Trods den alt andet end opmuntrende politiske situation i verden var humøret højt på Enhedslistens årsmøde i pinsen. Politisk var der stort set intet sat på dagsordenen, hvilket var en bevidst beslutning i Hovedbestyrelsen (HB), fordi valgkampen stod i vejen for de vedtægtsbestemte processer for behandling af politiske forslag. Så det blev altovervejende en fest for partiet, hvor der ikke var levnet meget plads til medlemsdebat.

Det er en nærliggende tanke, at det havde været en bedre ide bare at udskyde årsmødet, så man havde kunnet holde det med politisk indhold og efter reglerne (uden at aflyse valgkampen). Dette forslag havde faktisk været på banen, men blev nedstemt af et flertal i HB.

Så på den måde kom vi næsten til at afprøve det tilbagevendende forslag om, at partiet kun skal holde ”rigtigt” årsmøde hvert andet år.

En ret ukontroversiel aktuel udtalelse

Hovedbestyrelsen havde - som det i udgangspunktet eneste politiske dokument - udsendt en ”aktuel politisk udtalelse” på små 5 sider, som de delegerede kun fik en uge til at stille ændringsforslag til - og på årsmødet en time til at behandle og stemme om.

Både mht. de indkomne 27 ændringsforslag og i processen i HB var der til gengæld betydelig vilje til at finde kompromisser, så udtalelsen blev vedtaget med stort flertal. Et flertal, der også omfavnede i hvert fald en generel beskrivelse af taktikken i forhold til regeringsdannelse.

Alle ikke-indarbejdede ændringsforslag blev stemt ned. Mange var på talerstolen for at rose udtalelsen og opfordre til at stemme imod alle ikke-indarbejdede ændringsforslag - mens der i få eller ingen tilfælde blev argumenteret imod de konkrete forslag. Det er jo ikke så opløftende i forhold til en god demokratisk proces - og desværre noget vi også oplevede på det forrige årsmøde. Men det er for så vidt forståeligt, hvis den afsatte taletid på 90 sekunder fik talerne til at opgive at kaste sig ud i en argumentation. Det er en tidsramme, der i sig selv er ødelæggende for en debat.

Oprør imod en  ”presserende politisk udtalelse”

Gennem hele EL’s historie har der været tradition for, at FU eller HB i sidste øjeblik kan udsende forslag til korte, ukontroversielle (i EL, altså!) udtalelser om helt aktuelle emner. Det kunne lige nu have været en kort tekst om støtte til Wolt-arbejdernes strejke, en protest mod politivolden mod Mærsk-blokaden eller lignende.  Sådanne forslag har de delegerede altid haft en kort frist til at stille ændringsforslag til, hvorefter et redaktionsudvalg har forsøgt at indarbejde disse, så man - måske med en enkelt afstemning eller to - kunne vedtage udtalelsen i nogenlunde enighed. Hvis der var mange ændringsforslag og/eller større uenigheder, har den uskrevne regel været, at ledelsen uden diskussion trak forslaget tilbage  - fordi der jo altså ikke var planlagt en demokratisk proces.

Denne tradition havde den afgående ledelses flertal valgt at tune på stærkt betænkelig vis.

Dels ved torsdag aften inden årsmøde-weekenden  at udsende et forslag til ”presserende politisk udtalelse”, der godt nok i sin politiske kerne var ukontroversielt (konsekvent opbakning til internationale regler som menneskerettigheder, folkeretten m.v.), men som i den mere end halvanden side lange tekst indeholdt et vue over verdens konflikter, hvis vinkling og valg rummede god anledning til debat og ændringsforslag. Vinklingen i beskrivelsen havde groft sagt mere præg af ”geopolitisk Christiansborg-debat” end af en marxistisk forståelse af imperialismen og klassekampen på internationalt plan. Ikke mindst hvad angår Danmarks rolle som en ganske aktiv del af den vestlige imperialisme. Forslaget var i øvrigt på ingen måde ”presserende aktuelt”, men kunne være skrevet en måned tidligere!

Dels ved i konstitueringen at tilføje, at det overhovedet ikke var muligt for de delegerede at stille ændringsforslag til denne ”presserende politiske udtalelse”!

