Interview med Nancy Fraser - amerikansk kritisk teoretiker, feminist og professor i filosofi og samfundsvidenskab ved The New School i New York City. Fraser er meget kendt for sin kritik af identitetspolitik og sit filosofiske arbejde med begrebet retfærdighed.

af Nancy Fraser

I de seneste år har vi set et opsving i en arbejderorienteret kvindebevægelse, fra de imponerende protester mod vold i hjemmet og seksuel chikane på arbejdspladsen til omfattende strejker på den internationale kvindedag i Spanien, Polen og andre steder. Disse aktioner viser vej til en systemkritisk feminisme, som går videre end den liberale, individualistiske model, som bliver promoveret af folk som Hillary Clinton.

 

Et udtryk for denne nye bevægelse er det folkelige manifest Feminisme for de 99 procent (Verso, 2019). Det insisterer på, at feminisme ikke er et alternativ til klassekampen, men snarere udgør en afgørende frontlinje i kampen for en verden befriet for kapitalisme og alle former for undertrykkelse.

 

Nancy Fraser er medforfatter til manifestet sammen med Cinzia Arruzza og Tithi Bhattacharya. Hun talte med Rebeca Matínez fra det spanske tidsskrift Viento Sur om sin bog, sin kritik af den såkaldte ”progressive nyliberalisme” og sin forståelse af en feminisme, som sætter arbejderkvinder og kvinder udsat for racisme i front og i centrum.

 

RM: Hvad er Feminisme for de 99 procent mere præcist – og hvorfor et sådant manifest nu?

 

NF: Manifestet er en kort tekst, som forsøger at være folkelig og tilgængelig snarere end akademisk. Jeg har skrevet det sammen med den italienske feminist Cinzia Arruzza, som bor i New York, and Tithi Bhattacharya, en indisk-britisk kvinde, som underviser i USA.

 

Det er første gang, siden jeg var 68’er – aktivist i 1960’erne og 1970’erne – at jeg har skrevet en rigtig agitatorisk tekst. Jeg er jo hovedsagelig professor i filosofi. Men situationen er nu så kritisk, den politiske krise er så akut, at jeg virkelig følte, at jeg måtte springe ud i det og komme ud til et bredere publikum. Så manifestet forsøger at beskrive en ny vej for den feministiske bevægelse, som i de sidste par årtier har været domineret af en liberal, systembevarende fløj af feminismen, som i USA er personificeret af Hillary Clinton.

 

Det var en feminisme for de professionelle erhvervsledere, for de relativt privilegerede kvinder – middel- eller øvre middelklasse-kvinder, som er højt uddannede og overvejende hvide, som forsøger at komme til tops i erhvervslivet, i militæret eller i medierne. Deres projekt var at klatre op i erhvervslivets hierarki, at blive behandlet på lige fod med mænd fra deres egen klasse, med samme løn og samme prestige.

 

Det var ikke en ægte lighedsorienteret feminisme – det var ikke en feminisme, som kunne tilbyde meget til det store flertal af kvinder, som er fattige og tilhører arbejderklassen, som ikke har de privilegier, som er migranter, farvede kvinder eller kvinder, som er trans eller non-cis. Og denne feminisme for den ene procent, eller i bedste fald for de 10 procent, har virkelig skadet begrebet feminisme. Det har forbundet vores sag med eliten, med individualisme, med erhvervslivet. Det har givet feminisme et dårligt navn ved at forbinde os med nyliberalisme, finansialisering, globalisering og arbejderfjendsk politik.

 

Vi tre syntes, at det var et godt tidspunkt at springe ud i det og forsøge at lave en kort, tilgængeligt erklæring om en vision og et projekt for feminisme, som tager udgangspunkt i de fattige og arbejderkvindernes situation, og som spørger, hvad der faktisk skal til for at forbedre kvinders liv. Selvfølgelig er vi tre ikke alene om dette – der er også andre venstreorienterede feminister, som har forsøgt at udvikle et alternativ.

