Den gamle guerillakæmper og aktivist fortæller om de indfødte som avantgarden i kampen mod klimaforandringer.

af Ted Hamilton/Guernica

En grå lørdag eftermiddag i Lima, Peru, i april sidste år, fik jeg et telefonopkald fra guerillaveteranen Hugo Blanco, som har overlevet en lang række dødstrusler.

 

”Du ville snakke med mig,” spurgte han. ”Kom nu.” En time senere, efter en tur gennem storbyens snoede gader, stod jeg på pladsen foran hans hus, et beskedent etplanshus i en middelklasseforstad nord for centrum. Jeg bankede på og tog mig sammen. Faktisk havde jeg ikke regnet med, at han ville reagere på min henvendelse.

 

Blanco er et ikon på linje med de latinamerikanske revolutionære Fidel Castro og Che Guevara (i enkelte diskussioner stod han dog på den modsatte side af Che Guevara). I de tidligere 1960’ere organiserede han bondefagforeninger og jordbesættelser i kampen mod de feudale hacienda-ejere i det peruanske højland.

 

Han blev fængslet af den peruanske regering og anklaget for mord på en politimand, som blev dræbt under kampene (Blanco afviste anklagen). Mens han sad i fængsel skrev han ”Land eller Død”, en bog, som anviste en vej til opbygning af et kommunistisk oprør efter de fejlslagne forsøg på jordreformer i Andes-regionen. Hans radikale ideer resulterede i dødstrusler fra mange sider, og han tilbragte flere år i eksil i Chile, Sverige og Mexico. Senere blev det muligt at vende tilbage til Peru.

 

Det, som fik mig til at kontakte Blanco, var ikke så meget hans fortid som hans nuværende aktiviteter. Ansporet af den globale miljøkrise og den private industris angreb på de indfødtes landområder – et mønster, som i USA for nylig resulterede i konfrontationer ved Standing Rock – er Blanco blevet talsmand for de indfødtes bevægelse over hele verden.

 

Blanco voksede op i Cusco-området i Peru og taler de indfødtes sprog, quetchua. I 2007 grundlagde han tidsskriftet Lucha Indigena (Indfødtes Kamp), som skriver om de politiske og økonomiske kræfter, der er i konflikt med de indfødte grupper. Han fortsætter med at udbasunere, hvordan de indfødtes samfund har sat sig op imod de globale nyliberale kræfter, som truer miljøet. ”De indfødtes bevægelse er avantgarden,” har Blanco udtalt til bladet Sin Permiso. ”Det er den mest avancerede sektor i kampen mod systemet og i opbygningen af en alternativ samfundsmodel.”

 

Nu, i en alder af 83 år, sagde Blanco til mig, at han ikke længere kommer så meget ud, selv om han netop var vendt hjem fra en månedlang rejse til Mexico, hvor han havde besøgt aktivister, der kæmpede mod minedrift. Hans hjem var sparsomt udsmykket, men fyldt med gamle bøger og blade, og hans holdning var beskeden og imødekommende. Vi sad alene sammen ved hans spisebord. I samtalen er han venlig, men direkte, og hægter gerne sine idere op på anekdoter, som er indhøstet fra de mange år med rejser og i eksil.

 

Tiden med de latinamerikanske marxistiske oprør kan synes fjern nu, men Blanco ser en forbindelse til problemerne i dag. I løbet af vores diskussion, på spansk, talte han engageret om Trump, global opvarmning, naturens rettigheder og betydningen af de indfødtes bevægelser i det aktuelle, globale, politiske klima.

 

Du har i mange år fokuseret dit arbejde på fordeling af rigdom og social retfærdighed. Hvorfor er klimaforandringerne nu blevet et presserende spørgsmål?

 

Hugo Blanco: Jeg har altid kæmpet for social retfærdighed. Men nu står vi med et vigtigere problem: mine artsfællers overlevelse. Et hundrede år mere med de transnationale firmaer ved magten, og de vil udrydde menneskeheden på samme måde, som de har udryddet andre arter.

 

Målet med disse store transnationale firmaer er at tjene så mange penge som muligt på så kort tid som muligt. Med dette formål angriber de naturen. De bruger teknologiske og videnskabelige fremskridt med dette formål, også i USA, hvor fracking forgifter folks drikkevand. Regeringerne repræsenterer også, i mindre grad, de internationale firmaers interesser. Selv de progressive regeringer kapitulerer til dem.