I denne situation var det særdeles opløftende, at der brød et oprør ud blandt de delegerede. Et oprør, som var affødt af politiske, men nok fortrinsvis demokratiske motiver. Det resulterede i, at kun 131 delegerede stemte for forslaget, 144 imod og 39 undlod - altså alt i alt en ret overbevisende forkastelse.

Et demokratisk sundhedstegn, der viser, at EL’s årsmøder stadig ikke er en bevidstløs fanklub, der altid stemmer sådan som ledelsen planlægger det. Hurra for det!

Et flertal valgte for øvrigt også at trodse ledelsens indstilling ved at sætte et medlemsforslag om regionalt ansatte sekretærer på dagsordenen. Dette blev vedtaget i en modereret form.

Ikke en fest for partidemokratiet

Men ellers var årsmødet i 2026 langt fra en fest for partidemokratiet. Det var således en smule barokt, at der i dagsordenen for et årsmøde, der strakte sig over to dage, kun var sat en time af til debat og afstemning om det eneste politiske dokument, der skulle behandles.

Nærmest selvironisk, når den planlæggende ledelse i præsentationen af den amputerede dagsorden for årsmødet fremhævede, at den afspejlede ”et ønske om at skabe plads til politisk stillingtagen til den aktuelle situation”.

Og heller ikke kønt, at taletiden konsekvent skulle holdes på de (jf. ovenfor) ret håbløse 90 sekunder for alle medlems-indlæg. Således at medlemmernes indlæg kunne begrænses til alt i alt måske 4 timer - for at der kunne blive plads til meget store mængder envejskommunikation, som for så vidt lige så godt kunne have været udsendt på video. For en dels vedkommende endda bedre - for der var både indslag på engelsk og svensk, som i lidt elitær stil ikke blev oversat. De kunne være blevet tekstede på en video.

Denne fordeling af tiden var et valg. Et forkert valg fra ledelsens side, som vi delegerede burde have stillet et ændringsforslag til.

Heller ikke en fest for kampen i hverdagen

En god del af årsmødet handlede (envejskommunikationen!) om opbygning af partiet. Og det er jo i sig selv fint. Men hvad er det så egentlig, partiet skal opbygges til at være og kunne?

I det vedtagne dokument var bl.a. følgende kloge ord indskrevet:

”Uanset hvilken regering vi får, så vil Enhedslisten kæmpe videre for en solidarisk og grøn politik og samarbejde med alle, der vil samme vej. Uanset hvad så vil det være nødvendigt, at alle, der ønsker grøn omstilling og social retfærdighed, ikke bare nøjes med det kryds de satte den 24. marts, men også engagerer sig i den daglige politiske kamp og deltager i aktiviteter, som kan presse en ny regering til de nødvendige indrømmelser - eller til dens fald.”

Så sandt, så sandt! Og hvis EL skal kæmpe på den måde, skal vi være et parti af bevægelsesaktivister; et parti, der er en drivende kraft i hverdagens klassekampe.  Men den partiopbygning, der gennemsyrede foredragene på årsmødet, havde et meget enøjet fokus på noget andet. Nemlig på, at partimedlemmernes opgave var at skaffe flere medlemmer og flere vælgere. Flere medlemmer, der kunne skaffe endnu flere medlemmer og endnu flere vælgere…

Det er sjældent, vi citerer fra Solidaritets artikler i SAP’s ugekommentar, men her gør vi det! For Mikael Hertoft formulerer i sin artikel om årsmødet i Solidaritet en ligeså rammende som vittig ”ny parole” for EL, som kan erstatte partiet Venstresocialisternes udødelige ”Styrk kampen i hverdagen - Stem VS på valgdagen”. Den lyder sådan her: ”Stem Enhedslisten på valgdagen og kryds fingre for, at det hjælper i hverdagen”.  Spot on, desværre!

Det er en vigtig opgave for alle gode kræfter i EL at bidrage til, at partiopbygningen - på alle niveauer - får et andet indhold og et andet perspektiv. ”Klassekamp” skal ikke bare være overskriften over den politik, vi fremfører i Folketinget. Klassekamp er først og fremmest noget, som Enhedslisten skal være med til og helst en drivende kraft i at føre ude i det virkelige liv, uden for Christiansborg.

SAP’s Forretningsudvalg, den 1.juni 2026