Da Covid-19-pandemien satte en økonomisk krise i gang, var det første modtræk næsten alle steder at sprøjte likviditet ud på de finansielle markeder og stifte mere offentlig gæld. Dette er endt med at gavne den spekulative storkapital. Og på samme tid har det sået frøene til en gældsfælde, hvis virkninger vi vil se i de kommende år, siger Eric Toussaint, talsmand for Komiteen for Sletning af Illegitim Gæld (CADTM)

af Érik Toussaint

Læsetid: 10 minutter

Mexicos venstreorienterede dagblad La Jornada bragte den 23. maj dette interview af Roberto González Amador med Érik Toussaint. Det er siden blevet redigeret og udvidet en smule i forbindelse med oversættelse til andre sprog.

 

Den arbejdende befolkning, som allerede er ramt af pandemien, kommer til at stå over for forandringer, der vil påvirke dem endnu mere, siger Toussaint, som i flere år har været en af de mest kendte stemmer i bevægelsen for global retfærdighed, der opstod i kølvandet på demonstrationerne i Seattle i 1999, og som gør modstand mod den politik, der praktiseres af WTO eller det Verdensøkonomiske Forum i Davos (1999).

 

Det er åbenlyst, at krisen i 2020 er forskellig fra den i 2007-2009, men der er en gentagelse af en politik, der dybest set favoriserer storkapitalen og de store virksomheder. I dette tilfælde er det ikke kun investeringsfonde og privat bankvirksomhed. Denne gang er vi nødt til at tilføje de store medicinalfirmaer, siger han til La Jornada.

 

Sammen med hundredvis af andre organisationer fra hele verden er Toussaint ude at promovere et manifest til håndtering af den nuværende krise, hvor et afgørende element er afskaffelse af patentrettigheder på vaccinerne.

 

Du siger, at pandemien har øget de sociale skel. Hvad er der sket?

 

Pandemien kan ikke adskilles fra den gennemgribende kommercialisering af naturen, som hænger sammen med den måde, kapitalismen fungerer på globalt. Desuden var vi allerede inden pandemien midt i en økonomisk krise med en finans- og aktiemarkedsboble, stagnation i de store industri-økonomier og en langsommere vækst i Kina. Der er en forbindelse mellem pandemien og den globale og verdensomspændende kapitalistiske krise. Det er vigtigt at påpege dette, fordi vi får fortalt, at alle problemer er forårsaget af virussen.

 

Er de sårbare grupper blevet ramt hårdere af krisen end andre?

 

Arbejderbefolkningen er fortsat tvunget til at finde ud af, hvordan de kan  få dækket deres daglige behov og tage offentlig transport for at komme på arbejde. I forbindelse med pandemien fører dette til en forværring af deres levevilkår kombineret med mistet indkomst, da især arbejdstagere i den uformelle sektor i mange tilfælde ikke har adgang til de offentlige ydelser, der eventuelt måtte være.

 

”Niveauet for arbejdsklassens gæld, inklusive den lavere middelklasses, er også steget. I flere lande er der truffet foranstaltninger til at udskyde afbetalingen af gæld eller suspendere udsættelse af familier, der ikke er i stand til at betale husleje. Dette er dog midlertidigt, og i fremtiden bliver de nødt til at betale, med mindre deres gæld bliver annulleret. ”

 

Her lidt over et år efter pandemien startede, hvad har så været regeringernes primære økonomiske svar, og hvilke konsekvenser har det haft?

 

For det første: En massiv tilførsel af likviditet til det finansielle system, hvilket betyder, at krisen i aktiekurserne, der eksploderede mellem 13. februar og 15. marts 2020, tilsyneladende er overvundet. Aktiemarkedsindekset for de fleste økonomier er højere i dag end i starten af 2020.

 

Det første svar har været en politik, der favoriserer storkapitalen. Den bruger i de fleste tilfælde de økonomiske midler, de har til rådighed, til spekulative formål. De investerer ikke i produktion og jobskabelse undtagen i medicinalindustrien, som er meget rentabel. Regeringerne gentager de samme tiltag som i 2008: massiv intervention fra store centralbanker til fordel for store finansielle firmaer og andre virksomheder.

