"Bolivia no se vende" - Bolivia er ikke til salg. Foto fra Central Obrera Boliviana - Facebook
Sidst i 2025 og i begyndelsen af 2026 gik en bølge af masseprotester, vejspærringer, sultestrejker og demonstrationer hen over Bolivia. Endnu en gang blev den statslige politik omstødt af folkelige demonstrationer og protester. Den 17. december 2025 udstedte præsident Rodrigo Paz dekret nummer 5503, som ophævede brændstofsubsidierne og omlagde den økonomiske politik i neoliberal retning. Efter 24 dages protester blev regeringen tvunget på tilbagetog, om end den formåede at få flere centrale indrømmelser fra de sociale bevægelser.
Dette var den første større sociale konflikt, siden Paz kom til magten i oktober 2025. Det bliver næppe den sidste, da forsøgene på at etablere et nyt økonomisk regime vil møde folkelig modstand. Bolivia går dermed ind i en ny cyklus med konflikter, præget af strid om vejen ud af den brutale økonomiske krise – og om selve betydningen af modstand.
Den skrøbelige tillid til regeringen fordamper
Valget i 2025 skabte forventninger om, at der ville ske forandringer. Sejren til Paz og hans vicepræsident Edmand Lara, som var afhængig af støtte fra vælgere på landet og lønmodtagerne i byerne, fungerede som en bremse på den åbent radikale højrefløj, ledet af kandidaten Jorge Quiroga. Men efter anden valgrunde forsvandt den populistiske kampagneretorik, og alliancen mellem Paz og Lara brød sammen. Vicepræsidenten blev en oppositionsfigur, og Paz svarede igen ved at isolere ham, begrænse hans beføjelser og vedtage reformer, der gjorde det muligt for Paz at bevare sine udøvende magtbeføjelser, selv når han rejste i udlandet – uden at overdrage præsidentskabet midlertidigt til vicepræsidenten.
Samtidig lænede Paz sig kraftigt op ad erhvervs- og finanslobbyen. Han dannede en regering med personer fra private virksomheder, agroindustrien og finanssektoren. Rejste til USA, hvor han mødtes med Trumps regering og Verdensbanken. Ved hjemkomsten lancerede han fortællingen om, at Evo Morales’ regeringstid (2006-2015) havde været en “økonomisk katastrofe.”
Paz brugte den samme retorik til at retfærdiggøre dekret 5503. Subsididerne til brændstoffer, som var et element i den bolivianske økonomoi i årtier, satte de hjemlige priser på brændstof lavere end de internationale priser, hvor staten betalte forskellen. Selvom Paz begrundede tiltaget som “skattelettelser” på grund af de høje omkostninger ved importen af brændstof, blev udgifterne væltet over på befolkningen og forhøjede priserne på transport og fødevarer.
For at afbøde prisstigningerne forhøjede dekretet mindstelønnen, ligesom de sociale programmer for ældre blev øget. Børns adgang til uddannelse blev forbedret. Endvidere blev der indført et nyt tilskud til lavindkomstfamilier.
Samlet bestod dekretet af 120 artikler, der havde til formål at “omdefinere statens rolle og omfanget af offentlig indgriben i økonomien”, ifølge analytikeren Ernesto Peñaranda.
Med andre ord åbnede dekretet den bolivianske økonomi for udenlandske investeringer ved at begrænse reguleringer og mindske statens kontrol med offentlige kontrakter. Ifølge økonomen Jorge Viaña var der en risiko for, at de foreslåede ændringer var forfatningsstridige idet de åbnede døren for privatisering af naturressourcer.
Lokale samfundsorganisationer griber til handling
I dagene efter vedtagelsen af dekret 5503 rapporterede medierne om kaos. Buschauffører fordoblede ensidigt billetpriserne, og de handlende spekulerede i basale varer i forventning om yderligere prisstigninger.
