Demonstration mod Bolsonaro, maj 2021. Foto: Parzeus, Wikimedia, CC BY-SA 4.0
Green Lefts Federico Fuentes interviewer her Stalin Perez Borges fra Venezuela om situationen for venstrefløjen i Latinamerika. Borges er leder af Enhedsligaen af Chavistiske Socialister (LUCHAS).
Med afsæt i det brasilianske valgresultat, kan vi så fortsat hævde, at der findes en ny bølge af progressive regeringer? Hvis ja, hvad er så forskellen mellem denne bølge og den tidligere bølge fra 2000-2015?
Det er korrekt, at vi er vidne til en ny bølge af progressive regeringer, men de er opstået i en ganske anden kontekst og økonomisk situation.
Før kom de til magten på en bølge af illusioner og håb om ægte forandringer, som var til stede hos masserne, forandringer, der i nogle lande, fx, i mit land, Venezuela, blev en realitet.
De nye progressive regeringer opererer indenfor en kontekst af mindre begejstring eller håb om virkelige forandringer. I stedet understøtter den fremherskende mening det ”mindste onde.”
En undtagelse er Gustave Petros regering i Colombia, hvor der er en hidtil uset og ægte følelse af håb om, at forandring kan ske -- noget som det colombianske oligarki med dets politiske konservatisme, vold og kriminalitet har nægtet arbejderklassen i de sidste 80 år.
Situationen med Gabriel Boric i Chile er en smule anderledes. Selv om han blev båret til magten på ryggen af en folkelig mobilisering, så blev håbet om forandring deponeret i en ny forfatning, der faldt ved den nylige folkeafstemning.
Hvis vi bruger militære termer, så kan vi sige, at vi har at gøre med regeringer, der er opstået som massernes defensive reaktion, i stedet for offensive beslutninger, sådan som det var tilfældet med den tidligere bølge.
Desuden har de nye regeringer færre økonomiske ressourcer til rådighed til at gennemføre sociale programmer, skabe nye job og forbedre den offentlige service. De skal håndtere de frygtelige konsekvenser efter coronaen, der nok ramte Latinamerika hårdere end andre steder, og den udfoldede kapitalistiske verdenskrise, der sandsynligvis kortvarigt vil føre til en verdensomspændende recession.
I kontrast hertil nød de tidligere bølge af regeringer godt af de sigende råvarepriser, og det var på en måde med til at afbøde virkningen af den globale finanskrise i 2008.
Den nye bølge af regeringer omfatter bl.a. Alberto Fernandez i Argentina, der for at opnå lån fra IMF gennemfører restriktive og antifolkelige økonomiske foranstaltninger, pålagt af IMF, og han er endda gået så vidt som til at kalde betingelserne for ”generøse.”
IMF’s betingelser indbefattede ”anbefalinger” om at indsætte embedsmænd på regeringsposter. Fx blev Fernandez’ ”superminister” for økonomi, produktudvikling og landbrug, Sergio Massa, valgt i enstemmighed og godkendt af IMF.
Lulas situation er af stor betydning, når vi skal prøve at forstå den nye bølge. Ikke fordi hans potentielle sejr vil føre til forandringer, men fordi et solidt nederlag for Bolsonaro kunne have medvirket til at standse det yderste højres fremmarch, og det gælder ikke kun i Brasilien. Nu har resultatet fra første valgrunde, hvor Lula fik 48 procent, mod Bolsonaros 43, efterladt denne mulighed i ruiner og antændt skuffelse og desillusion.
For at vinde skal Lula opnå støtte fra kandidaten for Brasiliens Demokratiske Bevægelse, Simone Tebet, og Ciro Gomes fra Det Demokratiske Arbejderparti. Med deres støtte følger krav om endnu flere indrømmelser til kapitalisterne, og derved udelukkes muligheden for at Lulas regering kan gennemføre en progressiv politik, indenfor visse områder.
Lulas sejr vil kun forhindre Bolsonaro i at fortsætte som præsident. Men hans tilhængere vandt flertallet af guvernørposter og kontrollen over Senatet. Et nederlag for Bolsonaro vil muligvis ikke få den samme politiske og sociale virkning og forhindre de brasilianske og latinamerikanske fascisters farlige ønsker, som hvis Lula havde fået en afgørende sejr i første valgrunde.
Hvordan har venstrefløjen i regionen generelt reageret i forhold til Putins krig i Ukraine?
Venstrefløjen har generelt haft det svært på grund af holdningen hos de organisationer og enkeltpersoner, der har støttet Putin.