 

Det er faktisk det, som spirer frem i de enorme demonstrationer den 8. marts: Disse protester har en systemkritisk karakter, for de protesterer mod nedskæringer og angreb på den sociale produktion. Bevægelsen for kvinders behov kan ikke alene fokusere på kvindespørgsmål, som de traditionelt er blevet defineret, som fx abortrettigheder – selvom de er meget vigtige. Den må også tænke mere bredt på samfundsmæssige kriser og formulere en politik og et program, som kommer alle til gode. Det er derfor, vi kalder det en feminisme for de 99 procent. Det betyder ikke kun 99 procent af kvinderne, men 99 procent af alle mennesker på jorden.

 

RM: Du nævnte den 8. marts og kvindestrejkerne, som har været i mange lande siden 2017, også her i Spanien. Og ud over dette, så er det faktisk kvinder, der har stået bag de fleste arbejderprotester i Spanien i de senere år, fx husarbejdere og hjemmehjælpere. Så står vi overfor en ny bølge inden for feminismen? Og hvilken fase af den nyliberale kapitalisme er den et svar på?

 

NF: Jeg tror, det er en ny bølge, eller i hvert fald har den potentiale til at blive det, hvis den kan bryde med denne liberale erhvervslivs-feminisme. Og jeg synes, den viser en masse tegn på at gøre det.

 

Nyliberalismen har medført et heftigt angreb på det, vi kalder sfæren for den sociale reproduktion. Det betyder alle de aktiviteter og programmer, som støtter folk og deres reproduktion: fra fødsler og opdragelse, ældrepleje og arbejde i det private hjem til aktiviteter som offentlig uddannelse, sundhed, transport, pensionsordninger og boligforhold. Nyliberalismen har lagt pres på alt dette. Det hedder sig, at kvinder er nødt til at arbejde fuld tid som lønarbejdere og samtidig, at staterne er nødt til at skære ned på sociale programmer som en del af nedskærings- og finansialiserings-politikken.

 

Så her har vi både nedskæringer af offentlig støtte på disse områder, og en insisteren på, at kvinder skal bruge deres tid til at producere profit til kapitalen. Det betyder en reel krise for omsorgsarbejde og social reproduktion. Det er, som du siger, i denne sfære, at de fleste aktive strejker og protester finder sted.

 

Under krisen i 1930’erne var det den industrielle arbejderklasse, som var i centrum for det aktive oprør: dannelsen af fagforeninger, kampen for faglige rettigheder osv. I dag er situationen forskellig, delvist på grund af afindustrialiseringen og udflytningen af industri til det globale syd. Nu står den sociale reproduktion i centrum.

 

Du nævnte nogle vigtige strejker anført af kvinder. Jeg kan tilføje, at i USA har vi haft en større bølge af lærerstrejker. Det er ekstraordinært: Lærere får så dårlig løn, at mange af dem må tage et andet job i Walmart [amerikansk supermarkedskæde, o.a.] om aftenen for at have nok til sig selv og familien. Men disse lærerstrejker var ikke kun for højere løn – de handlede også om større bevillinger til undervisning og om at forbedre skolerne. Så de har fået en massiv opbakning.

 

Det er et eksempel på, hvordan den sociale reproduktion bliver et centralt kampområde. Og jeg har forstået, at de massive demonstrationer og strejker i Spanien den 8. marts også var en protest mod nedskæringer i de offentlige investeringer på alle disse områder. I dag er det kampene om den sociale reproduktion, som er banebrydende i venstrefløjens, systemoverskridende, antikapitalistiske kamp, og kvinderne står i forreste række. Denne kendsgerning må stå i centrum for en ny måde at forstå feministisk politik på.

 

RM: Hvordan vil du sige, at denne kamp om den sociale reproduktion spiller sammen med klassekampen og med antiracistiske og LGTBQ-bevægelser?

