I en tidligere artikel skrev jeg om meningsmålinger, der forudsagde, at AfD ville vinde 30 procent eller mere af stemmerne i de tre østtyske stater, der skulle have valg i september. To af de tre valg, i Sachsen og Thüringen, fandt sted søndag den 1. september, og desværre viste forudsigelserne sig at holde stik.

af Folke Mueller

Læsetid: 5 minutter

 

Sarah Wagenknechts nye parti BSW tog næsten alle de stemmer, som Die Linke mistede. Foto: Raimond Spekking / CC BY-SA 4.0 – Wikimedia

 

Resultaterne udgør intet mindre end et chok for det tyske politiske system, som længe havde været baseret på en konsensusorienteret politisk kultur, der graviterede mod midten.

 

I Sachsen gik AfD tre procentpoints frem og kom ind med 30,6 procent. Kun centrum-højrepartiet CDU fik flere stemmer med 31,9 procent. I Thüringen vandt AfD valget med 32,8 procent og skrev dermed historie, sådan som det under kampagnen havde opfordret sine vælgere til med sit slogan ”Schreib Geschichte!”, altså ”Skriv Historie!”. Det er første gang i Tyskland efter Anden Verdenskrig, at et højreekstremistisk parti har vundet et delstatsvalg. CDU kom på en fjern andenplads med 23,6 procent. Virkningen af ​​dette kan ikke overvurderes. Den liberale ugeavis Die Zeit opsummerede resultaterne som følger: “Denne dag vil ændre landet – i dets debatter, men også i dets politiske beslutninger.”

 

AfD klarede sig overraskende godt blandt unge vælgere

En alvorlig bekymring er, at AfD klarede sig rigtig godt blandt unge vælgere i både Thüringen og Sachsen. Ifølge Forschungsgruppe Wahlen, en tysk non-profit valgforskningsgruppe, stemte 29 procent af vælgere mellem 18 og 29 år på AfD i Sachsen. I Thüringen stemte svimlende 35 procent i samme aldersgruppe på AfD. Dette er et tegn på, at for netop denne demografiske gruppe er dette yderste højreparti slet ikke stigmatiseret. Tværtimod kan det tolkes som en normalisering af AfD blandt unge vælgere, der tilsyneladende opfatter den klassiske opdeling af partilandskabet i venstre og højre som stadig mere uvæsentligt. Som forskeren Rüdiger Maas, der studerer generationstendenser, nævnte til det tyske presseagentur (dpa): “Det betyder, at disse ekstreme partier ikke bliver marginale.”

 

Die Linke er fortsat i frit fald

Den største enkelttaber ved begge delstatsvalg var desværre Die Linke. Det kom ind med 4,5 procent af stemmerne i Sachsen, hvilket repræsenterer et tab på 5,9 procentpoint i forhold til det sidste delstatsvalg i 2019. I Thüringen oplevede Die Linke et svimlende tab på 17,9 procentpoint! Partiet kom således ind på fjerdepladsen med 13,1 procent af stemmerne i en stat, hvor det havde regeret i et årti! Det var narcissisten Sarah Wagenknechts nye BSW-parti – naturligvis opkaldt efter hende selv, som umiddelbart fik fordel heraf. Det hentede stort set alt det, som Die Linke mistede, og fik 15,8 procent af stemmerne i deres første valgoptræden nogensinde.

BSW — splitter venstrefløjen i Tyskland yderligere

BSW bliver konsekvent stemplet som et venstrepopulistisk parti af tyske nyhedseksperter. Ved første øjekast kan deres program give indtryk af, at det måske er tilfældet. Deres program består af fire hjørnesten:

 

Økonomisk rationalitet — dybest set en appel til en tilbagevenden til de gode gamle dage, hvor markedsøkonomien angiveligt fungerede: ”Vi stræber efter en innovativ økonomi med fair konkurrence, velbetalte, sikre job, en høj andel af industriel værdiskabelse, et fair skatteystem og en stærk middelklasse (Mittelstand).”

 

Social retfærdighed — den ældgamle sætning, som selv socialdemokraterne er kendt for at støve af i hver valgkamp. Heller ikke her er der kritik af selve systemet: ”Vi ønsker at stoppe opløsningen af ​​den sociale sammenhængskraft og tilpasse politikken til det fælles bedste. Vores mål er et retfærdigt meritokrati med reelle lige muligheder og en høj grad af social sikkerhed.”

 

Fred (udenrigspolitik) – “Vores udenrigspolitik er i traditionen fra kansler Willy Brandt og sovjetpræsident Mikhail Gorbatjov, som modarbejdede den kolde krigs tankegang og handling med en afspændingspolitik, interesseforsoning og internationalt samarbejde. Vi afviser grundlæggende løsningen af ​​konflikter med militære midler.” Så langt, så godt.

 

Frihed (Strengthen Democracy) — “Vi ​​ønsker at genoplive demokratisk beslutningstagning, udvide den demokratiske medbestemmelse og beskytte den personlige frihed. Vi afviser højreekstremistiske, racistiske og voldelige ideologier af enhver art.” Igen, det lyder som venstredrejet, som de fleste af os kunne stå bag.

