Jeg vil i denne kommentar forsøge at flytte diskussionen fra moralsk afsløring til en analyse af de bindinger, der gør militarisering og dominans vedvarende; også når de fremstilles som beskyttelse.

Forretningsudvalgets tekst har et anti-imperialistisk instinkt, som man savner i den danske offentlighed: Den siger højt, at Danmark og EU ikke automatisk er pålidelige forkæmpere for Grønlands selvbestemmelse. Den ser, at formel suverænitet kan bestå, mens reel kontrol flyttes gennem baser, installationer og aftaler. Og den peger rigtigt på, at militarisering ikke beskytter et folk, men gør et territorium til en brik i andres spil – og dermed til mål.

Netop derfor fortjener teksten en seriøs kritik.

Min kritik retter sig ikke mod tekstens intention – den er tydeligt solidarisk og anti-imperialistisk – men mod dens forklaringsniveau og politiske konsekvenser. Teksten har en række skarpe observationer om interesser, kontrakter, baser og oprustning; jeg anfægter dog, at disse elementer ikke konsekvent samles til en analyse af de mekanismer, der gør imperialisme og militarisering stabile – også når de begrundes med ret, selvbestemmelse og beskyttelse.

For svaghederne i teksten er ikke tilfældige. De er systematiske. De viser en metode, der vil kritisere imperialisme og militarisering, men som samtidig tænker inden for den demokrati-juridiske og nationale ramme, som statsmagten selv bruger til at legitimere sine interesser. Resultatet er en normkritik, hvor der er brug for strukturkritik; og det er ikke en akademisk petitesse, det har politiske konsekvenser.

Nedenfor sammenfatter jeg seks kritikpunkter – og til sidst, hvad det betyder politisk.

1. Hykleri som forklaring – i stedet for legitimationens logik

“Læg luft til hykleriet” / “Hykleriet forekommer bastant” / “Det skriger også til himlen”

Teksten pointerer hykleri: at magthavere taler om rettigheder, selvbestemmelse og retsorden, mens de har kolonihistorie og folkeretsbrud bag sig. Observationen er rigtig, men utilstrækkelig som hovedforklaring. For den gør problemet til et brud mellem ideal og praksis – som om stater i udgangspunktet mener idealerne, men svigter når interesser presser sig på.

Teksten moraliserer dog ikke kun: den peger selv på fortsat dansk imperialistisk dominans, på EU’s råstofinteresser og på ”imperialisme via kontrakter”. Problemet er derfor ikke, at teksten mangler interesseanalyse, men at hykleriet får en så dominerende forklaringsrolle, at kritikkens tyngdepunkt glider fra mekanismer til afsløring.

I praksis er hykleri ofte ikke en fejl, men en stabil legitimeringsform: Ret, suverænitet og selvbestemmelsessprog fungerer som politiske medier, der får statslige interesser til at fremstå nødvendige og civiliserede, samler befolkningen og gør magtanvendelse spiselig. Kritikkens kernespørgsmål er derfor ikke primært, om staten lever op til normen, men derimod hvad normen gør; hvordan moral og ret virker som redskaber i magtudøvelsen.

Man kan bruge hykleri-figuren sagligt, hvis den bruges som indgang til at vise, hvordan samme stat kan skifte begrundelser (ret, sikkerhed, værdier) uden at ændre den underliggende interesse. Men hvis hykleri bliver hovedforklaringen, bliver løsningen let: afsløringer, krav om konsistens, ’hold dem op på deres egne ord’ – og så overser man, at ordene netop er en del af styringen.

Kort sagt: Flyt kritikken fra moralsk afsløring til politisk analyse, ellers vinder man måske en retorisk pointe, men risikerer at tabe forklaringen.

2. Geopolitik uden akkumulationslogik

Forretningsudvalgets tekst peger rigtigt på råstoffer, undergrund og strategisk placering, og den har gode konkrete stikord: EU’s råstofinteresse, pres på miljøregler, risiko for udhuling af vetoret i en deal, og imperialisme via kontrakter. Men elementerne samles ikke til et forklaringsprincip. Imperialisme ender som geopolitisk kontrol plus virksomheders pres – ikke som en analyse af, hvorfor staters interesse er vedholdende og uafhængig af moralske appeller.

Teksten taler fx imperialisme via kontrakter og frygter indrømmelser om miljølovgivning og råstofudvinding. Det er præcis her, en mere systematisk analyse kunne vise, hvilke kontrakt- og licensregimer, garantier, standarder og sikkerhedsaftaler der gør dominans mulig – også uden formel annektering.

I stormagtskonkurrence handler kontrol om betingelserne for kapitalens udbytte: ejendoms- og licensregimer, investeringsbeskyttelse, risikogarantier, infrastruktur og transportkorridorer, standarder og regler, der favoriserer egne virksomheder. Derfor fungerer dominans ofte uden annektering: gennem ulige kontrakter, baser, sikkerhedsgarantier og juridiske ordninger.