Stillet overfor krigen har en betydelig del af venstrefløjen søgt at fremstille Putin som en slags progressiv alternativ, og som en ledende anti-imperialistisk og anti-fascistisk skikkelse, mens de, der var uenige, blev stemplet som NATO-agenter eller pro-imperialistiske.
De har retfærdiggjort alt, hvad Putin har gjort i krigen og argumenterer med, "at det var ikke Putin, der startede krigen, og at alt, hvad han har gjort, er at forsvare sig selv mod NATO's trusler." De understøtter Ruslands annektering af endnu mere ukrainsk territorium og bakker op om Putins massemobilisering ved at sende endnu flere soldater ud i krigen, De er ligeglade med de døde og med tvangsforflytningen af de ukrainere og russerne, der er en følge af den forbryderiske krig.
De tror, at det moderne Rusland med Putin og hans millardær-oligarker svarer til Sovjetunionen under bolsjevikkernes ledelse. De har kasseret vigtige marxistiske begreber såsom undertrykte nationers ret til selvbestemmelse.
I stedet accepterer de som en absolut sandhed de informationer, de får fra de russiske statsmedier fx Sputnik, Russia Today, og de virker som missionærer, der udbreder Putins konspirationsteorier.
Hvordan opfatter du den nuværende situation i Venezuela?
Hertil vil jeg svare, at Nicolas Maduros regering repræsenterer negationen af Chavez' regering og hans arv.
I sine bestræbelser på at forblive ved magten for enhver pris har Maduro åbnet landet op for fremmede investeringer og ydet investorerne alle de garantier, de har krævet, uanset hvilke følger for miljøet og arbejdernes rettigheder det end må få.
For Maduro og hans rådgivere har prioriteten været at tiltrække de transnationale investorer, så de kan hjælpe ham med at præsentere Venezuela som et billede på fremgang og økonomisk vækst.
Maduros regering har forsøgt at skjule, med de midler de nu har til rådighed, virkningen af denne politik, der har været katastrofal for arbejderklassen. I dag er arbejdernes lønninger ikke store nok til at kunne leve af - og leveomkostningen fortsætter med at være uudholdelige, til trods for at hyperinflationen har været subsidieret, og de økonomiske indikatorer er blevet bedre.
I et forsøg på at stoppe arbejdere og ansatte i den offentlige sektor i at stille krav og protestere har regeringen anholdt og fængslet ledere fra fagforeninger og sociale bevægelser.
Alligevel har der været mobiliseringer, hvor pensionister har udgjort fortroppen sammen med særlige grupper fra arbejderklassen, for eksempel lærere, olie- og metalarbejdere.
Maduro håber på, at han kan nå frem til præsidentvalget i 2023 og præsentere sig som den superpræsident, der har været i stand til at klare den imperialistiske blokade og angrebene på ham fra flere amerikanske præsidenter. Vi har til gode at se, hvad der vil ske fra nu og indtil præsidentvalget.
Indtil da vil han fortsætte med at fremstille sig selv som "Super Maduro," der regelmæssigt omdanner sin regering, udtaler sig af og til mod korruptionen, kritiserer visse embedsmænd, og angriber så meget det nu er muligt, hvad han kalder "det forældede venstre."
Håbet om et socialistisk Venezuela beror på de kræfter, der ligger i den bolivarianske proces - de kræfter, som Chavez vidste, hvordan han skulle nære og mobilisere.
Fortæl om det nye initiativ - IR - som du er med i
IR står for insist-resist (insistér-gør modstand) og er en webside, som vi startede, da jeg var i Brasilien i 2020 og fik hjælp af Resistencia-PSOL's aktivist Pedro o Catatau. Som en konsekvens af, at vores oprindelige domæne insistoresisto.org, blev blokeret, så har vi været nødt til midlertidigt at oprette en alternativ side på 1resisto.com.
IR blev lavet for at hjælpe med opbygningen af LUCHAS. Vi har ligeledes ment, at der er et behov for skabe et instrument, der kan fremme socialistiske, revolutionære og miljømæssige ideer samt udbrede nyheder om arbejder-, kvinde-, LGBT-, migrantbevægelserne, og mod racisme.
Websidens succes har betydet, at redaktionsgruppen nu omfatter aktivister ikke kun fra Venezuela, men også fra Brasilien, Argentina og Spanien, og vi håber også at kunne inddrage aktivister fra andre lande.
At holde IR i live kræver penge og tid, hvilket desværre er vanskeligt i Venezuela, Argentina og Brasilien, hvor økonomierne har været hårdt ramte af inflationen. Tilhængere kan hjælpe os ved at donere penge, skrive artikler, eller sende forslag til artikler, som vi kan offentliggøre på IR:
9. oktober 2022
Oversat fra Green Left af Arne Lund
