Demonstration mod albanske politikere og planerne, støttet af Jared Kushner, Trums svigersøn. om et luksuriøst turistprojekt i et naturreservat, Tirana, Albanien, 14. juni 2026. Foto: Albinfo -CC BY 4.0, Wikimedia
Jeg har fulgt de seneste protester i Albanien, men fra en særlig vinkel: som deltager i en lignende bølge af masseprotester i Serbien. I 2024 modtog jeg dødstrusler i tre måneder, efter at jeg havde offentliggjort en videnskabelig artikel, der afslørede kontroversielle økonomiske data vedrørende et tyskstøttet litium-projekt, der truede med at ødelægge det serbiske landskab. Da nogle af truslerne var skrevet på tysk og fulgte efter et besøg af Tysklands daværende kansler Olaf Scholz, vakte sagen international opmærksomhed. Sagen er stadig under efterforskning af FN og blev dækket af The Guardian, hvilket var med til at rette opmærksomheden mod de massive landsdækkende protester og den efterfølgende undertrykkelse i Serbien på det tidspunkt.
Tidligere var jeg involveret i at internationalisere Serbiens kamp om litium ved at skabe forbindelser mellem grupper i Serbien og aktivister og lokalsamfund fra Portugal, Chile, Spanien og Tyskland under det, der blev kendt som »Jadar-erklæringen«. Det var netop disse internationale forbindelser, der udløste truslerne i mit tilfælde.
Der er altså god grund til at tale åbent om, hvad der sker i Albanien efter den seneste måneds protester mod et ødelæggende luksus-turistprojekt støttet af Jared Kushner. Naturligvis deler ikke alle denne opfattelse. Årtier med nationalisme og krig har skabt dybe kløfter mellem Serbien og Albanien. Alligevel er der vigtige ligheder. Begge regeringer står i øjeblikket over for modreaktioner fra deres borgere på grund af forbindelser til udenlandske udviklingsprojekter. Dette markerer et skift i begge lande: Borgerne identificerer sig ikke længere med deres egne stater. I stedet oplever begge samfund en voksende kløft mellem borgerne og de statslige strukturer, som undertrykker deres egne befolkninger for at forsvare projekter ledet af USA og andre globale eliter.
Ligesom Serbien har Albanien oplevet hjerneflugt. Landet mistede mere end en million borgere gennem migration under overgangen til kapitalismen efter 1991. Officielle FN-skøn tyder på, at over 43 procent af befolkningen nu bor i udlandet. Begge lande står over for tiltagende miljøkonflikter, mens den politiske opposition enten er ineffektiv eller, som i Albaniens tilfælde, undertiden på linje med de virksomheder, der udvinder råstoffer, mens fagforeningerne fortsat er svage.
Begge lande bliver også i stigende grad fokusområder for amerikansk kapital. Allerede før projektet med luksusresortet Zvërnec var Kushner involveret i et ejendomsprojekt i den serbiske hovedstad Beograd, hvor han foreslog en ombygning af Generalstabsbygningen – en delvist ødelagt bygning, der indtil nu har været bevaret som et mindesmærke for NATO’s bombning i 1999. Planerne om at omdanne stedet til et luksusbyggeri, der angiveligt var knyttet til Trump-netværket, udløste offentlig harme og førte til, at projektet blev trukket tilbage.
Kushners forløb på Balkan er symbolsk for en bredere forandring af det amerikanske hegemoni i regionen, som nogle nu har døbt »Trumps Balkan-doktrin«. I Serbien var USA den tredjestørste internationale investor i 2024 og underskrev en banebrydende energisamarbejdsaftale med den serbiske regering. I maj blev et tidligere annonceret vandkraftprojekt, Đerdap 3, til en værdi af 2,6 milliarder euro endda offentliggjort af den amerikanske ambassade i Serbien. En lignende udvikling ses i Bosnien-Hercegovina, hvor de amerikanske investeringer i 2022 udgjorde 6,1 millioner euro. Dette forventes dog at stige kraftigt, da USA har formidlet en aftale på 1,5 mia. euro med Bosnien og Kroatien om at anlægge en rørledning til flydende naturgas (LNG), der skal forbinde de to lande – et centralt mål for den amerikanske LNG-eksport. Det selskab, der skal stå for anlægsarbejdet, er AAFS Infrastructure and Energy, en USA-baseret virksomhed med tilknytning til Donald Trump, som nu officielt er godkendt af den bosniske stat.
Den samme tilgang er nu ved at ændre Albanien, hvor de amerikanske investeringer tidligere steg fra ca. 100 millioner dollar i 2020 til over 300 millioner dollar i 2023. Dette forventes også at stige kraftigt, da USA søger at positionere Albanien som et LNG-knudepunkt gennem et projekt til 6 milliarder dollar i samarbejde med Grækenland. De amerikanske energiinvesteringer er således ved at ændre hele Balkan.