 

NF: Først og fremmest må vi genoverveje, hvad vi forstår ved klassekamp. Nok en gang: Vores forestilling om klassekamp går tilbage til 1930’erne – den hvide, mandlige industriarbejder med en fagforening. Men jeg ville sige, at de førnævnte kampe om den sociale reproduktion også er klassekamp. For man kan ikke have produktion og industriarbejde, hvis der ikke er nogen til at udføre arbejdet med at producere og forny arbejderne og tage sig af den næste generation, som skal afløse dem. Social reproduktion er afgørende for den kapitalistiske produktion.

 

Det arbejde, som frembringer disse mennesker og disse former for social organisering er på alle måder lige så meget et arbejde som det, der foregår på fabrikkerne. Det, som skaber en klasse, er ikke bare arbejdsrelationer på fabrikker, men også relationer i den sociale reproduktion, som skaber arbejdere. Så alt dette er en del af klassekampen.

 

Vores tidligere ide om klassekamp var for snæver. Jeg mener ikke, at feminismen for de 99 procent er et alternativ til klassekampen. Det er en anden front i klassekampen, så den bør være allieret med de mere traditionelle arbejderbevægelser og de andre ting, du nævnte – antiracistisk kamp, kampen for migranters rettigheder og kampen for LGBTQ-rettigheder.

 

Det er også vigtigt på grund af den nye klasse- og racemæssige opdeling af kvinder. De veluddannede kvinder fra den øvre middelklasse, som overvinder diskriminationen og stiger til tops i virksomhederne, arbejder 60 timer om ugen i meget krævende stillinger. De ansætter farvede kvinder, ofte indvandrere, til at tage sig af børnepasning, privat rengøring, madlavning til deres børn, pasning af deres forældre på plejecentre osv. Disse liberale-feministiske kvinder læner sig således op ad racialiserede kvinders arbejde. Og disse sidstnævnte er sårbare: De har ikke faglige rettigheder, de får en ussel løn, og de sårbare over for overfald og chikane.

 

Hele denne klasse-race-dimension inden for feminismen skal sættes i første række og være central. Feminisme for de 99 procent må være en antiracistisk kamp. Den må forholde sig til livssituationen for de fattige, farvede arbejderkvinder – flertallet af kvinder – og sætte deres behov i forgrunden, ikke behovene hos de karrierekvinder, der satser på at komme til tops i erhvervslivet.

 

På samme måde er der inden for LGBTQ-bevægelsen en liberal fløj, som har været dominerende, og så en bredere gruppe, hvis behov og problemer er blevet sat på sidelinjen. Så jeg mener, der foregår en sammenlignelig kamp inden for LGBTQ-bevægelserne om, hvis interesser der skal være i forgrunden og i centrum. Jeg kunne ønske mig at se vores feminisme for de 99 procent tale for trans-, queer- og lesbiske kvinder, og jeg kunne tænke mig at se en LGTBQ-bevægelse for de 99 procent, som ville være dens naturlige alliancepartner.

 

RM: Det er klart, at kampen om den sociale reproduktion kunne opbygge en blok mod nyliberalisme og kapitalisme. Men hvad med de patriarkalske relationer – kan vi bekæmpe mænds vold inden for rammen af kampen om reproduktion? Kan vi bruge denne front til at ændre vores relationer med andre kvinder og – først og fremmest – med mænd?

 

NF: Lad mig starte med at nævne #MeToo-bevægelsen. Det offentlige billede af denne bevægelse har fokus på Hollywood, højt betalte skuespillere, entertainere, medierne osv. Men den brede masse af mindre privilegerede kvinder er endnu mere sårbare over for seksuelle overgreb og chikane på arbejdspladsen. Jeg taler om arbejderkvinder i landbruget, hvor mange ikke har id-papirer, og hvis manglende magt og ressourcer gør dem sårbare over for krav fra chefer og arbejdsledere. Det samme gælder ansatte på hoteller – for eksempel i tilfældet med Dominque Strauss-Kahn – eller rengøringspersonale på kontorer. Folk, som arbejder i private hjem, er umiskendeligt ofre for voldtægt og seksuelle overgreb.

