Læsetid: 12 minutterFoto: Demo mod islamofobi, Paris, november 2020. Photothèque Rouge/Martin Noda/Hans Lucas
Præsident Emmanuel Macrons neoliberale regering benyttet lejligheden til at erobre noget af de politiske rum, som Marine Le Pen og hendes fascister har indtaget.
Den 29. oktober blev tre katolikker dræbt i en stor kirke i Nice af en ung muslimsk mand, der var kommet til Frankrig nogle få dage forinden. Dette forfærdelige drab var benzin på bålet. Terroren bliver udnyttet af regeringen og andre til at stigmatisere alle muslimer og få stemmer fra racisterne.
Le Pen fik 10 millioner stemmer ved præsidentvalget i 2017. Det var det højeste antal nogensinde for den ekstreme højrefløj. Macron har været ekstremt upopulær på grund af sine planer om at skære drastisk i pensionerne (det fik 2 millioner til at strejke sidste år). Selv om han kommer fra en gren af højrefløjen, der normalt ikke prioriterer islamofobi, var det simpelt hen for fristende at bruge muslimerne som syndebuk.
Det er særlig let for ham fordi den franske venstrefløj, indbefattet den radikale venstrefløj, er meget forvirret omkring islamofobien. Situationen er blevet bedre i de sidste fem år på grund af nogle få aktivisters ihærdige arbejde, men selv i dag mener mindre end halvdelen af dem på venstrefløjen, at det er vigtigt at bekæmpe islamofobien.
Da forbuddet mod at unge kvinder har hijab på i gymnasierne trådte i kraft i 2004, var der praktisk taget ingen opposition. De omkring tyve byråd forbød heldækkende badedragter på strande og i svømmehaller i 2016, var oppositionen i bedste fald begrænset til nogle få pressemeddelelser. Højrefløjen ved, at hvis de laver teatralske angreb på muslimerne, kommer der kun en halvhjertet modstand fra venstrefløjen.
Macrons islamofobiske kampagne
Macron havde allerede forberedt en offensiv baseret på en ny lov ”mod separatisme”. Han foregav, at denne lov skulle være rettet mod mange forskellige grupper, også dem der arbejdede for hvidt overherredømme, men det drejer sig i virkeligheden om højlydt at udbrede den racistiske myte, at muslimer ikke ønsker at være en del af det franske samfund.
Det er en opdigtet fare. Muslimer er i virkeligheden meget mindre opsatte på at have særlige skoler til deres børn end de troende katolikker eller jøder. Der er 9.000 katolske privatskoler, omkring 300 jødiske privatskoler og omkring 20 muslimske privatskoler (der er fem en halv million muslimer).
Forbrydelserne i denne måned kommer meget belejligt for Macron. Der blev organiseret et minuts stilhed og særlige skoletimer om ytringsfrihed på alle skolerne umiddelbart efter efterårsferien. Hans regering forbyder muslimske organisationer, der beskyldes for at være indblandet i ”politisk islam”, en meget anvendelig bred formulering, der gør det muligt at ramme velgørende organisationer, organisationer der yder retshjælp og antiracistiske grupper.
Sidste måned meldte indenrigsminister Gérald Darmanin om razziaer mod 51 organisationer og tvungen opløsning af flere af dem.
Blandt dem var Collectif Contre l’Islamophobie en France (CCIF), en lille organisation der organiserer mægling og hjælper med at skaffe advokater til folk, der forsvarer sig mod islamofobisk diskrimination på arbejdspladsen og andre steder. Det er omtrent det eneste sted, man kan henvende sig som diskrimineret muslim.
Organisationen har i nogle år fået tilskud fra bystyret i Grenoble i det østlige Frankrig, og den har jævnligt samarbejdet med Observatoire de la Laïcité, et regeringorgan, der har til formål at overvåge adskillelsen mellem stat og religion i Frankrig. Den har i flere år samarbejdet med flere FN-organisationer (som konsulent) og har altid fordømt terrorisme.
