Læsetid: 12 minutter

En kommende Biden-administration skal presses til at vedtage og finansiere en række ikke-reformistiske reformer, i skikkelse af venstreorienterede udgaver af Green New Deal, Health Care for All og Movement for Black Lives’ program. DTFB-organisering kan også medvirke til opbygning af venstrefløjen og sociale bevægelser, danne grundlag for et uafhængigt venstreorienteret parti og give et glimt af en bedre, radikalt demokratisk og bæredygtig verden. For godt til at være sandt? Læs videre.

 

Kan vi med god samvittighed stemme på Biden?

Præsidentvalg giver et kort interval, hvor folk, der ellers har tjekket ud af politik, begynder at stemple ind igen. Vi må ikke forspilde denne chance. For så vidt som Covid-19 tillader normale valgaktiviteter – stemme dørklokker, mobilepay, pjeceuddeling, manifestationer ved diverse begivenheder, debatarrangementer, møder og demonstrationer – vi kan gøre alle disse ting på en måde, der kan skabe større opmærksomhed om en venstreorienteret dagsorden. Fattige menneskers organiseringer i lokalsamfundene og organisationer for social retfærdighed har været i stærk vækst i de seneste ti år. Der er mange, der er med til at videreudvikle Dump Trump, Fight Biden-strategien (f.eks.The Frontline, Durham for All, og Reclaim Philadelphia). Den socialistiske venstrefløj kan være med i denne mangfoldighed, organisere sammen med eller side om side med alle disse organiseringer.

 

Vi kan sprede vores budskab i samtaler og pjecer, forklare hvorfor Trump skal ud af vagten, hvorfor det er nødvendigt at stemme på Biden, hvordan vi kan bekæmpe et Biden-præsidentskab og presse det til at gå ud over hans lunkne program og hans eget grufulde cv på inden- og udenlandske spørgsmål.

 

Det er rigtigt, at fortalere for at stemme på det mindste onde hele tiden har overdrevet forskellene mellem de republikanske og de demokratiske kandidater. Der er dog andre, der efter min opfattelse har argumenteret overbevisende for, hvorfor 2020-præsidentvalget er anderledes (f.eks. Noam Chomsky og Barbara Ransby), og det vil jeg gå nærmere ind på her.

 

Men for at være helt på det rene: Alt, hvad der er blevet sagt om Biden af dem, der argumenterer imod at stemme på ham, er sandt. Men disse sandheder kører nu ikke argumentationen helt hjem lige netop denne gang, hvis du, som jeg gør, mener, at Trump skal stoppes lige på stedet og fordømmes, for definitivt at bryde den nedadgående spiral mod et hvidt overherredømme-diktatur. Og en strategisk stemme på Biden giver mening, hvis hans administration bliver tvunget til at forhandle med ’progressive’ demokrater i Kongressen, og det vil være muligt at få gennemført meget vigtige programpunkter, hvad enten man kalder dem ikke-reformistiske eller revolutionære reformer.

 

DTFB-programmet for revolutionære reformer

Vi behøver ikke at vente til efter valget med at kæmpe for en pakke med ’ikke-reformistiske’ reformer. Ved ikke-reformistiske reformer mener jeg programpunkter og politiske initiativer, der:

–         viser fordelene ved radikalt demokratiske organiseringer og sociale relationer, som kan bevise, at ’enhver kokkepige kan regere’ – f.eks. arbejderejede og -kontrollerede kooperative foretagender, demokratisk ledede teams, der skal behandle kroniske sygdomme, deltagerstyret budgetlægning i de lokale samfund.

–          hædre og belønne færdigheder og bistand fra dem, der udfører arbejde, der ikke kræver elitære, akademiske, college- eller diplomuddannelser.

–          flytte den politiske magt nedad og udad i et omfang, der kan mærkes, og opgradere den sociale organisering og magt i den nederste del af samfundet.

–          etablere et tæt sikkerhedsnet, der øger arbejderklassens selvtillid og kampevne.