 

Men hvis vi graver dybere, kan vi observere, at “Fred”-hjørnestenen i praksis ofte udmønter sig i en meget campistisk pro-Putin linje. Dette inkluderer Sarah Wagenknechts “fredsmøde”, som hun afholdt i begyndelsen af ​​2023 og var et af de afgørende øjeblikke, før hun brød med Die Linke. Selvom Die Linke åbenlyst var tilhænger af fred, frygtede Die Linke, at denne begivenhed ville tiltrække tilhængere af ”den stærke mand” (Trump-Putin) såvel som andre direkte fascister og støttede den derfor ikke. Det viste sig, at Die Linke havde fuldstændig ret i denne antagelse.

 

På samme måde, hvis vi graver i den sidste hjørnesten, kan vi se, hvorfor AfD har forsøgt at invitere Sarah Wagenknecht til at blive en allieret. Fortællingen om “Frihed” lyder længere nede: “Immigration og sameksistens mellem forskellige kulturer kan være en berigelse. Det gælder dog kun, så længe tilstrømningen er begrænset til en størrelsesorden, der ikke overvælder vores land og dets infrastruktur, og så længe integrationen aktivt fremmes og lykkes.”

 

Derudover angriber den enhver mangfoldigheds-, ligheds- og inklusionsbestræbelse: ”Ophævelse af kultur, pres for at indordne sig og den stigende indsnævring af spektret af meninger er uforenelige med principperne for et frit samfund. Det samme er tilfældet med den nye politiske autoritarisme, som angiveligt uddanner folk og regulerer deres livsstil eller sprog.”

 

Det er af disse grunde, at jeg ikke ville betragte BSW som et “venstrepopulistisk” parti i den forstand, som vi historisk er vant til. Mens deres program bestemt indeholder elementer, der appellerer til progressive vælgere, har det også principper, der tydeligvis er rettet mod potentielle AfD-vælgere.

 

Katja Wolf, BSW’s topkandidat i Thüringen, forlod Die Linke og sluttede sig til BSW for at forhindre en AfD-sejr i Thüringen netop med disse elementer af højreorienteret, ikke venstreorienteret, populisme. Det lykkedes tydeligvis ikke, og snarere end at forhindre AfD i at vinde, har det gjort varig skade på Die Linke og Tysklands venstrefløj som helhed til gavn for en enkelt persons ego. I det mindste ligger skylden for AfD’s succes delvis hos Sarah Wagenknechts nye parti.

 

Hvad så?

I bund og grund har vi i høj grad en situation med et parlament uden flertal i begge stater. I Thüringen, hvor AfD fik flest stemmer, men ikke et flertal til at regere, vil partiet være hårdt presset for at finde koalitionspartnere og vil derfor højst sandsynligt ende i en rolle som opposition. Men med over en tredjedel af pladserne i delstatsparlamentet vil det have en enorm magt og mulighed for som et mindretal at blokere for initiativer. Det kan for eksempel forhindre, at:

  •  offentligheden kan forhindres adgang til parlamentet
  •  delstatsparlamentet opløser sig selv
  •  formanden for parlamentet bliver stemt ud af embedet
  •  dommere blive udnævnt til Thüringens forfatningsdomstol
  •  der nedsættes en parlamentarisk kontrolkommission
  •  Thüringens forfatning ændres

 

(Kilde: https://www.mdr.de/nachrichten/thueringen/landtagswahl/sperrminoritaet-afd-100.html)

 

Ligeledes vil CDU i Sachsen, hvor CDU kun lige akkurat overhalede AfD, blive presset hårdt for at finde nok koalitionspartnere til at isolere AfD, selvom det ser ud til, at AfD efter en softwarefejl og en genoptælling ikke længere sidder på et blokerende mindretal i denne stat. Ikke desto mindre bliver CDU nødt til at indgå i en koalition med BSW og måske endda med Die Linke for at få et flertal, der rent faktisk vil kunne regere. Mens den første mulighed er yderst usmagelig for de konservative, er den anden teknisk set ikke engang “tilladt” ifølge CDU’s egne vedtægter: “CDU i Tyskland afviser koalitioner og lignende former for samarbejde med både Die Linke og Alternative für Deutschland.”

 

Jeg har dog andre steder diskuteret, hvordan disse beslutninger i det mindste på kommunalt og endda statsligt plan allerede er blevet overtrådt i praksis uden at blive anfægtet. Der er også en noget vag bestemmelse i deres vedtægter om manglende samarbejde med både AfD og Die Linke: ”Samtidig ved vi dog, at visse berøringspunkter ikke kan undgås i den parlamentariske hverdag. Begge partier blev trods alt valgt, de er demokratisk legitime og deres rettigheder, der følger af vælgernes vilje, skal naturligvis respekteres.”

 

Det er stadig uvist, om CDU’s principper vil forblive lige så standhaftige, efterhånden som AfD fortsætter sin fremgang. Det resterende delstatsvalg for i år bliver i Brandenburg den 22. september, hvor et lignende resultat allerede er blevet forudsagt. Skulle AfD vinde stort også dér, og SPD’s socialdemokrater lider endnu et tungt nederlag, kan det endda være sandsynligt, at forbundskansler Scholz, fra Socialdemokratiet, bliver nødt til at træde tilbage.

 

Derefter vil alle rette øjnene mod det kommende valg til Forbundsdagen i september næste år. Med BSW i jubel over sine succeser og uden intentioner om at trække sig ud af de kommende valgkampe – selv om der tilsyneladende allerede er dukket personmæssige problemer op, og med både Die Linke og SPD i ruiner, så vil Tyskland stå over for endnu et bevæget politisk kommende år.

 

12. september 2024

 

Oversat fra Solidarity af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com