content-picture.php

Enhedslistens "Klimaplan 2030" skærper den rød-grønne profil op til valget, men afpasser perspektiverne og midlerne til det parlamentariske spil.

af Finn Kjeller

Enhedslistens folketingsgruppe lancerede den 13. februar 2019 sit længe varslede klimaudspil under titlen Klimaplan 2030: En socialt retfærdig vej til det grønne samfund. Og efter Enhedslisteforhold var det med de store kanoner, at klimaplanen blev udbredt – fra event på Christiansborg til gadeaktioner og indstik i dagbladet Information.

 

Klimaplanen indeholder en lang række konkrete forslag, som skal “sætte turbo på en ambitiøs grøn omstilling, hvor alle bidrager efter evne” og “lede verden an i den nødvendige grønne omstilling”. Forslagene handler bl.a. om udbygning af vind- og solenergi, forbud mod salg af nye diesel- og benzinbiler i hhv. 2022 og 2025, massiv investering i offentlig trafik, omlægning af landbrugsarealer, genanvendelse og forebyggelse af plastaffald. Og ikke mindst gives der et klart svar på den sociale profil i nye grønne afgifter: Indtægterne skal “sendes tilbage til folk med lav- og mellemindkomster”.

 

Som samlet svar på klimaudfordringen frem til 2030 og som Enhedslistens “vej til det grønne samfund” er udspillet imidlertid kontroversielt i Enhedslisten:

 

·         Udspillet knyttes an til Paris-aftalens målsætning om at tilstræbe højst 1,5 graders global opvarmning, men i forhold til at yde Danmarks rimelige del af denne enorme hasteopgave forekommer mål og metoder helt utilstrækkelige.

 

·         Udspillet bygger kun delvist på Enhedslistens grønne program, som blev vedtaget på årsmødet i 2018, og udspillet er i direkte modstrid med det grønne programs vækstkritiske og antikapitalistiske linje.

 

1,5 grader?
Planens overordnede målsætning knytter an til Paris-aftalen, som siger, det gælder om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under to grader med sigte på at begrænse den til 1,5 grader:

 

“Målet med denne plan er at udforme en klimapolitik, der sikrer, at vi gør vores bedste for at holde verdens temperaturstigning til maksimalt 1,5 grader over niveauet før den industrielle revolution.” (s. 6)

 

De senere år har den erkendelse bredt sig, at farlige klimaforandringer allerede er i gang, og at 2 grader på ingen måde er en sikker grænse. I oktober 2018 fastslog en særlig rapport fra FN’s klimapanel, at forskellen mellem 2 grader og 1,5 grader vil være hårdtslående for mennesker og natur rundt om i verden.

 

1,5 graders-målsætningen er imidlertid ekstremt krævende, hvis den overhovedet længere er mulig, for den globale opvarmning har nået 1 grad, 1,5 grader kan blive nået alene med den forsinkede effekt af allerede udledte gasser, og de globale udledninger har endnu ikke toppet. Scenarierne for 1,5 grader har typisk bygget på, at man overskrider 1,5 grader, men satser på at kunne afkøle igen ved at trække CO2 ud af atmosfæren ved hjælp af BECCS, hvor man afbrænder planter og lagrer CO2’en i undergrunden – et projekt, som er ekstremt usikkert og vil lægge beslag på enorme dyrkbare arealer.

 

Enhedslistens nye klimaplan fastslår altså den ambitiøse overordnede målsætning 1,5 grader. Men hænger midlerne sammen med målsætningen?

 

Reelt klimaregnskab
En første forudsætning for at planlægge Danmarks rimelige bidrag til de maksimale 1,5 grader er, at man tager udgangspunkt i det reelle klimaregnskab.

 

Desværre bygger klimaplanens regnestykke på det officielle regnskab for drivhusgasudledninger, dvs. den kreative bogføring, hvor man ikke medregner klimaeffekten af biomasse, import/udflyttet produktion og international transport. Dermed bliver reduktionskravene alt for små.