–          bekæmpe alle hierarkier, hvad enten de er baseret på race, køn, klasse, seksuel orientering, evner eller åndelig praksis.

 

Vi kan være helt sikre på, at Joe Biden og hans koncerndominerede demokrater, lige meget hvilke valgløfter de giver, vil blive ved med at servicere eliten hos de store selskaber, forsøge at stabilisere deres vakkelvorne system og forstærke deres kontrol. Men de kan presses, de kan flyttes, de kan blive konfronteret med de bevægelser, som vi opbygger og af den progressive Green New Deal-gruppe i det Demokratiske Parti.

 

At besejre Trump – og mobilisere til forsvar for valgsejren, hvad vi helt sikkert bliver nødt til – kan skabe energi i den brede befolkning til at organisere til flere sejre. Så det er meget vigtigt, at når vi organiserer denne stemme imod Trump, så organiserer vi også for et program og en vision, der kan give folk mod på det hele og tilskynde dem til at slutte sig til de mange forskellige bevægelser, der arbejder for at få alle disse krav gennemført.

 

Eksemplet med lokal energiforsyning

Lad os tage et eksempel, der er grundlæggende for alle samfund, nemlig energisystemet og muligheden for at erstatte vore dages Investor Owned Utilities (IOU’erne), en af grundpillerne i den kapitalistiske dominans, med dets udfordrer i USA i dag, en sammenslutning af offentlige, demokratisk ledede ’Lokal Energiforsyning’-værker, som blev skitseret i de radikale versioner af Green New Deal.

 

At få betydelig støtte og bevillinger til ’Lokal Energiforsyning’ er ikke bare en ønskedrøm. Hvis Biden vinder, vil der være en bevægelse i Kongressen omkring klimaforandringer, med programmer for tilpasning/lempelse som et vigtigt punkt i arbejder/lejer-pakken, som de vil blive tvunget til at lovgive om. Meget af dette vil selvfølgelig være støtte til erhvervsinteresser, måske en højere grad af finansiering fra Energiministeriets side til kulselskaberne for undersøgelser og pilotprojekter vedrørende kulstofbinding.

 

Men med en målbevidst organisering kan venstrefløjen vinde afgørende opbakning til ’Retfærdig Overgang’-programmer for arbejdere og lokalsamfund, herunder ’Lokal Energiforsyning’-modellen.

 

Californien har nu mere end 40 offentligt ejede værker, herunder i Los Angeles, Sacramento og San Francisco, og også mere end 20 ’Lokalsamfundets Valg’-værker. Disse sidste blev etableret og drevet i mere end 10 år af byer, amter og partnerskaber mellem amter ved at tilkæmpe sig retten fra det selskabsejede Investor Owned Utility til, i henhold til californisk lov, at få ansvaret for at levere elektricitet til offentligheden i deres områder. Disse offentlige værker og ’Lokalsamfundets Valg’-værker, betjener nu tilsammen over halvdelen af energikunderne i Californien, og udbygger primært sol- og vindinstallationer, som producerer elektricitet tæt på, hvor der er brug for den, og som ikke kræver mere end en beskeden opgradering af det eksisterende ledningsnet. Mange er små og tilpasset de enkelte bydele, mens nogle er værker producerer i rimelig stor skala

 

Sammenlign dette med IOU-modellen, der næsten udelukkende er afhængig af enorme, fjerntliggende kul- og gasanlæg, der kun meget langsomt erstattes af lige så enorme sol-og-vindplantager, med hele koret af fjerntliggende produktionsanlæg, tilsluttet brugere med højt volumen, en høj grad af sikkerhed, meget dyre ledningsnet, der krydser skove, floder og landbrugsjord. Disse ledningsnet er selvfølgelig kun så pålidelige, som deres mest sårbare ledninger og master er. Nedbrud i storme og under andre ekstreme vindforhold har været ansvarlig for hundredvis af dødsfald og skader for næsten 40 mia. dollars i skovbrandene i Californien i 2018 og 2019. Og med hensyn til skovbranden i 2020 er der nogen, der allerede har givet nedfaldne ledninger skylden, og antallet af døde og omfanget af skader er endnu ikke fuldt ud registreret.