I ugen før jul kom det til sporadiske demonstrationer, og trusler om konfrontation gjorde stemningen anspændt.
“Koordinationsprocessen var langsom,” sagde Carmen Núñez, socialantropolog og medlem af La Pulga Podcast, et uafhængigt medie med fokus på Bolivia og Latinamerika.
"Den Bolivianske Arbejderorganisation (COB) fastholdt permanente mobiliseringer i La Paz, også i julen og ved nytår. Minearbejdernes Hustruers nationalkomite oprettede tre sultestrejkevagter i hovedstaden La Paz som reaktion på regeringens afvisning af at drøfte ophævelsen af dekretet.
Lige efter nytår gik konflikten ind i sin mest afgørende fase, og COB øgede presset med en protestmarch under sloganet “Bolivia er ikke til salg”. Forhandlingerne med regeringen var resultatløse. Præsident Paz gjorde det klart, at han ikke ville give efter.
Dagen efter åbnede regeringen en ny front, da en konvoj fra det brasilianske selskab PETROBRAS, eskorteret af politiet, kørte ind i Tariquía-nationalreservatet i landets sydlige del. Her har lokalsamfund i årevis forsvaret reservatet mod olieselskabernes fremrykning. Billeder af politivold og retssager mod demonstranterne, udløste nye protester i flere byer landet over.
Bondeorganisationerne var længe om at slutte sig til protesterne. Ifølge Víctor Flores, pressesekretær for Det Forenede Arbejderforbund i Colomi, begyndte organisationerne at mobilisere, da de fik adgang til information om dekretets konsekvenser.
“I Det Forenede Arbejderforbund har vi organiseret en række workshops, hvor eksperter har forklaret situationen for os. Disse workshops har været henvendt til faglige ledere.”
Den 10. januar var antallet af vejspærringer vokset fra 9 til 69, efter at Sammenslutningen af Bolivias Småbønder (CSUTCB) og La Paz’ Departementale Føderation af Småbønder “Tupac Katari” havde sluttet sig til demonstrationerne.
Landet var nu lammet, og da konflikten var på sit højeste, gav regeringen endelig efter. Den indvilligede i at ophæve dekret 5503 og udarbejde et nyt dekret inden for 48 timer – dekret 5516 – som stadig ophæver støtten til brændstoffer og fastholder de sociale foranstaltninger, der skal afbøde konsekvenserne. Men de øvrige artikler blev annuleret. Lidt efter lidt blev protestaktionerne afviklet.
En aftale med en væsentlig indrømmelser
Protesterne mod dekret 5503 har givet vigtige erfaringer med hensyn til regeringens fremtid og dens forhold til det bolivianske samfund.
Selvom spændingerne inden for de sociale bevægelser fortsat består, stikker de ikke så dybt som tidligere. Carmen Núñez minder om, at “i begyndelsen var det svært at koordinere mellem forskellige sektorer: Det eksisterer en splittelse forårsaget af magtkampen inden for MAS, og der har altid været en vis adskillelse mellem småbønderne i CSUTCB og arbejderne i COB.”
På samme måde fremhæver Salvador et vigtigt element i relation til bondebevægelsen: “Selvom der findes to parallelle [CSUTCB]-føderationer, har begge koordineret med COB. På den ene eller anden måde forener de sig – måske ikke officielt, men der ligger en styrke i det.”
I forlængelse heraf understregede Núñez, at en anden vigtig sejr var at skabe opmærksomhed om dekretet, som hun beskrev som “ret vildledende”. Faktisk blev dekret 5503 minutiøst gennemgået af en gruppe ikke-traditionelle medieaktører med mange ”følgere,” herunder TikTok'ere og andre aktører på sociale medier. Dette bidrog væsentligt til at udfordre regeringens fortælling og afsløre de alvorlige konsekvenser, dekretet ville have for demokratiet og befolkningens økonomi.
