Kampagnemøde med Marcos i Marikina, 19. marts 2022. Foto: patrickroque01. CC BY-SA 4.0, Wikimedia.

 

Valgets følgevirkninger

Som progressiv aktivist er jeg forfærdet over Ferdinand Marcos Jr.’s jordskredssejr. Men som sociolog forstår jeg godt, hvorfor det sker.

 

Jeg hentyder ikke til de over 1000 fejl - bevidste eller ikke bevidste – der opstod i valgmaskinerne under valget. Jeg hentyder heller ikke til den massive frigivelse af milliarder af pesos til stemmekøb, som gjorde 2022 valget til det mest uanstændige i nyere tid. Jeg tænker heller ikke på den ti år lange on-line disinformationskampagne, som mirakuløst har omskabt mareridt-årene under den militære undtagelsestilstand til at være ’Guldalderen’.

 

Et demokratisk udfald?

De tre nævnte faktorer har uden tvivl spillet en rolle for valgresultatet. Men det er simpelthen for massivt at tilskrive dem, selv tilsammen, de mere end 31 mio. stemmer (eller 59 % af vælgerne). Sandheden er, at Marcos’ sejr var et demokratisk udfald i snæver valgmæssig forstand, og at udfordringen for de progressive er at forstå hvorfor det løbske flertal af vælgerne stemte for at bringe en ikke-angrende familie af tyve tilbage til magten efter 36 år. Hvordan kan demokrati skabe så absurd et resultat?

 

Sandheden er, at lige meget, hvor behændig eller sofistikeret internetkampagnen var, ville den have haft ringe virkning, hvis der ikke allerede var et modtageligt publikum for den. Vel trak Marcos’ revisionistiske kampagne støtte fra middel- og overklassen, men publikum var i absolutte tal i høj grad arbejderklassen. Det var i høj grad også et ungt publikum, hvoraf mere end halvdelen var små børn eller endnu ikke var født i den sene militære undtagelsestilstandstid og under den 1986 opstand, der drev Marcos ud, bedre kendt som ’EDSA Revolutionen’. Det publikum havde ikke selv direkte oplevet Marcosårene. Men hvad de havde en direkte erfaring af, var kløften mellem EDSA opstandens ekstravagante retorik om demokratisk genopbygning og en retfærdig og ligeværdig fremtid og så de seneste 36 års hårde realiteter i form af fortsat ulighed og fattigdom og frustration. Den kløft kan kaldes ’hyklerikløften’. Den skabte år for år skabte stadig mere vrede, når EDSAs ledende kræfter i samfundet fejrede opstanden den 25. februar og sørgede over udskrivningen af militær undtagelsestilstand den 21. september.

 

En stemme mod EDSAs status quo

Set fra den synsvinkel kan en stemme på Marcos i høj grad forstås som en proteststemme, der først kom til syne på dramatisk vis i de 2022 valg, der sendte Rodrigo Duterte op til præsidentposten. Selvom de måske er i deres vorden og uklare med hensyn til bevidst motivation, så er stemmerne på Duterte og de endnu større stemmetal på Marcos fremmet af den udbredte vrede over den fortsat grove ulighed i et land, hvor mindre end 5 % af befolkningen sidder på over 50 % af rigdommen. Det var en protest over den ekstreme fattigdom, der gælder 25 % af folket og den fattigdom, i bred forstand, der har kløerne i omkring 40 % af det.

 

• Imod tabet af ordentlige jobs og levebrød efter ødelæggelsen af vores produktionssektor og vores landbrug, som skyldes de politikker, der er blevet os påtvunget af Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, World Trade Organisation, og USA.
• Imod den desperation og kynisme, som opsluger den arbejderklasseungdom, der vokser op i et samfund, der lærer dem, at den eneste mulighed for at få et godt job, der kan give dig et godt liv, er at rejse udenlands.
• Imod de daglige angreb på ens værdighed i et elendigt transportsystem i et land, hvor 95 % af befolkningen ikke ejer en bil.

 

Dette er disse betingelser, som de fleste arbejdervælgere møder direkte, ikke rædslerne fra Marcos perioden. Deres undertrykte vrede over de betingelser gjorde dem parate til den forførende appel om tilbagevenden til en fiktiv ’Guldalder’.