 

Problemet med biomasse er påpeget i en faktaboks, men altså ikke med i beregningerne. Og som der står i det grønne program:

 

“Klimaregnskabet og -indsatsen skal også omfatte de drivhusgasudledninger, som den danske økonomi forårsager uden for landets grænser gennem international transport, industriproduktion, der er forlagt til andre lande, og dyrkning af dyrefoder og andre landbrugsprodukter.”

 

Danmarks Statistiks Grønne Nationalregnskab (afskaffet af VKLA) gav et mere retvisende billede:

 

“Opgøres udslippene af drivhusgasser efter UNFCCC-metoden, har der været et fald på 29 pct. i den samlede danske udledning af drivhusgasser i perioden 1990 til 2014. Medregner man derimod samtlige udslip fra de danske økonomiske aktiviteter, der bidrager til BNP, og herunder altså også udslip fra den danskopererede internationale transport mv. og alle udslip fra forbrænding af biomasse, er der derimod tale om en stigning i drivhusgasserne på 18 pct. over perioden. Fraregnes udslippene fra biomassen er stigningen på 6 pct.”[1]

 

Drivhusgasbudget
En anden central forudsætning for reelt at bidrage til maks. 1,5 grader er, at den danske klimaindsats tager udgangspunkt i et drivhusgasbudget for den resterende periode: et budget for, hvor meget Danmark retfærdigvis kan udlede inden for en ca. 1,5 graders ramme.

 

Sådan er tilgangen imidlertid ikke i klimaplanen. Der er i stedet udstukket mål for udledningerne i 2030 og 2040. Som overordnet målsætning skal “hele vores samfund i 2040 ikke udlede flere drivhusgasser, end vi kan optage,” og “Enhedslisten sigter efter, at udledningerne i 2030 skal være faldet med 70 pct. i forhold til 1990, der er FN’s basisår”. (s. 6)

 

Det fremgår ikke, hvad disse måltal bygger på: Hvad er sammenhængen mellem måltallene og 1,5 grader? Hvis der er en sammenhæng: Hvilken sandsynlighed for at overholde 1,5 grader er det baseret på? Bygger det på forventet opsugning af CO2 fra atmosfæren efter 2040? Hvilken global byrdefordeling er lagt til grund?

 

Det afgørende for klimaudviklingen er ikke udledningerne i et eller to bestemte år, men de samlede, ophobede udledninger. En reduktion, der er langsom i starten og spurter op til målstregen, medfører en langt større mængde udledninger til atmosfæren og dermed en langt større opvarmning. Hvor stor forskel det gør, illustreres af nedenstående figur lånt fra miljøorganisationen NOAH.

Udkastet til klimaplan ser desværre ud til at nøjes med metoden “minus X procent i år Y” med fikseringen på minus 70 % i 2030.

 

Man har trukket en streg fra 2017 til 2030 og derfra til 2040 (s. 8):

Det omtales ikke, hvor mange ton CO2 der så bliver udledt frem til 2040, og hvordan den mængde forholder sig til Danmarks fair andel af et globalt budget for maks. 1,5 grader.

 

Ifølge det grønne delprogram bygger Enhedslistens klimapolitik derimod på metoden med drivhusgasbudget:

 

“I stedet må vi respektere det globale budget for udledning af drivhusgasser, som kan tillades, hvis klimaforandringerne skal holdes i ave. Gennem en stærk klimalov skal det sikres, at der tages udgangspunkt i videnskabens anbefalinger og en retfærdig global byrdefordeling, således at lovgivere og myndigheder forpligtes til at reducere udledningerne af drivhusgasser tilstrækkeligt, år for år. Den tilladelige udledning skal opdeles i kortvarige budgetter med årlig opfølgning og udmøntes i handlingsplaner for de enkelte områder.”

 

Et dansk drivhusgasbudget for 1,5 grader kan vise sig at være meget lille. Ifølge den britiske professor og klimaforsker Kevin Anderson kræves der voldsomme reduktioner år for år, for bare at overholde et 2 graders-mål:

 

“Skal Danmark leve op til dette, vil det betyde, at der skal skæres mellem 10 og 15 procent i udledningerne af CO2 hvert år, og allerede i 2025, om syv år, skal Danmark have reduceret med 75 procent,” sagde han i Information den 8.5.2018 og tilføjede:

 

“Sådanne reduktioner er der ingen politikere, der planlægger. Hverken i Danmark eller andre steder.”

