Økonomerne Joseph Stiglitz og Michael Spence, som begge har vundet Nobelprisen, opfordrer til hurtig handling for at hjælpe fattige lande med at klare omkostningerne ved corona-pandemien og komme sig efter de økonomiske ødelæggelser, som følger i dens fodspor.

af Telesur

De to økonomer er gået forrest i en verdensomspændende appel om at hjælpe de fattige lande med at komme sig efter corona-pandemiens økonomiske ødelæggelser. De nødvendige tiltag er at skubbe på for en retfærdig udrulning af vaccinationer, lempelse af gælden og at polstre de økonomisk trængte lande finansielt.

 

Forslagene blev skitseret i en ny foreløbig rapport udsendt på årsdagen for pandemien af Kommissionen for Global Økonomisk Omstilling, hvor Stiglitz og Spence har formandskabet. Kommissionen er nedsat af Institut for Ny ’Økonomisk Tænkning.

 

“Ekstraordinære tider kræver ekstraordinære midler,” udtaler Spence i rapporten. ”Handles der ikke dristigt nu, kan udviklingslandene være på vej til at miste års eller sågar årtiers fremskridt i den post-pandemiske verden.”

 

Med tanke på den indbyrdes afhængighed i den globale økonomi tilskynder rapporten landene til at suspendere eller modificere beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret for Covid-19, det være sig stik, behandlinger, tests og produkter, for at accelerere vaccineproduktionen og få flere mennesker gjort immune hurtigere – også i de rige lande – og komme forud for mutationerne.

 

“I udviklingslandene er der mange, som efter planen først får deres vacciner om flere år, med mindre vi laver om på det, der sker nu,” fortalte Stiglitz journalisterne på den virtuelle pressekonference, hvor rapporten blev lanceret.

 

“Verden bliver ikke beskyttet mod pandemien, før den kommer under kontrol over hele kloden, så på den måde er det endda i vores egen interesse, at der sker en hurtig udbredelse af vacciner, de andre lægemidler og massetestning, som hjælper med at holde pandemien under kontrol,” tilføjede han.

 

Udviklede lande i verdenshandelsorganisationen WTO prøver at blokere andre lande, som forsøger at erklære den intellektuelle ejendom af Covid-19 vacciner ugyldig. De argumenterer for, at det ville hæmme udviklingen og distributionen af vacciner og behandlinger ved fremtidige pandemier.

 

På den anden side noterer rapporten, at store medicinalvirksomheder har skovlet kæmpe beløb til sig fra den massive regeringsstøtte til at researche og udvikle Covid-19 vacciner. I nogle tilfælde har de fået næsten al deres research og alle udviklingsomkostninger dækket af skatteborgerne.

 

Jayati Ghosh, som er medlem af Kommissionen for Global Økonomisk Omstilling og professor i økonomi på Massachusetts Amherst Universitet fortalte på pressekonferencen, at ”de rige lande har grundlæggende booket omkring 85 procent af det globale udbud for 2021.”

 

“Nogle lande har booket mange gange flere vacciner, end de har befolkning til – mellem fire og ti gange flere end de faktisk får brug for. Det betyder, at udviklingslandene ikke bare er blevet ekskluderet, men at det er usandsynligt, at de får vacciner, i visse tilfælde ikke før i 2023-24,” tilføjede hun.

 

Rapporten tydeliggør det krasse misforhold mellem landene med hensyn til økonomiske investering per indbygger. Udviklede lande forventes at have brugt 9.836 dollar per person til at øge forbruget, sammenlignet med 17 dollar per person i de mindst udviklede lande, ifølge Den Internationale Valutafond IMFs beregninger fra januar.

 

Omkring 120 lavindkomst lande skylder til sammen 3,1 billioner dollar i udlandsgæld – en byrde som holder fattige lande i lænker ved at begrænse dem i at øge udgifterne, ifølge rapporten. Det gælder også lande, som før pandemien havde en gæld, der var til at håndtere.

 

12. marts 2021

 

Oversat fra Telesur af Bodil Olsen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com