Ledelsen i det portugisiske Bloco de Esquerda vedtog denne udtalelse den 26. juli 2015. Partiet reflekterer over, hvad venstrefløjen har lært af "forhandlingerne" mellem EU og Grækenland.

af Bloco de Esquerda

(til sammenligning med partiets tidligere EU-linje, se artikel i SI her)

1. På det europæiske topmøde den 12. juli blev den græske demokratiske folkeafstemning besvaret med en finansiel besættelse af Grækenland. National ydmygelse indført mod folkets vilje samt yderligere tre år med social afstraffelse vil aldrig resultere i en happy ending. EU har for millioner af borgere vist, at den er klar til hvad som helst for at pådutte landet sin spareplan, om det så gælder at tromle demokratiet. Derfor bliver der opbygget et modsvar til unionen i Grækenland og resten af Europa.

2. De seneste to måneder fører til to vigtige konklusioner. For det første er det en stor socialkonservativ koalition, ledet af den tyske regering, der leder EU og gennemtvinger markedsdiktatur og nedskærings-politik, arbejdsløshed, fattigdom og ulighed. For det andet vil EU ikke tillade eksistensen af nogen rege-ring overhovedet med en alternativ politik. Skulle der alligevel opstå en regering ledet af venstrefløjen, vil EU ikke tøve med at ødelægge den med alle midler.

3. Mens EU uden besvær accepterer, at den yderste højrefløjsregering i Ungarn opfører en ny og skam-melig mur, har man ikke tøvet med at sætte Den Monetære Union på spil i forsøget på at knuse Syriza-regeringen. Ved at foreslå den fjendtlige eksklusion af Grækenland fra eurozonen, brød Schäuble myten om euroens stabilitet som den fælles valuta i flere stater. Ved at afskære likvider til græske banker af politiske årsager understregede ECB (den Europæiske Centralbank) det presserende behov for redskaber til national kontrol med banksystemet, uafhængigt af ECB.

4. Gennem 25 år har EU – defineret af sine traktater – været et udemokratisk instrument til at institutiona-lisere den neoliberale orden: deregulering, koncentration af kapital, lønpres og nedskæringer på det soci-ale område. Den fælles valuta var et afgørende skridt i konsolideringen af dette projekt. For det første er fjernelsen af risikoen for udsving i valutakursen en væsentlig forudsætning for økonomisk magt og for kapitalens frie bevægelighed. For det andet betyder den fælles valuta, at nedskæringer og angreb på arbejderklassen bliver de vigtigste redskaber for økonomisk tilpasning: Den fælles valuta udelukker en national valuta- og pengepolitik og overlader opgaverne til én enkelt institution, ECB, som er fritaget for demokratisk kontrol og domineret af den tyske regering og verdens store finansielle institutioner. Dertil kommer, at den den budgetmæssige uafhængighed bliver mindre, og en progressiv industripolitik bliver blokeret. De pålagte mål er umulige at opfylde, og manglende opfyldelse af dem legitimerer de europæiske institutioners afgørende beslutninger vedrørende de nationale budgetter. Frem for alt har dette bu-reaukrati kontrol med hver eneste vigtige beslutning, og det har vist sig immunt over for folkeligt pres og for styrkeforholdet mellem politiske og sociale kræfter i de enkelte lande. Brutaliteten mod Grækenland er beviset på denne immunitet for demokrati.

5. Vores parti har altid været imod denne europæiske integration og skabelsen af en fælles valuta. Efter gennemførelsen af den fælles valuta troede vi dog, at den kunne omdannes på et bedre grundlag, og vi opgav aldrig at kæmpe for dette på både nationalt og europæisk plan. For ti år siden så det ud, som om den globale bevægelse for social retfærdighed kunne retfærdiggøre denne hypotese. Men siden da har vi fokuseret på forslag til genopbygning af et europæisk demokrati og forskellige mekanismer, der kunne rette op på de eksisterende makroøkonomiske ubalancer ved at foreslå: et europæisk senat med lighed mellem staterne, reform af ECBs regler, styrkelse af Unionens budget og udstedelse af euroobligationer. Alle vores forslag blev enten underløbet eller afvist af socialdemokraterne, der gik ind for en autoritær føderalisme, og som er ude af stand til at modstå de finansielle interesser og i stedet endte med at bakke op om at straffe Grækenland.