 

Sammenlignet med IOU-modellen er ’Lokal Energiforsyning’-systemet hurtigt at etablere, og nemt at reparere, miljømæssigt mindre risikabelt, og langt billigere, idet der er brugt hyldeteknologier, hvor omkostningerne stadig falder. ’Lokal Energiforsyning’-værkerne fungerer derudover sammen med og bakker op om lokale bevægelser omkring transport, boligforhold, byplanlægning, landbrug og klimaretfærdighed for at genopbygge vores byer og forstæder, samt opbygge en kultur med energibesparelser og nedsættelse af forbruget. Og alle arbejder med demokratiske strukturer, meget komplekst i et forbundet system af et enormt omfang. Disse visionære (og praktiske!) modeller eksemplificerer den slags socialt samarbejde og demokratisk socialt ejerskab, der er centralt for vores vision af socialisme.

 

Enhver bevægelse, der nu organiserer sig, har i sig nogle ’praktisk visionære’ ideer for mere dybt demokratiske, deltagerstyrede, retfærdige og miljømæssigt bæredygtige måder at leve på. Med hensyn til lov og orden: ’Tag pengene fra politiet, forestil dig offentlig sikkerhed på en ny måde’-bevægelsen giver et bud på demokratisk organiserede lokalsamfundsinstitutioner. Og med hensyn til økonomien kan Evergreen Project, Cooperation Jackson, og arbejdernes kooperative bevægelse tilbyde ny inspiration. Modeller for horisontalt organiseret sundhedspleje og uddannelse bliver kopieret over hele landet. Og så er der sociale boligmuligheder og også på det seneste fremskridt med hensyn til offentlig bankvirksomhed i Californien, som også overvejes over hele landet. Og deltagerstyrede budgetteringsprogrammer, om end med begrænsede midler til fordeling, fungerer i nogle byer.

 

Hvis man ser på den nuværende magtbalance – en stadigvæk temmelig ubetydelig venstrefløj, en desorganiseret, splittet arbejderklasse, en magtfuld kapital – og det enorme omfang af vores kriser, så kan disse modeller enten forekomme som lappeløsninger uden større betydning, eller langt bagud i forhold til, hvad folk er klar til. Og dog, et vigtigt og nødvendigt forberedende arbejde for det, der kan være en ny fase i kampen, mens stadig mere destruktive og livstruende begivenheder (pandemier, klimaødelæggelse, økonomisk kollaps) forbinder sig til at give incitamentet til nye niveauer af handling – lige som mordet på George Floyd endte med at få hundredtusinder på gaden. Projekter for en demokratisk måde at leve på sørger for modeller og byggeklodser til den kommende nødvendige sociale og økonomiske genopbygning.

 

DTFB-strategien – opbygning af bevægelser og parti

Kritikere af valgkampsstrategier og programmer, der argumenterer for at stemme på det mindste onde (hellere end på en uafhængig kandidat for et venstrefløjsparti) hævder for det første,  at valgkampsarbejde, undtagen for et uafhængigt venstrefløjsparti, er en afledning fra kampene for at opbygge bevægelser nedefra, at det uafhængige parti altid har været nødvendigt for at opnå noget af betydning, og, for det andet,  at enhver støtte eller ethvert arbejde for en kandidat fra det Demokratiske Parti er på bekostning af opbygningen, hvor langsom den end måtte være, af det magtfulde venstrefløjsparti, som vi har brug for.

 

Disse påstande må stedes til hvile. For det første: Det valgkampsarbejde, der her bliver foreslået, suger ikke energi væk fra at opbygge bevægelser. Det er et supplement og giver mere styrke. Agitationen, møderne, pjecerne og resten i DTFB glorificerer ikke det mindste onde, men kritiserer Biden, og de forbereder en kampagne for at presse Biden-administrationen til at finansiere Green New Deal- og Black Lives Matter-programmer, som bevægelserne kæmper for.