 

Under præsidentvalget blev den fulde styrke af denne vrede mod EDSA status quo rettet mod Marcos’ hovedmodstander, Leni Robredo. Uretfærdigt, da hun er en kvinde med høj grad af personlig integritet. Problemet er, at for de marginaliserede og fattige, der gik ind for Marcos, kunne hun ikke skille sin fremtoning fra dens sammenhæng med det Liberale Parti, den konservative nyliberale Makati Erhvervs Klub, den myrdede Benigno Aquino Jr.’s familie, den dobbeltmoral, der gjorde Benigno Aquino III’s slogan ’kung walang korap walang mahirap’ (’hvor der ingen korruption er, er der ingen fattigdom’) lige så meget til grin som farven gul, , og frem for alt med det knusende svigt i at levere resultater hos den 36 år gamle EDSA republik.

 

Retorikken om ’god regeringsførelse’ har måske nok vakt genklang i Robredos middelklasse- og elitevælgerbasis, men for de brede masser smagte det af det samme gamle hykleri. God regeringsførelse eller ’tapat na papamalakad’ lød i deres ører som de Liberale, sminkede som ’pæne borgere’, som førte til deres nederlag i 2016 valget og til Rodrigo Dutertes opstigen.

 

Derudover var Marcos basis ikke en passiv, træg masse. Opfyldt af løgne fra Marcos’ trolde, tog en stor del af dem ivrigt del i kampen på internettet mod Robredo lejren, medierne, historikerne, venstrefløjen – mod alle dem, der vovede at stille spørgsmål ved deres overbevisninger. TV Patrol, 24 Oras, og andre programmer blev steder, hvis kommentarspor blev plastret til med Marcos propaganda, meget af det memes, der enten glorificerede Marcos eller helt unfair gjorde sig lystige over Robredo.

 

Generations oprør

Protesten mod EDSA Republikken rummede også en generations komponent. Nu er det jo ikke usædvanligt, at en ny generation modsætter sig det, om den ældre generation værdsatte. Men det er almindeligvis sådan, at den yngre generation gør oprør til fordel for en fremtidsvision, for en mere retfærdig orden på tingene. Det usædvanlige ved Millenium  og Gen Z generationerne i de arbejdende masser er, at de ikke var blevet inspireret af en vision om fremtiden, men af et opdigtet billede af fortiden, hvis overbevisende kraft blev fremmet af det, sociologer som Nicole Curato har kaldt ’giftig positivitet’ ved Marcos Jr.s online persona, hvor han gennem cyber operationer blev rekonstrueret som en normal, faktisk mild og venlig fyr, som simpelthen ville alle det bedste.

 

Vacuum til venstre

Nu har det jo hele vejen fra den franske revolution over den filippinske og den kinesiske revolution til 1960’ernes anti-krigs bevægelse været venstrefløjen, der som regel tilbød den vision, som ungdommen greb til for at udtrykke deres generationsoprør. Desværre var venstrefløjen i Filippinernes tilfælde simpelthen ude af stand til at tilbyde den drøm om en fremtid, der var værd at kæmpe for. Lige siden de ikke lykkedes med at få indflydelse på begivenhedsforløbet i 1986 ved at påtage sig rollen som tilskuer ved EDSA-oprøret, har venstrefløjen ikke haft held til at genfinde den dynamik, der gjorde den så attraktiv under den militære undtagelsestilstand.

 

Dens bevidste tilskuerrolle under EDSA-oprøret førte til en splittelse af den progressive bevægelse i begyndelsen af 90’erne. Derudover blev begrebet socialisme, der havde fungeret som et forbillede for generationer siden sidst i 1800-tallet, slemt sværtet ved det kollaps, der ramte de centraliserede socialistiske bureaukratier i Østeuropa. Men det allermest ødelæggende var måske manglen på politisk fantasi. Venstrefløjen formåede ikke at tilbyde et attraktivt alternativ til den neoliberale orden, der herskede fra sidst i 1980’erne fremover, så dets tilstedeværelse på den politiske scene blev reduceret til en bjæffen over fejl og misbrug hos de skiftende administrationer.