6. De spareprogrammer, som Berlin og Bruxelles gennemtrumfede, byggede på en løgn. Årsagen til krisen skulle være de mennesker, der levede over evne. Denne løgn, der blev gentaget af den portugisiske høj-reorienterede regering, var et forsøg på at negligere den reelle årsag til krisen: finansspekulation og bolig-boblen, der brast i USA. Krisen i 2007-08 blev, forstærket af krakket hos Lehman Brothers, efterfulgt af forsøg på at redde banksystemet, hvor samfundet betalte for bankernes tab. Derefter blev spekulationerne vendt mod den offentlige gæld i de perifere europæiske lande. ECB finansierede kommercielle banker til 1 procent, så de kunne købe statsobligationer med langt højere rentesatser. Denne risikofrie kapitalindkomst forvandlede den offentlige gæld til det største globale finansielle marked overhovedet. Gennem barske stramninger blev arbejdsindkomst overført direkte til gældsafvikling.

7. I Maastricht- og Lissabon-traktaterne og i finanspagten fra 2012 har Europa allerede grundlovsfæstet nedskæringer og forbud mod politikker, der øger arbejdstagernes rettigheder og velfærd. Med valget af den første anti-nedskærings-regering [Syriza-regeringen, o.a.] blev den samlede logik i de europæiske traktater prøvet af. Den "store tyske koalition" pålagde sin lovgivning i 18 lande og det tysk-franske diktat er reduceret til alene at være kanslerens. Den tyske regering er i dag det almægtige centrum for politisk beslutning og budgetkontrol.

8. Det er nødvendigt, at venstrefløjen tager ved lære af disse historiske begivenheder for at udvikle klare standpunkter. I løbet af de sidste seks måneders diskussioner har den græske regering satset på en far-bar aftale, som blev indgået mellem ligeværdige stater. Men det endte med, at den stødte mod ekstre-misme og hævngerrighed fra de "europæiske partnere", som nu var kreditorerne. En venstrefløj, der forpligter sig til at afvise Finanspagten og dens stramninger, må vise styrke og vilje til at genoprette suve-rænitet på væsentlige områder, så det nationale demokrati overholdes.

9. Bloco de Esquerda afviser at yde flere ofre for euroen. At sige dette klart kræver, at kampen for demo-kratiet mere end nogensinde synliggøres som det eneste alternativ. Finanspagten skal til folkeafstemning og den offentlige gæld omstruktureres – begge dele er væsentlige skridt på vejen. Med dette klare man-dat – som kan resultere i et brud med Den Monetære Union, hvilket vi understregede på partiets sidste nationale konvent – kæmper de valgte repræsentanter for Bloco de Esquerda for et antiautoritært Euro-pa.

10. Den internationalistiske venstrefløj må opbygge en ny europæisk alliance, som løfter arven fra kam-pen mod fascismen og militarismen og fra de tilkæmpede sociale landvindinger i efterkrigstiden. Dette fælles demokratiske projekt omfatter erfaringerne fra de igangværende autoritære angreb og sigter mod nye mål, der omfatter menneskerettigheder samt de sociale, miljømæssige og kulturelle områder. Når fremmedhadske og nationalistiske partier vokser som alternativer til et svigtende EU, kan modstanden fra den antiautoritære bevægelse ikke vente. Bloco de Esquerda erkender dette faktum og de enorme vanskeligheder, vi står overfor. Vi tilbyder det bredest mulige alternativ, hvor vi samler alle kræfter, der kæmper for demokrati og imod nedskæringer.

Bloco de Esquerda er et radikalt venstrefløjs parti i Portugal dannet i 2000 som en koalition af det eks-maoistiske UDP, Politica XXI (en strømning, der havde forladt det kommunistiske parti) og PSR (portugisisk sektion af Fjerde Internationale). I dag er det et anerkendt politisk parti med folkevalgte i de nationale og europæiske parlamenter.

Udtalelsen er oversat fra International Viewpoint af Charlotte Valløe

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com