Prisen på energi, fødevarer, husleje og transport er i løbet af de sidste to år steget i alle lande. Det har forværret levevilkårene for arbejderklassen, som i de seneste år allerede er hårdt ramt af usikre forhold, fyringer under Covid og fald i realløn og sociale ydelser.

 

Efter en inflation i EU og Storbritannien på henholdsvis 2,6 og 2,5 procent i 2021 nåede den årlige inflation i forbrugerpriserne i august 2022 op på 10,5 og 9,9 procent, med 12,0 og 13,1 for fødevarer, 37,5 og 32,0 for brændstof (44,6 og 48,8 på 15 måneder), (kilder: STATISTA og ONS). Elpriserne begyndte sidste efterår at stige i hele Europa, og gaspriserne eksploderede i samme periode (længe før den russiske hær invaderede Ukraine) og tredobledes på et år i Tyskland og Holland, mens energipriserne fordobledes for husholdningerne i Storbritannien. På det irske energimarked er priserne steget over hele linjen, nord og syd, herunder den vigtige pris på fyringsolie, med statslige indgreb, der er gået i stå i nord på grund af de politiske institutioners sammenbrud og den fortsatte virkning af Brexit.

 

Drivkraften bag denne inflation findes i børsspekulationen på råvarer på aktiemarkedet efter den stigende efterspørgsel siden Covid-pandemiens højdepunkt, i forbindelse med et oligopolistisk marked [et marked domineret af få udbydere, o.a]. Den katastrofale klimasituation i de seneste måneder, tørke og varme, som er direkte konsekvenser af klimaændringerne, har forværret denne situation, ligesom Putins hærs invasion af Ukraine naturligvis også har forværret situationen. Den globale forsyning af olie vil blive strammet, og det vil øge bekymringen for en voldsomt stigende inflation, efter at OPEC+-gruppen (herunder Rusland) i begyndelsen af september annoncerede sin største nedskæring af udbuddet siden 2020, da de stod over for faldende priser. Dette skridt kom før EU's embargo mod russisk energi på grund af krigen i Ukraine. Det har resulteret i spekulation i energipriser og en eksplosion i overskuddet til aktionærerne i de store selskaber. Bag alt dette ligger en epokegørende reduktion i adgangen til fossile brændstoffer.

 

De marginale profitter er steget, ikke kun i de store transport-, energi- og medicinalvirksomheder. Gevinsterne i 2021 har været historiske. De fem største franske banker har i 2021 haft et hidtil uset overskud på over 31 milliarder euro, Santander i Spanien opnåede 8,1 milliarder euro i nettooverskud, Italiens Intesa San Paolo 4,2 milliarder euro og Tyske Deutsche Bank 3,4 milliarder euro. Volkswagens driftsmargin blev næsten fordoblet til 20 milliarder euro. I første halvår af 2022 fører Shell (Holland) med et overskud på 20,6 milliarder dollar, efterfulgt af BP (UK) med 21,5 milliarder dollar og Total (Frankrig) med 14,7 milliarder dollar.

 

Disse få blændende eksempler på berigelse, som også giver personlig berigelse til den besiddende klasse, især gennem udbetaling af udbytte og stigning i aktiernes værdi, står i kontrast til de lave stigninger i løn og sociale ydelser, det drastiske fald i købekraften og arbejdstagernes rettigheder, som har øget forarmelsen af de folkelige klasser. Den ulige fordeling af velstanden blev forværret i begyndelsen af Covid-årene. Denne ulighed er blevet endnu mere markant, især for kvinder, unge, de racemæssigt undertrykte dele af arbejderklassen, handicappede og de befolkningsgrupper, der bor i de mest udsatte områder. En undersøgelse forudsiger, at 80 procent af husstandene i Storbritannien ved årets udgang vil være i energifattigdom, og der forventes en yderligere eksplosion i energipriserne i 2023.

 

I denne periode har de neoliberale regeringer øget skattefordelene for virksomhederne, skåret i de sociale udgifter og øget militærbudgetterne betydeligt - med den deraf følgende indvirkning på inflationen - hvilket yderligere har forværret levevilkårene for de mest udsatte grupper. Ukrainekrigen benyttes af reaktionære kræfter, multinationale virksomheder og imperialistiske magter til at fremme deres egen dagsorden, idet de hævder, at alle militærbudgetter har til formål at hjælpe den ukrainske modstand, hvilket naturligvis er forkert. Solidaritet mod Putins invasion forhindrer ikke kampen mod neoliberale og imperialistiske dagsordener og nedskæringspolitik, der er rettet mod arbejderklasserne.

 

Regeringerne har på forskellige niveauer (nationalt, regionalt, lokalt) indført støtteordninger, lofter på energipriser eller transportpakker, så inflationens vægt på de folkelige klasser er forskellig i forskellige lande, men disse ordninger er midlertidige og kompenserer ikke for stigningen i leveomkostninger.

 

De materielle forhold, herunder den uendelige ventetid på den næste løn- eller understøttelsescheck, er blevet det væsentligste problem for det store flertal af arbejderklassen. Energi-, fødevare- og boligudgifter er afgørende for alle, og disse udgifter stiger alle til et ubærligt niveau.

 

En sådan situation er utålelig. Der har været mange kampe i de seneste måneder:

 

I hele Storbritannien har der været en betydelig stigning i antallet af nationale strejker siden foråret på trods af de mest undertrykkende antistrejkelove i Europa - især inden for transport, postvæsenet, telekommunikation og i flere store havne. En vigtig afstemning om strejker blandt universitetslærere er netop blevet vundet, mens skolelærere og sundhedspersonale også er i gang med at stemme om strejker. På den anden side er der tegn på, at ledelserne i disse fagforeninger har splittet aktionerne på jernbane- og postområdet. Der er en betydelig folkelig støtte til de strejker, der finder sted. Det bliver kombineret med politiske aktioner, især omkring retten til mad og retten til en bolig. Lokalregeringen i Skotland har indført seks måneders indefrysning af huslejerne i hele Skotland.