En anden gruppe, der blev forbudt den 29. oktober, er den velgørende organisation Barakacity. Den er grundlagt i 2008 og er kendt for sin ambitiøse kampagne for at forsyne dele af Vestafrika med rent vand, sine ”runder” for at hjælpe hjemløse i og omkring Paris og sit initiativ til at betale begravelsesomkostninger for flygtninge, der er omkommet i Calais eller i forsøget på et kommet over til England. Organisationen bliver beskyldt for at ”missionere”, fordi den er religiøst baseret, mens katolske velgørende organisationer ikke bliver fordømt for at arbejde ud fra et religiøst perspektiv, hvilket enhver også har ret til i et demokratisk samfund.
En moske i Pantin, der i de foregående uger havde vist sympati med kritikken af Patys undervisning, er blevet lukket, selv om der ikke var nogen som helst beviser for, at lederne af moskeen gik ind for vold. I dagene efter mordet på Paty erklærede Darmanin åbent, at de inddrog mange mennesker, der ikke havde nogen forbindelse til efterforskningen af mordet, ”fordi de ønskede at komme ud med et tydeligt budskab”. Macron har erklæret, at ”frygten nu må skifte side” og promoverer idéen om et ”sammenstød mellem civilisationerne”.
Darmanin erklærede for nylig, at han var ”chokeret” over hylderne i supermarkederne med halal eller kosher mad. Han sagde, at de taler til folks ”lavere instinkter” og er et udtryk for ”en begyndende kommunitarisme”. [note 1]
For nogle få uger siden erklærede den samme minister, at ”islam i Frankrig skal sikre sig, at alle dens tilhængere accepterer, at republikkens love står over deres guds love”. Men det er almindeligt for troende inden for mange religioner at mene, at deres gud er hævet over de menneskelige institutioner – det gør dem ikke til mordere! Darmanin er bare ude efter en heksejagt.
Hvad er den umiddelbare fare?
Hvis disse muslimske organisationer bliver forbudt uden protester, kan vi forvente endnu værre ting i fremtiden. De højreekstreme bøller benytter sig allerede af den nye stemning.
I Nîmes viste et supermarked en plakat, der sagde, at ingen ”kvinder med slør” ville få adgang til butikken. Den ældste moske i Bordeaux og en anden i Montélimar er blevet smadret. Flere moskeer i Rouen har fået trusselsbreve, mens der blev øvet hærværk mod et muslimsk bederum i Donzère med fornærmende graffiti og kristne kors.
Islamofobien bruges til at angribe venstrefløjen
Ud over at tiltrække racistiske stemmer håber Macron også at kunne bruge krisen til at skade den vigtigste opposition til venstre ved at male et billede af dem som ”svage over for islamistisk ekstremisme.”
Venstrereformisten Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise (FI) (”Det Ukuelige Frankrig”) fik 7 millioner stemmer ved det sidste præsidentvalg på et radikalt program i stil med Jeremy Corbyns. De har længe været svage i kampen mod islamofobien som resten af den franske venstrefløj, men FI har gjort fremskridt i den sidste tid, til dels på grund af det øgede pres fra sorte og muslimske antiracistiske netværk. Parlamentsmedlemmet Danièle Obono fra FI har været engageret i kampen mod islamofobi i mange år.
I november 2019 blev der for første gang nogensinde arrangeret en massedemonstration mod islamofobi i Paris. Trods en betydelig intern modstand insisterede Mélenchon på, at FI skulle støtte demonstrationen.
Undervisningsminister Jean-Michel Blanquer beskyldte for nylig FI for at være ”islamo-venstrefløj” og for at være ”tilhængere af en ideologi, der lidt efter lidt fører til terrorisme”.
Disse angreb støttes af nogle på venstrefløjen. I Frankrig er der en lang og katastrofal tradition for at sidestille det at være venstreorienteret med at afsky og håne troende. Gennem de sidste 25 år har denne tradition givet næring til angreb på islam i Frankrig.
