Lederne af de fire borgerlige partier, Ulf Kristersson, Jimmie Åkesson, Johan Pehrson and Ebba Busch, da de aftalte programmet for den nuværende regering. Foto: Tom Samuelsson - CC BY-SA 4.0, Wikimedia
Tre uger tilbage! Når dette offentliggøres, har vi 23 dage til at sætte en stopper for den mest reaktionære regering, der har regeret Sverige siden "kosakvalget" i 1928. En regering, der forsøger at torpedere arbejderbevægelsen ved at undergrave fagforeningernes handlemuligheder og skære ned på støtten til folkelige bevægelser og oplysningsforbund. Som har taget et kvælertag på velfærden, tilladt profitmagere og kriminalitet i velfærdssektoren. Som har udviklet den mest flygtningefjendske politik i EU, planlægger "repatriering" af tusinder, der med tilbagevirkende kraft vil miste permanent opholdstilladelse, indført angiverpligt [fra myndigheder til politiet ved mistanke om ulovligt ophold, o.a.], udvisninger af unge og ældre sammen med børnefængsler og raceprofilering, sænket skatter for de velhavende og kapitalejere, ignoreret klimaomstillingen, militariseret og bevæbnet med nationalistisk svenskhed.
Og som har lovet en ligefrem accelereret fortsættelse med Sverigedemokraterne ved roret.
| Parti | Procent |
| Vänsterpartiet | 8,5 |
| Socialdemokraterna | 28,1 |
| Miljöpartiet | 7,3 |
| Centerpartiet | 7,5 |
| Liberalerna | 2,7 |
| Moderaterna | 17,8 |
| Kristdemokraterna | 6,4 |
| Sverigedemokraterna | 19,3 |
At feje dette politiske højrefløjsudskud væk er den første pligt for enhver solidarisk og ansvarlig vælger. Tidö – ikke en dag mere efter 13. september! [Den nuværende regerings program blev aftalt på Tidö Slot, deraf navnet, o.a.]. Et tilbageslag for svensk trumpisme ville være en sejr for alle demokratiske og progressive kræfter, ikke kun i Sverige, men i hele Europa. Ikke fordi alt bliver okay den 13. september, men fordi andre muligheder og veje vil åbne sig.
Socialistiska Politik, SP, som udgiver Internationalen, er et samlingssted for at udvikle socialistisk kraft og klarhed i hele den svenske arbejder- og folkebevægelse. Mange SP-medlemmer er aktive i kampagnen for Vänsterpartiets valgmæssige succes. Ikke til støtte for alt, hvad Vänsterpartiet udtrykker. Blandt SP-medlemmer er der ofte stærk kritik af V-politikkens accept og tilpasning, som f.eks. under den nylige strid om Palæstina-solidaritet. Vi har også medlemmer af Framtidens Vänster [dannet i 2025 af to udbrydere fra V, o.a.], der arbejder for en mere offensiv venstreorienteret politik.
Men i SPs marxistiske tradition bliver socialisters engagement ikke styret af et "valgkompas", hvor det ene eller det andet valgprogram står på neoliberalismens individualiserede og privatiserede smørrebrødsbord. Her er vælgerne reduceret til forbrugere af udbudte budskaber – i stedet for kollektive aktører for klasseinteresser og fælles samfundsløsninger.
Uanset kritik af Vänsterpartiet – og især den nuværende ledelses mediemæssige og valgtaktiske tilpasning – ville et parlamentarisk gennembrud for Vänsterpartiet åbne muligheder for medlemmer og vælgere til at ændre den nuværende politiske, ideologiske og kulturelle dagsorden. Både den nationalistiske højrefløj og det liberale borgerskab forstår dette ganske udmærket - deraf de politiske bomber mod venstrefløjen for "terrorromantik", antisemitisme, regerings-uduelighed osv. En del af formålet med disse mediestorme er åbent at forhindre Socialdemokraterne i at arbejde i en regering til venstre og i stedet slutte fred med Kristendemokraterne og Kristendemokraterne – eller endda Moderaterne.
Men selv inden for Socialdemokratiet, og især i fagbevægelsen, er der strømninger, der fuldstændigt afviser sådanne løsninger til højre. SP-medlemmer, der optræder i sådanne sammenhænge, går ind for et klart og tydeligt rødt-grønt venstreorienteret samarbejde – uden noget højreorienteret alibi for, at S-ledelsen kan fortsætte i Tidö-regeringens fodspor.
Samtidig med muligheden for at påføre Tidö-højre et knusende nederlag, indser mange, at højrefløjspolitik har bidt sig fast i samfundet, både ideologisk og juridisk/institutionelt. Ideologisk set, fordi højrefløjens kulturkrig med hensyn til værdier, samfund og verdensbillede har ændret manges tankegang, det der kaldes ideologisk hegemoni – dominans. Noget, der igen har påvirket og er blevet påvirket af offentligheden, inklusive de politiske partier, selv inden for arbejderbevægelsen.
Synet på nationen og svenskhed, migration og retspolitik, autoritære i stedet for humane metoder, militarisme versus afspænding, nedrustning og alliancefrihed… På område efter område er vi blevet tvunget til at opleve en højredrejning i værdier og samfundsudvikling. Det handler om en ideologisk og kulturel modreaktion, der ikke umiddelbart kan vendes. Men samtidig er alt ikke tabt. At velfærd skal deles uden kapitalistiske profitinteresser er stadig en overvældende stærk overbevisning blandt de fleste mennesker. At det svenske samfund bør tage internationalt ansvar for både bistand og flygtningemodtagelse, at kriminalitet først og fremmest skal imødegås med forebyggelse, at konservative kønsidealer skal skubbes tilbage, at dybere sociale kløfter ødelægger et samfund og skal udfyldes, at klimakrisen kræver en retfærdig omstilling, at nedrustning og fred skal have forrang frem for våben og krig – det er værdier og ønsker med en stabil forankring i samfundets brede lag.
Efter valget, i tovtrækkeriet og forhandlingerne om indflydelse, kan alt ske – og gå tabt, med mindre presset nedefra eskalerer til tvingende faktorer uanset ministerposter hist og her. I dagene op til valget bliver der afholdt massedemonstrationer over hele Sverige for en human flygtningepolitik og for en solidarisk og retfærdig klimaomstilling, der ikke kan vente.
Så den 13. september fejer vi Tidö-regeringen væk, og den 14. kan vi så forstærke presset, styrke den offentlige mening og forsøge at blokere for alt for rådne kompromiser, indrømmelser og kortsigtet udsalg af – for at sige det med de store ord, som sagen gælder – arbejderklassens og folkets progressive interesser.
21. august 2026
Oversat fra Internationalen af Åge Skovrind
