Mange venstreorienterede partier i Europa ser i dag deltagelse i en centrum-venstreregering som den eneste realistiske måde til at få gennemført reformer. De retfærdiggør ofte dette skridt med, at hvis et venstreorienteret parti sidder med i regering, så vil det som minimum blokere for de værste politiske tiltag og forhindre, at mere reaktionære partier kommer til magten.

af Florian Wilde

De tror også, at det vil styrke deres troværdighed overfor vælgere og medlemmer, hvis de sidder med i regering, og at det i sidste ende vil styrke mulighederne for at få regeringsmagten alene. 25 års erfaringer fortæller imidlertid, at disse forventninger sjældent går i opfyldelse.

 

Italien

I starten af 00’erne blev Italiens Rifondazione Comunista et vigtigt pejlemærke for den europæiske venstrefløj. Godt forankret i landets mangeårige kommunistiske tradition, selvkritisk i forhold til sin egen historie, bred og pluralistisk på de interne linjer, åben for nye ideer og dybt forankret i de sociale bevægelser. Som sådan fremstod Rifondazione for mange som en rollemodel for andre partier og organisationer på den unge, radikale venstrefløj på tværs af hele kontinentet. Partiet spillede en ledende rolle i protesterne for global retfærdighed i Genova i 2001 og var en central kraft i antikrigsbevægelsen, som samlede tre millioner til demonstration i Roms gader den 15. februar 2003.

 

Men fra 2006 til 2008 overgav Rifondazione sig til en politik til fordel for det mindste onde og tog del i en centrum-venstre-regeringskoalition for at forhindre Silvio Berlusconi i at vende tilbage til magten. Da man først var blevet en del af regeringen, var partiet tvunget til ikke alene at forsvare nedskæringer, som de førhen havde været imod, men også at stemme for militære interventioner i Libanon og Afghanistan.

 

 

Rifondazione ekskluderede to senatorer, som nægtede at stemme for indsatsen i Afghanistan. Regeringsdeltagelse forandrede “bevægelsernes parti” til en organisation, som ofte syntes at modarbejde bevægelserne – “det alternative parti” fandt sig presset til at gennemføre “den nødvendige politik”. Dets halvhjertede forsøg på at få gennemført sociale eller progressive reformer gik stort set upåagtet hen.

 

Resultatet viste sig at blive katastrofalt: Kun to år senere generobrede Berlusconi magten, og Rifondazione vandt ikke et eneste mandat i parlamentet – for første gang siden 1945 var der ikke en kommunistisk stemme i parlamentet.

 

Det er kun blevet værre i hvert eneste valg siden da. Både partiet og de sociale bevægelser sank ned i en politisk depression af historiske dimensioner. At se tidligere allierede krydse barrikaden skabte en atmosfære af mistillid og sekterisme.

 

Den efterfølgende fremmedgørelse i forhold til det politiske system i store dele af det italienske samfund kom – om end ikke udelukkende – Beppe Grillos protestparti, Femstjernebevægelsen, til gode. Rifondaziones regeringsperiode har miskrediteret partiet så meget, at det ikke længere kan samle op den udbredte utilfredshed blandt vælgerne.

 

Frankrig

Et andet af de en gang store venstreorienterede partier i Vesteuropa, Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF), var ude for en lignende tilbageslag efter at have siddet med i regering. Ved valget i 1997 vandt PCF 9,7 procent af stemmerne og gik med i det Pluralistiske Venstre, som var anført af socialdemokraten Jospin.

 

Denne regering nød i starten en vis succes og fik gennemført flere vigtige reformer, såsom 35 timers arbejdsugen, og afviste at underkaste sig strategien om en tredje vej, som Schröder og Blair på det tidspunkt forfægtede.

 

Den kunne imidlertid ikke bryde med den nyliberale ramme. Til sidst gennemførte regeringen det mest omfattende privatiseringsprogram i nyere historie og var enig om at deltage i NATOs krig i Serbien i 1999.