 

Samtidig har vi set udviklingen af en bevægelse for boykot af energiregninger med "Don't Pay UK" i hele Storbritannien og i Italien, især i Napoli. I Tyskland har demonstrationerne på venstrefløjen indtil videre været begrænset til den oppositionelle venstrefløj og enkelte fagforeninger. Denne svaghed skyldes især, at ledelsen af de store industrielle fagforeninger, kemikaliearbejdernes fagforening og metalarbejdernes fagforening, er involveret i en trepartsaftale, som foreslår hjælpeforanstaltninger for befolkningen. Den yderste højrefløj forsøger at drage fordel af de enorme prisstigninger med flere demonstrationer end venstrefløjen. Den 3. oktober fandt der en enorm demonstration sted i Tjekkiet. Der har været eller er planlagt flere dage med strejker, som fagforeningerne har indkaldt til, og demonstrationer mod de høje leveomkostninger (i Frankrig den 29. september, den 16. og 18. oktober, den 21. september og den 9. november i Belgien). I Frankrig kom det til strejker omkring olieraffinaderierne, hvor arbejderne strejkede i fire uger.

 

Angrebene på levevilkårene vil blive yderligere forværret i de kommende måneder, især med den planlagte stigning i huslejerne og energipriserne og afviklingen af de indgreb, der delvist afbøder konsekvenserne.

 

I Italien, Tyskland, Tjekkiet og Frankrig har vi set forskellige politiske strømninger med forskellige motiver, der forsøger at aflede folkets vrede fra de kapitalister, der er ansvarlige for denne krise, og som desuden nægter at træffe konkrete foranstaltninger, for straks at beskytte og forbedre niveauet og levevilkårene for den fattigste og mest prekære del af befolkningen. På et tidspunkt, hvor den yderste højrefløj forsøger at udnytte denne situation, er det vores ansvar at forsøge at organisere de bredeste klassemæssige, sociale og politiske fronter for at gennemtvinge sociale krav, beslaglægning af den rigdom, der er skabt, og planlægning af offentlige tjenester til fordel for de folkelige klasser ved at angribe de kapitalistiske profitter. Vi ønsker især, at hele bevægelsen skal afsætte ressourcer til at organisere og støtte de mest udsatte.

 

I disse mobiliseringer står vi for:

 

·         Stigning i lønninger og sociale ydelser, som minimum i takt med inflationen og med særlig beskyttelse af lavtlønnede og arbejdere på ”Uber-vilkår”, som de facto er ansatte i de kapitalistiske koncerner.

·         For automatiske lønstigninger i takt med inflationen - en glidende skala for lønninger og sociale ydelser med reelle inflationsmålinger, som fastsættes af de organiserede arbejdere og ydelsesmodtagere selv.

·         Afskaffelse af ulighed mellem kønnene på arbejdspladsen; gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for arbejde af samme værdi.

·         Adgang til gratis børnepasning for alle børn, der har brug for det.

·         Afskaffelse af moms på fødevarer og energi og nedsættelse og fastfrysning af huslejer og priser på basale fornødenheder.

·         Forhøjelse af den effektive skattesats på formue og overskud.

·         Gratis lokal og regional transport, vækst i de offentlige transportsystemer.

·         Gratis strøm og varme svarende til folks elementære behov.

·         Energi-, bank- og transportvirksomheder skal socialiseres under demokratisk kontrol af arbejdere og brugere.

·         Revision af den offentlige gæld med borgernes medvirken med efterfølgende eftergivelse af den illegitime gæld for bedre at kunne finansiere en stigning i de sociale udgifter og for kampen mod den økologiske krise.

·         Massive investeringer i vedvarende energi, ingen nye fossile brændstoffer - for afviklingen af atomkraft.

·

I en tid, hvor ultraliberale regeringer breder sig og angriber de demokratiske rettigheder, herunder i alliance med neofascistiske kræfter som i Sverige og Italien, er det afgørende, at de antikapitalistiske kræfter, arbejderbevægelsen som helhed, udvikler en nødplan mod de høje leveomkostninger og inflationen for at støtte alle de allerede eksisterende folkelige mobiliseringer og udvikle dem, samtidig med at de bekæmper den yderste højrefløjs forsøg på at udnytte den folkelige vrede.

 

16 november 2022

 

Underskrivere:

 

Belgien: SAP-Antikapitalisten/Gauche Anticapitaliste

 

England og Wales: Anticapitalist Resistance

 

Danmark: Socialistisk Arbejderpolitik (SAP)

 

Frankrig: Ensemble! (Mouvement pour une Alternative de Gauche et Ecologiste), NPA (Nouveau parti anticapitaliste)

 

Tyskland: ISO (Internationale Sozialistische Organisation)

 

Grækenland: TPT (Fourth International Programmatic Tendency) & Magazine "4" - Græsk sektion af FI

 

Italien: Sinistra Anticapitalista

 

Holland: Socialistische Alternatieve Politiek (SAP)

 

Norge: (Fjerde Internationale i Norge, Forbundet Internasjonalen)

 

Portugal: SPQI: kollektiv af FI aktivister, Toupeira Vermelha: kollektiv af FI aktivister

 

Skotland: Ecosocialist.scot

 

Spanien: Anticapitalistas

 

Sverige: Socialistik Politik

 

Schweiz : BFS/MPS (Bewegung für den Sozialismus/mouvement pour le socialisme/movimento per il socialismo), SolidaritéS

 

Oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Poul Bjørn Berg