 

Du har sagt, at indfødte grupper kan spille en vigtig rolle i kampen mod den globale opvarmning. Hvordan det?

 

Hugo Blanco: Nu om dage er angrebet på naturen meget hård, så der er flere folk, der forsvarer økosystemerne. Og økologer har respekt for de indfødte, fordi de forsvarer naturen og lægger ikke så megen vægt på andre ting som for eksempel penge. Jeg er indfødt quetchua, og vi har et princip om kærlighed og tilbedelse af naturen, som på quetchua hedder Pachamama, eller Moder Jord. Men der er indfødte folk over hele verden, i Oceanien, i Afrika, i Asien og i det nordlige Sverige og Finland. Og det karakteristiske ved de indfødte folk er, at de har større kærlighed til naturen, udviser solidaritet og tænker mere i kollektive end i individuelle baner.

 

For eksempel er der en historie om en antropolog, som arbejdede med indfødte børn i Sydafrika. Han lagde noget slik og frugt op i et træ og sagde til børnene: ”Løb! Den, der kommer først, får det hele.” Men børnene løb med hinanden i hænderne og delte det hele mellem sig. ”Hvorfor er I så dumme Jeg sagde, at den første får det hele.” Og de svarede ham: ”Hvis en af os ikke fik noget slik eller frugt, så ville vi alle lide nød. Jeg er til, fordi du er til.”

 

På fakultetet på universitetet i Cusco, hvor man studerer agronomi, har de lært, at når de kommer ud til landbrugsmesserne hos de peruanske campesinos [bønder], skal de ikke uddele priser til den person, der har dyrket den største eller de fleste kartofler, men i stedet til den, der dyrker de fleste sorter, for de indfødte anser dette for vigtigere. Og når man spørger: “Hvad dyrker du på din jord,” siger de: “Alt muligt,” for de har avocadoer ved siden af floden, hele vejen op til kartoflerne på toppen.

 

Der er bestemte svampe, som kun vokser i regntiden i Peru. Og der var en kvindelig bonde, som solgte små bunker af dem på markedet i Cusco. Jeg sagde til hende: “Jeg køber det hele uden at bede om rabat.” Men hun sagde: “Nej, hvis jeg sælger det hele, hvad skal jeg så sælge til de andre?” At sælge var ikke bare en forretning, men en social relation.

 

Jeg citerer disse eksempler for at vise, at der er noget anderledes ved at være “indfødt”. Nogle kalder os indfødte folk for “primitive”, og de har ret. For vi bevarer den primitive organisering, som hele samfundet engang havde, som er horizontal. De kalder os “vilde”, og jeg mener også, at de har ret i det, for den vilde er den, som ikke er tæmmet. Kondoren er et vildt dyr, men hanen er tæmmet. Og jeg vil hellere være en kondor end en hane.

 

Er det muligt at udnytte denne form for kollektiv styrke på international plan?

 

Hugo Blanco: Jeg er for ideen om selvforvaltning for alverdens folk. Det er den eneste redning mod global opvarmning og mod ødelæggelsen af naturen. Af den grund har indfødte folk en højere agtelse end nogensinde.

 

Der er et filosofisk princip, som Marx fik fra Hegel. Først er der et udsagn, som han kalder tesen. Så er der modsætningen, som er antitesen. Så kommer syntesen, som går tilbage til tesen og indarbejder nogle af elementerne fra antitesen. Tesen er det primitive samfund: horisontalt, ikke hierarkisk. Bagefter kom [antitesen], civilisationen: kastesystemer, og i Europa vertikale klasser, som styres af dem, der regerer og hersker for deres egen profit. Og syntesen er tesens genopstandelse, eller igen det horisontale samfund, som bliver beriget med nogle af elementerne fra antitesen, eller alle samfundets fremskridt, som ikke truer arternes udryddelse. Jeg mener, vi er nødt til at nå frem til denne antitese. Og vi vil være i mål, når hele samfundet regerer.

 

Jeg tror ikke på ledere eller caudillos [stærke mænd] eller forvaltere. Men jeg mener, at det, vi må få frem, er bevægelsen for det kollektive. Det er det, jeg tror på, magten fra neden. Og at det organiserede samfund kan være på den måde.