 

#MeToo-bevægelsen er, hvis man ser mere bredt på det, en arbejdskamp. Det er en kamp for en sikker arbejdsplads, hvor man ikke bliver udsat for overgreb. At medierne kun fokuserer på det øverste lag er en skam, for det får det til at se ud, som om det ikke handler om klassekamp.

 

Spørgsmålet om den sociale reproduktion handler i høj grad om at ændre relationerne mellem produktion og reproduktion og, derfor, også om at ændre styrkeforholdene inden for hjemmets fire vægge. Social reproduktion bør ikke kønsbestemmes som udelukkende kvindearbejde. Det er et vigtigt samfundsmæssigt arbejde, hvor nogle aspekter er særdeles behagelige og kreative. Mænd bør også have adgang til det og bør føle et ansvar for at udføre deres del. Også dette handler om at ændre dynamikken inden for husstanden. Og selvfølgelig er en feminisme for de 99 procent imod alle former for vold mod kvinder, mod transpersoner, mod ikke-cis-personer, mod racialiserede folk osv.

 

Patriarkatet er et ord, som jeg personligt ikke bryder mig om, for det lægger op til et tosidet magtbillede – en leder og hans indsatte tjenere. Noget af dette eksisterer stadigvæk, uden tvivl. Men de virkelig vigtige former for magt i samfundet eksisterer i en mere upersonlig og strukturel måde, som begrænser mulighederne for arbejdere og fattige folk.

 

Så jeg synes, det er vigtigt at have et andet billede af magten. Den fungerer gennem bankerne og Valutafonden, gennem organiseringen af finans og industri, og gennem konstruktionen med et kønsopdelt og racebestemt arbejdsmarked. Det er det, som bestemmer, hvem der har adgang til ressourcer, hvem der kan forsvare sine krav og fungere som ligestillet selv inden for familier og personlige forhold.

 

RM: Når du taler om social retfærdighed, skelner du mellem tre niveauer. Der er en distribution (økonomien), men også en anerkendelse (kultur) og en repræsentation (politik). I hvilket omfang er disse tre niveauer til stede i den nye bølge af feminisme?

 

NF: Jeg mener, vi skal forholde os til alt dette, og at det hænger sammen. Man kan ikke ændre den økonomiske sfære eller de fordelingsmæssige relationer, hvis man ikke også ændrer disse andre ting.

 

Hvad der bliver regnet som politiske spørgsmål, bliver ofte defineret i forhold til, hvad der tæller som økonomiske spørgsmål. Kapitalens kræfter insisterer på, at alt vedrørende arbejdspladser skal bestemmes af markedet, af cheferne, og at disse spørgsmål ikke skal gøres til genstand for demokratisk, politisk selvbestemmelse. Der er en adskillelse mellem det, som kapitalejerne bestemmer, og hvad vi som et demokratisk flertal bestemmer.

 

Meget af dette handler om kulturelle spørgsmål – om det sprog, vi har til rådighed for at forstå vores situation. Har vi begreber som seksuelle overgreb og date-voldtægt, et ordforråd til at beskrive det, som er galt i samfundet, til at tale om vores erfaringer og vores krav?

Feminismen har gjort meget for at skabe et nyt sprog og i den forstand at ændre kulturen, at ændre folks forståelse af, hvad de er berettiget til og ikke skal finde sig i. Det har altså skabt en bredere ramme for den politiske diskurs, og hvad der eventuelt kan være et spørgsmål for demokratiske beslutninger og ikke private beslutninger for familien eller for firmaet.

 

I øjeblikket har vi skabt flere fremskridt på det kulturelle niveau end på det niveau, der handler om institutionelle forandringer, både på det politiske og på det økonomiske område. Men det handler altid om de gensidige relationer mellem disse tre ting.

 

RM: Du har peget på, at nyliberalismen har taget noget af den kritik til sig, som blev udviklet og rejst af den anden feminismebølge og andre 70’er-bevægelser, og har inkorporeret den til sin egen fordel. Kan det ske igen med de nye former for feminisme – og hvad kan vi gøre for at undgå det?