Kort sagt: Uden en klar adgangs- og akkumulationsanalyse glider ”rovdrift” over i etik; med en klar analyse bliver hovedsagen derimod synlig: kampen om regler, kontrakter, infrastruktur og sikkerhedsgarantier, der gør udvinding og investering rentabel.

3. Selvbestemmelse som uklar – og potentielt ideologisk – kategori

At gøre grønlandsk selvbestemmelse til samlende omdrejningspunkt giver mobiliseringsmæssigt mening under amerikansk pres. Og teksten giver begrebet materielt indhold (undergrund, miljø, militære installationer, økonomisk grundlag). Men netop fordi begrebet bærer så meget, må det præciseres: National selvbestemmelse er ikke et færdigt svar, men en ramme, hvis indhold afhænger af, hvem der får kontrol over økonomi, natur, arbejdsdeling og sikkerhedspolitik.

Teksten gør dog allerede noget vigtigt ved at knytte selvbestemmelse til undergrund, miljø og retten til at begrænse/afvise militære installationer i deres land og farvande. Min pointe er derfor ikke, at begrebet er tomt, men at det i konfliktens logik hurtigt bliver en samlende parole, som kan skjule nye interne bindinger: hvem forhandler, hvem tjener, hvem bærer omkostningerne, og hvilke institutioner bliver afhængige af hvilke partnere.

Her bliver tekstens aktørtegning for grovkornet: grønlænderne optræder som ét subjekt, selv om der også findes politiske ledelser, erhvervsinteresser, forhandlingsstrategier og institutioner, der kan bindes ind i stormagters investerings- og sikkerhedsregimer. Uden skarpere aktør- og interesseanalyse kan selvbestemmelse glide over i national-front-retorik, hvor interne fordelings- og magtspørgsmål bliver usynlige.

Kort sagt: Begrebet må hele tiden konkretiseres: Hvem bestemmer over hvad – i praksis – og til fordel for hvem?

4. Den taktiske alliances glidebane

Teksten ser rigtigt dobbeltheden i europæiske NATO-tropper: signal til USA og skridt mod et arktisk oprustningsregime. Teksten selv vil derimod afmilitarisere Arktis og nedrustning; men den mangler at behandle det næste skridt: at selve sikkerhedsrammen omorganiserer politik, når rammen accepteres som nødvendighed her og nu; også selv om accepten ledsages af forbehold og kritik af alliancens motiver.

Det er netop tekstens egen dobbelthedsanalyse, jeg vil drage konsekvensen af: Hvis tropper og beskyttelse først indtræder som fælles udgangspunkt, flytter uenigheden sig typisk fra ‘skal vi militarisere?’ til ‘hvordan gør vi det ansvarligt?’. Det er denne rammeforskydning – fra politisk valg til administreret nødvendighed – teksten antyder, men desværre ikke udfolder.

Pointen er: Bliver ‘forsvar’ og ‘alliancesolidaritet’ overordnet målestok, får militarisering status af nødvendighed, kritik bliver ‘uansvarlig’, alternativer ‘urealistiske’, og striden flytter sig fra, om militarisering skal ske, til hvordan den skal administreres. Derfor er en “taktisk alliance” ikke neutral – heller ikke når den begrundes som forståelig eller midlertidig: Den disciplinerer debat og prioriteringer og gør sociale og demokratiske hensyn sekundære i forhold til ‘nødvendigheden’.

Kort sagt: Uden analyse af sikkerhedsrammens disciplin risikerer taktikken at blive en praktisk accept af de præmisser, der normaliserer militarisering.

5. Økonomiske kravs dobbelte karakter

Teksten rammer et afgørende første led: uden økonomisk råderum bliver selvbestemmelse let formel, fordi pres kan tvinge Grønland til at sælge natur, lempe miljøkrav eller acceptere militære installationer for at få budgettet til at hænge sammen. Derfor giver det mening, når teksten kræver højere bloktilskud og kolonierstatning – og ovenikøbet understreger, at det skal være “betingelsesløst”.

Men her ligger også den præcise uenighed: Teksten bruger “betingelsesløst” som garanti for uafhængighed. Forretningsudvalget kan med rette sige, at netop dét står i teksten – og at der i øvrigt er tale om en aktuel kommentar med begrænset plads.

Min indvending er dog, at “betingelsesløst” er dobbelttydigt: det kan betyde fravær af formelle politiske krav på papiret, og samtidig kan støtte i praksis være styring via procedurer, standarder, projektlogikker og partnerskaber. Man kan altså godt få støtte uden juridiske betingelser og alligevel blive integreret i andres plan- og investeringsregimer gennem støtteformens institutionelle udformning.