 

For det andet: indførelse af lockdown fra regeringer, der ønsker at øge den økonomiske aktivitet på bekostning af arbejderklassen, som er mere udsat for virussen end andre. Det er klart, at vi ser begyndelsen på et økonomisk opsving der i lande som USA, dele af Europa og Kina, selvom det endnu ikke er særlig stærkt, og bortset fra Kina er de ikke i stand til at kompensere hurtigt for tabet af BNP i 2020 og første kvartal af 2021. BNP i USA vokser kraftigt, men jobskabelsen er i øjeblikket svagere, end Biden-administrationen havde håbet. Hvis der ikke kommer en ny , vil det amerikanske BNP sandsynligvis være højere i slutningen af 2021 end i begyndelsen af 2020, men antallet af små virksomheder, der går konkurs, arbejdsløsheden, gældssituationen for almindelige husstande osv. forbliver alle temmelig usikre.

 

Budgetunderskud og stigende offentlig gæld bliver nu accepteret, men ikke samme omfang som den amerikanske præsident Franklin D Roosevelt gjorde det i 1930erne, europæiske lande efter Anden Verdenskrig eller latinamerikanske lande med industrialiseringen ved en model for import-substitutions mellem 1940erne og 1960erne (se note) .

 

Den nuværende politik er ikke magen til den New Deal, som Franklin D. Roosevelt anvendte fra 1933. Ingen forøgelse af sociale rettigheder; ingen finansielle bindinger på bankernes muligheder; ingen øgede skatter pålagt de rigeste; ingen signifikant stigning i lønninger, ingen udvidelse af fagforeningsrettigheder – for blot at pege på nogle få forskelle. Under New Deal blev der indført betydelig social beskyttelse, investeringsbanker blev adskilt fra indskudsbanker, lønningerne blev forhøjet. Skattesatsen for topindkomster nåede 91 procent i 1941 og forblev derefter på 80 procent i flere årtier.

 

I dag er det økonomiske redningsprogram finansieret af offentlig gæld, og de rige er endnu ikke blevet pålagt nogen kriseskat. Vi vil i de kommende måneder se, om Biden-administrationens plan om at hæve skatten på virksomhedsoverskud bliver til noget (med tanke på, at Bidens planlagte skatteforhøjelser ikke kompenserer for Trumps nedsættelse i 2017-2020 af skat på overskuddet, som stadig er gældende på tidspunktet for dette interview). Det står også tilbage at se, om han (markant) vil øge afgifterne på GAFAM (Google, Amazon, Facebook, Apple, Microsoft).

 

Der er ingen opgivelse af den neoliberale retning med hensyn til strukturreformer, der sigter mod yderligere at deregulere arbejdsmarkedet, forholdet mellem kapital og arbejde og de sociale beskyttelsessystemer. En keynesiansk politik er ikke kun defineret af finanspolitisk forvaltning, men også af andre tiltag rettet mod arbejderklassen, som Roosevelt gjorde som præsident i USA, da han var under pres fra arbejdernes store mobiliseringer eller præsident Lazaro Cardenas i Mexico i 1930’erne.

 

Regeringerne i Europa eller USA har truffet nogle beslutninger, som udvider de offentlige budgetter, skaber budgetunderskud og giver centralbankerne mere likviditet. Ændrer det den økonomiske struktur, der eksisterede, da krisen brød ud?

 

Det ændrer ikke den grundlæggende retning. Der er tale om stærke tiltag, men de kan ikke fortolkes som en kapitalisme, der vender tilbage til de foranstaltninger, der blev implementeret i fra 1930’erne til 1960’erne og 1970’erne. Det er ikke tilfældet. Der er tale om midlertidige foranstaltninger, og på et tidspunkt vil gælden være så stor, at der vil ske en brutal tilbagevenden til nedskæringspolitikker om et eller to år. Se på USA. Præsident Joe Bidens stimuluspakke giver, i det mindste i sin hensigt, et svagt indtryk af noget, der går i retning af en vis moderat keynesianisme; men det er endnu ikke fuldt ud vedtaget af Kongressen. Hvad der sker i USA, vil have indflydelse på Europa, Mexico og resten af verden.

 

Nogle af de foranstaltninger, som regeringer og centralbanker indførte for at håndtere finanskrisen i 2008-2009 endte med at gavne de aktører, som havde været ansvarlige for, at krisen opstod. Hvad er situationen nu, selv om krisen er af en anden karakter?

 

Pfizers patent på Covid-vaccine giver en 20-årig indtægt. Virksomheden siger, at de vil have 25 milliarder dollars i yderligere indtægter på kort sigt.