Alligevel endte COB med at acceptere ophævelsen af subsidierne. Det er en betydelig indrømmelse, især når man tager i betragtning, at tidligere præsident Evo Morales ikke formåede at afskaffe støtten til gas i 2010. “Hvad angår subsidierne, rodfæstede idéen sig om, at det var nødvendigt og uundgåeligt at ophæve dem,” sagde Núñez. “Det er muligt at kæmpe for, at omkostningerne ikke blev væltet over på alle, da subsidierne primært kom de sektorer til gode, som bruger mest brændstof,” tilføjede hun.
Den lange vej fremad
Alt peger på et skifte i regeringens strategi, der går ud på at gennemtvinge den økonomiske pakke gennem dekreter og love. I den forbindelse udtrykte Guzmán bekymring for vedtagelsen af andre dekreter, som ikke blev diskuteret. Ud over dekret 5516 har regeringen for nylig vedtaget dekreter, der blandt andet berører implementeringen af telekommunikation via satellitter, tilladelse til ubegrænset import af brændstof for personer og virksomheder, samt en ændring, der gør det muligt for præsidenten at regere, mens han fysisk befinder sig uden for landet.
Regeringens reformtempo har fået demonstranterne til at konkludere, at der er tale om en bevidst strategi. “Problemet er, at den forsøger at sprede misinformation i befolkningen, og udmatte befolkningen,” beklagede Guzmán. Han anser situationen for midlertidig og mener, at protesterne snart vil blusse op igen.
Derudover har regeringen taget skridt til at undertrykke demonstrationer. To “antiblokade”-forslag er i øjeblikket til debat i Kongressen. Disse sigter på at kriminalisere demonstranter med straffe på op til 20 års fængsel. Guzmán hævder, at hvis disse love vedtages, “vil det være en konstant undtagelsestilstand; vi vil ikke kunne protestere på nogen måde og vil blive forfulgt.”
Én ting er blevet tydelig i den første sociale konflikt med Paz-regeringen: Befolkningen vil ikke acceptere sparepolitik uden kamp.
“Anti-blokade-lovene” er et disciplinerende tiltag rettet mod de sociale aktører, der mobiliserede under krisen. Lovforslagene søger at begrænse protester med kommunale forordninger og at beskytte politi- og militærpersonel mod strafferetligt og administrativt ansvar, samtidig med at deres repressive udstyr styrkes.
Ifølge Núñez lever der i befolkningen fortsat en kollektiv hukommelse om tidligere kampe. “Det er dybt indgraveret i folks hjerter, at naturressourcerne tilhører alle og er for alle, og at de som minimum skal forvaltes af staten. Dette ekko har også kunnet ses i det bolivianske folks tidligere kampe,” sagde hun.
I denne nye cyklus af sociale kampe i Bolivia er MAS, som tidligere fungerede som stemme for mange græsrodsorganisationer, stort set forsvundet fra Kongressen. Men som Núñez påpeger, har ophævelsen af dekretet vist, at “man ikke behøver et parti for at have indflydelse på den politiske arena og for at have en meget stærk stemme i, hvad der kommer til at ske i dette land.”
“Hvis man ser lidt længere frem, skulle Rodrigo Paz være præsident i mange år, men der er knap gået tre måneder, og han opfører sig allerede som en småkonge,” sagde Guzmán. “Det tror jeg ikke de sociale organisationer vil tillade,” advarede han.
28. januar 2026
Gabriel Rodríguez García er ph.d.-studerende i samfundsvidenskab ved Institut for Samfundsvidenskab og Humaniora på det Autonome Universitet i Puebla, Mexico. Han har en kandidatgrad i samfundsvidenskab fra samme institution og en bachelorgrad i lingvistik fra Universidad Mayor de San Simón, Bolivia. Hans nuværende forskningsfelt er sociale konflikter, kollektive handlinger mv.
Oversat fra Nacla af Arne Lund
