentvalg er den velklædte unge fascist Jordan Bardella. Han står til at få op mod 30 procent af stemmerne. Marine Le Pen fik 13 millioner stemmer ved valget i 2022, og 11 millioner ved valget sidste år til Nationalforsamlingen. Så det er oplagt, at partiet udgør en enorm trussel.

Partiet er stærkere ved valgene end i gaderne. Det yderste højre har ikke afholdt masse-demonstrationer i årtier. Deres magt har imidlertid inspireret de seneste regeringer til at vedtage stadig mere racistiske og især islamofobiske love og dekreter.

Rassemblement National mistede indflydelse på De gule Veste i 2018-19, delvis på grund af deres manglende evne til at anklage politiet for brutalitet. I stedet har fascisterne koncentreret sig om at gøre deres politik endnu mere respektabel. Forbindelser til storkapitalen er stadig sjældne, men de udbygges med tiden.

Den traditionelle højrefløj og macronisterne er splittede om, hvordan de skal forholde sig til Rassemblement National. De fleste foretrækker at slå dem med rabiate anti-muslimske og indvandrerfjendske tiltag, men et voksende mindretal er åben for at indgå i en alliance med dem.

I denne uge opfordrede Bardella til en regeringsalliance mellem sit parti og det traditionelle højre-fløjsparti, Republikanere. Dette er ikke sandsynligt på kort sigt, men det er et tegn på den fortsatte mainstreaming af den franske fascisme.

I de kommende uger er der brug for, at strejkebevægelserne går længere, end de fleste nationale ledere ønsker, sådan som vi har set det tidligere, for eksempel i 1985 og 2008. Vi har også brug for at opbygge La France Insoumisé og marxistiske stemmer i og omkring partiet.

Regimets krise er langtfra forbi, der kan nemt komme et nyt valg før jul. Macrons åbenlyse svaghed kan medvirke til, at flertallet af de franske vælgere ønsker at bryde med Macron – de riges præsident.

Oversat fra GreenLeft af Arne Lund

’