Man siger, at krig og politik giver underlige sengekammerater. Og begge dele på én gang giver nogle virkeligt mærkelige resultater. Det ser vi nu, hvor Sverige har søgt optagelse i NATO og er blevet afhængig af Erdogans nåde og barmhjertighed.

 

Tyrkiet har - blandt andet - præsenteret Sverige for en liste på 33 navngivne personer, som man forlanger udleveret til Tyrkiet på grund af deres angivelige medlemskab af PKK som en del af prisen for at acceptere Sveriges (og Finlands) medlemskab af NATO.

 

"Resultatet" af kravet har indtil videre været udleveringen af en enkelt person - som ikke er blandt de 33 ønskede. Vedkommende er i Tyrkiet dømt til 6 års og 10 måneders fængsel for medlemskab af PKK, men det berettiger åbenbart ikke til asyl i Sverige. Det kan undre, når det tyrkiske politis og retssystems vilkårlige forfølgelse af kurdere og venstrefløj, heriblandt. parlamentsmedlemmer fra venstrefløjspartiet HDP, er veldokumenteret. Personen fik endeligt afslag på asyl i februar 2021 og har levet under jorden lige siden. Om det er et "tilfældigt fund", eller om svensk politi har haft personen i kikkerten, kan vi kun gætte på. Men det lader til, at Erdogan-regeringen vælger at se udleveringen som en stor sejr, så de med god samvittighed kan tillade Sverige og Finland at få medlemskab af NATO.

 

Selv om NATO ynder at fremstille sig som et forsvar for frihed og demokrati, indeholder organisationens grundlag ikke noget om at stå vagt om demokratiet eller beskytte befolkningen mod undertrykkelse. I udgangspunktet var det fascistiske Portugal også med som et af NATOs grundlæggende lande, så det havde været svært. I NATO er man kun fælles om at beskytte de ydre grænser og om at vedligeholde en evig oprustningsspiral.

 

Erdogans venner og fjender

Under Erdogan har Tyrkiet ellers et noget blakket ry i forhold til terror-organisationer. I hvert fald havde Erdogan ikke problemer med, at krigere, der ønskede at slutte sig til Islamisk Stat, brugte Tyrkiet som transit-land og base. IS finansierede det meste af deres Kalifat med indtægter fra olie, hvor Tyrkiet var transitland for endeløse kolonner af tankbiler, der transporterede IS-olie til udskibningshavnene. Ironisk nok var det russerne, der i 2015 leverede satellitfotos af hundredvis af tankbiler på vej ind i Tyrkiet.

 

IS-tilhængere, efterlyst for mordforsøg i fx Danmark, har også frit kunnet leve og arbejde i Tyrkiet. Sverige har besvaret den tyrkiske "ønskeliste" med et krav om at få udleveret en større flok mistænkte narkohandlere.

 

Men det er ikke Sveriges og Finlands eventuelle NATO-medlemskaber, eller PKK-medlemmers muligheder for at være politisk aktive i Sverige, som Tyrkiet i virkeligheden går efter. Det er blevet krystalklart i de seneste dage, at der er større mål.

 

Erdogans egentlige mål er at bekæmpe det kurdiske selvstyre i det nordlige Syrien, især organisationerne PYD og YPG.

 

Hvis navnene lyder bekendte, er det, fordi det var dem, der i sin tid satte foden ned og stoppede IS’ militære fremgang i Syrien. De frygtede IS-krigere, der havde rullet al modstand til side indtil da, blev pludseligt stoppet af nogle unge mennesker iført jeans, t-shirts og gummisko. De var bevæbnede med gamle Kalashnikov-rifler og troen på kurdernes ret til at eksistere. I starten kæmpede de alene. Senere modtog de våbenstøtte fra forskellige vestlige lande. Dog var man meget omhyggelige med at give dem det minimum af lette våben, der skulle til for at besejre IS. Tungere våben - der kunne være blevet anvendt i et forsvar mod Tyrkiet - var absolut forbudt.

 

Den dag i dag er det tropper fra YPG, der bekæmper resterne af IS, og det er YPG, der står for bevogtningen af de fangelejre, hvor IS-krigere og -sympatisører er samlede.

 

Angreb på Rojava

De bliver nu angrebet fra både luften og jorden af tyrkiske tropper. Tyrkiets erklærede mål er at kontrollere en 30 km bred zone af det nordlige Syrien. Samtidig er Tyrkiet gået ind i en diplomatisk offensiv for at få PYD/YPG på EU's og USA's terrorlister.

 

I skrivende stund er det uklart, om bevogtningen af fangelejrene stadig er intakt, eller om Tyrkiet har sikret at 10.000 IS-krigere nu er på fri fod…

 

Tyrkiet er grundlæggende ligeglade med, hvad NATO-landene eller andre mener. Det demonstrerede de allerede i 1974, længe før Erdogan-regimet, hvor Tyrkiet i praksis erobrede det nordlige Cypern, i noget der var tæt på at blive en krig med NATO-partneren Grækenland. Så der er ikke grund til at nære illusioner om at påvirke Tyrkiet og deres politik gennem NATO.

 

Derimod er det et blandt mange argumenter imod enhver støtte til eller medlemskab af alliancen, at den rummer regimer, der aktivt fremmer undertrykkelse og terrorisme.

 

Den aktuelle situation giver anledning til at rejse konkrete krav, fx:

 

•    Kurdere med reel eller påstået relation til PKK (specielt dem, der nu lever i Sverige og Finland) skal åbent tilbydes asyl i Danmark - akkurat som man fra Enhedslistens side foreslog, at det iranske fodboldlandshold skulle tilbydes asyl i DK.
•    Iværksættelse af diplomatiske sanktioner over for Tyrkiet, hvis angrebene fortsætter.

 

Situationen lægger også op til at bakke op om og eventuelt tage nye initiativer til at indsamle økonomisk støtte til YPG.

 

SAP's Forretningsudvalg, den 7. december 2022