 

Manglen på vision faldt sammen med manglende evne til at sætte gang i en diskussion, der kunne indfange og udtrykke folks dybeste behov: Opstyltede og formalistiske vendinger fra 70’erne, der simpelthen blev opfattet som støj af en ny æra. Der var også den fortsatte indflydelse af en ’avantgardistisk’ masseorganiseringsstrategi, som kunne være passende under et diktatur, men som forblev løsrevet fra folks ønske om ægte deltagelse i et mere åbent demokratisk system. Tiden kaldte på Gramsci, men det meste af venstrefløjen hang fast i Lenin.

 

Denne avantgardisme i masseorganisering blev paradoksalt nok koblet med en valgstrategi, der underdrev klasseretorik, praktisk talt smed alle referencer til socialisme over bord, og nøjedes med at være mini-partner i rivaliserende fraktioner af den kapitalistiske elite. Selvfølgelig kan man ikke nok understrege væsentlig statslig undertrykkelse overfor nogle sektorer på venstrefløjen. Men det afgørende var opfattelsen af, at venstrefløjen var irrelevant, eller værre, et irritationsmoment hos store dele af befolkningen, efterhånden som mindet om dens heroiske rolle under den militære undtagelsestilstand fadede ud.

 

Naturen afskyr tomrum, siger man, og når det gælder at fange arbejderklassens ungdoms energi sidst i EDSA perioden, så blev det tomrum fyldt med Marcos revisionistiske myte.

 

Den kommende ustabilitet

Valgene i 2016 udspillede sig på denne baggrund. Men det gode ved historien er, at den har en åben slutning og til en vis grad ikke er afgjort. Som en filosof bemærkede, skaber mænd og kvinder historie, men ikke under betingelser de selv vælger. Eliten i samfundet kan stræbe efter kontrol med, hvor den skal hen, men den bliver ofte skuffet over at der opstår modsigelser, som skaber plads for underordnede sektorer til at blande sig og påvirke historiens retning.

 

Lige nu fryder Marcos-Duterte lejren sig bag en facade af at ’begrave stridsøksen’ og vi må forvente, at denne tomme snak flyder i perioden frem til 30. juni. Fra og med den dato, hvor den formelt overtager magten, vil virkeligheden slå til overfor denne bande. Marcos-Duterte alliancen, eller det, der pt udgør kredsen af adskillige politiske dynastier omkring Marcos-Duterte aksen, er en praktisk hemmelig alliance mellem magtfulde familier, og som de fleste alliancer af denne type, der alene bygger på at dele rovet, vil den vise sig at være meget ustabil. Det vil ikke være forbavsende, hvis Marcos’er og Duterter om et år er fløjet i struben på hinanden, noget, som måske blev antydet af, at den kommende vicepræsident Sara Duterte blev nægtet den magtfulde post som chef for Forsvarsdepartementet og i stedet fik den relativt kraftløse position som DepEd sekretær.

 

Denne uundgåelige magtkamp vil finde sted foran et bagtæppe af millioner, der indser, at de ikke er blevet ført til et land af mælk og honning, ris til 20 pesos pr. kilo, forvirring i en erhvervssektor, som stadig erindrer kammesjuk-kapitalismen under Marcos Sr. årene, og splittelse i et militær, der vil blive nødt til at arbejde på overtid for at inddæmme den ustabilitet, som skyldes tilbagevenden af et kontroversielt dynasti, som det selv bidrog til at vælte i 1986. Men det måske vigtigste element i dette omskiftelige sceneri er en stor sektor, virkelig millioner, som er fast besluttede på ikke at give den mindste legitimitet til en bande, som har snydt, løjet, stjålet og bestukket sig til magten.

 

Ved at stemme for Marcos, stemte 31 mio. filippinere for seks års ustabilitet. Det er uheldigt. Men oven over denne så trøsteløse udsigt er himlen altid blå. En af verdens mest succesfulde ledere af forandringer har bemærket: ’Der råder en kæmpe forvirring under himlen, men, hej venner, det ser fint ud’. Marcos-Dutertes regimets uundgåelige kriser giver muligheder for at organisere sig for en helt anden fremtid, og denne gang må vi progressive heller forstå det rigtigt.

 

Walden Bello var vicepræsidentkandidat i de seneste valg i Filippinerne. Han er senior analytiker i Fokus på Det Globale Syd, baseret i Bangkok, og adjungeret professor på State University of New York i Bingham. Forfatteren er medforfatter til 25 bøger og var i 2009-2015 medlem af Repræsentanternes Hus i Filippinerne.

 

Oversat fra meer.com af Anne Haarløv