Kl. 4 onsdag morgen [den 30. december, o.a.] lovliggjorde Argentina endelig abort. Omkring 20.000 mennesker var på gaden i Buenos Aires om aftenen, hvor de sang slagsange, festede og krævede, at afstemningen faldt ud til fordel for fri abort. Og en time før solopgang stemte Senatet endelig: Der var 38 stemmer for, 29 imod og 1 undlod.
Argentina er det sjette latinamerikanske land, der lovliggør abort uden begrænsninger indenfor de første 14 uger af graviditeten. Tidligere var det kun lovligt i Cuba, Uruguay, Guyana og Fransk Guyana. I Mexico er det tilladt i delstaterne Mexico City og Oaxaca. Abort er også tilladt i Puerto Rico på grund af landets status som ”en associeret stat til USA”.
Sejren er et resultat af en lang kamp, som den argentinske kvindebevægelse har ført. I 2018 organiserede de en omfattende bevægelse for at opnå ret til abort, og et lovforslag udarbejdet af Den Nationale Kampagne for Lovlig, Gratis og Sikker Abort blev tiltrådt af Underhuset. Imidlertid blev forslaget efterfølgende afvist af Senatet, selvom hundredtusinder gik på gaden i protest i Buenos Aries og resten af landet for at støtte lovforslaget. Endelig lykkedes det, efter årtiers kamp vil der ikke længere blive sager som Belens, der blev sat i fængsel for drab efter at have aborteret. Der vil ikke længere være hundreder af navnløse mennesker, som må dø hvert år, som et resultat af usikre, hemmelige aborter.
Loven vil sikre gratis og sikker abort op til 14 ugers-grænsen, som en del af Argentinas offentlige og private sundhedssystem.
Betydningen af denne sejr for arbejderklassen og de fattige i hele Argentina kan ikke overvurderes. Argentinas kvindebevægelse har kæmpet for reproduktive rettigheder i årtier. De sidste 5 år er der i Argentina opbygget en bevægelse, der uden tvivl er den største kvindebevægelse i verden. Det startede med ”Ni Una Menos” i 2015, - en omfattende bevægelse mod drab på kvinder - som bragte tusindvis af mennesker på gaden. Bevægelsen organiserede, at hundredtusinder deltog i den internationale kvindestrejke og blev en del af en global feministisk bevægelse, som stod for omfattende mobiliseringer over hele verden. I 2018, da Mauricio Macris højreorienterede regering endelig tillod den første lov om abort at komme til Senatet, gik den feministiske bevægelse i stort tal på gaden.
Kvindebevægelsen består i overvejende grad af unge mennesker, heraf mange teenagere, der nægter at lade andre bestemme over deres fremtid og deres kroppe. Som en del af ”Ni Una Menos”, kvindestrejken, og kampen for abort i 2018, har kvindebevægelsen organiseret møder i alle byer, hvor kvinder har udviklet bevægelsens krav og stemt om, hvad de næste skridt skulle være.
Og nu har bevægelsen så vundet en vigtig sejr i det overvejende katolske land: retten til abort.
Historisk har alle regeringer i Argentina været imod legalisering af abort. Det gælder også den nuværende vicepræsident og tidligere præsident Christina Fernández de Kirchner, hvis regering var en del af Latinamerikas lyserøde bølge i starten af 2000-tallet. Kirchner og hendes støtter er en del af den stærke strømning, der i Argentina er kendt som peronisme – opkaldt efter Juan Perón, hvis regime var karakteriseret af dels visse progressive arbejdsmarkedslove og en progressiv populisme, dels en stærk bureaukratisk kontrol af fagforeningerne og forfølgelse af venstrefløjen i 70’erne. Peronismen har været imod reproduktive rettigheder fra begyndelsen – Peron forbød frit salg af p-piller i 1974; Carlos Menems nyliberale regering indførte ”det ufødte barns dag” i 1998 - et tydeligt tegn på støtte til abortmodstanderne. Menem er senator for ”Frente de Todos”, der har regeringsmagten i Argentina i dag. På trods af deres progressive fernis har Néstor Kirchner og Cristina Kirchner - der regerede landet mellem 2003 og 2015 på højden af den lyserøde bølge og havde et stort flertal i parlamentet – undgået enhver diskussion af abort-lovgivning. Især Cristina Kirchner har udtalt sig mod legalisering af abort og forhindret, at der overhovedet blev stemt om en abortlov.
Senere tillod Maricio Macris højrefløjsregering [i 2018, o.a.] et lovforslag om legalisering at blive behandlet i Kongressen, hvilket gav anledning til en massebevægelse, der tvang Kongressens Underhus til at vedtage lovforslaget. Bevægelsen pressede mange politikere, der traditionelt havde været imod legalisering. Selv Christina Kirchner – der var senator på det tidspunkt – var nødt til at stemme for lovforslaget. Arbejdernes Venstrefront (FIT-U) var imidlertid den eneste gruppe, som samlet stemte for at legalisere abort. På trods af de hundredtusinder, der demonstrerede uden for Kongressen og rundt om i landet, var nogle få nej-stemmer i Senatet i stand til at blokere for fri abort. Men bevægelsen på gaden forsvandt aldrig. Faktisk var det ”Marea Verde” (den grønne bølge, som bevægelsen blev kaldt på grund af de grønne bandanaer som deltagerne bar), der pressede den daværende præsidentkandidat Alberto Fernandez til at love at sende et nyt lovforslag til behandling i Kongressen.