Dette er i tråd med den strategi, der er nedfældet i »Western Balkans Democracy and Prosperity Act« vedtaget af den amerikanske Kongres i oktober 2025. Den samme strategi omfatter amerikanske forsøg på at fjerne kinesisk og russisk indflydelse og forklarer, hvorfor Serbiens russisk-ejede oliesektor efterfølgende har været udsat for sanktioner, hvilket har bidraget til ustabilitet i forsyningen og pres på den nationale valuta. Dette afspejlede en bredere strategi om at begrænse energistrømmene blandt Kinas partnere, fra Venezuela til Iran. I denne sammenhæng er Balkan nu indlejret i skiftende mønstre af amerikansk hegemoni.
Det er kun inden for denne sammenhæng, at Kushners 1,4 milliarder dollars store Albanien-projekt skal forstås. Og det er ikke uden fortilfælde: Forretningsmanden Peter Thiel har også givet udtryk for intentioner om at opføre en by ved Middelhavet befolket af it-specialister og en racemæssigt eksklusiv elite, hvor kapital udtrykkeligt prioriteres højere end demokrati og menneskerettigheder. Udvidelsen af den amerikanske kapital i regionen signalerer således ikke blot øgede investeringer, men også øget magt over Balkanlandene; der er ved at opstå en bredere Pandoras æske af projekter, hvoraf nogle er dybt foruroligende.
Faktisk er Balkan endnu en gang ved at forvandle sig til en arena for geopolitisk konkurrence mellem stormagterne, hvilket potentielt kan destabilisere Europa. Dette er en yderligere strukturel årsag til, at solidariteten inden for Balkan vil få stadig større betydning.
Borgerne i Albanien og Serbien har derfor god grund til at stille spørgsmålstegn ved, om deres stater fungerer som repræsentanter for deres borgere eller som mellemmænd for den globale kapital, der påtvinger deres befolkninger sine betingelser. Borgerne i Bosnien gør det samme. Selvom protesterne i Bosnien stadig er lokale, har de tidligere spredt sig over hele landet, som det skete i 2014. I alle tre tilfælde fremstår Balkanlandene i stigende grad som redskaber for udenlandsk kapital og dens fantasiprojekter, samtidig med at de undertrykker deres egne borgere.
Ud over fragmenterne
Historisk set har Balkan været præget af en fragmentering, der er formet af både nationale konflikter og konkurrerende eksterne påvirkninger. Disse splittelser har gjort regionen sårbar over for udvindingsindustrien. Det er derfor afgørende at overvinde dem, hvis der skal opstå en pan-balkansk strategi – politisk eller økonomisk set – som svar på det, der i stigende grad ligner stedfortrædende ressourcekonflikter.
Spørgsmål som minedrift og økologisk forringelse overskrider nationale grænser og skaber materielle interesser, der potentielt kan artikuleres på tværs af disse uden at være afhængige af de stater, der støtter ødelæggende projekter. I denne forstand er vi vidne til en åbning i regionen. Tidligere var det usandsynligt, at isolerede, nationalt afgrænsede bevægelser kunne sejre over transnationale magtformer. For Serbien, Bosnien og andre Balkanlande er det derfor ikke kun et moralsk krav, men en strategisk nødvendighed at støtte de albanske protester.
Hvis Balkan skal undgå at blive endnu en perifer zone for elitens megaprojekter og en stedfortræder for sammenstød mellem udvindingsorienterede supermagter, må vi gøre mere end blot at tænke i nationalstatslige baner. Faktisk åbner dette også op for at genoverveje selve Balkan. For nylig udtrykte Den Regionale Alliance til Forsvar for Balkanhalvøens Natur, et netværk af over tredive organisationer i hele regionen, der også omfatter Alliancen af Økologiske Organisationer i Serbien, sin fulde støtte til miljøaktivister, lokalsamfund og borgere i Albanien. Der har også været begrænsede eksempler på grænseoverskridende aktivisme mellem lokalsamfund i Bosnien og Serbien i kampen mod litiumminer. Man kan altså sige, at perspektivet for integration er ved at åbne sig.
Hindringerne for et dybere samarbejde på tværs af samfundene er dog stadig betydelige. Både Bosnien, Serbien og Albanien har svage oppositionskræfter, der ikke er i stand til at kanalisere denne energi eller i nogle tilfælde endda er imod den. Hvis der opstår en ny politisk opposition med en alternativ vision, og hvis den kan formulere den effektivt – hvilket studenterbevægelsen i Serbien bestemt havde potentialet til i visse henseender – kunne et sådant samarbejde omforme Balkan. I det mindste kan den nuværende situation være med til at skabe betingelser for, at Balkan kan påtage sig en ny rolle.
Endelig kan vi ikke se bort fra en gammel idé. Forslagene om en Balkan-føderation blev udtænkt for hundrede år siden ud fra frygten for, at regionen som helhed kunne blive underordnet – ligesom den proces, der er i gang i øjeblikket. Dette stiller Balkan over for et alternativ. Regionen kan igen blive en ressourcekoloni, som mange demonstranter frygter. Eller også kan den undgå denne skæbne ved at vælge vejen mod solidaritet og gensidig støtte. For at gøre det må den erkende, hvad der står på spil.
6. juli 2026
Oversat fra Jacobin af Poul Bjørn Berg