 

Kan du give mig nogle eksempler?

 

Hugo Blanco: Jeg har set det i Limatambo, et bondeområde i nærheden af Cusco, i Mexico og i Grækenland. I Limatambo spurgte bønderne: “Hvorfor er borgmestrene altid sønner af hacienda-ejere Hvorfor kan vi ikke selv udpege dem?” Så havde de en hemmelig afstemning, og de vandt valget. Men det var ikke på den made, at enkeltpersoner kunne styre. Det var folkeforsamlingerne, som kunne styre. Det er folkets mandater, på samme måde som zapatisterne gør det i Mexico.

 

Zapatisterne har tre regeringsniveauer: fællesskabet, kommunen og regionen. Mange tusinde indfødte styrer sig selv efter princippet “ledt ved at adlyde.” Folk vælger en gruppe kvinder eller mænd som ledere, men de vælger ikke en præsident eller en generalsekretær; alle valgte har samme rang. Efter en periode udskiftes alle, der er ikke noget genvalg, så alle er i toppen, og der er ikke nogen uundværlig person. Når der er et meget vigtigt spørgsmål, mødes de til en generalforsamling, så de kan træffe en kollektiv beslutning. Ingen myndigheder på noget niveau får en rød øre. De valgte er på niveau med bønderne, og hver får sin ration. Stoffer og alkohol er forbudt. Jeg ved ikke, om man kan kalde det socialisme, anarkisme eller kommunitarisme. Det interesserer mig heller ikke.

 

Jeg kan godt lide det, som en kammerat engang sagde til mig: “De valgte mig. Hvis de havde valgt mig som fællesskabets leder, ville det ikke have betydet noget, for jeg så ville jeg stadig kunne lave mad til min mand og mine børn. Men de valgte mig til kommunen. Så hvad skal jeg gøre? Jeg er nødt til at rejse. Jeg måtte forklare mine børn, hvordan man laver mad, og det var godt, for nu kan mine sønners koner sige ja til en post langt væk, og mine sønner ved, hvordan man laver mad.” På den måde gør de fremskridt.

 

Vi var der [med zapatisterne], og de forklarede, hvordan de brødføder sig selv, hvordan de tager sig af hinanden, hvordan de har fået de indfødtes viden tilbage. Men de har ikke forkastet den vestlige medicin

 

Så de har fået fat i kirurger og læger fra andre områder, som har lært dem, hvordan man indretter og driver en klinik. Og de accepterer ikke kun zapatistas, men også partidistas [folk fra politiske partier]. Men partifolkene må betale for deres medicin – zapatisterne bliver behandlet gratis. For nylig sagde en zapatista til mig: “OK, på klinikkerne er der flere partidistas end zapatistas, for eftersom vi brødføder os selv, bliver vi ikke syge.”

 

Der er også indfødte folk i en by, der hedder Cherán i Mexico, som besluttede at forvalte sig selv. En dag, hvor der var kommunalvalg i hele Mexico, og de politiske partier kom til Cherán for at føre kampagne, sagde indbyggerne i Cherán: “Nej, vi vil ikke have partier, vi vil ikke acceptere nogen propaganda.” Og så besluttede de at vælge nogle efter deres eget valg, så de valgte et andet kommunalråd, uden generalsekretær eller formand, som styrede det hele. Og den mexicanske præsident Peña Nieto måtte anerkende dem og sige: “OK, eftersom der er en indfødt befolkning, så har de ret til at følge deres skikke og traditioner.” Og på den made har de deres kommunalbestyrelse. Som har et bevæbnet kommunalt vagtkorps under sig til at beskytte bygrænsen og den interne orden.

 

I Grækenland har jeg set, at der som modsvar på regeringens nedskæringer er en voksende græsrodsaktivitet. For eksempel opgav regeringen den statslige tv-station, og i Thessaloniki overtog medarbejderne den og lavede et interview med mig. Senere overtog sygeplejersker og læger klinikkerne, når de blev lukket ned. Der er også et forlag, som medarbejderne har overtaget. Mange restauranter i Athen er også styret af medarbejderne. Der er et kooperativ, som får varer fra landet og sælger dem, og på den måde undgår mellemhandlere. Og jeg sagde til dem: “her i byen gør i det, som zapatisterne gør ude på landet – opbygger magt.”