 

Klimalov
Allerede i 2010 stillede Enhedslisten et beslutningsforslag i Folketinget om »en klimalov med klare målsætninger for reduktion af CO2-udledningen i Danmark samt regler om obligatoriske opfølgninger, som fastlægger nye handlingsplaner, hvis de opstillede mål ikke nås«. Klimaloven skulle sikre, “at Danmarks samlede drivhusgasudledning frem til årene 2030 og 2050 holdes inden for en klart defineret mængde”.

 

Samme princip følges i dag i borgerforslaget Borgerforslaget Dansk klimalov nu, som blev rejst af 11 miljø- og udviklingsorganisationer. Efter på kun to uger at have fået over 50.000 underskrifter behandles det som beslutningsforslag i Folketinget den 26. februar 2019. Sådan står der i forslaget:

 

Efter forslaget skal Danmarks klimamål “baseres på et CO2-budget, som viser, hvor store udledninger Danmark samlet set kan have frem mod 2050,” og ”der skal fastsættes femårige nationale delmål eller ‘CO2-budgetter’ på baggrund af det nye langsigtede klimamål”.

 

Enhedslistens nye klimaplan har et afsnit om en bindende klimalov, men har udeladt princippet om drivhusgasbudget. I stedet skal klimaloven blot sikre, at de danske reduktioner følger en lineær kurve mod 2030-målsætningen.

 

Samlet svar på klimaudfordringen?
Folketingsgruppens udspil kan ses som et katalog af forslag, som man gerne vil diskutere med S, SF, ALT og R op til og efter folketingsvalget. Det er uden tvivl også en funktion, som klimaudspillet er tiltænkt. Men det er ikke sådan, det er blevet formuleret og præsenteret.

 

Kataloget er blevet pakket ind og udbredt som partiets samlede svar på klimaudfordringen og endda partiets bud på den grønne omstilling som helhed. Dokumentet siger det selv, begyndende med dets overskrift: “En socialt retfærdig vej til det grønne samfund.” Og politisk ordfører Pernille Skipper sagde det i sin e-mail til medlemmerne den 12. februar: “Enhedslisten har lavet en komplet klimaplan, der helt konkret viser, hvad der skal til, for at Danmark bliver CO2-neutralt i 2040.”

 

Når man laver en “samlet klimaplan” for de næste ti eller tyve år, fortæller den meget om ens perspektiver for samfundsudviklingen. Planen er proppet med detaljerede forslag om afgifter, støttepuljer, regelændringer osv., mens andre virkemidler skitseret i det grønne program er udeladt. F.eks. har man udeladt alt, hvad der handler om at give ansatte og brugere flere rettigheder og demokratisere ejerskab og styring. Denne klimaplan lægger vægten på teknologiske løsninger i centrum og på lede markedet og virksomhederne på rette vej med forskellige incitamenter.

 

I modsætning til Enhedslistens grønne program giver udvalget af forslag i klimaudspillet det indtryk, at Danmark kan yde sit rimelige bidrag til at stabilisere klimaet uden at begrænse den økonomiske vækst og prioritere ressourcerne demokratisk. Med andre ord ses anti-kapitalistiske reformer ikke som en væsentlig del af den grønne omstilling, der må og skal finde sted inden for de nærmeste årtier.

 

Grøn omstilling med 3,2 millioner biler?
“Vi skal ændre grundlæggende på, hvordan vi transporterer os,” hedder det indledningsvis (s. 6). Det er imidlertid svært at se den tilgang udmøntet i de foreslåede tiltag. Fokus ligger tung på flere elbiler, mens der er meget beskedne tiltag over for omfanget af bil- og flytrafik.

 

Klimaplanen konstaterer, at bilparken øges med 2 procent om året og viger uden om at sige noget konkret om at reducere bilismen.

 

Den voldsomme vækst i bilparken fremskrives ud fra en forudsigelse fra Energistyrelsen – selv om det ikke er en “ønskværdig udvikling”: Med Enhedslistens tiltag vil der i 2030 være 700.000 flere biler oven i de aktuelle 2.500.000.

