Ved det finske parlamentsvalg i april led den socialdemokratiske regering nederlag og måtte afgive magten til en borgerlig koalition ledet af statsmister Petteri Orpo fra det konservative Samlingsparti. Det stærkt højreorienterede De Sande Finner blev det næststørste parti med 46 mandater og indgår i regeringen sammen med ”Svensk Folkeparti” og Kristendemokraterne.

Lokalaftaler skal kunne annulleres via lovgivning

Vi har tidligere skrevet om den langvarige papirstrejke, der var en følge af industriarbejdsgivernes angreb på det finske arbejdsmarkedssystem, der på mange måder ligner ”den danske model”. Eller hidtil har lignet, for det er et godt stykke af vejen lykkedes arbejdsgiverne at begrænse rettigheden til kollektive landsdækkende forhandlinger til fordel for individuelle og lokale aftaler.

Nu vil regeringen gå skridtet videre ved direkte at gribe ind i ”den finske model” f.eks. med forslag om, at indgåede lokalaftaler kan annulleres via lovgivning! Det skal også fremover være muligt at indgå lokalaftaler, uanset om virksomheden eller medarbejderne er organiseret og har valgt tillidsrepræsentant.

Man kan med rette spørge, hvad et kollektivt overenskomstsystem er værd, hvis det kan nedbrydes med lovgivning?

Angreb på strejkeretten

·         Retten til at tage politiske og faglige kamphandlinger vil blive begrænset. F.eks. ved at sympatikonflikter kan erklæres ulovlige, hvis de ikke er ”proportionelle”.

·         Fagforeninger kan idømmes bøder på mindst 75.000 kr. for ulovlige konflikter. Og fremover kan den enkelte medarbejder også idømmes bøder på op til 200 euro for deltagelse i strejker, som dømmes ulovlige.

·         Løsningen af arbejdskonflikter vil blive vanskeliggjort ved at begrænse den nationale mæglers muligheder. Grænsen for, hvornår man har ret til social dialog (Samarbejdsudvalg), hæves fra 20 til 50.

Angreb på de arbejdsløse og de lavest lønnede

·         Fremover kan arbejdsgiverne vælge at give tidsbegrænsede ansættelseskontrakter af et års varighed uden nogen særlig grund.

·         Regeringen foreslår forlængelse af antallet af karensdage, dvs. dage, hvor man ikke får dagpenge, når man bliver arbejdsløs. Før var det 5 dage, nu bliver det 7 dage. I Sverige har man til sammenligning 2 dage, og i Danmark får man dagpenge fra første dag. De 2 G-dage bliver betalt af arbejdsgiveren.

·         Den beskæftigelsesperiode, som kræves for at få dagpenge, hæves fra 6 til 12 måneder.

·         Den indtægtsbestemte dagpengesats nedsættes efter 2 måneder.

·         Samtidig bliver opsigelsesvarsler via lovgivning forkortet og pligten til at tage afskedigede medarbejdere tilbage) skal ikke længere gælde for virksomheder med færre end 50 ansatte.

·         Man vil ikke heller ikke få løn for den første sygedag, hvis man har færre end 5 sygedage. Dvs. at mange lavtlønnede f.eks. på plejehjem og i børnehaver vil blive tvunget til at gå på arbejde, selvom de er syge og kunne smitte børn eller beboere.

SAK har haft en kommission til at forske i stigende lavtlønsproblemer i Finland. Der findes nu job, hvor lønnen er så lav, at man ikke kan leve af den og derfor er nødt til at have flere job. Omkring 100.000 lønmodtagere er i denne situation og de har meget svært ved at gøre noget for at ændre deres situation. En ekstraregning kan betyde, at man må ud og låne penge. Det sociale system er ikke gearet til at løse disse menneskers problemer, og de ønsker ofte heller ikke selv at søge social hjælp, viser undersøgelsen.

Svækkelse af arbejdernes rettigheder til f.eks. at kunne forhandle løn kollektivt er endnu et skridt i den gale retning.

Faglige protester

Den finske fagbevægelse har varslet aktioner over hele landet den 7. november i protest mod, at regeringen angriber retten til at gå til modstand, samtidig med at de skærer ned på sociale rettigheder.  De anklager regeringen for at se bort fra, at kollektive kampskridt og også politiske strejker er en integreret del af foreningsfriheden og menneskerettighedskonventioner i ILO og EU.

SAK skriver:

”Arbejdstagernes ret til kollektive aktioner er en uundværlig del af en demokratisk retsstat. På den ene side er arbejdstagernes ret til kollektive skridt den sidste udvej til at repræsentere arbejdstagernes interesser, hvilket udjævner arbejdsgiverens magtposition. På den anden side skal medarbejderne have mulighed for at påvirke den politiske beslutningsproces, om nødvendigt også på andre måder end ved at stemme til nationale valg hvert fjerde år – især når regeringen ensidigt fremsætter forslag, der drastisk svækker arbejdstagernes rettigheder og position midt i valgperioden.”

”Kravene skal opvejes af pres fra virksomheder på politiske beslutningstagere, såsom trusler om at flytte aktiviteter uden for Finlands grænser og lukke produktionsfaciliteter eller andre foranstaltninger, der svækker statens økonomi og beskæftigelse. Da arbejdstagere ikke har samme mulighed for trusler og afpresning, er det berettiget at betragte arbejdstagernes ret til politiske faglige aktioner som en faktor, der udjævner arbejdsgivernes og regeringens magt. Der er ingen grund til, at den nuværende regering skal forstyrre denne balance.”

Det politiske paradoks i den finske situation er, at partier som De Sande Finner, der netop nu angriber faglige rettigheder og socialt udsatte, i stor udstrækning har hentet stemmer fra arbejderklassen i de udsatte områder. 27.april i år skrev Robert Stark her i Socialistisk Information, at:

”De Sande Finner har især haft held til at udvikle deres eget vidt udbredte brand, og en stærk, evigt gentaget fortælling, der kan omskrives sådan her: Den venstre-grønne feministiske klasse interesserer sig ikke mere for ’normale mennesker’. Energi, olie og mad er alt sammen for dyrt, fordi klimatiltag giver kunstigt høje priser, og derfor må indstilles, indtil leveomkostningerne er bragt under kontrol. Udlændinge og truende børn i de store byer lever af finske menneskers skattepenge!”

Vi må spørge os selv: Hvor er den venstrefløj, som formår at give denne fordrejning af sandheden et klart og enkelt modspil. Det burde ligge lige for.

Kilder: (Finsk LO/FH): SAKs blad (har også svensk og engelsk version): Svækkelse af arbejdsvikårene, svækkelse af den sociale sikring, begrænsning af strejkeretten + ”Angreb på finske arbejderes rettigheder” i Pak&Papir (3F’s brancheblad for emballage og papir), 9-2023.