 

Sådan er det. Alles regering. Ikke et partis, en persons eller en leders regering.

 

Er indfødte grupper de eneste grupper, som er klædt ordentligt på til at bekæmpe de kapitalistiske interesser?

 

Hugo Blanco: Selvfølgelig ikke. Man kan se aktivismen i USA i kampen mod [Keystone] olieledningen, hvor ikke bare de indfødte, men også andre, der forsvarer drikkevandet, mødte frem fra hele landet.

 

Selvfølgelig har Trump nu givet ordre til, at de [bygger ledningen]. Men der er modstand. Og den stærkeste modstand har efter min mening været kvindemarchen. Den største protest mod Trump var kvindemarchen. I Peru var den største demonstration i landets historie Ni Una Menos-demonstrationen i Lima – en kvinde-demonstation. I Rosario i Argentina var der også en kvindemarch, og i Polen kæmper de også for deres ret til abort. Jeg mener, at kvinderne er en vigtig del af avantgarden nu.

 

Vi opbygger en ny verden her. Ikke bare os, som kæmper for social retfærdighed, men også dem, der arbejder med at dyrke økologiske produkter, dem der praktiserer alternativ medicin og alternative uddannelse, dem der overtager fabrikkerne og bliver herrer i eget hus. Det er også alle dem, der kæmper for en ny verden.

 

En domstol i Indien afgjorde for nylig, at floderne Ganges og Yamuna har juridiske rettigheder. Naturens ret optræder også i forfatningerne i Ecuador og Bolivia, hvilket mange indfødte grupper tillægger stor betydning. Hvad mener du om dette?

 

Hugo Blanco: Vi må forsvare [naturens rettigheder], fordi vi er en del af naturen.

 

Myndighederne i New Zealand har taget et stort skridt fremad i forsvaret af naturen og menneskeheden, so andre regeringer burde følge op på. Whanganui-floden [på den nordlige ø] er nu en “juridisk person” og som sådan har den rettigheder og forpligtelser i henhold til en banebrydende aftale, som den newzealandske regering har underskrevet. Det indebærer, at floden, som maori-folket har æret i lang tid, får de same rettigheder som en person. Maoristammen Whanganui har i omkring 150 år kæmpet for at få floden, landets tredjestørste, anerkendt som en forfader, det vil sige med en levende identitet. Og nu har parlamentet endelig vedtaget en lov, som anerkender den som sådan.

 

På same måde opfordrede Alberto Costa [tidligere minister for energi og minedrift i Ecuador] i 2014 til en anerkendelse af naturrettigheder her i Lima. Han sagde, at vi ikke vil vente på, at de nyliberale regeringer gør det, for det vil de aldrig gøre. Og han organiserede et møde for forsvar af nature her i Lima.

 

Hvad er dit håb for de indfødte grupper i de kommende år?

 

Hugo Blanco: Der er indfødte kampe på alle kontinenter mod den racistiske og koloniale mentalitet og politik, som forsvarer det kapitalistiske system. Det, som er sket gennem 23 år i Chiapas, i zapatisternes område, gør mig optimistisk. Jeg lytter til, hvad zapatisterne siger: “Vær venlig ikke at kopiere os. Alle ved, i deres område og på deres tid, hvad der skal gøres.”

 

Interviewet blev først bragt i webmagasinet Guernica (USA) den 11. december 2017 og er oversat af Åge Skovrind

 

Om Hugo Blanco:

Hugo Blanco er født i 1934. I starten af 1960’erne var han leder af et bondeoprør i Cusco-området i Peru. Han blev fanget af militæret og idømt 25 års fængsel. I 1976 blev han løsladt og udvist til Sverige efter en omfattende international solidaritetskampagne.

 

I 1978, da militærdiktaturet var i gang med at forberede overgang til civilt styre, vendte han tilbage og var med til at danne det Revolutionære Arbejderparti (PRT) som den peruanske sektion af Fjerde Internationale. Han blev valgt til parlamentet for venstrefløjs-koalitionen FOCEP, og sad senere i det peruanske Senat for enhedspartiet Partido Unificado Mariateguista (PUM) indtil 1992.

 

Han flygtede herefter til Mexico og fik asyl, i kølvandet på Alberto Fujimoros statskup og indførelse af undtagelsestilstand i Peru.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com