I lyset af denne historie er det klart, at ethvert forsøg fra Alberto Fernandez’ såkaldt progressive regering på at tage æren for sejren er i modstrid med virkeligheden. Det var den feministiske bevægelse, der tvang den nuværende paves hjemland til at gøre abort lovlig og gratis.
Som Nicolás del Caño, parlamentsmedlem for Venstrefronten bemærkede:
”Der er klart, at det er parlamentsmedlemmer, der stemmer, men retten er vundet på gaden, takket være den feministiske bevægelses årtier lange kamp. Fra vores pladser i Senatet vil vi styrke bevægelsens mulighed for at ytre sig, så abort kan blive lovlig.”
Man skal være klar over, at loven langt fra er perfekt. Den lov, der er behandlet, er ikke den, som den feministiske bevægelse har foreslået og kæmpet for de sidste 10 år. Det er i højere grad Fernandez-regeringens lov. I loven er indeholdt undtagelser, så ikke bare enkelte sundhedsarbejdere, men hele hospitaler og endda hele byer eller stater kan fravælge at foretage aborter. Det kan blive en udfordring for dem, der ønsker at få foretaget abort i fattige områder, hvor der er dårlig adgang til det offentlige sundhedssystem. Begrænsningerne blev udformet af Alberto Fernandez’ regering for at berolige højrefløjs-oppositionen (og højrefløjen af hans egen peronist koalition, Frente de Todos), og for at undgå en voldsom modreaktion fra den katolske kirke. Men selv med de begrænsninger, der er indeholdt i loven, mobiliserede og lobbyede de selvsamme højrefløjsgrupper imod loven med de mest kvindefjendske argumenter.
Selvom legaliseringen af abort på den ene side er et resultat af en hård kamp fra Argentinas kvindebevægelse, er den også helt klart et forsøg fra regeringen på at bibeholde sin progressive troværdighed, samtidig med at arbejderklassen, og især kvinderne i arbejderklassen, angribes på andre områder. Sådan virker reformer fra kapitalistiske partier – de giver med en hånd og tager med en anden. Det var nemlig Fernandez’s parti, der for få uger siden beordrede politiet til at bruge tåregas mod tusinder af familier i det besatte område i Guernica, og brutalt fordrive dem og gøre dem hjemløse. Endvidere vedtog Underhuset brutale nedskæringer i pensionerne og et nedskæringsbudget udarbejdet af IMF, samtidig med at Senatet vedtog abortloven. Nicolás del Caño bemærkede om sammenfaldet i en tale i Kongressens Underhus:
”Det er ingen tilfældighed, at vi har denne meget vigtige debat [om pensionsreform], samme dag som Senatet diskuterer, om vi skal bevæge os frem mod endegyldigt at sikre retten til sikker og fri abort – en lov, som kvindebevægelsen har kæmpet for i så mange år. Regeringen forsøger at indføre disse nedskæringsforslag samtidig, forslag som vil have den modsatte konsekvens for kvinder – fattige kvinder – og håber, at det ikke vil blive opdaget.”
Som den socialistiske feminist Andrea D’Atri har understreget, har feminismen i arbejderklassen haft og vil også i fremtiden have en afgørende rolle. Mange strejker, såvel som kampen mod nedskæringer, bevægelsen for menneskerettigheder, miljøkampen og kampen mod politibrutalitet har kvinder i forreste række. Det er det perspektiv, Pan y Rosas (Brød og Roser), den største socialistiske-feministiske organisation i Argentina, har haft siden den blev stiftet for 15 år siden.
”Vi kæmper mod kapitalismen for et samfund fri for udbytning og undertrykkelse, men vi må også kæmpe for hver eneste mulighed for at fravriste den kapitalistiske stat rettigheder. Vi gør dette, så vi kan opnå bedre leveforhold og lighed, mens vi stadig kæmper for et bedre samfund, hvor vi kan opnå ægte lighed.”
Opnåelsen af den fri abort er ikke afslutningen for kvindebevægelsens eller venstrefløjens kamp. Argentinas økonomiske krise, forværret af pandemien, vil føre til massefattigdom og statslige nedskæringer for arbejderbefolkningen, især kvinder. Vedtagelsen af loven, den mest basale ret til abort, skal ikke få aktivisterne til at elske Fernandez-regeringen. Konklusionen er snarere, at vi ikke kan stole på, at kapitalistiske politikere, der giver os abortrettigheder med en hånd og nedskæringer med den anden, vil give os noget. Konklusionen er, at venstrefløjens og kvindebevægelsens kamp langt fra er ovre – der må organiseres og mobiliseres til de kommende kampe.
30. december 2020
Oversat fra Left Voice af Bodil Rasmussen