 

I valget i 2002 kollapsede PCF og fik kun 4,8 procent af stemmerne. To år senere fandt det sig selv skrumpet ind til 4,3 procent. Der blev rettet lidt op på det takket være alliancen i 2012 med Mélenchons Venstreparti, hvor man fik 6,9 procent – bedre, men stadig langt under resultaterne fra før regeringsdeltagelsen.

 

Frankrigs største venstrefløjsparti miskrediterede sig selv ved at gå med i en nyliberal regering, en omstændighed som tillod Front National (FN) at blive landets stærkeste parti. Faktisk får FN nogle af sine bedste resultater i tidligere PCF-højborge.

 

Skandinavien

På en bølge af offentlig forargelse i kølvandet på finanskrisen vandt det islandske Venstrepartiet – De Grønne (VG) en spektakulær sejr på 21,7 procent ved valget i 2009 og blev derefter leder af landets regering. Selv om Island reddede sine banker anderledes end andre europæiske lande, så holdt man sig overordnet inden for en nyliberal ramme. VG havde altid været modstander af NATO og EU, men partiet fik nu regeringen til at sende en ansøgning om medlemskab af EU.

 

I 2013 blev partiets resultat halveret til 10,9 procent. Efter at Panama-papirerne på ny antændte en krise i det politiske system, lykkedes det VG – nu i opposition, at genvinde sølle fem procentpoints, så de kom op på 15,9 procent i det seneste valg. Det nystartede Piratparti, som ikke var mærket af regeringsdeltagelse, kom lige efter med 14,5 procent. [Ved valget 25. september 2021 gik VG tilbage til 12,6 procent, o.a.]

 

Vi ser noget tilsvarende hos andre skandinaviske venstrefløjspartier: Det norske Socialistisk Venstreparti (SV) kunne se sin opbakning falder fra 8,8 til 4,1 procent i den periode, hvor det sad i regering (2005-2013). Venstrepartiet i Sverige oplevede en lignende tilbagegang. Et årti efter, at partiet i 1998 med en venstreradikal EU-kritisk kampagne vandt 12 procent af stemmerne, modererede det sit radikale image og gik ind i en rød-grøn regering. I 2014 fik partiet kun tilslutning fra 5,6 af vælgerne. [8,0 i 2018, o.a.]

 

Socialistisk Folkeparti (SF) i Danmark førte i 2007 en tilsvarende venstredrejet EU-kritisk kampagne og scorede 13 procent. I 2011 førte partiet en mere moderat kampagne i håbet om at komme med i regering, og opbakningen faldt til 9,2 procent. Den efterfølgende deltagelse i regeringen betød, at vælgertilslutningen faldt endnu mere, og i 2015 blev det kun til 4,2 procent af stemmerne. [7,6 i 2021, o.a.]

 

I Finland har situation været noget mindre dramatisk. I 1995 gik Venstreforbundet med i en “regnbuekoalition”-regering efter at have fået 11,2 procent. I 2003 fik partiet kun 9,9 procent, men gik atter med i regering i 2011 med 8,1 procent. Partiets beslutning om at træd eud af regeringen i utide reddede det formentlig fra en mere dramatisk tilbagegang: Det lykkedes at sikre 7,1 procent i 2015. [8,2 i 2019, o.a.]

 

I førersædet?

Nogle vil argumentere med, at vilkårene ændrer sig, når et venstrefløjsparti står i spidsen for regeringen, i stedet for at være juniorpartner. Men den græske erfaring peger på, at det i hvert fald ikke altid er tilfældet. Trojkaens [Valutafonden, den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen, o.a.] institutionelle magt tvang Syriza til at gennemføre og endda udvide den nyliberale politik. Som resultat heraf mistede partiet et helt lag af sin medlemsskare, blandt andet mange fremtrædende folk. Efter kun seks måneder i regering havde det allerede mistet flere hundrede tusinde vælgere. Ifølge meningsmålingerne fortsætter denne udvikling.