Mange på venstrefløjen støtter islamofobiske love og kampagner, med den undskyldning at de hader alle religioner. Et af de vigtigste revolutionære tidsskrifter stemplede i 2010 på deres forside kvinder, der bar niqab, som ”dødsfugle”. Denne strømning, der nu hedder Nouveau Parti Anticapitaliste (NPA), har siden gjort store fremskridt og støttede demonstrationen i november sidste år, selv om kun halvdelen af deres medlemmer var virkelig overbeviste.
Universitetslærere bliver angrebet
Macrons ministre er gået over til Trump-lignende højrefløjspopulisme og angriber universitetslærere, der tillader sig at arbejde med racisme og antiracisme, og ikke begrænser sig til at studere afdøde hvide mænd.
Blanquer hævdede at universiteterne er blevet infiltreret af ”meget magtfulde islamo-venstreorienterede strømninger, der spreder ødelæggelse”.
Han sagde: ”Vi må kæmpe mod en intellektuel forståelse, importeret fra amerikanske universiteter, og idéer om intersektionalitet [2], der prøver at fastlåse identiteter i modstrid med den republikanske model. Det er grundlaget for en opsplitning af samfundet, der flyder sammen med den islamiske model.”
Fagforeninger på universiteterne har protesteret mod disse fornærmelser. Selv den nationale forening for universitetsrektorer (der næppe kan beskyldes for at være venstreorienteret) udsendte en erklæring, der fordømte Blanquers fornærmelser. Den sagde: ”Nej, universiteterne frembringer ikke en ideologi, der fører til de værste udskejelser. Nej, universiteterne er ikke steder, hvor fanatismen bliver formuleret eller opmuntret. Nej, universiteterne kan ikke beskyldes for at være medskyldige i terrorisme”.
Også andre akademiske organisationer har protesteret, selv om de rummer mange, der har slugt myten om ”islamo-venstrefløjen”. Helt skandaløst er det, at hundrede universitetsprofessorer har underskrevet en artikel i Le Monde, der støtter Blanquer og fordømmer muslimske studenter, der går med hijab.
Hvilken rolle spiller Muhammedtegningerne?
En serie karikaturtegninger blev først offentliggjort i en højreorienteret dansk avis. Det franske magasin Charlie Hebdo tilføjede flere fornærmende eksempler før det forfærdelige terroristangreb i 2015, hvor 12 af de ansatte på magasinet blev dræbt (og samme dag jødiske kunder i et kosher-supermarked).
Karikaturerne er racistiske af mindst to årsager. For det første er der for eksempel tegninger, der viser Muhammed med en bombe i sin turban med lunten tændt. Den tegning skal:
1) vise, at det er typisk at muslimer er terrorister
2) få folk til at le af, at hans muslimske hoved snart eksploderer.
De andre karikaturer i Charlie Hebdo – som for eksempel den med en nøgen Muhammed, hvor man ser hans kønsorganer – tilbyder læserne en anden form for ”tilfredsstillelse”, byggende på det at læserne ved, at muslimer ikke synes at profeten bør afbildes på tegninger, og slet ikke som nøgen og latterlig. Den eneste måde, denne tegning kan være sjov på, er hvis du synes, at det i sig selv er sjovt at fornærme muslimer – det vil sige, hvis du selv er racist.
I den nuværende krise har tegningerne spillet en central rolle. Som en del af sin undervisning i samfundsfag har Paty hvert år vist nogle af de racistiske tegninger, efter at have advaret eleverne og tilbudt dem at forlade klasseværelset imens, hvis de ønskede det.
En manglende forståelse af, at disse karikaturer er racistiske, er meget almindeligt både på højre- og venstrefløjen i Frankrig, og det at fortælle om karikaturerne, er en del af pensum, så at vise dem frem i klassen som illustration betyder ikke, at det her var en racistisk lærer.
I år protesterede nogle af forældrene, og skolens ledelse arrangerede en form for diskussionsmøde. Der var naturligvis ingen der forestillede sig, at en fanatisk teenager, der boede 80 km væk og var rede til at dræbe og dø for den sag, ville høre om det.