 

NF: Den liberale feminisme blev, sammen med liberal antiracisme, liberale LGBTQ-bevægelser og den “grønne kapitalisme”, overtaget – indarbejdet i – en dominerende herskerblok, som i USA antog form af det, jeg kalder ”progressiv nyliberalisme”.

 

Den lånte fra bevægelsernes karisma og ideologi for at give den frygtelige politik – finansialisering, prækarisering af arbejdet og løntrykkeri, et skær af at være en støtte til bøsser, til kvinder osv. Det er uden diskussion det, som er sket, og netop derfor er det så vigtigt, at den nye feminismebølge må bryde med den type feminisme og udstikke en ny kurs.

 

Det er altid muligt at blive overtaget af mere magtfulde kræfter, hvis endemål er helt i strid med ens egne. Det er altid vigtigt for befrielsesbevægelser og bevægelser på venstrefløjen at være på vagt i forhold til dette.

 

I dag bliver vi fortalt, at vi kun har to muligheder – enten højreorienteret autoritær populisme, som er racistisk og fremmedfjendsk, eller at vende tilbage til vores liberale beskyttere og den progressive nyliberalisme. Men det er et falsk valg – vi er nødt til at afvise begge muligheder.

 

Vi står i en situation med en omfattende krise, hvor vi har chancen for at udstikke en anden vej og opbygge en virkelig systemoverskridende bevægelse for de 99 procent, hvor feminismen for de 99 procent er en blandt flere strømninger sammen med arbejderbevægelser, en miljøbevægelse for de 99 procent, kampen for indvandrerrettigheder for de 99 procent, osv.

 

RM: Du har skrevet, at nationalstaten (inden for det, du kalder den westfalske-keynesianske ramme) er havnet i en krise med nyliberalismen, og at dens grænser nu er mere diffuse. Du kalder alt dette for en “deframing” [opløsning af rammerne, o.a.] politik. Men hvad er nationalstatens rolle i dag? Kan vi sige, at den er forsvundet?

 

NF: Nej, den er ikke forsvundet. Historisk er det nationalstaten, som har leveret en vis grad af beskyttelse og sikerhed for det arbejdende folk over for kapitalen. Og det er stadig tilfældet, at nationalstaten er den primære adressat for vores krav. Når vi har brug for beskyttelse, når vi har brug for social støtte, hvem spørger vi så? Vi kræver, at vores regering træder til.

 

Det er naturligt, når politik fortsat i vid udstrækning er organiseret på national basis, når nationale valgkampagner er den primære aktivitet for politik på nationalt niveau. Men det er også tilfældet, at dette i sidste ende er utilstrækkeligt.

 

Vi kan se det, når vi diskuterer migration, som er et centralt konfliktpunkt, faktisk en krise. Vi har folk over hele verden, som ikke har stater, der kan beskytte dem eller give dem bare noget i retning af det, som vi i de rige lande beder vores stater om at give os. De lever i mislykkede stater, i flygtningelejre, de er tvunget til at udvandre på grund af politisk vold, religiøs forfølgelse, af den kendsgerning, at USA har invaderet og ødelagt deres lande, af klimakriser, af mange aspekter af den globale krise, som vi lever i.

 

Når disse mennesker kommer, sætter de højreorienterede populistiske bevægelser dobbelt trumf på deres politik med nationalisme og eksklusion. Hvad var Trumps slogan? ”Make America Great Again” – som det var, før alle disse sorte mennesker begyndte at dukke op og ruinere landet. Det er ideologien hos denne populistiske bevægelse. Så vi er nødt til at tænke transnationalt på, hvordan vi kan sikre sociale rettigheder for alle mennesker i hele verden. De behøver disse rettigheder, så de ikke er nødt til at hoppe i en båd og risikere deres liv kun for at finde et anstændigt sted at bo et sted halvvejs på den anden side af kloden.

 

 

Interviewet blev først bragt i det spanske webmagasin Viento Sur og derefter oversat til engelsk af Jacobin. Oversat til dansk af Åge Skovrind

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com