 

Udviklingen i Cypern er lige så lidt opmuntrende. I 2008 vandt en kommunist præsidentposten for første gang i landets historie. Hans parti, det Progressive Arbejderparti (AKEL), nød massiv opbakning, men regeringen bukkede alligevel under fra presset fra de europæiske institutioner og gennemtvang voldsomme nedskæringer. I det efterfølgende præsidentvalg faldt partiets støtte med 10 procentpoints.

Også udenfor Europa, i Grønland, kan vi se samme udvikling: i 2009 fik det demokratisk-socialistiske Inuit Ataqatigiit en overbevisende sejr med 43,7 procent af alle stemmer. Partiet fik magten, men mislykkedes med at opfylde vælgernes forventninger. Opbakningen faldt til 34,4 procent i 2013, og partiet trådte ud af regeringen.

 

Roden til nederlag

Ovenstående overblik viser, at ingen eksempler på venstrefløjs-deltagelse i regeringsmagten har skabt et brud med nyliberalismen i løbet af de seneste 25 år. Heller ikke strategien med ”det mindste onde” er lykkedes, ikke en gang på dens egne præmisser. Disse fiaskoer har skuffet vælgere, som havde håbet på storstilede reformer, og har bidraget til den udbredte opfattelse, at venstrefløjen er en del af det etablerede system (”the establishment”). I mange lande var dette medvirkende til fremgangen for højrepopulistiske og fascistiske partier.

 

Hvorfor gik det galt for så mange venstre-regeringer? Vi kunne påstå, at partiernes ledelser over hele Europa er nyliberale ulve i røde fåreklæder, som med vilje bedrager partiets principper, når først de er ved magten. Eller vi kunne sige, at disse ledere har gode hensigter, men at de bliver udmanøvreret af deres nyliberale partnere i forhandlingslokalerne. Men hvis en af disse påstande var rigtig, så skulle vi bare udskifte disse korrupte eller uduelige ledere med en anden fløj i partiet.

 

Indrømmet, vi kan finde eksempler på begge disse scenarier i nyere historie, men overordnet er det ikke en tilstrækkelig forklaring på disse gentagne nederlag. Partiernes respektive traditioner, sammensætninger og politiske linjer er for forskellige til, at vi kan reducere deres fejltagelser til et spørgsmål om ledelsen.

 

I stedet må vi finde forklaringen i styrkeforholdet mellem de sociale kræfter. Kapitalen er blevet så stærk, at den ikke alene kan modstå venstreorienterede regeringers forsøg på at reformere den, men den kan endda dreje disse regeringer i en retning, så de bliver redskaber i kapitalens egne interesser. Eksemplerne ovenfor viser, at venstrereformismen i Europa hverken kan skabe et reelt brud med nyliberalismen eller styrke de venstreorienterede kræfter.

 

Udvikling af strategier, der peger ud over regeringsdeltagelse

Europas venstrepartier må acceptere, at i øjeblikket går vejen til social forandring ikke gennem centrum-venstreregeringer. I stedet må de udvikle alternative strategier og arbejde for at ændre styrkeforholdene gennem en tålmodig opbygning af stærke, samarbejdende og velorganiserede venstrefløjspartier, massebevægelser og aktive fagforeninger.

 

Venstrefløjen vil kun kunne aftvinge kapitalen væsentlige indrømmelser, når vi har presset den i defensiven. Det gør vi ved at optrappe sociale kampe og gøre kapitalisterne bange for fremtiden. Og selv da står det stadig til diskussion, om venstrefløjsregeringer udgør en passende strategi for socialistisk forandring – men i hvert fald vil det give venstrefløjen chancen for at få mere ud af det i regering end at gentage de samme gamle nederlag.

 

18. april 2017

 

Florian Wilde er historiker med special I fagbevægelsens historie ved Rosa Luxemburg Stiftung. Han er desuden medlem af Die Linkes historieudvalg.

 

Oversat fra Jacobin af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com