Læsetid: 6 minutterDe politikere, medier og influencere, der benægter klimaforandringerne, kan ikke længere lade som om og ignorere, hvad der rent faktisk sker. Og de regeringsmedlemmer, der forsøger at skabe en illusion om, at de gør noget ved klimakrisen, når de i virkeligheden ikke gør noget effektivt, ved at de er på vildspor, og at de bedrager deres vælgere. De videnskabelige beviser er overvældende. Sammenfatningen af den sjette vurderingsrapport fra FN’s Klimapane (IPCC) opsummerer den opdaterede videnskabelige konsensus om situationens alvor.
FN’s klimakonferencer (kendt som COP-møder), som oprindeligt blev mødt med positive forventninger af mange klimaaktivister og bekymrede borgere, er blevet til et højtprofileret show, der tjener kapitalens interesser. Store ord og højtidelige løfter er der mange af, men der er meget lidt handling til at bakke dem op.
De mange klimaaktivister, der er og har været mobiliseret i protest mod klimaforandringerne, bliver ikke lyttet til, og i nogle dele af verden bliver klimaaktivister og miljøforkæmpere myrdet med koldt blod.
Sammenfald af verdensomspændende kriser
Den såkaldte “grønne omstilling” er forsvindende lille sammenlignet med de førnævnte bestræbelser, og meget af den består af projekter, der fremmer “grøn kapitalisme”, såsom Power to X (brint osv.) eller kulstofopsamling og -lagring (CCS). Disse teknologier er umodne og utilstrækkelige på trods af deres potentiale til at reducere udledningen.
Men der er virkelig brug for en reel omstilling, og der bør ikke herske nogen tvivl om, at det indebærer en revolutionerende ændring ikke kun i energiproduktion, -distribution og -forbrug, men også i samfundets økonomiske, sociale og politiske karakter. Når det er sagt, indfanger ordet “overgang” korrekt det behov der er for at vedtage overgangskrav og overgangsløsninger på mange områder.
Økosocialistisk planlægning
Grunden til, at modviljen mod at gøre noget effektivt ved klimaforandringerne er så stor blandt verdens magthavere, er først og fremmest, at en effektiv indsats mod klimaforandringerne er uforenelig med det kapitalistiske systems fortsatte eksistens. Kapitalens iboende trang til konkurrence og dens umættelige behov for at sætte profit over menneskelige behov gør det umuligt at gennemføre planlægning i en skala, der kan bremse klimaforandringerne og samtidig bekæmpe ulighed og fattigdom.
Kun økosocialistisk planlægning kan løse klimakrisen. Økosocialisme giver os mulighed for at frigøre os fra kapitalens iboende behov for vækst. Det vil give mulighed for en planlagt og rationel produktion, hvor forurenende, overflødige og skadelige produktionsformer kan bringes under kontrol og, hvis det virkelig er nødvendigt, omstilles. Fokus vil i stedet være på vækst af virkelig bæredygtige løsninger og eliminering af ulighed i de enkelte lande, såvel som ulighed mellem rige og fattige lande. Det er nødvendigt at bremse uhæmmet vækst, men det er nødvendigt at gøre det gennem bevidst planlægning, så det ikke fører til yderligere fattigdom. Det betyder ikke et liv i afsavn for alle, men snarere et rigere og mere meningsfuldt liv for alle.
Socialismen gør op med kapitalismens produktivisme ved at fjerne den tvangsmæssige vækst, der er indbygget i selve kapitalismens funktion. Det frigør produktivkræfternes vækst på en måde, der er en forudsætning for at løse klimakrisen:
· Det gør det muligt at planlægge produktionen ud fra et brugsværdiperspektiv snarere end et profitmotiv.
·
· Det gør det muligt at producere ting og investere i løsninger, som ikke ville være “profitable” i kapitalistisk forstand, men som er nødvendige for en omstilling.
·
· Det gør det muligt og nødvendigt at reducere arbejdstiden, både for at sikre fordelingen af arbejde til alle hænder og for at give tid til den nødvendige demokratiske planlægning og til at leve.
·
· Det frigør menneskelig kreativitet, som hidtil har været holdt tilbage af profitmotivet og af udmattende arbejdsforhold. Denne kreativitet er helt afgørende for overgangen.
·
Den kvantitative udvikling af produktivkræfterne under socialismen betyder ikke hovedløs merproduktion, men en planlagt produktion, der kan sikre en socialt retfærdig omstilling og omfordeling.
Der findes ingen ideelle alternativer til den nødvendige omstilling: Alle former for bæredygtig energi indebærer risici, udfordringer, muligheder, fordele og ulemper. Det er her, omhyggelig planlægning og afvejning af fordele og ulemper kommer ind i billedet.
Om “degrowth” som et koncept
Det er bydende nødvendigt at reducere energiforbruget drastisk i overensstemmelse med de reelle behov og sørge for, at energi i stigende grad og i væsentlig grad produceres ved hjælp af processer, der drastisk reducerer udledningen af drivhusgasser; men at bruge udtrykket “degrowth” (modvækst) som et overordnet begreb eller endda som et slogan er for generelt og abstrakt. Selvfølgelig skal vi holde op med at bruge nogle former for energi og reducere spild i energiproduktion, transmission og forbrug. Især bør udfasningen af alle former for fossile brændstoffer og atomenergi planlægges og gennemføres så hurtigt som muligt. Men “degrowth”, der præsenteres abstrakt som et universelt princip, bør ikke opstilles som et centralt mål for et omstillingsprogram.
Et system af overgangskrav skal udvikle arbejderklassens og dens allieredes bevidsthed hen imod en revolutionær magtovertagelse. Kravene må nødvendigvis tage udgangspunkt i arbejdernes spontane bevidsthedsniveau, i deres daglige problemer og kampe, og i de krav, de selv rejser. I vores propaganda skal vi ikke lægge skjul på vores udviklingsperspektiv, men et generelt slogan som “degrowth” passer slet ikke ind her. Vi kan ikke præsentere arbejdere, der kæmper for en anstændig løn, med et slogan om “degrowth”. Vi kan ikke foreslå de fattige bønder, der kæmper for at overleve i det globale syd, at de skal nedvokse.
Hvilken vækst skal reduceres?
Det er ikke arbejderklassens levevilkår, der skal skrues ned for, men der er faktisk ting, der skal nedtrappes. Bare nogle eksempler:
· Kapitalistklassens massive overforbrug.
·
· Mængden af produktionsmidler, der ødelægges af kapitalistiske kriser.
·
· Al den produktion, der går til spilde på grund af indbygget forældelse.
·
· Transporten af fødevarer og produkter rundt om på kloden, som så vidt muligt bør erstattes af lokal produktion.
·
· Individuel persontransport i bil. Den skal omlægges til velfungerende, attraktiv og økonomisk overkommelig offentlig transport, herunder “den sidste kilometer”.
·
· Produktion af våben og ammunition, og de enorme menneskelige og økonomiske ressourcer, der går til at opretholde hære og politistyrker.
·
· Overflødig reklame, som kunne erstattes af reel information.
·
· De overflødige indkøb, som den enkelte forbruger bliver ledt til at foretage på grund af forbrugspresset og reklamernes indflydelse.
·
· Unødvendig produktion af tøj og andre modeartikler, som kunne erstattes af kvalitetsprodukter med lang levetid.
·
· Handel med kvinder og menneskehandel i det hele taget.
·
· Den energiforbrugende udvinding af kryptovaluta.
·
· Varer og tjenester, der købes individuelt, og som kunne leveres bedre og mere effektivt kollektivt.
·
· Flyrejser, bortset fra hvad der er absolut nødvendigt.
·
· Industrielt landbrug, kødproduktion osv.
·
Arbejderklassens afgørende rolle
Arbejderklassens indgriben vil være afgørende for at vinde kampen mod klimaforandringerne. Fagforeningernes rolle i mobiliseringen og kampen for en bæredygtig omstilling kan ikke overvurderes Fremtiden for fagforeningerne og deres medlemmer afhænger af kampen mod klimaforandringer.
Nogle faldgruber i kampen mod klimaforandringer
Tendensen til at gøre klimakrisen til et problem med forbrugeradfærd er en afledningsmanøvre. Det er selvfølgelig fint, at folk på det private plan forsøger at leve på en mere bæredygtig måde og reducere deres individuelle CO2-fodaftryk, men enhver, der forsøger at gøre det, vil opdage, at det kun er muligt op til en vis grænse defineret af de kapitalistiske produktionsforhold og -strukturer.