Derfor er spørgsmålet støtte som magtform: Hvem kontrollerer midlerne i praksis? Hvilke investeringskriterier, rådgiverregimer, standarder og partnerskaber følger med? Hvilke kapitalinteresser kanaliseres midlerne ind i? Her kan støtte få en dobbelt karakter: den kan åbne handlefrihed – men også stabilisere nye afhængigheder, blot iklædt et teknisk-administrativt sprog.

Kort sagt: Økonomisk støtte kan være et frihedsgreb, men kan også fungere som integrationsmekanisme. Det afgøres ikke af ordet “betingelsesløst”, men af støtteordningens konkrete form, kontrol og institutionelle design.

6. Radikale krav uden magtanalyse

Opsig baseaftalen, stop våbenkøb i USA, EU-sanktioner: Kravene i teksten er konsekvente, og de markerer et nødvendigt brud med blokdisciplin. Dét, der mangler, er et mellemled: en analyse af, hvilke konkrete bindinger der skal brydes først, og hvilke sociale og institutionelle kræfter der kan bære bruddet, når modtrækkene kommer. Problemet er, at kravene står som viljeserklæringer uden mellemled: analysen af de materielle og ideologiske bindinger, der fastholder en småstat.

Bindingerne ligger i militær integration (kommandokæder, interoperabilitet, baser, efterretning), i økonomisk afhængighed (markeder, teknologi, kredit- og valutavilkår), og i ideologisk disciplin (værdier, trusler, ansvar, troværdighed), der gør afvigelse til illoyalitet. Et brud er ikke et administrativt skifte, men konflikt, modtræk og omkostninger – og det kræver organiseret social magt, institutionel omstilling og alternative sikkerheds- og forsyningsordener.

Kort sagt: Uden magtanalyse bliver radikale krav let til moralske postulater i stedet for strategi.

Fra moralsk afsløring til analyse af magtens mekanismer

Forretningsudvalgets tekst fanger vigtige elementer, men den forbliver for ofte i det samme normativ-juridiske og nationale register, som magten bruger til at legitimere sig selv.

En stærkere analyse ville derfor:

·        gøre ’hykleri’ til et spørgsmål om legitimation

·        sætte adgangs- og akkumulationslogikken i centrum

·        dekomponere ‘selvbestemmelse’ i aktører og interesser

·        vise hvordan sikkerhedsparadigmet disciplinerer politikfeltet

·        analysere bindingernes konkrete mekanismer – ikke bare deres eksistens.

Først da kan krav fremstå som strategiske mål for organiseret modmagt, ikke som appel til magthavernes samvittighed.

Opsummering

Jeg er enig med teksten i hovedintuitionen: Grønland kan blive ‘forsvaret’ ind i et oprustningsregime, og Danmarks/EU’s interesser falder ikke automatisk sammen med de grønlandske og ønsket om selvstændighed.

Uenigheden ligger et andet sted: om teksten nøjes med at konstatere spændingen, eller om den også viser de konkrete drivremme, der gør udviklingen stabil og svær at rulle tilbage: allianceintegration, baser og kommandokæder, kontrakt- og investeringsregimer, finansierings- og støttearkitekturer samt den sikkerhedspolitiske disciplin, der kan gøre alternativer ‘urealistiske’ og kritik ‘uansvarlig’ – også når hele processen sælges som solidarisk hjælp.

Den politiske konsekvens og den strategiske vending

Den politiske konsekvens af en utilstrækkelig analyse er, at kritikken bliver ufarliggjort: Magten kan svare med ’proces’, ’dialog’ og ’partnerskab’ og dermed give indtryk af imødekommenhed, mens grundrammen forbliver intakt – statens forrang i sikkerhed og økonomi og kapitalens adgangslogik til ressourcer, kontrakter og investeringer.

I den situation kan modstanden let blive national: Konflikten fremstilles som ’vores fælles sag’, så interne interesse- og klassemodsætninger træder i baggrunden. Og når sikkerhed først gøres til overordnet målestok, bliver alternativer pr. definition urealistiske, og kritik kan afskrives som illoyal eller uansvarlig.

Mobiliseringen ender let i moralsk protest og publikumsorienteret aktivisme, mens modmagten dér, hvor systemet reproduceres materielt, ikke opbygges. Samtidig undervurderes statens fleksibilitet: modstand kan indkapsles i nye ‘ligeværdige’ fonde og ‘bæredygtige’ partnerskaber, der ligner sejr, mens integrationen konsolideres i raffinerede aftaler.

Skal det vendes til strategi, må anti-imperialismen flytte sig fra et etisk register til et strategisk-organisatorisk: identificere og angribe knudepunkter som baser og logistikkæder, kontraktlige adgangsregimer, ressourceprojekter, bevillinger og finansielle flows – og opbygge den sociale styrke, der kan bære et brud og modstå modtræk. Ellers bliver vi stående i det moralske korrekte, mens magten fortsætter i det praktisk effektive.

Klaus Krogsbæk (f. 1957) er fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i Forbyd Atomvåben. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD.