content-picture.php

Aktivister verden over har genfundet en gammel aktionsform, der nu især anvendes i klimakrisens lys. Klima- og biodiversitetskampene er dybest set en kamp mod det system, der skaber voldsomme ubalancer. Her må alle kampformer - alt efter situationen, anvendes. Her er civil ulydighed er en vigtig aktionsform.

af Svend Vestergaard Jensen

Foto: Extinction Rebellion Fridays-for-Future-Demo i München, 2019, Henning Schlottmann, CC BY-SA 4.0

 

Selve begrebet kom til verden i 1848 med den amerikanske forfatter Henry David Thoreaus berømte essay om det enkelte individs rettigheder og borgerpligter. For et par årtier siden udgav Informations Forlag denne bog på dansk. Forfatteren var en principiel og aktiv modstander af slaveriet i USA og nægtede af den grund at betale skat.

 

Civil ulydighed er en offentlig markering og demonstration, der kan være uforenelig med de herskende tanker og handlinger – eller mangel på samme. Accept af magthavernes praksis og ligegyldighed kan let føre til samme ligegyldighed og kynisme, til en “ondskabens banalitet” for nu at bruge den jødisk tyske filosof Hannah Arendts begreb i anden sammenhæng.

 

Aktivisten Greta Thunberg er et godt billede – et ikon – på civil ulydighed. Hun blev væk fra undervisningen i sin skole hver fredag, og stillede sig op foran Riksdagen i Stockholm for at bevidstgøre befolkningen om klimakrisens alvor. Hun var med til at skabe massebevægelser overalt i verden – ikke mindst blandt unge.

 

Adlyde eller ulydig

En gruppe danske forskere – 174 – underskrev sidste år en støtteerklæring til ikke- voldelig civil ulydighed. Andre har gjort det samme. Denne metode er altid ikke-voldelig. Det var ikke blot forskernes ret, men pligt til dette opråb om oprør. Her støtte til klima-aktionsbevægelsen Extinction Rebellion. Støtteerklæringen sammenkoblede helt forståeligt klimakrisen med masseudryddelsen af jordens arter.  Siden har adskillige mennesker kastet sig ind i denne klima- og biodiversitetskamp overalt i verden.

 

Det hævdes ofte, at civil ulydighed undergraver demokratiet, fordi aktionerne svækker de traditionelle parlamentariske institutioner. Men civil ulydighed beriger og supplerer de normale beslutningsveje. De politiske ressourcer er meget ujævnt fordelt. Civil ulydighed er et middel, som beskytter de ressourcefattige og er en frugtbar måde til at udvide rammerne for den offentlige debat.

 

En række betingelser skal overholdes, når man griber til civil ulydighed. En af disse betingelser er naturligvis, at man aktionerer for en sag eller et princip, der rækker længere ud end blot at tilgodese sig selv og sine egne. Problemet lydighed kan også stilles som et filosofisk spørgsmål: Hvorfor bør jeg adlyde? Har vi pligt til at adlyde staten? Og hvor er denne pligts grænser i forhold til individets samvittighed?

 

Debat og netværk

Enhver debat af lydighedens grundlag udspringer af skellet mellem legalitet og legitimitet. Hvilken stemme skal jeg adlyde: Staten eller min egen samvittighed? Bevægelsen Jyder mod Overflødige Motorveje, som artiklens forfatter var med til at starte, anvendte denne metode flere gange i kampen mod de jyske asfaltprojekter og deres konsekvenser. Metoden blev diskuteret på seminarer og endevendt igen og igen. Her blev bevægelsens aktivister klar over, at tre grundlæggende forudsætninger skal være til stede, når man begår civil ulydighed – altså bryder loven for at fremme en politisk sag:

– Det skal foregå i fuld åbenhed – både indadtil og udadtil.

– Der må ikke forekomme vold eller hærværk.

– Aktionens mål skal være et samvittighedsspørgsmål. Eller med andre ord: Det skal ikke være for egen vinding.

 

På omtalte seminarer trænede aktivisterne i denne aktionsform. Den blev nogle gange anvendt med succes, men det samlede resultat blev alligevel et stort nederlag, da motorvejene kom – ganske vist med kraftige forsinkelser. Der, hvor aktionerne havde fundet sted, er der i dag et inferno af op- og nedkørsler til motorveje, der gennemskærer naturen med et CO2-udslip, der stiger og stiger fra flere og flere personbiler og lastbiler. Men et resultat blev også letbaner i det østjyske – et glimrende samarbejde mellem det netværks- og aktionsbaserede – at sige Ja til noget, til et alternativ – og det parlamentariske lokalt. Det var et samspil mellem det udenomsparlamentariske og det parlamentariske.

 

Ikke desto mindre skabte aktionerne debat om noget centralt. Fra starten satte denne bevægelse – Jyder mod Overflødige Motorveje – også fokus på CO2-udslippet. På denne måde var bevægelsen sammen med netværk rundt om i landet måske landets første klimabevægelse. Og i midten af 1990erne arrangerede dette netværk et klimamøde i Aarhus med en ung hollandsk kvinde, som oplægsholder, fra den europæisk baserede “Climate Change”.

 

Brugbar metode

Civil ulydighed nytter noget, og ofte er det et slagkraftigt politisk værktøj. Det er der gennem historien mange eksempler på – også i nyere danmarkshistorie – som hårdnakkede militærnægtere, der lod sig kaste i fængsel, fordi de under ingen omstændigheder ville benytte sig af våben mod deres medmennesker. Militærnægternes lydighedsnægtelse tvang efterhånden det politiske system til at ændre lovene. Arbejderbevægelsen har i vid udstrækning benyttet sig af civil ulydighed gennem overenskomststridige strejker og støtte til disse.

 

Slumstormerne brød loven, men fik den brutale saneringspolitik i København ændret. Rødstrømperne brød loven ved at nægte at betale fuld pris for busbilletterne. Senere fik vi loven om ligeløn. Flere gange vedtog Folketinget, at Christiania skulle ryddes, men christianitterne holdt stand.

 

Civil ulydighed er en gammel metode for at opnå et bestemt mål. Samtidig en ny metode, der rundt om i verden vinder frem. Metoden et ikke et universal middel. Den skal bruges, når den kan. Andre aktionsformer, når de kan være mere anvendelige.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com