 

Det er en gentagelse. Selvom det er klart, at krisen i 2020 er forskellig fra 2007-2009, ser vi en gentagelse af en politik, der grundlæggende favoriserer storkapitalen og de store virksomheder. I dette tilfælde er det ikke kun investeringsfonde og privat bankvirksomhed. Denne gang er vi nødt til at tilføje medicinalindustrien, der er blevet mere og mere magtfuld, såvel som den digitale industri. BlackRock, verdens største investeringsfond, er aktionær i alle de store farmaceutiske virksomheder, som er begunstiget af regeringernes politik. I stedet for at suspendere patenter og lancere et program for offentlige investeringer og vaccineproduktion, køber de hundreder af millioner af doser fra private virksomheder, som yderligere vil sikre en 20-årig indkomst, hvis patenterne ikke suspenderes.

 

For eksempel vil Pfizers Covid-vaccinepatent give en økonomisk binding i 20 år. Firmaet siger, at de vil få 25 milliarder dollars i yderligere indtægter på kort sigt. Vaccinen skal også fornyes hvert år. Det er en permanent indkomst. Vi er vidne til noget, der hurtigst muligt skal imødegås, fordi det er et usædvanligt skift, at det offentlige initiativ gradvist er trukket tilbage fra produktionen af medicin og behandlinger.

 

Vi skal tilføje de strukturelle ændringer, vi er blevet pålagt: digitale former for arbejde og uddannelse, og det stigende indkøb online (via Amazon og andre web-virksomheder). Vi bliver pålagt strukturelle ændringer i den måde, vi arbejder på, underviser og skaffer tjenester og varer. Varegørelsen accelererer, og alt dette forværrer arbejderklassens situation.

 

Hvad vil fremtiden bringe, når regeringerne skal til at afdrage på gælden?

 

Dette er nemlig kernen. Det er en fælde. Da gælden er steget enormt, vil nyliberale regeringer og markeder have flere instrumenter eller afpresningsvåben til at fortsætte med at gennemføre strukturreformer. Vi er i en fase med superhurtig og enorm offentlig gæld. Vi skal være på vagt overfor, hvad der er i vente, hvis vi ikke sætter os stærkt til modværge: flere nedskæringer og modreformer til fordel for den private sektor. Vi skal være årvågne og klar til at modstand.

 

I modsætning til andre perioder med krise så stiger gælden nu både i syd og nord.

 

Grækenlands gæld udgør 200 procent af bruttonationalproduktet, Italiens 150, Belgiens og Frankrigs 115 procent. I syd stiger den, men på niveauer mellem 60 70 procent af landenes BNP.

 

Hvis centralbankerne i USA, Japan, Europa og Storbritannien ændrer deres nuværende politik med en rentesats tæt på nul og begynder at hæve den, vil gældsomkostningerne ryge i vejret, og alle lande vil have svært ved at finansiere det. Hvis værdiansættelsen på aktiemarkedet når nye højder, og hvis aktiemarkederne udsættes for uhæmmet spekulation, kan det føre til et sammenbrud for aktiekurserne endnu en nedtur for store virksomheder, og så kan panikken gribe markederne. Dette kan føre til en kraftig stigning i risikopræmier på nye lån til en række virksomheder og lande, der finansieres på de finansielle markeder. Spekulationer har igen en stærk påvirkning på markedet for råvarer, og dette kan også føre til nye chok.

 

Note:

Industrialisering ved import-substitution

Denne strategi refererer hovedsageligt til den historiske erfaring fra Latinamerika i 1930erne og 1940erne og til arbejdet i ECLAC (FNs Økonomiske Kommission for Latinamerika) i 1950erne, herunder skrifterne fra Raúl Prebisch i Argentina (som blev den første generalsekretær for FNs konference om handel og udvikling – UNCTAD – i 1964).

 

Udgangspunktet var den observation, at man stod over for en drastisk nedgang i handelen grundet depressionen i 1930erne og Anden Verdenskrig, og de største latinamerikanske lande havde været i stand til at reagere på den indenlandske efterspørgsel ved at erstatte importerede produkter med udviklingen af lokal produktion.

 

ECLAC’s teori havde til formål at udvide denne proces til alle sektorer i industrien ved at skabe en ‘afbrydelse’ med centret. Med støtte fra en god portion protektionisme og koordineret statsindgriben havde det til formål at lade nye industrier blomstre.

 

Denne politik har haft vigtige resultater med hensyn til industrialiseringen af Argentina (1940-50’erne) og Mexico (1930’erne-1950’erne). Sydkorea anvendte også denne politik med succes, men under særlige forhold.

 

26. maj 2021

 

Interviewet er oversat fra International Viewpoint i en udvidet og redigeret version af Rasmus Keis Neerbek. Oprindeligt blev det bragt i det mexicanske dagblad La Jornada

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com