 

(Figur på s. 13)

 

Her er vi langt fra det grønne program, som fastslår, at der skal “sættes målrettet ind for at reducere de mest klima- og miljøbelastende transportformer såsom biler og fly”, og at “behovet for transport [må] gøres langt mindre end i dag, navnlig i kraft af en bæredygtig byudvikling og en mere lokal produktion”.

 

“Vi vil gøre det muligt at transportere sig rundt uden bil – også hvis man bor på landet.” (s. 12) Det er der forslag til. Men man sætter altså ingen mål om færre biler og mindre bilkørsel som del af klimaplanen.

 

Der tages heller ikke stilling til de drivhusgasudledninger, som følger af produktionen af biler, biludstyr m.m., for ikke at tale om andre ødelæggende miljø- og naturpåvirkninger fra en fortsat voksende bilpark, f.eks. følgerne af den enorme udvinding af litium til batteriproduktionen.

 

Datacentre uden diskussion
Facebook, Google, Apple osv. er begyndt at gøre deres indtog ind med nye datacentre, der forventes at trække et elforbrug på 7 TWh i 2030. Det gør klimaudspillet ingen indsigelser mod.

 

Datacentrene er knudepunkter i en branche med et globalt galopperende forbrug af energi, materialer og arealer. Ud over datacentrene omfatter det omfatter milliarder af smartphones, tablets og alle mulige andre internetforbundne apparater.

 

Et parti, der i sit program forkaster den kapitalistiske ressourcesløsende væksttvang og kapitalejernes udemokratiske magt over samfundsbeslutningerne, kunne have grebet anledningen til at starte en debat. Ifølge klimaplanen vil Enhedslisten blot “undersøge, hvorvidt vi kan kræve, at virksomhederne skal betale for, at der kommer mere vedvarende energi i Danmark” og “undersøge, hvad vi kan gøre for, at overskudsvarmen ikke bare går til spilde”.

 

Som med elbilerne lader det til, at vi bare skal bygge nogle flere vindmølleparker. Der ses i den forbindelse bort, at “alle former for vedvarende energi indebærer et ressourceforbrug, både i form af materialer, energi til fremstilling og areal”, som det påpeges i det grønne program.

 

Hvem skal eje og bestemme?
Olie- og gasselskaberne pumper løs i Nordsøen. Klimaplanen minder om, at 75-80 % af det kul, olie og gas, som allerede er fundet på verdensplan, skal blive i undergrunden, hvis man vil forhindre katastrofale klimaforandringer.

 

“Derfor må olie- og naturgasproduktionen i Danmark afvikles,” blev det af samme grund fastslået i Enhedslistens grønne program, som også siger, at “energiforsyningen skal under demokratisk styring og ejerskab, hvis omstillingen skal lykkes i tide og uden sociale omkostninger og spekulation”.

 

Men skal man tro klimaplanen, er det ikke en kamp, Enhedslisten vil prøve at rejse foreløbig. Flertallet bag Nordsø-aftalen har nemlig “gjort det økonomisk umuligt at stoppe olieudvindingen, inden de nuværende tilladelser løber ud, da olieselskaberne i så fald har krav på kompensation for hver krone, som de går glip af” (s. 25).

 

Ud over at stoppe med at give nye udvindingstilladelser kan klimaplanen derfor ikke forestille sig at lukke for udvinding af fossile brændsler i Danmark før engang om tyve år: “senest i 2040”. Og da skal det ske “ved at opkøbe de resterende tilladelser. Købet skal bl.a. finansieres ved at sælge tilladelser til havvind i Nordsøen, når vindmøllerne giver overskud uden støtte.”

 

Således afstår klimaplanen ikke blot fra at udfordre kapitalens ejendomsret på kort sigt. Den behandler privat ejendomsret og profit på energiressourcer som grundvilkår langt ud i fremtiden: olie- og naturgas de næste to årtier, vind efter 2040.

 

[1] Grønt Nationalregnskab for Danmark 2014-2015 https://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=27467

single.php