Menneskerettighedsadvokat July Henriquez står anklaget af den colombianske statsanklager for dokumentfalsk og forsøg på at dække over FARC medlemmers udrejse af landet.

af Colombia Solidaritet, Internationalt Forum og Enhedslisten

I det danske parti Enhedslisten, og i organisationerne Internationalt Forum og Colombia Solidaritet, har vi igennem flere år haft kontakt til og samarbejde med menneskerettighedsadvokaten July Henriquez, som arbejder for at sikre rettigheder for de mest udsatte og skrøbelige i det colombianske samfund.

 

Nogle af os lærte July Henríquez at kende i 2008, da hun ydede retshjælp til ledsagerorganisationen International Peace Observatory. Siden da har vi styrket vores bånd til hende, da vi betragter hende som en dygtig advokat og menneskerettigheds-forkæmper. I 2012, 2015 og 2016 besøgte forskellige medlemmer af Enhedslisten, Internationalt Forum og Colombia Solidaritet La Picota, det mest sikrede fængsel i Bógota, sammen med July Henriquez og kunne således ved selvsyn konstatere de elendige forhold i fængslet. Vi kunne også bevidne det gode arbejde, July Henriquez bedrev for at bedre forholdene og for at sikre de indsattes rettigheder, herunder retten til lægelig behandling ved sygdom.

 

July Henriquez var i Danmark i 2015 på en rundtur organiseret af IF og Enhedslisten. På denne tur delte hun ud af sin viden om fredsprocessen og det retslige arbejde på en række danske uddannelsesinstitutioner og i offentlige fora. Vi der kender July Henriquez ved at hun er kendetegnet ved sit engagement i menneskerettighederne, og et dybfølt ønske om at sikre fred i det voldshærgede Colombia. Hun er i øvrigt kendetegnet ved sin professionalisme, sine saglige argumenter og sine høje etiske og moralske standarder.

 

July Henriquez har i mange år arbejdet utrætteligt for at sikre fredsforhandlingerne og fredsaftalen, med fokus på retsopgør og forsoning efter konflikten gennem det særlige retssystem for fred (JEP). Efter underskrivelsen af fredsaftalen har hun arbejdet i JEP på kontrakt som en af de få advokater i systemet der er udpeget gennem FN og menneskerettigheds-organisationerne. July Henríquez var ansvarlig for at etablere det autonome system til forsvar og vejledning af dem, der skal stå frem for det omfattende system for sandhed, retfærdighed, genoprejsning og ikke-gentagelse; en meget vigtig komponent for JEP´s effektivitet og retssikkerhed.

 

Statsanklageren i Colombia anklager nu July Henriquez, en anden kontraktansat og en funktionær i JEP for at have bidraget til at forfalske dokumenter, der gav ledende FARC-medlemmer udrejsetilladelse. På baggrund af vores kendskab til July Henriquez kan vi ikke forestille os, at der er hold i disse anklager, og det bekymrer os, at anklagen ikke bygger på nogen tilbundsgående eller seriøs undersøgelse. Vi tror, anklagerne har til formål at fjerne engagerede og socialt bevidste menneskerettigheds-advokater fra det særlige retssystem for fred gennem politisk chikane. Det vil ikke være første gang, at statsanklageren forsøger at mistænkeliggøre og/eller ligefrem plante beviser på funktionærer og repræsentanter, der opfattes som politiske modstandere.

 

Vi har bedt den danske ambassade i Colombia om at være opmærksomme på sagen, da vi mener, at der er alvorlig risiko for, at de anklagede advokaters retssikkerhed er blevet overtrådt og deres navne sværtet uretfærdigt til. Vi finder det trist, at det særlige retssystem for fred mister så dygtige advokater med indgående kendskab til de frygtelige menneskerettighedsovertrædelser i landet. Vi finder det stærkt bekymrende, at statsanklageren vil gå endnu videre med de absurde anklager mod Henriquez, og vi anmoder de colombianske myndigheder at behandle sagen på oprigtig og retfærdig vis.

 

12. oktober 2018. Colombia Solidaritet, Internationalt Forum og Enhedslisten 


 

Møde om den politiske situation i Colombia

Torsdag den 8. november 2018 kl. 17.30-19.30 hos IF, Griffenfeldsgade 41, 2200 København

 

Internationalt Forum København og Enhedslisten inviterer til oplæg om fredsprocessen i Colombia.

Efter 53 års borgerkrig indgik den colombianske regering og oprørsbevægelsen FARC i 2016 en ambitiøs fredsaftale. Aftalen indeholder en landreform, øget demokrati, afvæbning og reintegration af tidligere oprørssoldater, samt bekæmpelse af paramilitære grupper, en løsning på narkoproblemet og et retsligt efterspil, der skal skabe forsoning for konfliktens ofre.

 

Siden 2016 har Colombia været i en implementerings proces – men hvad er blevet indfriet?
Det meste af aftalen er ikke blevet gennemført og sociale ledere bliver stadig myrdet. Dertil kommer at Duque er blevet valgt som præsident, hvis linje har været stærkt kritisk overfor fredsaftalen.

 

De tre oplægsholdere er Giraldo, Quintero og Ballesteros, som er repræsentanter fra den sociale paraply-bevægelse Marcha Patriotica, som tæller fagforeninger og organisationer for kvinder, studerende, bønder, LGBT og oprindelige folk i hele Colombia. MAPA har ca. 300.000 medlemmer.

 

Oneida Giraldo er fra kvindekommissionen i MAPA. Juan Carlos Quintero er vicepræsident og medstifter af landarbejderfagforeningen ASCAMCAT i Catatumbo-regionen, som på trods af fredsaftalen stadig er plaget af væbnet konflikt.
Hubert Ballesteros er vicepræsident i landarbejderfagforeningen FENSUAGRO, med i MAPA´s ledelse samt ledelsen af Colombias LO – CUT. Særlig kendt for at have været i fængslet i tre år, hvor efter en international kampagne hjalp ham på fri fod.

 

Der vil være snacks og kaffe til solidariske priser.

 

Vi glæder os til at se jer til en aften der skal os alle klogere på den aktuelle politiske situation og kampen for social retfærdighed i Colombia!

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com