Mens demonstranter viser solidaritet med det dæmoniserede sorte parlamentsmedlem Danièle Obono, må den franske venstrefløj fortsætte og optrappe kampen imod racisme.

af John Mullen

Læsetid: 2 minutter

Foto: Daniele Obobo. © Thomas Linard / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Når det politiske liv i Frankrig begynder igen efter sommeren, og forberedelserne til præsidentvalget i 2022 begynder at optage alle de førende partier, så vil problemstillinger vedrørende racisme være i centrum – hvem kan vinde de 10 millioner vælgere, der stemte på Marine Le Pen i 2017?

 

I denne atmosfære rettede det højreekstremistiske, men ansete og indflydelsesrige tidsskrift Valeurs Actuelles, hvis medarbejdere tit medvirker i politiske analyser på TV, et politisk angreb på den antiracistiske bevægelse. Det offentliggjorde en anonym novelle med titlen ’Afrikaneren Obono’, hvor det sorte parlamentsmedlem Danièle Obono fra La France Insoumise (FI) i en tidsmaskine bliver fragtet tilbage til slaveriets dage 8 (hvor hun bliver belært om, at det mest var afrikanernes ’egen skyld’!). Novellen var illustreret med en tegning af Danièle Obono i lænker, og er fyldt til randen med de mest modbydelige, umenneskeliggørende forestillinger om afrikanere.

 

Danièle Obono har sammen med andre FI-parlamentsmedlemmer været aktiv i parlamentet og i medierne til støtte for De Gule Vestes bevægelse og de enorme strejker til forsvar for pensioner. Hun, og kredsen omkring hende, har bidraget til, at FI har udviklet deres synspunkter i forhold til islamofobi i positiv retnig (selv om det godt kan blive endnu bedre), og ledelsen af FI støttede i november sidste år den første massedemonstration nogensinde imod islamofobi.

 

Højrefløjen hader Obono, fordi hun er en sort politisk leder, men hun bliver også tit kritiseret af folk fra venstrefløjen, der tror fuldt og fast på, at faren for en (indbildt) sort separatisme er stærkt overhængende. Da hun for et par år siden deltog nogle møder, hvor der kun måtte komme sorte, blev det opfattet som en skandale i Frankrig, så dårligt funderet er en stor del af den franske venstrefløj med hensyn til racisme. Efter at en række netværk af sorte aktivister er blevet stærke i de seneste år, er denne svaghed blevet endnu mere iøjnefaldende.

 

Lørdag, 5.september, demonstrerede hundredvis i Paris til støtte for parlamentsmedlemmet, der har slæbt tidsskriftet i retten for racistisk forhånelse. Der burde have været endnu flere (og jeg kender til mange fra venstrefløjen, der ikke ville deltage, fordi de er uenige i, hvad de tror, hun står for).

 

Selv om Emmanuel Macron ringede til Danièle Obono for at forsikre hende om sin solidaritet, var han selv gået med til et interview i dette tidsskrift, og roste det som et virkelig godt tidsskrift’. Og selv om Macron kommer fra en politisk tradition, der ikke er specielt islamofobisk orienteret, så tilpasser han sig selvfølgelig i håb om at vinde nogen af de stemmer, der gik til Le Pen i 2017. Så i sin hovedtale i denne uge understregede han farerne ved ’separatisme’ og dem, der ’vil påtvinge alle deres egen gruppes lov’. Han er for fej til at sige det ligeud, men alle og enhver ved, at han angriber sorte og muslimer. Den antiracistiske bevægelse får hænderne fulde med den opgave, der ligger i dét.

 

John Mulle har været revolutionær socialist hele sit liv, bor i Paris og er tilhænger af partiet France Insoumise. Artiklen er oversat fra hans blog af Niels Overgaard Hansen.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com