Troen på, at kapitalismen vil være i stand til at komme med en løsning gennem teknologiske løsninger, er også en illusion.
Et “teknisk fix”, som absolut skal undgås, er brugen af atomkraft. Selv om den nu markedsføres som en vedvarende og sikker teknologi, indeholder den stadig det uløselige problem med atomaffald.
At forvente, at kapitalisterne skal løse problemet, er absurd. De kan ikke og vil ikke gøre det. Ja, vi har travlt, men en falsk løsning er ingen udvej.
Troen på, at politikerne kan overtales til at lytte til videnskaben og derefter vil handle for at løse krisen, er også en illusion. Den fossile brændstofindustris lobbyister og investorer er alt for tæt på politikerne og har succes med at påvirke deres beslutninger.
En anden faldgrube er troen på, at heroiske handlinger fra små grupper kan ændre tingene nok til at skabe en løsning.
At opbygge kooperative virksomheder, der fungerer med bæredygtige produktionsformer, men under kapitalistiske markedsforhold, bliver nogle gange præsenteret som en måde at indføre arbejderkontrol på. Men arbejdere bør ikke bruge deres revolutionære energi på at drive virksomheder i fællesskab på markedsvilkår. De vil ende med at skulle følge den samme logik som andre kapitalistiske virksomheder. Arbejderkontrol af virksomheder er et skridt i kampen mod en dobbelt magtsituation – ikke et permanent fænomen, hvis kapitalismen ikke bliver væltet.
Opbyg den revolutionære bevægelse. Opbyg revolutionære partier
Der er ingen vej uden om behovet for et revolutionært parti og en revolutionær Internationale. Der vil helt sikkert komme oprør og uroligheder, hvor klimakrisens konsekvenser mærkes mest, men for at disse oprør ikke skal resultere i blodige nederlag for de kæmpende eller føre de desperate i armene på højreekstreme bevægelser, er det nødvendigt med et revolutionært parti, der kan lede kampen.
Overgangskrav i forhold til klimakrisen
Overgangskravene skal ikke ses som et fastlåst skema, men som inspiration til tilpasning til konkrete kampsituationer baseret på arbejderklassens helt specifikke problemer og bevidsthedsniveau. Det følgende er eksempler på krav, der kan bruges i en overgangsmetode:
· Et stop for al unødvendig og skadelig produktion.
· Et stop for militarisme og krig.
· En drastisk nedsættelse af arbejdstiden med fuld lønkompensation.
· Nationalisering af virksomheder i energisektoren under arbejderkontrol.
· En velplanlagt afslutning på al udvinding af fossile brændstoffer. Planer og implementering bør garantere retfærdighed for lavindkomstlande og befolkningsgrupper, samt en retfærdig overgang for arbejdere til nye jobs.
· Et stop for unødvendig transport af varer.
· Omstilling af landbruget fra monokulturelt, industrielt landbrug til diversificeret produktion, der kan tilfredsstille lokale behov.
· Stop overudnyttelse og ødelæggelse af naturressourcer.
· Forsvar og beskyttelse af naturområder er tæt forbundet med kampen mod klimaforandringer. Disse områder – især oceaner, skove, vådområder og mangrover – spiller en afgørende rolle i kulstofabsorption og -binding.
· Overførsel af trafik fra individuel persontransport til offentlig transport.
· Massiv udbygning og forbedring af den offentlige transport.
· En drastisk reduktion af lufttransport til det absolut nødvendige minimum.
· Omorganisering af byer og ombygning af boliger, så de bliver beboelige og energieffektive.
· Klimaretfærdighed mellem nord og syd.
· Forbud mod handel med CO2-kvoter og klimakompensation.
September 2023
*) Ovenstående indlæg er skrevet som et bidrag til diskussionen i Fjerde Internationale fordu for organisationens kommende verdenskongres i 2024. Underskriverne er Álvaro Vázquez Sabino, Liga de Unidad Socialista (Mexico), Jaime González, Liga de Unidad Socialista (Mexico), Jette Kromann, Socialistisk Arbejderpolitik (Danmark), Manuel Aguilar Mora, Liga de Unidad Socialista (Mexico), Peter Solenberger, Solidarity (USA), Poul Bjørn Berg, Socialistisk Arbejderpolitik (Danmark)