 

Et stort flertal af dem, der nu organiserer ud fra en DTFB-strategi, er også aktivister i bevægelserne, og de bringer DTFB-budskabet ud til bevægelsesorganiseringer, og radikaliserer dem på denne måde. DTFB støtter koalitionsopbygning, bringer enkeltsagsorganiseringer sammen om et fælles mål og et omfattende program.

 

For det andet, selvfølgelig har vi brug for et magtfuldt parti. Men hvordan skaber vi betingelserne for udviklingen af det? I USA, med de store barrierer mod succes for et tredje parti, kan DTFB-stragien udmærket være blandt de mest effektive måder at opbygge dette nationale parti på. Fordi når vi bringer bevægelserne og venstrefløjen sammen, og skaber aktivistbaser over hele landet, så skaber vi kimen og grundlaget for det parti.

 

I de sidste mange valgår har vi diskuteret med hinanden, hvem vi skulle stemme på – enten på en kandidat fra et uafhængigt venstrefløjsparti eller for det mindste onde, måske kun i swing-staterne. Men bortset fra de få, der bor der, hvor De Grønne eller andre uafhængige venstrefløjspartier fører valgkamp, så må de fleste af os blive på sidelinjen i denne ulidelige valgkampsperiode, mens vi kritiserer begge de kapitalistiske partier sønder og sammen og frygter for resultatet.

 

Og eftersom vi mest er på sidelinjen, så rekrutterer det Demokratiske Parti til sin valgkamp især pr. telefon for at få fat i Biden-vælgere og derefter ’Gå ud og stem’-parolen. Rekrutterne inkluderer:

–         Tusinder fra partiets basis, der stadigvæk tror på partiet, på at det kæmper for den arbejdende befolkning, og på, at det gør sit bedste.

–         Tusinder fra fagforeningerne, især lærere, sygeplejersker og andre inden for det offentlige, hvis ledelser ’foreslår’, at ansatte og aktivister i fagforeninger deltager.

–         Tusinder fra miljø-, social retfærdigheds-, kvindebevægelser og andre, der stoler på, at det Demokratiske Parti vil beskytte dem i lovgivningsslagsmålet, selv om de indrømmer, at partiet tit skuffer dem.

–         Et ukendt antal af radikaliserede unge, der er nye i politik, men gerne vil engagere sig.

–         Og så er der også unge antikapitalister, der har bevæget sig inden for vores sfære, der fristes til at tage jobs eller blive involveret i at arbejde for Demokraterne.

 

Disse frivillige fodres med de manuskripter, der er autoriseret af partiet. De skal lytte til peptalks fra det Demokratiske Parti og deltage i møder. De har det sjovt og møder venner over en øl efter arbejde. Når de bliver integreret i partiet, kommer de til at tro på den propaganda, som de sælger, og er motiveret til at arbejde for at bringe partiet tilbage til tidligere storhedstider.

 

Hvis vi havde været aktive og taget udfordringen op, så kunne mange af disse aktivister være kommet ind i vores rækker, og komme til at synes om vores vision, realismen i vores mål, og nødvendigheden af at nå frem til dem.

 

Socialistisk engagement kan begynde med indsigten i kapitalismens onder, tit en bitter erfaring. Men en længerevarende forpligtelse på socialistisk demokrati, på det vedvarende arbejde og kampen gennem tykt og tyndt, det kræver den tillid og inspiration, der kommer af viden om nødvendigheden og muligheden for at opbygge en bedre, demokratisk og bæredygtig ny verden. DTFB-organiseringsstrategien tilbyder et glimt af denne mulige bedre verden, gennem realisable alternativer, der i meget væsentlig grad kan skabe et bedre liv for så mange og møde de udfordringer, som vores tid frembyder.

 

2. oktober, 2020

 

Artiklen er oversat fra Solidarity (USA) af Niels Overgaard Hansen

 

Bill Resnick er medlem af Solidarity. Han er vært på ’The Old Mole Variety Hour’ på KBOO radio i Portland, Oregon. Han har skrevet i Columbia Law Review, Socialist Review, Against the Current, Portland Alliance og Portland Oregonian.