Efter mordet på Paty besluttede de, der ønskede at promovere vrøvlet om ”civilisationernes sammenstød”, at gøre karikaturtegningerne til centrum i deres protest mod terrorismen. I store byer som Toulouse og Montpellier blev karikaturerne projiceret op på rådhusets facade, mens mere end et regionalt styre har annonceret, at der vil blive uddelt hæfte med karikaturtegninger, hvor de er med, til alle gymnasieelever.
Det er ikke ualmindeligt at høre enkelte lærere, selv på venstrefløjen, der kræver at det bliver obligatorisk at vise karikaturerne på alle skoler som en protest mod mordet på Paty.
Ofte er det en højrøstet minoritets værk – på et massemøde som lærernes fagforeninger havde lavet i Paris, var der kun et dusin Charlie Hebdo-plakater i en forsamling på titusinder, og på online platforme klager islamofobiske lærere over, at “næsten alle” deres studerende synes, at det er dårligt at håne folks religiøse overbevisning, fordi respekten er vigtig.
Hvad med den yderste højrefløj og fascisterne?
For nylig truede et medlem af en lille nynazistisk gruppe i Avignon en nordafrikansk butiksindehaver og derefter politiet, hvorefter han blev skudt. Faren for højreekstrem terrorisme er reel.
Hvad angår Le Pen og hendes ”respektable fascister”, har de haft et par hårde år. De Gule Vestes oprør, der mobiliserede fattige arbejdere og små forretningsfolk, kunne have udviklet sig mod højreradikale synspunkter, med gjorde det ikke takket være venstrefløjsaktivisters indsats. Massestrejkerne mod regeringens ødelæggelse af pensionssystemet sidste år var meget populære, men Le Pen kunne ikke støtte dem på grund af hendes store opbakning fra små arbejdsgivere.
Med kampagnen mod muslimer har Le Pen endelig et område, hvor hun kan føle sig hjemme. Hun har i denne uge opfordret til et totalt stop for indvandring og alle de procedurer, hvor immigranter kan ansøge om fransk statsborgerskab. Hun kræver en ”krigstidslovgivning” og erklærer, at ”ingen burde være bange for at kalde sig for islamofob”. Hun og hendes fascistiske venner bliver hver uge inviteret til talkshows i den bedste sendetid, hvor de kan sprede deres gift.
Hvem kæmper imod alt dette?
Situationen er fyldt med modsætninger. Mange venstrefløjsgrupper og fagforbund har en meget bedre indstilling til islamofobien, end de havde for 10 år siden (det er heller ikke svært). Ikke desto mindre er protesterne fortsat kun symbolske.
Pressemeddelelser fra venstrefløjen erklærer, at ”muslimer ikke kan beskyldes for terrorisme, fryses ud eller marginaliseres”. Men ingen af de større venstrefløjsorganisationer siger ”Forsvar CCIF!” eller protesterer sammen med de muslimske grupper for at forhindre, at de bliver forbudt, for ikke at tale om at organisere en bred protestalliance. Mindre antiracistiske netværk gør, hvad de kan.
Vi må fordømme Macronregeringens dobbeltmoral, når den sælger våben til diktaturer overalt i verden, sender franske tropper for at forsvare franske interesser, mens de spreder død og ødelæggelse, og giver afgørende politisk støtte til Israel, mens de hævder at være et fyrtårn i kampen mod politisk vold i verden.
Men praktisk solidaritet med de muslimske organisationer, der er truet, er også helt afgørende. Organisationer i andre lande bør sende solidaritetserklæringer.
John Mullen er revolutionær socialist og støtter France Insoumise. Han bor i Paris. Artiklen er oversat fra hans blog af Poul Bjørn Berg.
Noter:
1) Kommunitarisme er en politisk-filosofisk opfattelse om, at fællesskabet er det primære i samfundet og altså ikke individet, staten eller nationen (Wikipedia
2) Intersektionalitet er studiet af skæringspunkter mellem undertrykkelsessystemer eller -former, dominans eller diskrimination (Wikipedia).