Nej-kampagnens afsluttende kampagnemøde i hovedstaden Santigo, september 2022. Foto: Janitoalevic – Wikimedia

Han så lidt rystet ud, da nederlaget var større end nogen kunne have forudset, men samtidig så Gabriel Boric ud, som om han mente hvert eneste ord.

”Det er et bevis på, at vore institutioner fungerer,” sagde han. Han beskrev resultatet som et kraftfuldt budskab fra folket, som han tager til sig med ydmyghed. Og han betonede, at det ikke indebærer, at arbejdet med en ny grundlov er slut, men bare er gået ind i en ny fase. I løbet af ugen, efter han først gennemførte en regeringsrokade, skal han møde lederne af alle partier, både dem, som stemte for, og dem, som stemte imod grundloven, for at blive enige om formerne for det forsatte arbejde.

Det lidt mærkelige er nemlig, at praktisk taget alle, som talte for at stemme nej, også vil have en ny grundlov. Men en anden end den, som der blev stemt om ved folkeafstemningen. Den grundlov fra 1980, som gælder nu, er der ingen som forsvarer længere.

Ingen sejr for højre

At der pludselig er nærmest total konsensus om behovet for en ny grundlov er et, blandt flere, udtryk for, hvordan Chile allerede har forandret sig, siden sociale mobiliseringer brød ud i oktober 2019. At beskrive resultatet i søndags som en sejr for højrefløjen er misvisende. Ikke mindst med tanke på, at intet valg i Chile har haft så mange vælgere, over 13 millioner, 85 procent af alle stemmeberettigede. Mestendels, men ikke udelukkende, et resultat af, at det var stemmepligt. Alligevel var det kun 2 procent af stemmerne, som var ugyldige eller blanke.

Men hvorfor stemte så tre millioner flere chilenere imod den nye grundlov end for? Og hvorfor sejrede ja-siden kun i otte af Chiles 345 kommuner. En total kontrast sammenlignet med den folkeafstemning for to år siden, som dannede grundlag for den grundlovgivende forsamling. Den gang stemte 80 procent for en ny grundlov. Kun fem kommuner stemte imod – de fem, hvor landets økonomiske elite tilfældigvis bor. Nu stemte alle bortset fra otte imod- hvorfor?

Et svar, som ofte bliver fremført, er, at grundloven var for vidtgående, og at chilenerne i grunden er et konservativt folk. Et andet er, at fake news gav folk et falsk billede af grundloven. Et tredje er, at nej-siden har mange flere økonomiske ressourcer end ja-siden. Til det kom en generel uro over den økonomiske krise med inflation og usikre fremtidsudsigter, voksende vold – såvel kriminel vold og som politisk motiveret vold. Alt dette, iblandet illegal indvandring, som har vakt fremmedfjendske stemninger til live. Alt dette stemmer, men det slår ikke til som forklaring.

Præg af ønskeliste

Lige så vigtigt er, det drejer sig om en kaotisk tekst, som har et stærkt præg af ønskeliste med svært forståelige definitioner, men som samtidigt undgår at behandle grundlæggende spørgsmål som politiske partier og valgsystem. Mange har forsøgt at læse teksten, selv om de fleste bare har orket halvdelen af teksten. Men endnu vigtigere end selve teksten er den ofte aggressive, arrogante og selvfede stil, som mange delegerede i den grundlovgivende forsamling fremviser, og som mere ligner et show for at bekræfte sig selv end et seriøst arbejde for landets bedste.

Det gælder naturligvis ikke for alle, ikke en gang for de fleste. Men de udspil, som nu og da er forekommet og har opnået stor opmærksomhed, har været tilstrækkeligt til, at den store tillid, som fandtes fra begyndelsen til den grundlovgivende forsamling, skulle krakelere og blive erstattet med mistillid.

Mange stemte derfor nej, drevet af samme slags diffust ubehag, som lå bag mobiliseringerne i oktober 2019, og som vendte sig mod alt, der lugtede af magt. Til trods for at den nye grundlov stræbte efter at være mod eliten, opfattede mange vælgere den som udtryk netop for en arrogant elites værk.

Boomerang mod politikken

Det bliver mere paradoksalt med tanke på, at mange af de mest radikale oprørere var modstandere af den aftale, som en måneds tid efter mobiliseringerne blev underskrevet af praktisk alle politiske partier og som var afgørende, for at processen mod udarbejdelsen af en ny grundlov overhovedet kunne komme i gang.

Gabriel Boric var en af dem, som skrev under på aftalen. Men han gjorde det i sit eget navn. Hans parti, ligesom kommunistpartiet og andre venstrepartier, tog afstand fra aftalen. For dem drejede det sig på det tidspunkt om at udvikle det sociale opbrud til et regulært oprør. En grundlovgivende forsamling blev opfattet som en afledningsmanøvre, der skulle dreje folks interesse i en forkert retning.

Ifølge denne logik blev Gabriel Boric en forræder og blev udsat for en overhaling, da aktivister sprøjtede øl og spyttede på ham. Samme slags logik kom nogle gange til udtryk i den grundlovgivende forsamlings arbejde. Og at forsamlingens forslag nu blev nedstemt, blev af mange vælgere opfattet som en slags boomerang afledt af deres egen opførsel – en overhaling af magteliten, som svigtede tilliden.

Mange lover selvkritik

Nu, dagene efter folkeafstemningen, er der mange, som lover selvkritik. Både partier og delegerede. Det lover godt. Men endnu er det mest talen udenom og selvspanking. Virkelig selvkritik koster og kræver diskussioner, som kun lige er begyndt.

Boric reaktion på det monumentale nederlag minder om hans reaktion efter den overhaling, hvor aktivister sprøjtede øl og spyttede på ham – rolig, fattet, med evnen til at se det væsentlige og ikke lade sig provokere. Situationen er næppe, hvad han havde håbet, da han sejrede i præsidentvalget for et halvt år siden. Men som han sagde i sin tiltrædelsestale

“For at kunne gennemføre de holdbare forandringer, som behøves, må vi gå langsomt frem. Skridt for skridt. Langsomt, men sikkert og langt.”

Og så sagde han, mens han kiggede ud over menneskemassen, som var stimlet sammen foran Moneda-paladset, “for at lykkes med det, er vi nødt til at have jeres støtte. Det er jer, som er hovedpersoner i denne her proces.”

” Vi må begynde at kunne lide hinanden igen. Vi må tilbageerobre tilliden, viljen til hjælpe hinanden og læge sårene”. At forandre nederlaget i søndags til en ny mulighed drejer sig netop om dette.

Ingen let udfordring. Men Boric kan godt lide udfordringer.

6.september 2022

Artiklen er oversat fra ETC! af Leif Mikkelsen efter tilladelse fra Lars Palmgren.